mandag
Post-corona læseliste!
tirsdag
"Nu taler jeg" - Dérfor!
Refleksion over "Nu taler jeg" af Rikke Viemoe, udgivet 2022.
(Eksemplar købt af mig selv!)
Man kommer så nemt til at (be-)dømme andre på nuets egen virkelighed (dvs uden historien, der gik forud og uden forventningerne og planerne, der antyder nuets forventede og/eller potentielle retning) og samtidig ud fra egne, velkendte præmisser (dvs uden kendskab til andres eller som minimum med muligheden for andre præmisser som perspektiv eller endda prisme at se nuet og andre igennem).
Rikke Viemose lægger sin egen historie, sit eget spind af livstråde, frem, så selv de tråde, man kan have regnet for ligegyldige står tydeligt frem i al deres nu indiskutable betydningsfuldhed for det samlede billede.
Forfatteren er årgang 1969, jeg selv er årgang 1971. Hendes sociale og kulturelle niveau - dvs opvæksgrundlag, er anderledes end mit, hendes psykologiske væsen og menneskelige kapacitet, uddannelsesniveau og joberfaring er væsentligt anderledes end mit.
Privilegier, som hun selv erkender, gjorde hendes udgangspunkt for livet væsentligt stærkere end mit, og mange andre jævnaldrende pigers. 6. linje på side 99 ramte derfor hårdt: “For at være ærlig ser jeg på det tidspunkt (som ung i 80erne) lidt ned på dem, der er bange.” Af hjertet en kæmpe tak herfra for at indrømme dét, og at skrive det så offentligt, og permanent manifesteret, som i en bog.
Jeg har aldrig kendt forfatteren. Men hun var ikke den eneste, der så “lidt ned på dem, der er bange” - og jeg var bange, jeg var meget bange, og følte så tydeligt hvad de færreste sagde - at de så ned på de piger, der var bange. Tak for at bekræfte hvad jeg følte så tydeligt, og også enkelte gange oplevede sagt mere eller mindre direkte - at vi, jeg, blev set ned på og som følge deraf på ingen måde vandt eller kunne vinde respekt.
Og der var jo grund til at være bange. Det ved jeg nu, når jeg ser tilbage igennem mine 50 år, som pige, kvinde, mor - der var rigeligt, der kunne skræmme et barn, en ung, en voksen, og der var så rigelig grund til at være bange. Nogle konkrete eksempler kunne være:
Da jeg var ca. 6 år blev en ung pige forsøgt voldtaget i vores hæk…
Da jeg var ca. 11 år blev et barn væk og viste sig at være holdt indespærret af en ansat på den skole hvor jeg hver uge gik til musik - det skete imens jeg var der...
Da jeg var ca. 13 år blev en klassekammerat til min 6 år ældre søster dræbt af sin kæreste, og min søster skulle vidne i den efterfølgende retssag…
Da jeg var ca. 21 år blev en studiekammerat til en jævnaldrende bekendt dræbt i sit cykelskur… - drabsmanden havde gået i gymnasieklasse med min søster…
Da jeg var ca. 25 år blev min onkels søster dræbt i sit hjem… Der gik cirka en uge inden gerningsmanden blev anholdt.
Da jeg var 32 år blev en datter til en person jeg mødte og talte med regelmæssigt i jobsammenhæng, fundet dræbt. Gerningsmanden er aldrig fundet. Datteren havde præcis samme alder som mig og boede alene, i samme lokalområde som mig.
Min farfars søster blev som 22-årig livstidsanbragt på institution, regnet for åndssvag uden at være det… - som skoleelev i 70erne blev der via læsning af f.eks. Tove Ditlevsen bevidsthed om de symptomer, der var på ubehandlede traumer efter overgreb… - så selvom ingen talte om hvorfor, regnede jeg tidligt ud at det var dérfor... (og har senere fundet bekræftelse ved aktindsigt i indlæggelsesjournalen).
Og så var der min morfars søstre, og deres antydede men fortiede livshistorier, med alle symptomerne på seksuelle krænkelser og overgreb med de dybe konsekvenser for mulighederne for at fungere som almindelige, modne mennesker - men qua fortielserne ved jeg jo intet... - kun anelserne, antydningerne og de mange tegn… - og nu er de alle døde, ingen kan fortælle hvad der egentlig skete.
Hvad prisen var for den lave sociale status de kom af, kampen for at klare sig alligevel, på trods, som kvinde, såvel den ekstroverte der brød og ud og den introverte der underkastede sig, og dem i midten, der forsøgte lidt af hvert.
Og så er der også dét, der er tættest på, i generationen lige før min, og dét i min egen generation, i mit eget liv, alt det der slet ikke kan tales om.
Personligt synes jeg det ser lidt voldsomt ud når det sådan listes op… - og ønsker man at minimere det, måske endda nedgøre en kvindes livshistorie har der jo hidtil været fri ret til dét - og det har været nemt overfor de her kvinder, “de kunne jo bare…” - fyld selv ud med alt det vi bare kunne have gjort...
Men hvis man reelt ønsker at forstå, så kunne man i stedet for at fortsætte med at nedgøre alle os, der "kom skævt ind" og aldrig rigtig blev "rettet op", også læse Rikke Viemoses bog. For den er én lang, genkendelig (trods de tidligere nævnte forskelle) oprulning af hvordan vilkårene har været for vores generation. Hvorfor mange af vi kvinder ikke “bare kunne…”
Hver især har vi brudt, få eller mange, tråde - snubletråde, i det spind, det væv, hver vores liv er hver for sig, og det større væv -
(iøvrigt et velvalgt billede, det med et vævet billede, for vævning var stort i vores barndomstid, og lugten af hessian og uld dukker op med ordet "væv", sammen med erindringsbilleder på den indre skærm af kvinder i flagrende gevandter, hennafarvet lige så løst flagrende hår og store smykker i lange kæder, og bare fødder i “Jesussandaler”)
- på samfundsplan, der har spundet os fast. Drenge og mænd vi har mødt på vejen, har enten brudt tråde sammen med os - eller spundet nye…
(I øvrigt har piger og kvinder gjort det samme for hinanden…)
Med min baggrund i arbejderdanmark, med min lille folkeskole 9.klasse-eksamen, min VUC 10.klasse, med erhvervserfaring som kommunal rengøringsassistent, og siden med en lille organistuddannelse og fast job som kirkefunktionær, er jeg “ingen”, og har ingen autoritet (og dermed ingen ret) til at skrive dette indlæg, bruge denne sprogtone, dette sprog, udbasunere disse refleksioner, endsige bare at synes som jeg gør, og udfra denne synsning skrive noget om det… - om en langt højere uddannet, langt mere livserfaren, langt mere joberfaren kvindes bog. Men set fra min ringe, grænsende til ligegyldige livsposition, så har bogen faktisk en enorm betydning. Dét har jeg behov for at fortælle.
Bogen kunne for min skyld godt have heddet “Derfor”. For det er netop dérfor! Så rystende spot on DERFOR! Side op og side ned. DERFOR!
Fra start til slut, på hver eneste side forklarer den - den bogstaveligt talt gør det klart - hvorfor så mange os “ikke bare gjorde”... - spørgsmålet der er kommet igen og igen, og som vil komme igen og igen. "Men hvorfor gjorde du ikke bare..."
Først kom det fra de “stærke” kvinder, i forældregenerationen, de, der brød normerne og lykkedes med det, som så så kritisk, fordømmende på os, der ikke klarede os “så godt”. “Hvorfor gør du ikke bare.” - “Hvorfor gjorde du ikke bare…”
Så fra de jævnaldrende kvinder - og mænd, der klarede sig bedre. “Hvorfor gør du ikke bare.” - “Hvorfor gjorde du ikke bare…”
Og nu kommer det fra den yngre generation, børnene, der snart eller allerede er voksne, og som slet ikke kan forestille sig hvilket samfund, hvilken kultur, hvilken “psykologi” vi blev til i og af: “Hvorfor gør du ikke bare.” - “Hvorfor gjorde du ikke bare…”
Nu har de, nu har vi, denne bog. “Derfor!”
Læg til bogens grundpræmis, som er forfatterens eget, personlige og private udgangspunkt, egen unikke fortælling, i en velfungerende familie, i et velfungerende socialt og kulturelt lag, andre kvinders individuelle grundpræmis. Så bliver det - måske - for alvor klart hvorfor.
I Danmark, som sikkert i mange andre lande verden over, findes der miljøer og mennesker, livsforløb og skæbner, grundvilkår, ja selv helt indenfor egen slægt kan der forekomme store forskelle, historier så overvældende, så svære, så modbydelige, så man knap kan rumme det - og som man måske end ikke ved noget om, for det sværeste taler vi jo ikke om. Dét har ikke gjort det nemmere at bryde mønstre = bryde vævet af snubletråde på slægts- og samfundsplan.
Altså, alt i alt, det her er en bog af enorm betydning, for nogle af os - måske mange?
Havde jeg en læsegruppe skulle den læses dér. Og det ville blive til en skrivegruppe hvis jeg bestemte, for jeg får sådan lyst til at bruge bogens første kapitel som skabelon for at fortælle min egen barndomshistorie.
lørdag
Nyt år
tirsdag
Tysk læsetræning
Er selv ikke helt elendig til at forstå sproget, holder af det, og har holdt af den undervisning jeg har fået i dels folkeskole og dels på VUC, og døren til det tyske sprog står derfor på klem hos mig.
Gemalen er decideret godt til tysk, sønnen har sprogøre og har fået tysk på skemaet her i 3. klasse, og i erkendelse af at Brexit formentlig bliver en realitet, og indkøb af engelske bøger derfor bliver markant sværere, ja så gav vi efter for en del af sommerens boglige fristelser.
Blandet andet købte jeg selv "Tyll" af Daniel Kehlmann, og hjemme den danske udgave. Nu læses de to bøger samtidig - først et afsnit på dansk, så et afsnit på tysk - med ordbog ved hånden. Og sådan agter jeg at fortsætte indtil jeg læser tysk ligeså flydende som jeg læser engelsk, og kan gå direkte til den tyske bog fra start.
Tandlægetur
Mødte to medlemmer af koret jeg leder, og det er altid så rart at møde nogle af dem og få en god snak, kort eller lang, om dit eller dat.
Havde givet mig selv tilladelse til at besøge byens to boghandlere. Først og fremmest for at se om de skulle have den bog, jeg så brændende ønsker at læse snarest muligt, på hylden. Det havde de ikke, og den er derfor nu bestilt hos boghandleren på nettet!
MEN der kom en ny tegneblok, et nyt viskelæder og en lineal til sønnen med, og dertil endnu tre af de geniale små bøger med fællestitlen "Tænkepauser", denne gang med de for mig så interessante og aktuelle temaer: erindring, livshistorien og spørgsmål.
Fordi det for nogle af os er et vedvarende tema. Det der med at forsøge at huske sin historie, for at forstå, fordi det er nøglen til at komme videre som et mere helt og velfungerende menneske.
Derfor er bogen, som jeg i går hørte omtalt og bagefter læste om, og som jeg ved er et vigtigt skridt i den videre proces, da også "Pigen fra `58" af franske Annie Ernaux, der som ældre kvinder tænker tilbage til den 18-årige store pige/unge kvinde, hun var. Hun skulle være både en både refleksionens og udtrykkets mester. Ærgerligt at denne vigtige og roste bog ikke var på boghandlerens hylde.
Men der var mange andre, og endnu en bog, fra en helt anden kategori, kom også med hjem, Charles Dickens "Fortællingen om Jesus", med illustrationer af Gustav Doré. Det er hans version af at fortælle historien om Jesus til sine egne børn. En fortælling han ikke ønskede udgivet i sin egen levetid, og som først er udgivet efter hans børns død, med posthum tilladelse fra den søn, der ejede manuskriptet. Dén vil jeg glæde mig til at læse med min søn.
På vej fra toget mødte jeg en nærnabo, som jeg slog følge med og fik en lille sludder og godt nyt om at han har fået et passende fleksjob, som han er glad for. Og tænk, han knækkede to af sine smukke, velduftende roser af til mig. Nu står de her på bordet og dufter og minder mig om hvor mange venlige, gode mennesker jeg mødte på min lille og frygtede tur til tandlægen!
