Startede med "Alt må vige for natten", for den omtalte Leonora Christina Skov som vigtig for hende i processen omkring hendes egen bog "Den der lever stille", som jeg blev stærkt og dybt grebet af.
Begge bøger er skrevet af stærke forfatterinder, der tager livtag mere deres egne og forældres livshistorier. De dybt dysfunktionelle af slagsen.
Selvfølgelig viste "Alt må vige for natten" sig at være svær at slippe og derfor hurtigt læst. Først frustrende, fordi der går lidt tid inden hun bryder med den kunstige fortællestemme, hvor jeg hele tiden blev ved at tænke "det kan hun da ikke vide" - for man kan jo ikke fortælle "indefra" for "rigtige" mennesker. Det kan man med romanfigurer, men hun kan da virkelig ikke vide hvordan hendes mor, hendes søskende og deres forældre tænkte og følte i så høj grad som hun lægger ud med at skrive det...
Men så bryder hun ud af fortællingen og konstaterer selv det samme. Og det er dét brud, og dén ændring i fortællestilen det medfører, refleksionerne og mere end ét perspektiv på det der fortælles, der gør bogen så interessant og fængende, for mig.
Opfølgeren, "Baseret på en sand historie" skulle efter sigende i endnu højere grad tage fat på hvad der kan ske med et menneske, når man tager fat på at fortælle sin svære slægtshistorie. Faktisk skulle den være ligeså uhyggelig som nogle af Stephen Kings romaner - og der skulle endda være referencer til hans roman "Misery" i den.
Derfor kom tvivlen - skal eller skal ikke læse den? Men den selvovervurderende del af mig vurderer at jeg sagtens kan gennemskue plottet og de psykologiske lag, og derfor ikke vil opleve den så voldsomt uhyggelig, som den har været for nogen. Nu er den i hus, første side læst. Fortsættelse følger!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar