Mennesker er meget dygtige til at tale oven over, neden under og rundt om hinanden, eller når det går helt galt: fra hver sit verdenshjørne med ryggen til hinanden! Især mennesker, der taler sammen på deres modersmål, taler tit sammen uden at forstå hvad de hver især forsøger at sige, for når man behersker samme modersmål så behøver man jo ikke at gøre sig særligt umage, eller at åbne for muligheden for, at der ligger følelser eller realiteter gemt nedenunder eller omme bag de ord, der finder vej fra hjernen til munden. Ting man gerne ville sige, men som det af mange grunde kan være svært at finde de rette ord til.
Eller man "tager folk på ordet", ved at hage sig fast i hvilke ord der kommer ud af munden på folk, selv når man udmærket godt ved eller kan fornemme at det ikke var præcis det de mente, men at det altså var de ord man lige kunne finde i dette øjeblik. Såvel i ordenes som i tonernes verden får vi den bedste og mest givende udveksling af tanker og toner hvis vi prøver på også at lytte til hvad der ligger bag ordene.
En kvinde lytter til "Liebestod" fra Wagners opera "Tristan og Isolde" og får synlige tårer i øjnene - alt imens hele sjælen forvandles til en flod af tårer, der bruser på tværs af evigheden i en sønderrivende længsel efter den stund hvor hun sad med sin nu afdøde ægtemand, og første gang oplevede operaen opført, hvor de igennem håndfladernes tynde hud fik forbindelse fra sjæl til sjæl, i en ordløs oplevelse af at hele verden - hele universet, åbnede sig, foldede sig ud, som den mægtigste og mest fuldendte kridhvide kameliablomst i
februar.
En kvinde lytter til MLTRs "The Actor" og får synlige tårer i øjnene - alt imens sjælen rejser sig, som bølgen, der kaster sig mod den tørre, øde strand, i længsel efter de øjne, de hænder, den varme krop og sjælen der bor i den, ham, der efter en lang aften pludselig havde fundet modet til at stå foran hende, og som i trance havde ført hende på broen af toner ind i hjertets reneste kærlighed, men som nu er forsvundet ud af hendes liv og ind i en andens.
(Og her rnå jeg så lige forklare, at det er med vilje og fuldt overlæg at jeg har valgt ikke at bruge hverken ironisk distance eller spidende spydige bemærkninger, som det ellers er skik og brug i vores tidsalder for at blive accepteret som intellektuel og for at undgå det, der frygtes af de fleste: at fremstå som sentimental! Men dette er lige præcis 100% drivende sentimentalt, hvad enhver der selv har været i situationer som disse, eller nogle der ligner, udmærket godt ved, og disse to til lejligheden skabte kvinder har det svært nok i hver deres situation, som jeg nu har sat dem til at have det - de behøver ikke at lide yderligere ved at ætse deres blottede følelser med syrlige ord!)
Lad de to kvinder m0des i den virkelige verden, med alle dens virkelige facader, kontante ord og nøgne facts, til f.eks. en 60 års fødselsdag, hvor den ene kan være en kollega og den anden en niece til fødselaren, og hvor de tilfældigvis bliver sat overfor hinanden. Noget skal man jo snakke om, og musik bliver et emne. De dømmer hinanden hurtigt og hårdt, for der er langt fra Wagner til MLTR i ordenes verden, og konversationen bliver anstrengt og går sandsynligvis helt i stå.
Oprindelig gik den ene til opera fordi hun holder af den måde de 12 toner kan anvendes til at skabe en oplevelsesrig aften, som kan være berigende på sin måde.
Oprindelig gik den anden til en popkoncert fordi hun holder af den måde de 12 toner kan anvendes til at skabe en oplevelsesrig aften, som kan være berigende på sin måde...
For begge blev en intens følelsesoplevelse knyttet til en bestemt melodi - en bestemt måde at kombinere de tolv toner, en bestemt måde at give de 12 toner hørbart liv, som på ingen måde kan sammenlignes, men for evigt vil begge kvinder gennemleve intense følelser ved hvert genhør med netop den musik. Med andre ord er musikken blevet uløseligt vævet sammen med dybt personlige oplevelse i menneskers liv, og de vil aldrig mere helt kunne adskille musik og oplevelse.
