Som da hans ben netop havde overstået begynderens usikre vaklen, og han bogstaveligt talt blev grebet af glad børnemusik, der forhindrede ham i at bevæge sig et eneste skridt videre, før han havde føjet såvel kroppens som sjælens krav: at danse! Og hans kønne, brune øjne strålede i ansigtet, der var formet i 1-års filur-facon, mens han dansede rundt og rundt og rundt og rundt omkring sig selv, og frem og tilbage imellem mine store højttalere, grinende, klappende, vinkende og ble-vrikkende.
Eller som da han sad på min seng en aften, meget sent for hans aldersgruppe, i tusmørke, med nervesystemet blotlagt af træthed, og kiggede efter tonerne, der engang strømmede ud af en operasanger, og som nu strømmede ud i mit rum og rundt om ham, mens han undrende forsøgte at følge dem med øjnene.
Eller som da han sad på min klaverbænk, dybt koncentreret, med strittende babybløde fingre, der trykkede tangenter ned, mens ørerne stod på stilke, søgende efter vellyd, udfordrende med larmelyd.
Hver gang tænkte jeg: hvad skal jeg dog svare ham den dag han kommer og spørger mig: "moster, hvad er musik?"
Da han var 2 år besvarede han selv spørgsmålet klart og tydeligt på det komplicerede sprog kun han talte (og som kun forældre, bedsteforældre og mooster forstod!): musik, det er noget, der får kroppen til at bevæge sig, noget, der får øjnene til at stråle om kap med den forårskåde majsol, og noget, der former læberne i et stort, Iykkeligt smil.
Det var det i hvert fald den lørdag i maj, hvor vi for første gang sammen overværede den traditionelle stjernemarch i Odense, hvor alle byens marcherende amatørorkestre starter ud på en marchtur fra hver sit hjørne af bymidten, og mødes pa amfiscenen ved Brandts Klædefabrik, hvor de spiller et par numre sammen - alle sammen.
Vi så bøm, unge og voksne klædt i fine uniformer, lystigt spillende på deres flotte instrumenter. Og jeg mener helt bestemt, at jeg så hvordan tonerne strømmede ud af instrumenterne og slyngede sig omkring orkestrene og videre ud og rundt i blandt publikum, der blev kildet i ørerne, aet over kinderne, og rodet i håret af alle de muntre toner. Og jeg tror såmænd også, at der var et hjerte hist og her, der blev berørt, da samtlige orkestre med sækkepibeorkestret forrest, langsomt men sikkert byggede "Highland Cathedral" op.
Måske får min nevø en dag lyst til selv at lære at spille musik, og så ligger der en lang og spændende proces foran ham.
Han skal først og fremmest lære at få lyde ud af et musikinstrument. Han skal få lydene til at blive til veldrejede toner. Han skal få tonerne til at hænge sammen. Og han skal få de sammenhængende toner til at forme sig i levende, pulserende forløb - uanset om det er trompet, trommer eller guitar han spiller på. Og så skal han lære, at jo mere han øver sig, jo dygtigere bliver han til at bruge sit instrument, og jo mere han kan bruge det til, jo dybere kan han dykke i musikkens univers.
Han skal lære at læse det skriftsprog, der er opfundet til at holde musik låst fast på papir: noder. Han skal lære denne ældgarnle musik-konserverings-metode, fordi den åbner for den enorme musikskat, der er samlet igennem mere end 400 år, og hæftet fast på papir med noder, og han skal lære den, fordi han selv vil kunne konservere sin egen musik med denne simple (og billige!) metode, der ikke kræver andet end papir og blyant.
Han skal lære, at noder er som de sorte prikker i "prik-til-prik" tegninger, og at det er ham selv, der skal give tegningen liv, ved at trække de passende streger imellem prikkerne, lægge de rette farver på, når han har fundet ud af hvilket motiv, der gemmer sig imellem prikkeme, og med sin glødende musikglæde, som en troldmands tryllestav, vække værket til live.
Men han skal også lære, at viser der sig ikke at være nogen form for logisk sammenhæng eller holdbar struktur mellem de sorte prikker, så skal han enten lade være med at spille det, eller også skal han selv i gang med at tegne en masse ekstra til, så det kommer til at se ud af noget, og håbe på, at han kan sløre for sit publikum, at der intet indhold er i det.
Han skal lære at spille sammen med andre. Han skal opleve det magiske sekund hvor verden åbner sig og bliver stor: øjeblikket hvor han første gang spiller sammen med et andet menneske, og to toneforløb slynger sig om hinanden i harmoni. Og han skal lære den paradoksale kendsgerning, at nogle gange er det han spiller ikke det vigtigste men alligevel uundværligt.
Han kommer nok også til at skulle spille for andre - at optræde, for det sker på et eller andet tidspunkt for de fleste, der spiller musik. Og derfor skal han lære at koncentrere sig om at skulle spille for sit publikum, og ikke om at fortælle vittigheder til dem han spiller sammen med, og heller ikke om at flirte med den søde pige på 2.række!
For han skal lære, at når man optræder, så beder man andre mennesker om at bruge deres tid på at lytte til noget, de ikke på forhånd kan vide, om de synes er værd at bruge tid på, og derfor kan man ikke tillade sig at få publikum til at føle at man spilder deres tid, og at man er ligeglad med dem.
Og imens han over en årrække lærer alt dette og vokser fra at være en lille dreng til at være en større dreng, og helt op til at blive en ung mand, så lærer han også noget helt andet. For han lærer også mennesker at kende. Mennesker der, som mennesker er flest, først og fremmest er mennesker før de er noget andet, som i dette tilfælde - musikere. Mennesker, der er så ubegribeligt forskellige, som kun mennesker kan være det, og han vil møde udgaver af måder at være menneske på, som han ingen anelse havde om kunne eksistere!
Han vil blive trukket rundt ved sin lille næse i musikkens manege, i dyb beundring for nogle af de mennesker han møder pa sin vej igennem musikkens verden. Og illusioner vil briste så brat og så brutalt, at han vil føle at hele verden braser sammen omkring ham. Han vil opleve at sidde til koncerter hvor støjen fra nogle musikeres knap så beundringsværdige handlinger overdøver musikken. For han vil i kraft af sin egen musikudøvelse komme tæt på andre musikere, og i nogle tilfælde så tæt, så han vil ønske at han aldrig havde vreret der. Og aldrig mere vil han kunne høre dem spille uden at menneskestøjen bag musikerne overdøver musikken.
Men han vil også opleve stunder, hvor musikken hænger så meget sammen, så den antager en form, der er så stærk, at den hæver ham op over dagliglivets intriger og skuffelser, og alligevel trodser alt hvad der kan binde et menneske til fortiden, hvor der åbner sig verdener han vil længes efter at komme tilbage til når musikken er slut. Og så vil han sidde tilbage i dyb forundring over hvad det dog var der skete, og tænke ved sig selv: "hvad er musik?".
Måske kommer han sa til sin moster og spørger: "Moster, hvad er musik?" Og så kunne jeg jo svare:
"Musik er lyd, og lyd er vibrationer. Uregelmressige vibrationer opfattes af de fleste mennesker som støj, regelmæssige vibrationer opfattes af de fleste mennesker som musik. Og på trods af at der findes mange og meget forskellige lyde i verden, så kan svingningeme, der vibrerer luften og når vores ører som lyd kun varieres på to måder: i størrelse og hyppighed".
Eller jeg kunne svare:
"Musik er noder, teori og teknik. Musik er store komponisters og sangskriveres liv og værker. Og at kende musik er at kende alt til, om og inden i alt dette".
Men jeg kunne også svare:
"Lyt ... - til musikeren. Et menneske, der som alle andre mennesker er en enestående personlighed, med alle sine tiders erfaringer og oplevelser printet dybt i sin sjæl; et menneske, der behersker en teknik, der gør det muligt at beherske et musikinstrument, og med en viden, der afkoder en komposition fæstnet på papir, på lydkonserverende materiale eller i ideemes luftige rige. Et menneske med følsomme og lydhøre led og Iemmer, og med en selvbevidst puls, der både tør stå alene og slå følge med andre. Et menneske med mod til at turde slippe tanken om at tænke, mens andre mennesker vender opmærksomheden i retning af hvor Iyden er opstået …
Lyt ... - til musikinstrumentet, hvis former udviklet igennem århundreder, måske årtusinder, hele tiden forfinet og raffineret i forhold til det eksemplar, der kom før, og tilbage imod ideen - den oprindelige, perfekte, ubevidste ideform, der opstod i tidernes morgen samtidig med os, og samtidig med træerne, der vokser i og af grundstoffernes kilde - jorden, der lydløst for menneskeører eksisterer som klangbund for alt levet liv, hvoraf grundstofferne
udvindes og bearbejdes af veludviklede menneskehjerner, der søger den perfektion de måske
aldrig vil finde, mens de skaber musikinstrumenter af liv til liv med de (uønskede?) små
forskelle, der gør dem til spændende individer på linje med deres ejere ...
Lyt ... - til kompositionen, der måske er skabt af en af de strålende ånder, der omgives af en nærmest helgenagtig tilbedelse, men som samtidig er et menneske, der levede et liv på samme betingelser som alle andre i sin tid, men med et talent, en vilje og den ubekendte faktor, der Iader et geni komme til udfoldelse, og Iader en sjæls ubønhørlige trang til at lade sin skaberevnes resultater kunne ses i dagens og verdens lys, det jordiske lys, der kan være en voldsom, skærende og nærmest dissekerende kontrast til det altfavnende lys den er vant til fra åndens rige, men også et virkelighedens lys, der retfærdiggør nødvendigheden af teknik, viden og mod for at kunne søge over broen fra krop til sjæl, hvor musikkens uhåndgribelige stof findes, og herfra kunne bringe ekkoet over broen og ind i virkeligheden ...
Lyt ... - som tilhører, som menneske, alene, med 50 andre mennesker i samme rum, eller med millioner af andre mennesker verden over, der slet og ret og blot er intet andet end mennesker - helt ordinært unikke mennesker, med hver deres levede liv og levende nuer, og levede såvel som levende håb for nuet, der kommer. Som menneske, der ser mennesket i musikeren. Som menneske, der i musikinstrumentets klang genkender efterklangen fra den levende jord. Som menneske, der i kompositionen oplever erindringsvækkende glimt fra en glemt verden. Som mennesket, der i tilhørerens rolle bliver den fjerde og udløsende faktor i denne firdelte grundplan, hvor der, præcis i det sekund balancen er total, rejser sig det prægtige bygningsværk, der langt overstiger enhver fantasi: musikken.
Lyt!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar