"Hvad er musik?", Erindringer og refleksioner, 4 dele

1.del.

Det skete en dag i 4.klasse. Der blev delt sedler ud: orientering om og tilmelding til "frivillig musik", som det hed. Et tilbud om ekstra musikundervisning i folkeskoleregi. Der var korsang for små og for store, og der var blokfløjtespil for begyndere og for øvede. Uden tøven satte jeg et kryds ud for blokfløjtespil for begyndere. Tiden var kommet, klokken faldet i slag, skæbnen pustede mig i nakken: nu skulle jeg spille musik. Min sidekammerat så på mig med et forfærdet blik og spurgte fuld af undren: "Må du godt selv bestemme hvad du vil gå til?" Lige så fuld af undren så jeg på hende, for hvem i alverden skulle ellers bestemme?

Selvfølgelig havde jeg da tænkt mig at orientere mine forældre, der skulle vist også en forældreunderskrift på, og så var der lige et økonomisk/praktisk problem med hensyn til at fremskaffe en blokfløjte at spille pa. Men beslutningen om at ville spille blokfløjte kunne da umuligt tages af andre end mig selv!

Blokfløjten var det muligt at købe via læreren, og den blev udleveret i første time. Vidunderet, en sort, blank plastikfløjte med cremefarvet mundstykke, lå i et rundt, bordeuxfarvet plastikrør med skruelåg, der var et stykke tyk piberenser på en pind, og en seddel, der viste hvor mange fingre, der skulle bruges til at frembringe hvilke toner.

Verden omkring mig forsvandt. Larmen fra de andre børn, der kastede sig som frådende vilddyr over de forsvarsløse fløjter, og fyldte rummet med ukontrolleret pifteri og regulær støj, forsvandt også. For mig var der kun fløjten og langt ude i horisonten, som solen, der bryder gennem disen, læreren, der kæmpede for at tæmme den vilde flok, for at kunne instruere i hvilken hånd, der skulle være hvor.

Jeg satte varsomt mine små, spinkle fingre med største ømhed, en efter en, over hvert hul og lod til sidst mine læber berøre fløjten, som det blideste kys til den mest elskede tøjbamse. Jeg pustede ikke. Det var jeg alt for blufærdig til. Det måtte vente til jeg kom hjem bag en lukket dør.

Det næste jeg husker er den dag hvor jeg fik noder, øjne, fingre og toner til at hænge sammen. "Jamaica". Det hed sangen. Den kendte alle børn dengang sidst i 70´erne. "Jamaica, Jamaica, Jamaica, vi danser hele natten på Jamaica". Jeg husker Johnny Reimar synge den med et børnekor, og at jeg undrede mig over at børn kunne få lov til at være oppe og danse hele natten! Nu skulle jeg selv spille den.

Jeg øvede og øvede: "læse noden, huske fingerstillingen, få fingrene til at ramme og så blæse". Budbringeren, der skulle løbe fra øjnene og til fingrene, for at overbringe meddelelsen om at en bevægelse af fingre var ønsket, skulle jeg få til at løbe så hurtigt, så bevidstheden ingen anelse havde om dens tilstedeværelse. Men først skulle den netop være helt tilstede i bevidstheden, for at den kunne lære vejen at kende.

Og det lærte den. Det tog en eftermiddag. Den samme sang om og om igen. Da jeg sluttede den dag fungerede systemet. En kort men stædig kamp, præcis som når idrætsfolk træner til kroppen gør det man beder den om. Derefter kan man begynde at spille. Fodbold såvel som musik.

Fra første dag jeg holdt min første blokfløjte i hånden, var jeg besat af at spille musik. Jeg spillede hvert eneste ledige øjeblik, og kunne jeg ikke have et musikinstrument i hænderne, så øvede fingrene alligevel videre. Mine tanker var altid beskæftiget med musik i en eller anden form: teoretiske elementer jeg prøvede på at forstå, terpede klarinettens hjælpegreb, gennemgik nyeste tattoo (et marchorkesters opvisning i at gå i formationer), eller overvejelser omkring hvilket nyt musikinstrument jeg kunne have lyst til at kaste mig over!

Med et musikinstrument i eller ved hånden blev jeg i stand til at gøre ting jeg ellers aldrig ville have gjort. Ting jeg i dag undrer mig dybt over, at jeg var i stand til at gøre. Ikke blot grænser, men alvorlige fobier blev jeg i stand til at overskride- at ignorere. Jeg var i stand til at gøre alt for at komme til at spille så meget musik som muligt. Musikken blev hele min identitet, og i de først år elskede jeg at spille.

Det selv at kunne frembringe alverdens dejligste melodier når jeg havde lyst til det var vidunderligt, og endnu mere elskede jeg det, da jeg kom til at spille i orkestre, og kunne sidde midt inde i selve musikken, og opleve de mange toner lægge sig omkring og oven i hinanden i fantastiske mønstre, der udløste en masse forskellige følelser og oplevelser i mig selv.

***

2. del.

Der er ikke noget i min slægt, der peger i retning af, at jeg kunne blive besat af at spille musik. Der er ikke noget i mit miljø eller i min opdragelse, der har påvirket mig til at spille musik, og da slet ikke til at blive besat af at spille musik ...

Et rum fyldt med klingende, klirrende klange. En velsignet vellyd med himmelske åbenbaringer af toner i overtal, i overflod, i overtoner. Toner, der en efter en byggede de vældigste tonende arkitektoniske mesterværker op omkring mig. Toner, der trippede og trillede, mens min krops fineste nervetråde blev slået an af et cembalos plektre, som var jeg instrumentets tvillingesjæl- dualen, der altid registrerer alt hvad der sker med sin dual.

Klirrende, klingende klange opdelt i toner, der byggede mig et slot fyldt med erindringer, som nægtede at afsløre deres identitet og oprindelse i bevidsthedens blændende dagslys. Erindringer, der ikke kom fra blodet. For i blodet er der lyde af jern, der slår imod jern, og af glødende varme, der syder i chok i mødet med koldt vand; af bølger, der vugger en båd, og af vand, der mod sin natur hives op i et net men falder plaskende tilbage i sig selv; af jord, der gennembrydes af redskaber, fyldes af forhåbninger i frø og atter brydes igennem af tyste, stærke viljer; af et roligt åndedrag, der følger en nåls rappe gennemtrængninger af stof, der knitrer tyst i velvære; og af en sagte nynnen fra en kvindes kærlighedsfyldte bryst, der vogter over sin bolig og dens sjælevarmede indhold.

Hele min slægts lyde - smedenes, fiskernes, husmændenes, sypigemes, husmødrenes - ruller i mit blod, og alle står de tavse og ser uforstående på mig, når jeg vender mig mod dem, for i vores fælles blod at finde de ord og billeder, der kan forklare mine tavse, tårefyldte oplevelser i et cembalos himmelske klange. Men de kendte aldrig den musik. De kendte aldrig den klang.

Men musik fyldte mig fra top til tå, og intet kunne rokke mig ud af musikkens faste greb (eller rokke musikken ud af mit faste greb?). Besættelsen havde kræfter, som var den et godstog i ekspresfart, der drønede ud over det fynske land. Jeg prøvede alt hvad der var at prøve, og opsøgte selv alle mulige såvel som umulige muligheder, og sagde ja til alt jeg fik tilbudt at være med til.

Syv forskellige musikinstrumenter lærte jeg at beherske, og spillede på dem i harmoniorkestre, symfoniorkestre, teaterorkestre, i big-band, som solist, i små grupper, i større grupper, sågar Odense Domkirkes orgel har jeg spillet på.

Jeg deltog i alt hvad det lokale musikkonservatorium kunne byde på, både som "kanin" (d.v.s. elev for eleverne), som akkompagnatør ved en afgangselevs eksamen, og blev til slut selv elev. Da hev jeg i nødbremsen. Af mange grunde. Jeg steg af mit selvskabte godstog, drog ud for at finde hvad verden ellers kan byde på, men fandt igen og igen og igen musik, musik, musik, musik, musik ...

Jeg måtte konstatere, at musik er en livslang (og måske endnu længere?) og meget dyb kærlighed for mig. Men hvorfor?

Nogle dage har jeg en fornemmelse af, at der lige midt i mig - lige der, hvor alle de oplevelses-overskudsprodukter (- d.v.s. alt det, der bliver tilbage, når et nu er blevet til fortid, og enten er placeret som et minde på en plads i erindringen, eller flintrende hvileløst frem og tilbage imellem tanker og følelser) et menneske kan rumme, samles, er der en stor gryde, der er hængt op i en krog, over et spruttende og gnistrende ildsted; at alle disse oplevelsesoverskudsprodukter dumper ned i gryden, og at jeg selv forvandles til en hæslig, lille og kroget heks, der star med sin store slev og rører rundt i denne gryde. Dampen fra grydens kogende indhold stiger opad, helt op i min hjerne, der i nydeligt samarbejde med fantasien virker som en storskærm, hvor dampen fra oplevelses-afkoget fremkaldes til billeder, der viser oplevelsernes essens ...

Som den dag hvor jeg havde ladet hjernen lege med spørgsmålet: "Hvorfor var jeg besat af at spille musik, da jeg var barn?" Tankerne behandlede spørgsmålet længe og i dyb respekt, uden at nå frem til et resultat. Men hen imod aften, i et ubevogtet øjeblik, gik gryden i kog og jeg fandt mig selv stående foran dampen i den mareridtsagtige hekseskikkelse. En del af mig fik vristet sig fri, og listede op til storskærmen.

Der så jeg billeder af den 11-12-årige pige jeg engang var: stående foran sit nodestativ, spillende på sin klarinet. Startet ved starten og spiller node efter node, som de skal spilles. Og hun ved præcis hvad hun skal! Så længe musikken varer er hver eneste bevægelse givet pa forhånd. Stående eller siddende ved et nodestativ er hele hendes verden defineret. Hun føler sig tryg. I samme øjeblik den sidste tones vibrationer er opløst i atmosfæren er intet sikkert mere - alt er op til hende selv: hvordan hun skal bevæge sin krop, hvad hun skal tænke, hvad hun skal sige, hvad hun skal gøre. Hun føler sig utryg.

Med andre ord: dampen fra heksens bitre afkog fortæller mig, at jeg var en blævrende geleklump, der kun kunne finde en fast form indenfor den tid hvor jeg fulgte de anvisninger, som en komponist engang nedfældede på et stykke papir med sorte klatter og streger...

Andre dage har jeg en fornemmelse af, at der lige midt i mig - lige der, hvor alle de oplevelses-overskudsprodukter, som et menneske kan rumme, samles, er en stor rosenhave, der blomstrer i alle tænkelige hvide, lyserøde, dybrøde, og et par enkelte solstrålende gule nuancer. At alle disse oplevelses-overskudsprodukter bredes ud under rosenbuskene som gødning, der siver ned i jorden, suges op af planterne, der sætter store svulmende knopper, og folder sig ud i skønne blomster, der fylder sin verden med drømmende dufte, og at jeg er den yndige landskabsfe, der passer, plejer og ved alt om dette sted. Duftene stiger opad, helt op i min hjerne, der i nydeligt samarbejde med fantasien virker som en storskærm, hvor duftene fremkaldes til billeder, der viser oplevelsernes essens.

Og jeg ser billeder af den 11-12-årige pige jeg engang var: stående foran sit nodestativ, spillende på sin klarinet. Startet ved starten og spiller node efter node, som de skal spilles, og tone efter tone slipper melodier ud i det fri. Hun trækker luft ind i sig. Med koncentrationens skarpe lys rettet mod hvidt papir med sorte tegn, og mod rygraden, der rummer enhver information til brug for beherskelsen af instrumentet, samles de enkelte elementer i en helhed forrest i bevidstheden. Hun sender luften ud, i passende bidder, i instrumentets lange smalle rør, hvor den formes til en hurtigtsvingende søjle, og forlader instrumentet via tragten, der former den endeligt til runde, dejlige toner.

Der kommer lange rækker af toner, hvor hver enkelt tone har en lille buttet hånd strakt tilbage mod instrumentet, for at gribe efter den næste tone, og de nyfødte toner danser hånd i hånd i melodiske strofer, fri af papirets tørre hukommelse, fri af instrumentet, danser en tur rundt om den spillende pige, og videre ud af vinduet, ud i den frie verden, hvor de når at kærtegne ører, der passerer vinduet, og måske endda at kilde et menneskes minde, inden vibrationerne lidt efter lidt bliver langsommere for igen at blive et uhørligt ét med den øvrige luft. Alt imens hun selv næsten ikke når at opdage alt det hun føler, udover koncentrationens strenge, stålsatte vilje, der kontrollerer lunger, læber og fingres bevægelser.

Med andre ord: duften fra feens fortryllende rosenhave fortæller mig, at jeg var en stålsat vilje, der koncentrede bevidstheden om at beherske et musikinstrument, for at kunne slippe toner i melodiske strofer fri, ved at trække luft ind i mit menneskelegeme, sende det ud i det menneskeskabte legeme, der former luften til de runde og dejlige toner, der kan røre andre mennesker, som en komponist engang anviste det på papir med sorte klatter og streger.

***

3. del.

Jeg lærte at spille, som var evnen en gave bragt til min vugge af selveste musikkens gudinde, kun pakket ind i et uendeligt tyndt flor, der ville briste allerede første gang jeg lod blikket kærtegne det; og den ville folde sig ud, fiks og færdig klar til brug. Evnen rummede både teknikken, der skulle bruges til at beherske musikinstrumenterne, teorien, der skulle bruges til at forstå musikkens notation, og den del der intet navn og ingen fysisk placering har, men som er den del, der forstår "at spille musik" så det forstås, som det falder de fleste mennesker naturligt "at tale" så det forstås, når de taler om noget de ved noget om på et sprog de selv forstår.

Men var jeg virkelig blot en konturløs blævrende klump, der, for egen skyld, fandt en form indenfor musikkens faste rammer? Eller blot en stålsat vilje, der, for andres skyld, i koncentration fandt muligheden for at lade toner røre andre mennesker? Jeg ved det ikke. Måske begge dele, men i hvilken fordeling? Jeg ved det ikke.

Musikkonservatorieuddannelsen afbrød jeg da jeg var 18 år, og jeg stoppede samtidig enhver form for udadvendt musik udøvelse (med så få undtagelser, at de kan tælles på en enkelt hånd), og da jeg var 21 år, var de sidste forbindelser jeg havde til miljøer med musik definitivt afbrudt. Af mange forskellige grunde. Men jeg elskede jo at spille musik. Jeg elskede tonernes verdener - de indre såvel som de ydre. Og med tiden fik jeg et stort behov for at finde ud af, hvad det er der er så fantastisk ved musik. Hvad musik egentlig er.

I erindringen hvirvler et cembalo rundt, med Couperins og Frescobaldis toner yndefuldt dansende omkring en sværm af klarinetter og saxofoner, der har selskab af en enkelt obo; tre harmoniorkestre marcherer rundt og rundt omkring symfoniorkestre, et big-band og nogle teaterorkestre; sigøjnerpigen Saffi synger sin store arie med hele 9 røvere fra Kardemommeby lige i hælene; den forældreløse Annie synger i al sin ensomhed om at "der kommer en dag i morgen", mens en stor blokfløjtefamilie og en masse små piger leger med hinanden; jeg vinker til den hvide dansk-top-hittende måge, der flyver hen over mit hus, men bliver forstyrret af brandfolkene i min båndoptager, der igen rykker forgæves ud til Bülowsvej 5 i endnu et dansk pophit, inden jeg sætter mig ved flyglet for at øve på Schumanns "Kinderszenen".

Resultatet af en grundig oprydning i dels min musikalske erindring og dels min musikalske barnelærdom, er en masse tanker omkring musik. En masse tanker, som jeg selv kunne have haft brug for at blive præsenteret for på et langt tidligere tidspunkt. Men de var ikke at finde på den vej jeg gik. Peter Bastian kom pa banen med sin fremragende bog "Ind i musikken", men den var jeg med min intellektuelle ballast (eller rettere mangel på samme!) ikke i stand til at forstå ret meget af som 16-arig, og det tror jeg faktisk at de fleste, der står helt uden viden om musik og en begrænset boglig ballast i øvrigt, vil have svært ved. Derfor er dette skrevet med tanke på de, der ikke ved ret meget om musik i forvejen, men som har en varm interesse. Både de, der selv er begyndt at spille musik - uanset genre (- og forældre til spillende børn), og de, der lytter til musik- uanset genre!

Jeg gør ikke krav på at have fundet den sandeste af alle sandheder om et så uudtømmeligt emne som musik. Derfor har jeg valgt at supplere mine egne ord med en liste bagerst i bogen (denne liste findes desværre ikke mere) over de bøger, jeg selv gerne ville have læst, da jeg var ung, uerfaren og uvidende i musikkens verden, og som kunne have været til gavn for mine musik-uvidende forældre. Måske er det ikke lige disse bøger fagfolket ville anbefale. Er det tilfældet, så er det nok forklaringen på at jeg skulle ud og finde dem selv, efter jeg havde brudt med dem.

***

4. del.

Der viste sig at være lang vej for mig at gå, for at finde tilbage til den oprindelige, renhjertede lyst til at spille musik, at lytte til musik, at lytte i musik, og at lade mig selv opleve i musik - i hvilken som helst genre jeg selv finder behag i efter behov! Mit hoved var fyldt med en masse løsrevne elementer fra musikkens univers, og de drønede rundt omkring sig selv uden at give ret meget mening i sig selv: generalbas, Kirnbergerstemning, subdominant, Vandorn, kadence, mordenter, partialtoner, forslagsnoder, mellemgulv, nodegaffel, barok, decim, korkfedt, funktionsanalyse, tommelfingerbule, allemande, stemmegaffel, impressionisme, klarinetpolka, og ikke mindst " di-ge-da-ge" (- sådan skulle 16-dels noder siges tilhørelære for ikke at kløjs i dem!)- men hvor var musikken?

Jeg læste masser af bøger om alle disse enkelte elementer, for det var hvad jeg kunne finde: teori og historie. Men der måtte være mere i det der musik, som jeg elskede sa højt. Jeg havde en udefinerlig fornemmelse af "noget", der rakte ud over det jeg kunne finde i alle de ordrige teorier. Ingen fortalte om hvad musik egentlig er, hvad der er imellem noderne, hvad der er bag nodepapiret, hvorfor musik kan virke så stærkt pa os.

Som f.eks. da jeg som 11-årig hørte Richard Claydermans første LP med det store hit "Ballade pour Adeline", og var fuldstændig væk i de flotte universer og svømmede rundt i mine egne våde øjne over de smukke melodier - for senere at konstatere, at de folk, der kunne lære mig "alt" om musik, ikke havde andet tilovers for mit barndomsidol end et hånligt næserynk!

Min sidste klaverlærer var den første, der nærmede sig emnet "hvad er musik?". Han fortalte mig om en anden indgangsvinkel til musik, i forbindelse med det at træne øret, det at lære faget "hørelære" (det at kunne identificere og gengive toneafstande, tonearter, akkorder og rytmer), og åbnede dermed en helt anden verden for mig, et helt andet univers hvor man sanser tonerne - oplever tonerne - føler tonerne. Han talte om, at hvert eneste interval (afstanden fra en tone til en anden) har sin egen kvalitet, sin egen følelse, og at man skal lære hvordan man selv føler/sanser/oplever det, fordi alle mennesker er forskellige og derfor oplever forskelligt, fordi toner er meget mere end de svingninger, der kan måles med måleapparater, fordi et menneskes øre netop ikke (kun) er et sådan måleapparat, og derfor skal øret og dets ejermand/kvinde støttes i at lære ud fra sine egne forudsætninger.

5-6 år senere fandt jeg i en boghandel en bog af Rudolf Steiner med titlen "Musikkens væsen". Jeg greb den naturligvis med det samme, og bladrede med tilbageholdt åndedræt i den. Emnet var lige præcis det jeg havde ledt efter mens jeg spillede, den blev så i stedet et af de første skridt ind i det store oprydningsarbejde efter de meget intense- og set i bakspejlet forvirrede år i musikkens univers. Da jeg nåede frem til en af de første sider (jeg har en uforklarlig uvane med at undersøge nye bøger bagfra, sågar at skimme en side nedefra!), gik der et gys igennem mig, der druknede i væsken mine øjne samtidig fyldtes med: bogen var oversat af min klaverlærer, i den tid jeg var elev hos ham.

Da jeg fandt bogen levede han ikke længere, men med bogen i hænderne blev hvert ord som en ledetråd, der sendte mig tilbage igennem tiden for at genopleve de meget inspirerende timer i hans selskab. Jeg, den unge, tavse, generte, indadvendte og alt for uvidende elev, der sad som en lille svamp, og bare sugede åndelig næring til sig fra ham, den meget ældre og meget erfarne musiker, lærer og menneskesjæl, der øsede af sit åndelige kildevæld, på trods af sin alvorlige sygdom. Samtidig blev den dør til musikkens indre univers han engang havde vist mig, smækket op på vid gab: "der er meget mere i musikkens væsen end der står i noderne og mere end man kan høre, når man kun bruger øret som vibrations-registrerings-apparatur" - og Rudolf Steiner gav mig sit bud pa hvad han mener dette mere er, og ledte mig dermed videre på vejen efter et svar af en slags, og ikke mindst ind pa vejen, der førte tilbage til min første og største oprindelige glæde ved musikken.


Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.