John Rutter, korsatser

Oxford University Press, Musikafdelingen, har udgivet to antologier med hver ni korsatser af de mest kendte og elskede af engelsk kormusiks grand old man, John Rutter, der både komponerer og skriver teksterne selv, baseret på genkendelig, kristen inspiration. Der kan købes eller lejes orkestersatser til alle korsatser.

I 2017 udkom “Anthems for SA and Men”, i år udkom “Carols for SA and Men”, begge som led i hver sin større serie, dels “Selected sacred anthologies” og “Selected carol anthologies, hvor man finder tilsvarende udgivelser fra andre markante engelske korkomponister, samt blandede antologier.

Udgivelserne er i paperback, der umiddelbart kan give et “billigt” indtryk, men indholdet er af høj kvalitet og en paperback står mere sikkert på nodestativet end en hardback, så tak for dét! Er man klassisk skolet, men i sin hverdag primært arbejder med en pædagogisk vinkel på kirkemusikken, så møder man i disse år mange forskellige måder at notere kormusik, og udgivelser som disse bliver derfor en velsignelse at hvile øjnene på!

Al notation er i klassisk stil, klassisk fagsprog og i klassisk partituropsætning, og derfor meget nemt at gå til for alle, der har den klassiske skoling. Men tankevækkende at man, som organist, kan nå til et punkt hvor dét er en kvalitet, der skal fremhæves, som noget særligt!

Alle satser er bygget op, som de originale satser, der er kendt fra indspilninger med Rutter selv og Cambridge Singers. Dog er der, fordi satserne i disse udgivelser er reduceret til 3 stemmer (enkelte steder deles sopranen i to stemmer), visse ændringer i stemmernes fordeling og forløb.

Der er fine akkompagnementstemmer til alle satser. Enkelte satser er a capella satser, men der er i de tilfælde noteret en tangentstemme, hvor de tre stemmer er samlet i én sats til indøvning. Alle satser kan spilles på klaver, samtidig er fem af satserne i hver bog direkte noteret for orgel, og alle satserne er af en kvalitet, som er en nydelse at spille.

Satserne er gennemkomponerede. De korteste 3 sider, de længste 12 sider. Ambitus går for sopranerne op til g2, for alterne til e2, og for herrerne til e1. Der er stor variation for alle stemmer, soloindsatser for alle stemmer, skiftende taktarter, og endda en hel sats i ⅝ takt, den hyggelige “Donkey Carol”, som kan være en sjov udfordring for kor, der gerne tager en udfordring op.

John Rutters kormusik er kendetegnet ved smukke, velgørende melodier og klange, der nemt flyder ind i øret og virker opløftende i al deres skønhed, for den der værdsætter dét. Alt i alt to professionelle udgivelser, der fryder den klassiske musiker.

Dansk korsangstradition udfordres i disse år af en holdning, som jeg også selv møder af og til, omkring at brystklang er at foretrække frem for hovedklang! Det gør korsang baseret på klassisk sang svær at arbejde med! Men har man et godt kantori at arbejde med, eller et kor med yngre kormedlemmer (især sopraner), der øver hjemme og ønsker at arbejde seriøst, kan disse satser varmt anbefales.

Anmeldelsen blev bragt i medlemsbladet "Organist.org" Nr 11.  2018. Nodebøgerne er stillet til rådighed for anmeldelse af "Organistbladet".

At spille en salme...

At spille en salme er at få en strøm af nerveimpulser til at løbe ubesværet fra øjnene, der læser noderne til hænder (og for organister også fødder) der skal ramme tangenterne let og ubesværet i den rette rækkefølge i det rette tempo.

At få nerveimpulserne til at løbe sådan kræver det, der hedder øvelse. D.v.s. at spille salmen mere end én gang, indtil de løber som de skal. (Men ideelt set også en noget mere omfattende og detaljeret indøvningsproces!)

Derfor har en, der skal spille en salme eller en sang (eller hvad som helst andet) brug for tid nok tildenne indøvningsproces. Altså til at øve sig.

"Tid nok" kan være individuelt. Derfor havde man engang en overordnet, gennemsnitlig bestemmelse for alle organister, der hed at salmenumrene skulle udleveres senest 48 timer før tjenestens afvikling. (Man måtte dog gerne udlevere dem før.)

Disse 48 timer, har nogle gange været kilde til ufred imellem faggrupper på arbejdespladser. Men disse 48 timer er defineret for at give organisten en bare nogenlunde realistisk mulighed for at kunne spille de salmer, som præsten har bestemt skal spilles, flydende nok til at det er sangbart og rart for de, der synger med.

Disse 48 timer er for nogle få år siden ophævet som standardkrav. Nogle organister er heldige at have dem fortsat, som lokalaftale. Nogle er endnu mere heldige og har fået flere timer som minimumskrav. Andre har intet minimumskrav, og er derfor nødt til bare at håbe på at få en eller anden mængde øvet.

Men det handler om neurologi. Simpelthen. 

Det vidste man ikke da man indførte de 48 timer, men man havde en erfaring for at en minimumsøvetid var nødvendig for at organisten kunne levere et nogenlunde sangbart (og nogenlunde fejlfrit!) salmespil, og man havde respekt nok for organisten som menneske til at udvise omtanke i forhold til at gøre det realistisk for organisten faktisk at kunne udføre opgaven.

I dag ved man altså at det handler om neurologi. Om at øvning skaber baner, som nerveimpulserne lærer at benytte. Uden de baner kan man intet. Derfor er øvetid helt nødvendig. For alle. Men kravet om at give organisten øvetid er, samtidig med at denne viden er opnået, afskaffet.

Det er svært at forstå. Der er hardcore videnskabelig evidens for at øvetid er nødvendig. Og at manglende øvetid udløser stress, som i sidste ende kan betyde sygemelding og kronisk sygdom.

Alligevel vælger man at finde på og acceptere fra såvel ledelse som fagforening at øvetid, den skal bare aftales lokalt. Ergo forventes hvert eneste af landets menighedsråd altså at have indsigt i og forståelse for øvningens neurologi, eller som minimum erfaring for øvningens nødvendighed.

Og laves der så et minimumskrav, som f.eks. 48 timer eller 72 timer, så findes der faktisk ingen konsekvens hvis de ikke overholdes... - et tankevækkende arbejdsmarkedsprincip, der leder tankerne en del år tilbage i tiden.

Denne jul har jeg haft god tid til at øve salmer, og i dag starter korsæsonen, hvor jeg selv bestemmer repertoiret og derfor kan øve i præcis så god tid som jeg selv bestemmer.

Men hvorfor skal arbejdstagers rettigheder til et godt liv gå ned ad bakke netop i disse år, hvor der er så nem adgang til så meget konkret viden om hvordan man skaber det gode arbejdsliv - det gode liv?