Det er en af flere faktorer man skal være opmærksomme på, når eller hvis man ønsker at tale med andre mennesker om musik. Der er i alt 3 faktorer, som efter min mening er af afgørende betydning for at en snak om musik, menneske og menneske imellem, bliver frugtbar:
1. Begge parter skal være klar over hvad formålet med musikken er - hvad musikken skal bruges til. Om det er til dans, i givet fald hvilken dans, om det er til rengøring, til meditation, til en marchtur, til at eliminere lyden af naboens vinkelsliber, eller til en indadvendt nydelsesoplevelse, og i givet fald om humøret er eventyrlystent med behov for at opleve det ukendte, eller om behovet er at finde sig selv i den tryghed, der er i en velkendt toneform.
2. Der skal være en afklaring af, om den ene eller begge parter har erfaring fra musikkens verden. En klarinettist lytter til klarinetspil med en ganske anden intensitet, og med større krav og forventninger end andre. Og er man vokset op i et miljø med tilknytning til en bestemt genre så lytter man også med anderledes forudsætninger end andre. Et barn af en Beatles-entusiast lytter på en ganske anden måde end den, der hører The Beatles for første gang.
3. Og så skal der også helst være en ærlighed om, hvorvidt der er erindringsgods knyttet til musikken, for intet gør mere ondt på os, end når andre mennesker uforvarende eller med fuldt overlæg trasker med pigstøvler hen over vores kæreste eller ømmeste minder. For erindringer fremkaldes på splitsekunder af selv de korteste strofer: en lille melodi kommer svævende igennem luften. Simpel, ligetil, vel nærmest lidt naiv, og kun optaget af at være så dejlig som mulig, ramler den lige lukt ind i hjertekulen på et menneske. Der er fyldt med minder i det ramte hjerte, og melodien rammer en gammel jas af et minde, der ligger og slumrer i en fjern krog - det vågner, og pludselig er hele kroppen i oprør. Hjertet slår hurtigere, hjernen bliver rundtosset, lemmerne dirrer og ud af øjnene trilles alle de følelser, der ikke kan være i kroppen ud på tårer …
Som nar Barbra Streisands udgave af "Somewhere" strømmer ud af mine højttalere, og der ved den allerførste antydning af velklingende lyd vælder intense følelser, tilhørende den 15-årge pige jeg engang var, op foran mig, formet i et tåget, spøgelsesagtigt landskab, med figurer der genskaber scener og stemninger igen og igen, indtil stemmen arbejder sig igennem tågen og overtager scenen, som en solstråle, der langsomt spreder sin varme ud og maner tågen tilbage på sin plads i erindringen, så nuet lyses fuldt op af intet som helst andet end denne dejlige stemme, der levendegør denne ganske særlige kombination af intervaller - denne melodi, denne harmonisering - og åbenbarer den verdensløftende musikoplevelse, der gemte sig ude bag bølgen af erindringer.
Eller som dengang tonerne fra et cembalo steg op fra et museums stueetage, til svalegangen pa førstesalen hvor min sjæl sugede hvert eneste indtryk af cembalisten, der stemte sit instrument, ind i sit dyb. Mit hjerte græd af længsel. En længsel efter netop denne lyd, denne klang. Og stille steg der en dyb erindring uden ord og uden billeder ud fra evighedens tåger. Smøg sig i og omkring mig, uden på noget tidspunkt at lade sig aflokke end ikke det mindste lille spor at gå efter. Kun hjertets tårer. Sorg. Under selve koncerten, gav cembalisten mig med sin levende og naturnødvendige mimik, en vel nærmest udvidet virkelighedsoplevelse af en overflod af skinnende, transparente, dansende farver under udførelsen af Bachs præludium, fuga og allegro i Es-dur, så sorgen villigt lod sig forvandle og vokse ud over sig selv til den største glæde.
Eller som da Ella Fitzgerald sang i 1957, og jeg lyttede i 1999. Hun lavede en ganske lille bitte og næsten uhørlig krølle på rækken af toner, der bølgede ud på hendes varme åndedræt. Jeg hørte den. Den greb mig, løftede mig op på bølgen, der bar mig, til den slyngede mig langt ud i musikkens univers. I det splitsekund jeg var uden tid, uden sted, svævende vægtløs i musik, så jeg tværs igennem alt andet end to øjne. Et menneskes to øjne, der engang i en tid berørte min sjæl med sin sjæls nærvær. Dem så jeg ind i - i dette aldrig-eksisterende nu - og srnilede, gennemvarm af tonebølgen. Men med tanken der fulgte, faldt jeg tungt tilbage i tiden, hvor jeg hang fast i en tid der var, med en vished om aldrig at kunne møde disse øjnes fysiske udtryk, når præcis denne lille krølle lyder, i en vished om, at de aldrig vil se på mig og smile inderligt indforstået som kun de kan. Musikken fortsatte sin stædige vandrette vandring gennem tiden og rev mig ud, med og ind i nuet. Ind i nuet, i en verden fyldt af alle andre øjne.