Er så taknemmelig for at sådan en tur kan blive så fin! Tak!
torsdag
H.C.Andersen - revision
Astrid Lindgren
Bogen er lang, men jeg kunne være fortsat længe endnu, det var svært at slippe de to kloge, stærke, varme kvinders stemmer igen.
Jens Andersens Lindgren-biografi stod klar, og jeg kunne fortsætte i en flig af den samme velgørende Astrid´ske tone.
Nu er dén så også læst, slut, alt for tidligt, selvom den er lang. Heldigvis findes også hendes dagbøger fra krigens år i bogform. Dén læses der i nu.
Gevinst
Nå ja, følger så også lige et par forlag - hvor jeg deltog i en konkurrence og vandt en bog, den nyeste krimi af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm.
Den passer vist fint ind i gruppen af "Tænkepauser" fra Aarhus Universitetsforlag, som ligger i tasken i øjeblikket...
Egentlig er jeg ikke meget til thrillere og krimier, men jeg deltog fordi det netop er dét forfatterpar, der står bag, og når nu jeg ligefrem vandt en, så skal den have en fair chance, og jeg er begyndt at læse.
Historien udspiller sig foreløbig i to parallelle forløb, den kriminelle handling og den private efterforskning af den, og så politiets forsøg på at finde ud af hvad der foregår - og for mig er det klart den kvindelige betjents historie/vinkel, der bedst fanger min interesse, og jeg ser frem til at læse videre.
Ordfyldt tavshed
På de 13 dage der er gået siden er følgende indtaget:
"Min uimodståelige mand" af Mette Korsgaard
"Zornig" af Lisbeth Zornig Andersen
"Arv og miljø" af Vigdis Hjorth
- og der er smagt på:
"Man gjorde et barn" fortræd af Tove Ditlevsen
"Northanger Abbey" af Jane Austen
"Mænd forklarer mig ting" af Rebecca Solnit
"Lone Star" af Mathilde Walter Clark er påbegyndt, men sat på pause fordi "Min mor er besat" af Peter Øvig udkom i går og føltes som mere påtrængende for denne bogsluger.
Abonnementet har givet mig adgang til bøger, som jeg længe gerne har villet læse. Papirbøger er bare dyrere og samtidig mere tidskrævende at læse end lydbøger.
Omvendt er det en ulempe at der er sætninger, der smutter forbi når koncentrationen smutter, og sætninger jeg gerne ville kunne fastholde for at vende tilbage til dem.
Men at lytte til ovennævnte bøger har været voldsomt berigende og har i høj grad bidraget til tiltrængt refleksion over mangt og meget. Peter Øvigs bog, som jeg er ved at høre i disse dage, bidrager med nye og uhyre vigtige perspektiver i denne proces.
"Arv og miljø" er nok den bog af de nævnte, der har ramt og rykket dybest, og som rummer flest citater og referencer jeg gerne vil vende tilbage til. Derfor står den stadig på listen over papirbøger, der skal investeres i.
onsdag
Træning
Når man gerne vil kunne læse tyske bøger, så må der trænes! Så der trænes, bl.a. ved hjælp af find ord-hæfte indkøbt i vinterferiens udflugt over grænsen, ved hjælp af en smart app på telefonen, og ved at spille fantasy-spil med sønnen, hvor meget skal læses på tysk (tak for ordbøger og gemalens gode tyskkundskaber!):
Hans Fallada
Da gemalen og jeg blev gift citerede præsten fra Hans Falladas bog "Lille mand, hvad nu?" - vi kan bare ikke huske hvad der blev citeret...
Men på dette års udsalg var der tre bøger af Hans Fallada, og da vi regner netop dén præst for en usædvanlig begavet og empatisk person, købte vi disse bøger, for der må være noget særligt i dette forfatterskab, når præsten citerede fra det.
Om jeg magter at læse de barske beretninger, fra krigens tid, må tiden vise. De ligger klar, indenfor syns- og rækkevidde, og efter at have læst brevvekslingen imellem Astrid Lindgren og Louise Hartung, der boede og arbejdede i Berlin efter krigen, og som i flere breve refererer til krigens tid, er interessen vakt.
Især er interessen vakt for tidens retorik og dens rædselsvækkende konsekvenser, som netop et sprogmenneske som Fallada formentlig vil kunne beskrive.
En god udgave af "Lille mand, hvad nu?" søger vi stadig.
Hjertevarm klogskab
To modne, kloge, tænkende, vidende og reflekterende kvinder, der skriver til hinanden om stort og småt i livet, i samfundet, i de indre tankeverdner, holdt mig grebet imellem de mange sider, og jeg kunne være fortsat længe, længe endnu.
Men Louise levede ikke længere. Heldigvis har jeg stadig Jens Andersens roste biografi om Astrid Lindgren til gode - er begyndt læsningen, omend den ikke har samme stærke virkning som Astrids egne ord.
Hendes dagbøger fra krigens år står nu på ønskesedlen, og bliver næste større bog-investering!
Som alle andre læste jeg mange af hendes bøger som barn, nød dem, kom igennem mange oplevelser og følelser med den kloge forfatter ved hånden i kulissen, og blev helt sikkert guidet og formet af hendes kloge væsen.
Men nu, som voksen, efter læsningen af de mange breve, ønsker jeg sådan hun også havde skrevet litteratur til os som voksne, ikke nødvendigvis skønlitteratur, men essays, for der var en kilde af viden og visdom, som jeg gerne havde sprunget på hovedet i nu, i mine egne voksne - og på papiret modne - år.
Det findes ikke. Hun skrev det aldrig. Men hun skrev brevene til Louise, og hun gemte brevene uden at forlange at eftertiden ikke måtte læse dem. Tak, Astrid og Louise, og ikke mindst tak til de to redaktører bag bogen, Jens Andersen og Jette Glargaard, fordi de tog opgaven på sig så vi andre kan få gavn af Astrids ord til voksne.
Farmor
Håber den kommer i en lille, tynd paperback, i "pamflet-format", for jeg elsker den slags små bøger, med intenst, kondenseret indhold, som der er i denne bog - og jeg ville gerne kunne have den med i tasken, i længere perioder. Til dét formål er hardbacks bare for tunge...
Jomfru Sørensen - og om at være i "transition"
Kort sagt en dejlig bog! Bogen er bygget op over et år, hvor Lisbeth Smedegaard Andersen (cand. art., cand. theol. og salmedigter) besøger sin gamle, svækkede mor på plejehjem, over samtalerne med hende om livet, hendes egen og slægtens historie og deres fælles liv, og ikke over mindst forfatterens egne refleksioner. Kunstværker bringer både samtale og refleksion på gled, værkerne er afbilledet i bogen, og det er for denne visuelle læser en stor nydelse at få ny indsigt i kunst.
Jeg holder så meget af denne bog, stemningen og stilen og de mange og fyldige "grene" af fortællinger, og dens "rum" vil blive besøgt igen.
Tilføjelse af tanke, vakt ved læsningen:
På bogen sidder en lille gul seddel med ordet "transition". For tanken om at føle sig hjemme et andet sted, end der hvor man kommer fra, men aldrig at kunne blive del af det sted hvor man føler sig hjemme, fordi man ikke hører hjemme dér, opstod ved læsningen.
En tanke, der ikke er bearbejdet færdig.
Men mælkebøttebørn er i "transition". På vej fra ét miljø til et andet. Men aldrig rigtig hjemme nogen af stederne. Forhåbentlig får vi banet vejen for næste generation, så de får større chance for at kunne høre hjemme dér hvor de føler de hører til.
Farlige damer...
Damer, der læser er farlige... - ja det mente nogen jo helt seriøst engang, og der findes stadig forkvaklede opfattelser kønnene imellem.
Hørte forleden "Tidsånd", en DR1 udsendelse, hvor dr. phil. Birgitte Possing fortalte om sin nyeste bog "Argumenter imod kvinder": Tidsånd 7. marts 2019. Radio 27syv har også lavet et helt program om bogen, det skal høres snarest muligt: Radio 24syv 55 minutter.
Hendes fortællinger greb mig så meget, så jeg har valgt at netop dén bog skal være årets fødselsdagsgave til mig selv. Bestilte den i går, så den når nok ikke frem til selve dagen i morgen - men forhåbentlig til weekenden, hvor der holdes helt fri.
mandag
Lykke?
Puk Elgård: "Se mor, jeg danser"
Rammefortællingen er at hun gennemlever et fire dages ritual under kyndig ledelse af en indiansk kvinde, med en gruppe kvinder omkring sig som støtte og hjælpere.
Puk Elgård skriver så lige til, man rives med af den gribende handling, og de mange tilbageblik i livet, som ritualet sender hende igennem.
Selv har jeg andre temaer i mit liv end hun, men folk nær mig, har temaer, der ligner, og det beriger mit syn på deres historie at læse hendes. Hendes erindringsarbejde er generelt lærerigt, uanset om ens egne ligner eller ej. Men især den indianske tankegang om at ære såvel krop som sind, levende og døde, nuet og erindringerne har rørt mig dybt og føjet en ny "tone" til mit liv.
***
En vidunderlig bog, der også blev en af de bøger, der har vist mig hvor meget jeg holder af at læse en bog, hvor et andet menneske fortæller mig en historie - eller mange.
Bølgen af selvbiografier - og ikke mindst autofiktionen, der fylder meget i disse år - har delvist været kritiseret af litteraturfolk, af mange årsager.
Men Puk Elgårds bog, og de andre med mere eller mindre selvbiografiske temaer, som jeg har læst i det seneste år, har vist mig hvor meget jeg holder af at lytte til et andet menneskes livshistorie og livserfaring.
Og det er svært ikke at få den tanke at grunden til at bøger med sådan et indhold sælger så godt nu om dage er, at vi aldrig mere har rum eller tid til at sidde sådan med hinanden. Der er altid noget elektronik, der larmer et eller andet sted, og der er altid en deadline, et begrænset tidsrum.
Hvis der altså overhovedet er nogen at forsøge at tale med på denne måde. Mange af os har ingen relationer tilbage af denne art, mange af os indgår ikke længere i fællesskaber, der giver rum til den slags samtale.
Men så har vi bøgerne, og når vi læser om et rigtigt menneskes ægte erfaringer, føles det lidt som om vi er sammen med et rigtigt menneske for en stund, et rigtigt menneske, som finder os værdige til at betro os deres historie.
tirsdag
På kryds og tværs - også af tid
Fra en oldemor, som han aldrig har kendt, har han arvet en bunke kryds og tværs-ordbøger, som han gerne vil lære at bruge. I dag prøvede vi at slå op i dem for første gang.
Det vi åbnede det her var det helt tydeligt at dét var oldemors favorit, så slidt som det er:
Det er guld værd, for der er også lavet notater, tilføjelser og rettelser mange steder. Ingen tvivl om at her var et sted hun kunne bruge sin glimrende hjerne, som aldrig havde fået mulighed for at blive skolet og brugt, og ingen tvivl om at hun nød at bruge sin hjerne til dét, den især havde glæde ved og talent for - ord:
Rørende gensyn med hendes håndskrift, og ikke mindst at se hendes noter nu blive til glæde og gavn for et oldebarn. Hun ville være blevet noget så glad og stolt!
Den fineste gave
Jeg kender ham egentlig ikke. Men vi hilser altid, og har af og til vekslet rare ord når vi har mødtes på gåture i den nærmeste omegns natur. En mand fra en generation, hvor venlig hilsen, høflig ordveksling, og at nyde naturens gaver i fuldt omfang, har været en selvfølge.
Gåture i gråvejr kan det være svært at trække sig selv ud til, og det fik tankerne i retning af forfatter Anna Skyggebjerg, som har udgivet en lille bog om at gå ture. Hidtil har den føltes unødvendig i min bogsamling.
Men tanken faldt på hendes sensitive, fine og morsomme sprogbrug, som jeg kender dels fra hendes bog "Introvert" og fra hendes facebookside. Hvordan mon hun egentlig beskriver det at gå en tur?Måske kunne netop hendes beskrivelser i tankerne gøre det en smule lettere at komme afsted, også på de grå dage?
Hendes bog "Gå tur" kommer nu på ønskesedlen - og de dejlige brombær, plukket og givet til mig af en kærlig sjæl kommer i gryden med lidt sukker, vanilje og en pære.
























