Post-corona læseliste!

Søndag den 7.august fik jeg corona - eller det hedder vel retteligt "covid". De to første dage kunne jeg intet. Derefter fulgte fire dage hvor det eneste jeg kunne holde til var at have en lydbog i det ene øre. Dag 7 begyndte jeg at læse en bog. En fysisk bog, men en tynd paperback, fordi jeg var så træt, så træt så jeg ikke kunne holde en bog.

Men sikke en lettelse at kunne holde ud at læse noget igen!

Trætheden er stadig overvældende, der er infektion i luftvejene, og der er generel sygdomsfølelse i kroppen.

MEN jeg kan læse! Næste fysiske bog er påbegyndt, og der er tid og lyst til at registrere læsningen af fysiske bøger.

Liste over afsluttede fysiske bøger efter coronasygdom august 2022:

Vagn Lundbye: "Langelandsk fodrejse".

Julia Quinn: Hele Bridgerton-serien hørt som lydbøger, før og under corona-forløbet.

Linn Ullmann: "Pige, 1983"

Lotte Inuk: "Om at vokse op i 70'rne"

Asta-Maja Njor Boisen og Katinka Klinge Albrechtsen: Feministisk selvforsvar (lydbog)

Achton Friis: Danmarks store øer, Langeland (e-bog)

Rune Skyum-Nielsen, sammen med Thure Lindhardt: Amdi bliver til

Christian Hjortkjær: Utilstrækkelig 

Helle Rabøl Hansen: Mobning

Delphine de Vigant: Børnene er konger (lydbog)

Kristian Ditlev Jensen: Det bliver sagt (lydbog, genlæsning)

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet

Jens Lundgren: Vild virus 

Allan van Hansen: Underlevet

Fortsættes...

"Nu taler jeg" - Dérfor!

Refleksion over "Nu taler jeg" af Rikke Viemoe, udgivet 2022. 

(Eksemplar købt af mig selv!)

Man kommer så nemt til at (be-)dømme andre på nuets egen virkelighed (dvs uden historien, der gik forud og uden forventningerne og planerne, der antyder nuets forventede og/eller potentielle retning) og samtidig ud fra egne, velkendte præmisser (dvs uden kendskab til andres eller som minimum med muligheden for andre præmisser som perspektiv eller endda prisme at se nuet og andre igennem).

Rikke Viemose lægger sin egen historie, sit eget spind af livstråde, frem, så selv de tråde, man kan have regnet for ligegyldige står tydeligt frem i al deres nu indiskutable betydningsfuldhed for det samlede billede.

Forfatteren er årgang 1969, jeg selv er årgang 1971. Hendes sociale og kulturelle niveau - dvs opvæksgrundlag, er anderledes end mit, hendes psykologiske væsen og menneskelige kapacitet, uddannelsesniveau og joberfaring er væsentligt anderledes end mit.

Privilegier, som hun selv erkender, gjorde hendes udgangspunkt for livet væsentligt stærkere end mit, og mange andre jævnaldrende pigers. 6. linje på side 99 ramte derfor hårdt: “For at være ærlig ser jeg på det tidspunkt (som ung i 80erne) lidt ned på dem, der er bange.” Af hjertet en kæmpe tak herfra for at indrømme dét, og at skrive det så offentligt, og permanent manifesteret, som i en bog. 

Jeg har aldrig kendt forfatteren. Men hun var ikke den eneste, der så “lidt ned på dem, der er bange” - og jeg var bange, jeg var meget bange, og følte så tydeligt hvad de færreste sagde - at de så ned på de piger, der var bange. Tak for at bekræfte hvad jeg følte så tydeligt, og også enkelte gange oplevede sagt mere eller mindre direkte - at vi, jeg, blev set ned på og som følge deraf på ingen måde vandt eller kunne vinde respekt.

Og der var jo grund til at være bange. Det ved jeg nu, når jeg ser tilbage igennem mine 50 år, som pige, kvinde, mor - der var rigeligt, der kunne skræmme et barn, en ung, en voksen, og der var så rigelig grund til at være bange. Nogle konkrete eksempler kunne være:

Da jeg var ca. 6 år blev en ung pige forsøgt voldtaget i vores hæk…

Da jeg var ca. 11 år blev et barn væk og viste sig at være holdt indespærret af en ansat på den skole hvor jeg hver uge gik til musik - det skete imens jeg var der...

Da jeg var ca. 13 år blev en klassekammerat til min 6 år ældre søster dræbt af sin kæreste, og min søster skulle vidne i den efterfølgende retssag…

Da jeg var ca. 21 år blev en studiekammerat til en jævnaldrende bekendt dræbt i sit cykelskur… - drabsmanden havde gået i gymnasieklasse med min søster…

Da jeg var ca. 25 år blev min onkels søster dræbt i sit hjem… Der gik cirka en uge inden gerningsmanden blev anholdt.

Da jeg var 32 år blev en datter til en person jeg mødte og talte med regelmæssigt i jobsammenhæng, fundet dræbt. Gerningsmanden er aldrig fundet. Datteren havde præcis samme alder som mig og boede alene, i samme lokalområde som mig.

Min farfars søster blev som 22-årig livstidsanbragt på institution, regnet for åndssvag uden at være det… - som skoleelev i 70erne blev der via læsning af f.eks. Tove Ditlevsen bevidsthed om de symptomer, der var på ubehandlede traumer efter overgreb… - så selvom ingen talte om hvorfor, regnede jeg tidligt ud at det var dérfor... (og har senere fundet bekræftelse ved aktindsigt i indlæggelsesjournalen).

Og så var der min morfars søstre, og deres antydede men fortiede livshistorier, med alle symptomerne på seksuelle krænkelser og overgreb med de dybe konsekvenser for mulighederne for at fungere som almindelige, modne mennesker - men qua fortielserne ved jeg jo intet... - kun anelserne, antydningerne og de mange tegn… - og nu er de alle døde, ingen kan fortælle hvad der egentlig skete. 

Hvad prisen var for den lave sociale status de kom af, kampen for at klare sig alligevel, på trods, som kvinde, såvel den ekstroverte der brød og ud og den introverte der underkastede sig, og dem i midten, der forsøgte lidt af hvert. 

Og så er der også dét, der er tættest på, i generationen lige før min, og dét i min egen generation, i mit eget liv, alt det der slet ikke kan tales om.

Personligt synes jeg det ser lidt voldsomt ud når det sådan listes op… - og ønsker man at minimere det, måske endda nedgøre en kvindes livshistorie har der jo hidtil været fri ret til dét - og det har været nemt overfor de her kvinder, “de kunne jo bare…” - fyld selv ud med alt det vi bare kunne have gjort...

Men hvis man reelt ønsker at forstå, så kunne man i stedet for at fortsætte med at nedgøre alle os, der "kom skævt ind" og aldrig rigtig blev "rettet op", også læse Rikke Viemoses bog. For den er én lang, genkendelig (trods de tidligere nævnte forskelle) oprulning af hvordan vilkårene har været for vores generation. Hvorfor mange af vi kvinder ikke “bare kunne…”

Hver især har vi brudt, få eller mange, tråde - snubletråde, i det spind, det væv, hver vores liv er hver for sig, og det større væv -

(iøvrigt et velvalgt billede, det med et vævet billede, for vævning var stort i vores barndomstid, og lugten af hessian og uld dukker op med ordet "væv", sammen med erindringsbilleder på den indre skærm af kvinder i flagrende gevandter, hennafarvet lige så løst flagrende hår og store smykker i lange kæder, og bare fødder i “Jesussandaler”) 

- på samfundsplan, der har spundet os fast. Drenge og mænd vi har mødt på vejen, har enten brudt tråde sammen med os - eller spundet nye…

(I øvrigt har piger og kvinder gjort det samme for hinanden…) 

Med min baggrund i arbejderdanmark, med min lille folkeskole 9.klasse-eksamen, min VUC 10.klasse, med erhvervserfaring som kommunal rengøringsassistent, og siden med en lille organistuddannelse og fast job som kirkefunktionær, er jeg “ingen”, og har ingen autoritet (og dermed ingen ret) til at skrive dette indlæg, bruge denne sprogtone, dette sprog, udbasunere disse refleksioner, endsige bare at synes som jeg gør, og udfra denne synsning skrive noget om det… - om en langt højere uddannet, langt mere livserfaren, langt mere joberfaren kvindes bog. Men set fra min ringe, grænsende til ligegyldige livsposition, så har bogen faktisk en enorm betydning. Dét har jeg behov for at fortælle.

Bogen kunne for min skyld godt have heddet “Derfor”. For det er netop dérfor! Så rystende spot on DERFOR! Side op og side ned. DERFOR!

Fra start til slut, på hver eneste side forklarer den - den bogstaveligt talt gør det klart - hvorfor så mange os “ikke bare gjorde”... - spørgsmålet der er kommet igen og igen, og som vil komme igen og igen. "Men hvorfor gjorde du ikke bare..."

Først kom det fra de “stærke” kvinder, i forældregenerationen, de, der brød normerne og lykkedes med det, som så så kritisk, fordømmende på os, der ikke klarede os “så godt”. “Hvorfor gør du ikke bare.” - “Hvorfor gjorde du ikke bare…”

Så fra de jævnaldrende kvinder - og mænd, der klarede sig bedre. “Hvorfor gør du ikke bare.” - “Hvorfor gjorde du ikke bare…”

Og nu kommer det fra den yngre generation, børnene, der snart eller allerede er voksne, og som slet ikke kan forestille sig hvilket samfund, hvilken kultur, hvilken “psykologi” vi blev til i og af: “Hvorfor gør du ikke bare.” - “Hvorfor gjorde du ikke bare…”

Nu har de, nu har vi, denne bog. “Derfor!”

Læg til bogens grundpræmis, som er forfatterens eget, personlige og private udgangspunkt, egen unikke fortælling, i en velfungerende familie, i et velfungerende socialt og kulturelt lag, andre kvinders individuelle grundpræmis. Så bliver det - måske - for alvor klart hvorfor. 

I Danmark, som sikkert i mange andre lande verden over, findes der miljøer og mennesker, livsforløb og skæbner, grundvilkår, ja selv helt indenfor egen slægt kan der forekomme store forskelle, historier så overvældende, så svære, så modbydelige, så man knap kan rumme det - og som man måske end ikke ved noget om, for det sværeste taler vi jo ikke om. Dét har ikke gjort det nemmere at bryde mønstre = bryde vævet af snubletråde på slægts-  og samfundsplan.

Altså, alt i alt, det her er en bog af enorm betydning, for nogle af os - måske mange?

Havde jeg en læsegruppe skulle den læses dér. Og det ville blive til en skrivegruppe hvis jeg bestemte, for jeg får sådan lyst til at bruge bogens første kapitel som skabelon for at fortælle min egen barndomshistorie. 

Nyt år

Et tilfældigt møde med et tilfældigt menneske for snart et år siden satte mig i gang med at læse Michael Falchs bøger.

De havde længe stået på læselisten, skrevet som de er af en musiker om at leve i musikkens verden. Men en fordom om at hans livs forløb nok er lidt for råt til at jeg kan spejle mig nok i det til at få læst bøgerne helt og at få nok ud af dem hvad forståelse af musikkens væsen (- mit private "forskningstema" siden jeg som ung kvittede al musikudøvelse, se alle indlæg tagget "Hvad er musik?") angår, afholdt mig.

Den fordom viste sig at være helt urimelig. Sjældent har læsning grebet mig dybere, og kombineret med at lytte til sangene efterhånden som de dukkede op igennem bøgerne blev der lukket op til et univers af følelser, ord, tanker - melodier, harmonier og rytmer, der endte med at bære mig igennem hele 2021. 

Nu kommer den store samling af de tre dagbogsbøger og almanakken frem igen, for måske tåler de genlæsning?  

Musikken har jeg hørt hele året igennem, og der har vist ikke været en eneste dag uden en Falch-sang. De er.dels spredt ud på mine playlister, men især mine to specifikke Falch-lister er hørt i sløjfe. Den ene er med generelle favoritter, den anden er med de, der virker decideret terapeutisk for mig.

Han formår at kondensere sit eget livs erfaringer så de kan støtte, inspirere og nærmest bære sådan en som mig - og mange, mange andre - der lever med lignende liv, eller med lignende tilstande i helt, helt andre versioner, i andre yderegne af livet. 

Tysk læsetræning

Sommerferien blev tilbragt i det nordlige Tyskland, hvor flere boghandlere blev besøgt. En positiv oplevelse for alle tre familiemedlemmer, hvor meget fristede os og en del blev købt.

Er selv ikke helt elendig til at forstå sproget, holder af det, og har holdt af den undervisning jeg har fået i dels folkeskole og dels på VUC, og døren til det tyske sprog står derfor på klem hos mig.

Gemalen er decideret godt til tysk, sønnen har sprogøre og har fået tysk på skemaet her i 3. klasse, og i erkendelse af at Brexit formentlig bliver en realitet, og indkøb af engelske bøger derfor bliver markant sværere, ja så gav vi efter for en del af sommerens boglige fristelser.

Blandet andet købte jeg selv "Tyll" af Daniel Kehlmann, og hjemme den danske udgave. Nu læses de to bøger samtidig - først et afsnit på dansk, så et afsnit på tysk - med ordbog ved hånden. Og sådan agter jeg at fortsætte indtil jeg læser tysk ligeså flydende som jeg læser engelsk, og kan gå direkte til den tyske bog fra start.

Tandlægetur

En tur til tandlæge - eller rettere tandplejer, som kun behøvede at rense (pyha!), bragte en stribe dejlige oplevelser og lidt gode indløb med sig.

Mødte to medlemmer af koret jeg leder, og det er altid så rart at møde nogle af dem og få en god snak, kort eller lang, om dit eller dat.

Havde givet mig selv tilladelse til at besøge byens to boghandlere. Først og fremmest for at se om de skulle have den bog, jeg så brændende ønsker at læse snarest muligt, på hylden. Det havde de ikke, og den er derfor nu bestilt hos boghandleren på nettet!

MEN der kom en ny tegneblok, et nyt viskelæder og en lineal til sønnen med, og dertil endnu tre af de geniale små bøger med fællestitlen "Tænkepauser", denne gang med de for mig så interessante og aktuelle temaer: erindring, livshistorien og spørgsmål.

Fordi det for nogle af os er et vedvarende tema. Det der med at forsøge at huske sin historie, for at forstå, fordi det er nøglen til at komme videre som et mere helt og velfungerende menneske.

Derfor er bogen, som jeg i går hørte omtalt og bagefter læste om, og som jeg ved er et vigtigt skridt i den videre proces, da også "Pigen fra `58" af franske Annie Ernaux, der som ældre kvinder tænker tilbage til den 18-årige store pige/unge kvinde, hun var. Hun skulle være både en både refleksionens og udtrykkets mester. Ærgerligt at denne vigtige og roste bog ikke var på boghandlerens hylde.

Men der var mange andre, og endnu en bog, fra en helt anden kategori, kom også med hjem, Charles Dickens "Fortællingen om Jesus", med illustrationer af Gustav Doré. Det er hans version af at fortælle historien om Jesus til sine egne børn. En fortælling han ikke ønskede udgivet i sin egen levetid, og som først er udgivet efter hans børns død, med posthum tilladelse fra den søn, der ejede manuskriptet. Dén vil jeg glæde mig til at læse med min søn.

På vej fra toget mødte jeg en nærnabo, som jeg slog følge med og fik en lille sludder og godt nyt om at han har fået et passende fleksjob, som han er glad for. Og tænk, han knækkede to af sine smukke, velduftende roser af til mig. Nu står de her på bordet og dufter og minder mig om hvor mange venlige, gode mennesker jeg mødte på min lille og frygtede tur til tandlægen!

Er så taknemmelig for at sådan en tur kan blive så fin! Tak!

H.C.Andersen - revision

Cand. mag. i historie og tysk Jens Jørgensen har nu fået udgivet en gennemrevideret bog om H.C.Andersens oprindelse, "Et kongeligt eventyr" hedder den, og er udgivet af forlaget Hovedland.

Jeg har købt bogen og hentet pakken i dag, og ser frem til at få dagens arbejde overstået og få en ledig time til at fordybe mig i den. 

Jens Jørgensen udgav for en del år siden sin første version af den historie om H.C.Andersens oprindelse, "En sand myte" og den er omtalt i blogindlægget her.

Astrid Lindgren

Det var en stor, varm og givende oplevelse af læse brevvekslingen imellem Astrid Lindgren og hendes tyske veninde Louise Hartung.

Bogen er lang, men jeg kunne være fortsat længe endnu, det var svært at slippe de to kloge, stærke, varme kvinders stemmer igen.

Jens Andersens Lindgren-biografi stod klar, og jeg kunne fortsætte i en flig af den samme velgørende Astrid´ske tone.

Nu er dén så også læst, slut, alt for tidligt, selvom den er lang. Heldigvis findes også hendes dagbøger fra krigens år i bogform. Dén læses der i nu.

Gevinst

Et par af yndlingsforfatterne og yndlingsbilledkunstnerne kan kun følges på Instagram, så denne blogger har oprettet en lille, stille konto for at følge dem.

Nå ja, følger så også lige et par forlag - hvor jeg deltog i en konkurrence og vandt en bog, den nyeste krimi af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm.

Den passer vist fint ind i gruppen af "Tænkepauser" fra Aarhus Universitetsforlag, som ligger i tasken i øjeblikket...

Egentlig er jeg ikke meget til thrillere og krimier, men jeg deltog fordi det netop er dét forfatterpar, der står bag, og når nu jeg ligefrem vandt en, så skal den have en fair chance, og jeg er begyndt at læse.

Historien udspiller sig foreløbig i to parallelle forløb, den kriminelle handling og den private efterforskning af den, og så politiets forsøg på at finde ud af hvad der foregår - og for mig er det klart den kvindelige betjents historie/vinkel, der bedst fanger min interesse, og jeg ser frem til at læse videre.

Ordfyldt tavshed

Et tilbud om lyd- og e-bogsbogsabonnement var uimodståeligt. Som følge deraf konsumeres der nu bøger i hidtil ukendt grad, refleksion foregår i egen tankeverden og fysisk notesbog, og når ikke ud på bloggen.

På de 13 dage der er gået siden er følgende indtaget:

"Min uimodståelige mand" af Mette Korsgaard
"Zornig" af Lisbeth Zornig Andersen
"Arv og miljø" af Vigdis Hjorth

- og der er smagt på:

"Man gjorde et barn" fortræd af Tove Ditlevsen
"Northanger Abbey" af Jane Austen
"Mænd forklarer mig ting" af Rebecca Solnit

"Lone Star" af Mathilde Walter Clark er påbegyndt, men sat på pause fordi "Min mor er besat" af Peter Øvig udkom i går og føltes som mere påtrængende for denne bogsluger.

Abonnementet har givet mig adgang til bøger, som jeg længe gerne har villet læse. Papirbøger er bare dyrere og samtidig mere tidskrævende at læse end lydbøger.

Omvendt er det en ulempe at der er sætninger, der smutter forbi når koncentrationen smutter, og sætninger jeg gerne ville kunne fastholde for at vende tilbage til dem.

Men at lytte til ovennævnte bøger har været voldsomt berigende og har i høj grad bidraget til tiltrængt refleksion over mangt og meget. Peter Øvigs bog, som jeg er ved at høre i disse dage, bidrager med nye og uhyre vigtige perspektiver i denne proces.

"Arv og miljø" er nok den bog af de nævnte, der har ramt og rykket dybest, og som rummer flest citater og referencer jeg gerne vil vende tilbage til. Derfor står den stadig på listen over papirbøger, der skal investeres i.

Træning

Når man gerne vil kunne læse tyske bøger, så må der trænes! Så der trænes, bl.a. ved hjælp af find ord-hæfte indkøbt i vinterferiens udflugt over grænsen, ved hjælp af en smart app på telefonen, og ved at spille fantasy-spil med sønnen, hvor meget skal læses på tysk (tak for ordbøger og gemalens gode tyskkundskaber!):

"Die Legenden von Andor" - et overraskende spændende spil, men en feriekrævende aktivitet, for hver legende tager sin tid og spillet fylder fysisk mere end vi har plads til at have liggende flere dage... - vi længes efter ferie!

Hans Fallada

Da gemalen og jeg blev gift citerede præsten fra Hans Falladas bog "Lille mand, hvad nu?" - vi kan bare ikke huske hvad der blev citeret...

Men på dette års udsalg var der tre bøger af Hans Fallada, og da vi regner netop dén præst for en usædvanlig begavet og empatisk person, købte vi disse bøger, for der må være noget særligt i dette forfatterskab, når præsten citerede fra det.

Om jeg magter at læse de barske beretninger, fra krigens tid, må tiden vise. De ligger klar, indenfor syns- og rækkevidde, og efter at have læst brevvekslingen imellem Astrid Lindgren og Louise Hartung, der boede og arbejdede i Berlin efter krigen, og som i flere breve refererer til krigens tid, er interessen vakt.

Især  er interessen vakt for tidens retorik og dens rædselsvækkende konsekvenser, som netop et sprogmenneske som Fallada formentlig vil kunne beskrive.

En god udgave af "Lille mand, hvad nu?" søger vi stadig.

Hjertevarm klogskab

Brevvekslingen imellem Astrid Lindgren og Louise Hartung "Jeg har også levet", er noget af det mest gribende og givende jeg længe har læst.

To modne, kloge, tænkende, vidende og reflekterende kvinder, der skriver til hinanden om stort og småt i livet, i samfundet, i de indre tankeverdner, holdt mig grebet imellem de mange sider, og jeg kunne være fortsat længe, længe endnu.

Men Louise levede ikke længere. Heldigvis har jeg stadig Jens Andersens roste biografi om Astrid Lindgren til gode - er begyndt læsningen, omend den ikke har samme stærke virkning som Astrids egne ord.

Hendes dagbøger fra krigens år står nu på ønskesedlen, og bliver næste større bog-investering!

Som alle andre læste jeg mange af hendes bøger som barn, nød dem, kom igennem mange oplevelser og følelser med den kloge forfatter ved hånden i kulissen, og blev helt sikkert guidet og formet af hendes kloge væsen.

Men nu, som voksen, efter læsningen af de mange breve, ønsker jeg sådan hun også havde skrevet litteratur til os som voksne, ikke nødvendigvis skønlitteratur, men essays, for der var en kilde af viden og visdom, som jeg gerne havde sprunget på hovedet i nu, i mine egne voksne - og på papiret modne - år.

Det findes ikke. Hun skrev det aldrig. Men hun skrev brevene til Louise, og hun gemte brevene uden at forlange at eftertiden ikke måtte læse dem. Tak, Astrid og Louise, og ikke mindst tak til de to redaktører bag bogen, Jens Andersen og Jette Glargaard, fordi de tog opgaven på sig så vi andre kan få gavn af Astrids ord til voksne.

Farmor

Har nydt at læse Charlotte Rørths nye bog, "Gud, du er jo lige her". Den er så fin, så smuk, der er så meget "plads" til at være der, uanset indgangsvinkel til emnet. Emnet er "at tro", hvordan det er for hende, og der er ingen, absolut ingen løftede pegefingre eller meninger om hvordan det skal være for andre. Den bygger videre på de to forudgående bøger, "Jeg mødte Jesus" og "Vi mødte Jesus", og reflekterer og erfaringerne hun har fået med sig siden.

Håber den kommer i en lille, tynd paperback, i "pamflet-format", for jeg elsker den slags små bøger, med intenst, kondenseret indhold, som der er i denne bog - og jeg ville gerne kunne have den med i tasken, i længere perioder. Til dét formål er hardbacks bare for tunge...

***

Udgangspunktet for Charlotte Rørths bøger er at hun har oplevet at møde Jesus... - hvilket for nogle lyder tosset, men det viser sig at mange andre også har haft sådanne oplevelser, og at mange har haft gavn af at kunne spejle sig i hendes fortællinger, fordi der ikke er ret mange steder at tale om det, end ikke i kirkerne.

Hvorfor så kalde indlægget her "farmor"? For nej, hun er hverken min eller min søns farmor... Men jeg havde en farmor engang, og hun havde en oplevelse, som hun betroede mig.

Farmor, som sårede så dybt når hun så tydeligt foretrak nogle børnebørn fremfor andre. Elskede hendes pandekager, men fik dem så sjældent - i modsætning til andre. Tror ikke meget har gjort mere ondt end at opleve god, kærlig, munter stemning imellem farmor og tre andre slægtninge, sammen med liflig duft af både pandekager og varm kakao - at være til stede i huset et øjeblik og sanse alt dette, og så ikke blive indbudt til at blive og være med. Savnede så dybt og inderligt at kunne høre til, høre sammen, være med, men jeg hørte ikke til. Trods blodets bånd. Så jeg gik. Men da hun døde fik jeg paletten - og har siden bagt mange, mange pandekager til min egen lille familie...

Farmor, som pakkede en kurv med saft, kage og tæppe, og drev min (modvillige) seks år ældre søster og mig ud at gå en tur langs Odense Kanal, fra Stige og ud mod fjordens munding, hvor vi satte os på skråningen bag diget. Få ting har jeg nydt så meget i min barndom, som at sidde dér, i tidlig, lun efterårsblæst, nær vandet, med højt til himlen, i græsset, og kage, saft og en rigtig voksen, der var nærværende og gad gøre det her for os Trods den ældstes brokkerier. Aner ikke om farmor nogensinde fandt ud af hvor meget dén tur betød - og stadig betyder for mig.

Farmor, da ældste søn er ca. 2 år gammel, d.v.s. ca. 1940.

Farmor, som en dag, uden at jeg i dag husker hvordan samtalen opstod, for vores forhold var svært, og samtale var nogle gange ikke en mulighed, andre gange en dyb fortrolighed, pludselig betroede mig at hun havde haft et syn da hun var noget yngre, måske i 30-40 års alderen. Dn vision af Jesus. 

Hun var kommet gående på kirkegården, på vej mod kirkens østgavl, og her viste Jesus sig for hende, lysende, mild, og farmor fik en overvældende følelse af kærlighed i sig. Hun ved han talte til hende, men hun forstod det ikke. Kun følelsen af uendelig kærlighed forstod hun. 

Hun fortalte det aldrig til nogen da det skete. Om hun fortalte det til andre end mig senere, det ved jeg heller ikke. Men det var derfor hun gik i kirke da hun blev ældre. Selvom hun ikke forstod præsterne. Og selvom hun ikke genkendte følelsen hun fik af Jesus, i kirken. Men hun kunne sidde i ro, kigge på alteret i Stige Kirke, og genkalde sig oplevelser. Det var nok. 

Charlotte Rørths beretninger, både hendes egne og nogle af de andres, giver mig samme følelse, som da jeg sad med farmor og hun fortalte om sin oplevelse. Det var en stærk følelse, som om jeg fik noget af den særlige kærlighedsfølelse overrakt. Selvom farmor ikke magtede selv at give mig kærlighed, dertil var kløften imellem vores personligheder for dyb. Men glimt af så dyb fortrolighed har også ret. Og er måske så meget mere værd. 

Tak. 

Jomfru Sørensen - og om at være i "transition"

Kort sagt en dejlig bog! Bogen er bygget op over et år, hvor Lisbeth Smedegaard Andersen (cand. art., cand. theol. og salmedigter) besøger sin gamle, svækkede mor på plejehjem, over samtalerne med hende om livet, hendes egen og slægtens historie og deres fælles liv, og ikke over mindst forfatterens egne refleksioner. Kunstværker bringer både samtale og refleksion på gled, værkerne er afbilledet i bogen, og det er for denne visuelle læser en stor nydelse at få ny indsigt i kunst.

"Jomfru Sørensen" af Lisbeth Smedegaard Andersen er en af de få bøger, der har fået mig til at føle mig "hjemme", i den forstand at hendes egen stemme, hendes sprog, hendes fortællestil får mig til at føle mig så rigtig og godt tilpas, som ingen har kunnet gøre dér hvor jeg kommer fra, og få, dér hvor jeg er - velvidende at dét i høj grad kommer fra mig selv, og måden jeg er formet som menneske igennem opvækst og levet liv.

Jeg holder så meget af denne bog, stemningen og stilen og de mange og fyldige "grene" af fortællinger, og dens "rum" vil blive besøgt igen.

***

Tilføjelse af tanke, vakt ved læsningen:

På bogen sidder en lille gul seddel med ordet "transition". For tanken om at føle sig hjemme et andet sted, end der hvor man kommer fra, men aldrig at kunne blive del af det sted hvor man føler sig hjemme, fordi man ikke hører hjemme dér, opstod ved læsningen.

En tanke, der ikke er bearbejdet færdig.

Men mælkebøttebørn er i "transition". På vej fra ét miljø til et andet. Men aldrig rigtig hjemme nogen af stederne. Forhåbentlig får vi banet vejen for næste generation, så de får større chance for at kunne høre hjemme dér hvor de føler de hører til.

Farlige damer...

På et langelandsk loppemarked dukkede denne bog op - parallelt med ønsket om at kunne læse tysk. Et godt sted at starte!

Damer, der læser er farlige... - ja det mente nogen jo helt seriøst engang, og der findes stadig forkvaklede opfattelser kønnene imellem.

Hørte forleden "Tidsånd", en DR1 udsendelse, hvor dr. phil. Birgitte Possing fortalte om sin nyeste bog "Argumenter imod kvinder": Tidsånd 7. marts 2019. Radio 27syv har også lavet et helt program om bogen, det skal høres snarest muligt: Radio 24syv 55 minutter.

Hendes fortællinger greb mig så meget, så jeg har valgt at netop dén bog skal være årets fødselsdagsgave til mig selv. Bestilte den i går, så den når nok ikke frem til selve dagen i morgen - men forhåbentlig til weekenden, hvor der holdes helt fri.

Lykke?

Årets første udgave af ugebladet "Søndag" havde "Lykken er" som tema. Et stort og flot nummer, med en usædvanlig flot forside af kunstneren Martin Willy Silz. Tænk hvis ugebladet gik mere i dén retning, med ny kunst og dybere, reflekterende artikler, så kunne det godt tænkes at jeg fik lyst til at købe det lidt oftere...

Når man nu er blevet givet fornavnet "Lykke" da man blev født, føltes det helt nødvendigt at investere i dette blad. I bladet var der artikler om "lykke" anskuet fra mange forskellige vinkler. Bl.a. lykken ved at have en søster, for nogen er dét faktisk lig med lykke. Interviewet var med Mette Odderskov, som har udgivet bogen "Lykken er" i 2017 på forlaget Forfatterskabet, og jeg har været så heldig at få netop dén bog til anmeldelse. Læs anmeldelsen her: "Lykken er".

Puk Elgård: "Se mor, jeg danser"

Det var en stærk, varm, hård og tankevækkende oplevelse at læse Puk Elgårds bog.

Rammefortællingen er at hun gennemlever et fire dages ritual under kyndig ledelse af en indiansk kvinde, med en gruppe kvinder omkring sig som støtte og hjælpere.

Puk Elgård skriver så lige til, man rives med af den gribende handling, og de mange tilbageblik i livet, som ritualet sender hende igennem.

Selv har jeg andre temaer i mit liv end hun, men folk nær mig, har temaer, der ligner, og det beriger mit syn på deres historie at læse hendes. Hendes erindringsarbejde er generelt lærerigt, uanset om ens egne ligner eller ej. Men især den indianske tankegang om at ære såvel krop som sind, levende og døde, nuet og erindringerne har rørt mig dybt og føjet en ny "tone" til mit liv.

***

En vidunderlig bog, der også blev en af de bøger, der har vist mig hvor meget jeg holder af at læse en bog, hvor et andet menneske fortæller mig en historie - eller mange.

Bølgen af selvbiografier - og ikke mindst autofiktionen, der fylder meget i disse år - har delvist været kritiseret af litteraturfolk, af mange årsager.

Men Puk Elgårds bog, og de andre med mere eller mindre selvbiografiske temaer, som jeg har læst i det seneste år, har vist mig hvor meget jeg holder af at lytte til et andet menneskes livshistorie og livserfaring.

Og det er svært ikke at få den tanke at grunden til at bøger med sådan et indhold sælger så godt nu om dage er, at vi aldrig mere har rum eller tid til at sidde sådan med hinanden. Der er altid noget elektronik, der larmer et eller andet sted, og der er altid en deadline, et begrænset tidsrum.

Hvis der altså overhovedet er nogen at forsøge at tale med på denne måde. Mange af os har ingen relationer tilbage af denne art, mange af os indgår ikke længere i fællesskaber, der giver rum til den slags samtale.

Men så har vi bøgerne, og når vi læser om et rigtigt menneskes ægte erfaringer, føles det lidt som om vi er sammen med et rigtigt menneske for en stund, et rigtigt menneske, som finder os værdige til at betro os deres historie.

På kryds og tværs - også af tid

Sønnen er blevet vild med at løse kryds og tværs-opgaver. Heldigvis findes der mange gode til børn.

Fra en oldemor, som han aldrig har kendt, har han arvet en bunke kryds og tværs-ordbøger, som han gerne vil lære at bruge. I dag prøvede vi at slå op i dem for første gang.

Det vi åbnede det her var det helt tydeligt at dét var oldemors favorit, så slidt som det er:

Det er guld værd, for der er også lavet notater, tilføjelser og rettelser mange steder. Ingen tvivl om at her var et sted hun kunne bruge sin glimrende hjerne, som aldrig havde fået mulighed for at blive skolet og brugt, og ingen tvivl om at hun nød at bruge sin hjerne til dét, den især havde glæde ved og talent for - ord:

Rørende gensyn med hendes håndskrift, og ikke mindst at se hendes noter nu blive til glæde og gavn for et oldebarn. Hun ville være blevet noget så glad og stolt!

Den fineste gave

Dagens gåtur bragte mig den fineste gave man kan få. En lille, krøllet rugbrødspose med en håndfuld af sæsonens absolut sidste brombær - foræret til mig af en gammel mand, der også var ude på dagens gåtur - blot har han de senere år været nødt til at bruge et køretøj fremfor benene, der ikke rigtig vil mere, som han ellers gerne ville at de skulle.

Jeg kender ham egentlig ikke. Men vi hilser altid, og har af og til vekslet rare ord når vi har mødtes på gåture i den nærmeste omegns natur. En mand fra en generation, hvor venlig hilsen, høflig ordveksling, og at nyde naturens gaver i fuldt omfang, har været en selvfølge.

Gåture i gråvejr kan det være svært at trække sig selv ud til, og det fik tankerne i retning af forfatter Anna Skyggebjerg, som har udgivet en lille bog om at gå ture. Hidtil har den føltes unødvendig i min bogsamling.

Men tanken faldt på hendes sensitive, fine og morsomme sprogbrug, som jeg kender dels fra hendes bog "Introvert" og fra hendes facebookside. Hvordan mon hun egentlig beskriver det at gå en tur?Måske kunne netop hendes beskrivelser i tankerne gøre det en smule lettere at komme afsted, også på de grå dage?

Hendes bog "Gå tur" kommer nu på ønskesedlen - og de dejlige brombær, plukket og givet til mig af en kærlig sjæl kommer i gryden med lidt sukker, vanilje og en pære.

Velgørende horisontudvidelse

Morgenkaffen blev drukket imens disse linjer blev læst, i ro og mag:

Nogen gange er det så lidt der skal til, før man føler sin horisont udvide sig, med ny udsigt til følge. Det føles så godt!

***

(Siderne er fra Gads litteratur leksikon, der indtages og nydes i små doser, så ofte som muligt, som modgift til potentiel snigende bitterhed over manglende uddannelse i litteraturens videnskab!)