***
Der er tre roller for mennesket i musikudøvelse: tilhører, musiker og komponist. Dette kapitel tilhører tilhørerne. Og dem tilhører vi egentlig alle sammen. Uanset hvilken slags musik vi hører så er vi tilhørere. Uanset om vi selv har startet musikken vi hører eller en anden har startet den, så hører vi den og er tilhørere. For som den franske forfatter Pascal Quignard har sagt det: "ørerne har ingen øjenlåg!" Måske skulle vi netop af den grund skelne imellem at høre og at lytte? For vi kan jo ikke bare lade være med at høre. Det sker helt af sig selv, så længe vi har hørelsen i behold. Men at lytte ordentligt efter, koncentrere sig, fokusere på musikken, kan vi langt hen ad vejen selv vælge at gøre. Det ligger inden for vores egen viljes rækkevidde. Man kunne vælge at skelne imellem at høre og at lytte, ved at tænke på, at når man "bare" hører, så er man ved siden af eller udenfor musikken, men når man lytter, så er man inde i musikken, man flytter sin koncentration, sin bevidsthed ind i musikken og tillader dermed samtidig musikken at trænge ind i en selv.
***
Men hvad skal man så lytte med - udover ørerne? Et menneske kan vælge at lytte mest med hjernen eller mest med hjertet. Det vigtigste er efter min mening først og fremmest at man bliver bevidst om at der er et valg, og dermed klar over at der er mere end en måde at lytte på - selvom ørerne er de samme! De fleste timer af det moderne, vestlige menneskes liv leves pa en måde, der kræver at man prøver på at have tanken hævet over følelsen. Det kan der siges meget om, for og imod, men det skal der ikke her. Jeg vil blot konstatere at vi i musikoplevelsen har muligheden for selv at vælge at opleve med følelsen først. Faktisk mener jeg, at vi bør tillade os selv den luksus det er så vidt muligt at lade os lede af vores egne følelser i musikoplevelsen.
For det er efterhånden det eneste frirum for følelserne det moderne mennesker har tilbage. Når det er sagt, så må det også tilføjes, at efterhånden som man får et musikalsk erfaringsgrundlag og musikviden samler sig i sindet, så vil enhver musikoplevelse ganske automatisk udløse en sammenligningsproces i sindet, næsten uanset hvor meget man vil lade følelserne komme til først. Det kan ikke undgås at man efterhånden udvikler sine egne normer og retningslinjer for hvad man foretrækker at lytte til, hvad der giver en selv de største, bedste, foretrukne og mest tiltrængte oplevelser.
Musikgenrer er der mange af at vælge imellem, der er mange kunstnere at forgabe sig i, og mange meget forskellige musikmiljøer at færdes i. Lige fra consort-miljøer, over hip-hop-miljøer til country-miljøer. Men i min lytte-musik-verden opdeler jeg musik på en ganske anden og langt mere simpel måde i følgende 2 kategorier:
1 : musik, der får mig til at vende opmærksomheden udad ...
- mod den ydre verden, mod andre mennesker, og mod drømme og ønsker, der går i denne retning. Musik, der bevæger sig i en vandret bevægelse, stadigt fremad langs med tidslinien …
2: musik, der får mig til at vende opmærksomheden indad ...
- mod den indre verden, ind i og ud af mig selv, og mod drømme og længsler, der går i denne retning. Musik, der samtidig med den hørbare vandrette bevægelse, også har bevægelser, der bevæger sig som lysglimt fra evigheden på tværs af tiden ...
(Denne kategori afslører sig ofte ganske uventet, og er ikke et resultat af intellektuelle overvejelser, som for eksempel: "nu, hvor komponisten lader sin sonate modulere (skifte toneart) over i d-mol, og jeg skifter fra at have højre ben lagt over venstre til at have venstre lagt over højre, er jeg parat til at opleve det sjælerystende øjeblik hvor de 3 dimensioner udvides med en fjerde, som endnu ikke er videnskabeligt bevist, men som ikke desto mindre føles så sand, som når livet selv overgår menneskets egen formåen i fødsel, død, kærlighed og musik!" Forsøger man at planlægge på denne måde, så kan man være ret sikker på ikke at opleve disse glimt, der går på tværs af tiden. Lyt til musik, så kommer det helt af sig selv en dag hvor musik, musiker og tilhører i et enkelt nu passer præcist sammen.)
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar