Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.
Viser opslag med etiketten Refleksion - over bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Refleksion - over bøger. Vis alle opslag

fredag

Pause

Læser i to nyere skønlitterære værker:



Begge rammer. Helt derinde hvor der er meget privat og faktisk kun adgang for ægtefælle og terapuet.

Men det er typisk ved forsøg på skønlitterær læsning. Enten fænger det ikke, og der gives op. Eller også så fænger det, fanger og påvirker i en grad så det rammer dét, der gør ondt.

Insisterer på at få læst disse to færdig. Begge er både sprogligt og indholdsmæssigt i så overvældende grad værd at bruge kostbar læsetid på, så der vil blive læst færdig.

Men først efter en lille vejrtrækningspause i faglitteraturens verden:







onsdag

Influenzatræthed -

- levner ikke overskud til så meget andet end det nødvendige, som desværre ikke er at skrive blogindlæg!

Det tager lidt tid at komme på benene igen, især når arbejdet samtidig kræver en vis mængde tid og energi og en længere sygemelding ikke var praktisk mulig, ligesom familien og hverdagen i øvrigt også skal passes.

Den smule der bliver til overs bruges på at dække det pt. umættelige taktilitetsbehov.


Drops Along 2017, "Spring Lane", ledetråd nummer 2 blev færdig.

Ledetråd nummer 3, er halvvejs:


- der skal laves 10 af disse små fine firkanter, som gør mig glad for mit farvevalg, selvom det er markant anderledes end firmaets eget forslag.

Imens kroppen fik ro til at bekæmpe influenzaen begyndte jeg at læse Kirsten Thorups nyeste roman, "Erindring om kærligheden", som var i bogpakken jeg vandt hos Gyldendal. Gribende at følge to kvinder, mor og datter, der hver med sit sind og sine livsomstændigheder forsøger at finde vej i livet, og i forhold til hinanden. På en gang smukt, rørende, grimt og smertefuldt og samtidig dybt nuanceret beskrevet.

torsdag

At boble!

Bobler! Det nye udtryk for at opfylde behovet for alenetid med lækkert garn i hænder, omfavnende musik i ører og god kaffe i Søren Brun-kop!

Første ledetråd til "Spring Lane" - en "cal" sendt ud i verden af garnfirmaet "Drops", er kommet i dag og næsten hæklet færdig, med dejlig sødsuppe musik i ørerne - "Celtic Thunder", der har så lækre herrestemmer, irsk stemning og masser af strygere!

Cal betyder "crochet a long" - som igen betyder "at hækle sammen". Det gør vi så, over hele verden og hygger sammen om det i en stor facebookgruppe, hvor stemningen er rar og fokuseret som ikke set i andre grupper!



Læsning af "Things the grandchildren should know" af musiker og sangskriver Mark Oliver Everett lakker mod enden. Så trist og smuk og respektindgydende.

Med sønnen læstes indtil i går i Harry Potter nr. 4 - men han fik for nylig Legos Wii-spil "Ringenes Herre" og er nu helt opslugt af Tolkiens myteverden. Da denne visuelt sultne læser i mange år har haft den af Alan Lee så fængende, smukke illustrerede udgave af "Hobitten" på hylden, har den atter tiltrukket sig sønnens opmærksomhed og der læses forsøgsvis lidt videre i den, efter den har ligget stille siden sidste sommer, hvor interessen også var der, men hvor opmærksomhedsspandet nok ikke var udviklet helt nok. Men det tyder på det er ved at være der...

Samtidig er der en markant sproglig/fortælleteknisk ændring fra Harry Potter 3 til 4. Den er simpelthen sværere at forstå for sønnen. Har ikke foretaget en nærmere analyse, og har nok heller ikke de analytiske redskaber til at kunne gøre det. Men det må dels være noget med at der fortælles/beskrives mere detaljeret, men samtidig mindre visuelt, og om emner der nok kræver mere erfaring og viden fra større børns og voksnes verden end den 6-årige har, og derfor har svært ved at relatere til.

Quidditch-træning og kampe har ikke fyldt så mange sider af gangen i bind 1-3, og har været relativt hurtige at komme igennem. Det der med bold- og holdsport har ikke vores interesse, og det gør de dele lidt tunge at komme igennem, og den lange, udførlige beskrivelse af den store kamp i første del af bind 4 var lige ved at knække os. Dét kan også have bidraget til at flytte fokus videre til Tolkien.

Men vi kommer da helt sikkert tilbage til Harry og co. så snart sønnen er klar igen.

tirsdag

Taktilitetsbehov

Taktilitetsbehovet er stort pt.

Måske som modvægt til megen barnebekymring - der heldigvis nu peger i retning af bedring, med realistisk mulighed for begyndende lettelse.

Taktilitetsbehovet udleves ved frembringelse af cardigan, til brug både på arbejde og privat. Tre forskellige opskrifter er prøvet og opgivet. Egen opskrift efter simpel grundmetode bliver nu brugt, og ser ud til at give ønsket resultat. Der er dog ikke garn nok til ønsket længde, så nye forsyninger er bestilt - incl. lidt ekstra garn til sokker og en trøje eller to mere...

Hjerneernæring er dog nødvendigt som supplement til taktilitetsbehovsudlevningen. Der suppleres derfor med lydbog. "Min mormor hilser og siger undskyld", af Fredrik Backman, har stået højt på ønskelisten nogen tid. Den kunne købes til ok pris på Riidr, og høres nu under hækling. 

Latter er klukket og øjne blevet fugtige i løbet af de første 10 kapitler. Faktisk nok en af de bøger, jeg hellere ville have have haft som papirbog, for at kunne lave æselører alle de mange steder, hvor der er dukket linjer op, som jeg gerne vil gemme, genlæse og genbruge. 

En bindegal (?) mormor og et højt begavet barnebarn, Elsa på næsten 8 år, der både kan sine superhelt, Harry Potter og Ringenes Herre - kan bruge Wikipedia og er yderst sprogtligt bevidst, er hovedpersonerne, suppleret med et persongalleri af bipersoner, beskrevet gennem barnebarnet brogede perspektiv - der er farvet af førnævnte fantasiuniverser. Et ensomt barn, der oplever den ultimative ensomhed ved at miste den eneste person, der forstod hende og gav hende redskaber til at (over-)leve som den hun er uden at miste sig selv.

Så frygteligt trist. Men man aner hvor enorm betydning det vil få for Elsa at have haft fantasifulde og grænseoverskridende mormor totalt på sin side, i de første, fundamentalt vigtige leveår. Ser frem til at høre og hækle videre!

onsdag

Lykkelig bogorm!

Gevinsten kom i dag.
Hele 5 bøger, som jeg vandt forleden i en konkurrence på Gyldendals facebookside.
Lækre sager!

Hvert et ord vil blive læst, og kogebogen flytter straks ind i køkkenet, for den ser umiddelbart ud til at have stort favoritpotentiale...


Heldig

Hurra!

Har vundet bogpakke fra Gyldendal. Hele 5 formentlig fantastiske bøger.
Glæder mig rigtig, rigtig meget til at få dem i hænderne.
Mere om dem når den ankommer.

Indtil da lader jeg glæden over at få lov at prøve være så heldig fylde mig fra top til tå.

Arv

Svigermormor er flyttet i mindre bolig. Hun er ikke et læsemenneske, så denne læser fik en stak bøger med hjem. Alle værker fra 40erne om 2. verdenskrig.

Det værste jeg ved at læse om. Men samtidig også et uhyre vigtigt emne fortsat at have i erindring, og at have viden om. Krigens eftervirkninger præger fortsat os alle, omend sporene bliver mere og mere usynlige for hver generation. 

Bøgerne kommer på hylden i kælderbiblioteket, men især det store 3 binds værk, "Anden Verdenskrig, Krigens Dagbog 1-3", redigeret på baggrund af Arne Moldkjærs manuskript "Min krigsdagbog". Et værk jeg ikke kendte i forvejen - bøgerne har aldrig stået fremme hos svigermormor, og jeg har aldrig set eller hørt om dem - men som jeg nok ret hurtigt vil begynde at læse i.



tirsdag

Sær Sabroe-tiltrækningskraft!

Morten Sabroe, dansk forfatter og journalist, født 1947 (som min mor!), har jeg absolut intet tilfælles med!

Alligevel er jeg stor fan! Vist et af de eneste forfatterskaber jeg faktisk har læst en god del af. Han er egentlig for grov, for fræk, for sær, nærmest spooky fremmedartet. Men ikke desto mindre, jeg er nødt til at læse hans bøger! De trækker i mig, en efter en, og jeg får den ene sære, rørende og generelt sindsstimulerende læseoplevelse efter den anden.

Faderopgør. Moderopgør. Har været nogle af temaerne, der har trukket i denne læser. Og det er jo universelt. Og når der skrives så råt, så hudløst ærligt, og tilsyneladende så direkte fra hans egne helt private oplevelser, behandlet, filtreret og farvet af det eminente skrivekalejdoskop han er, ja så bliver det private - for mig at se i hvert fald - stor kunst, som også giver et så fremmed væsen som jeg selv er i hans kontekst, noget værdigfuldt.

I dag udkommer endnu en bog af ham. "Love me Do". Den er naturligvis på læselisten. Men jeg er bagud. Så denne, der blev hentet hjem fra nyeste bogudsalg, kommer først - og læses snart, for det er simpelthen ikke muligt at have en ulæst Sabroebog i huset ret længe!


torsdag

Me too!

Kørte i tog i dag.

To ældre mennesker, formentlig et ægtepar, sad overfor.
Først tog den ene en bog op, og begyndte at læse.
Så tog den anden en bog op, og begyndte at læse.

Den ene havde et bogmærke, et meget slidt af pap, der vidnede om at blive flittigt brugt.

Håber at min mand og jeg også kan blive et læsende ægtepar i toget, når vi når den alder og livssituation 💓

tirsdag

Træghed

Nyeste version af bloggers app virker ikke efter hensigten. Det komplicerer blogning væsentligt, til trods for den nye smartphones fortræffeligheder! Blogningen er derfor ramt af træghed.

Læsningen af bogen "Fokus" er også ramt af træghed. Det var svært og derfor tungt at komme igennem kapitel 10, "Empatitriaden". Dele handlede om læger og empati - og mangel på samme som følge af skolingen og den ofte barske hverdag, hvor empati skal dyrkes bevidst for at blive holdt i live - uden at blive så stor så den umuliggør arbejdet.

Læsningen af "Things the grandchildren should know" af musiker og sanger Mark Oliver Everett flyder anderledes nemt, til trods for dens smertefulde indhold. Den læses som "frakkelommebog", d.v.s. der læses små bidder i den ventetid, der oftest indfinder sig ved afhentning af sønnen. Er midtvejs og nået til hvor gennembrudet med albummet "Beautiful Freak"sker for alvor, og der lyttes opmærksomt til det her.

Ved afhentningen i går fandt tankerne vej tilbage til "Fokus". For tanken om hvorvidt lærere. pædagoger og pædagogmedhjælpere som læger også kan få ændret deres empati ved den daglige omgang med børn, indfandt sig. Mon ikke også empati kan slides ned af uformåenhed (som følge af manglende uddannelse og ro til fordybelse og refleksion) og utilstrækkeligt antal hænder (og varme hjerter)? Det kan man godt se tegn på.

For der var to børn jeg gerne ville have taget i min favn, fordi ingen andre gjorde det, og bragt med hjem til varme og hygge og total opmærksomhed indtil de faldt til ro og blev trygge igen.

Samtidig lød Tove Ditlevsens smerteligt smukke digt i mit indre, hvor de første linjer lyder:

Mit hjerte elsker alle de umuligste børn, 
de som ingen holder af og ingen kan forstå. 
Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn, 
de som alle voksne folk er meget vrede på.

Eller hør hende læse det selv her:


Hvilket igen bringer mig videre til at der i det nye salmebogstillæg "100 salmer", som der arbejdes med i bloggerens arbejdstid, er et digt af netop Tove Ditlevsen, "Nu sænker Gud sit ansigt over jorden" (oprindeligt "Forårsnat" i digtsamlingen "Pigesind"), med en meget smuk og let lært melodi af Lisbeth Eilrich Iversen. En ny yndlingsaftensang på min private liste.

søndag

Voksende ønskeseddel

Bogønskesedlen, som den ser ud pt. 
Hvordan skal man dog kunne vælge? 
Og hvordan skaffer man penge til at købe dem og tid til at læse dem? 

Øbro og Tornbjerg: Pigen og vogteren
Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl/To kill a mocking bird
Madame Nielsen: Det højeste væsen
Marianne Aagaard Skovmand: Mariaevangeliet
Ane Riel: Harpiks
Maja Lucas: Mor
Dostojevski: Idioten
Fredrik Bakman: “Ting, min søn skal vide om verden”
Delphine de Vigan: No og mig, Alt må vige for natten, Baseret på en sand historie
Tom Bissel: Apostle
Sara Blædel: Bedemandens datter
Tom Reiss: Orientalisten
Jesper Bugge Kold: Land i datid og Vintermænd
Amalie Skram: Professor Hieronimus og På Sct. Jørgens
Siri Hustved: Essays
Arne Melberg: Essayet
Vladimir Nabokov: Ulven kommer - litterære essays
Morten Sabroe: Drengen der løb med Gud
Pia Friis Lanett: 1915
Hemingway: Paris (udgaven med 3 forord)

- og Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn 1-3 af Ransom Riggs

tirsdag

Et tegn...

Forleden dukkede denne nyhed op i facebookstrømmen.
En ny roman af Madame Nielsen er på vej.
"Det højeste væsen".
På min fødselsdag.
Det må være et tegn.
Det må blive årets fødselsdagsgave til mig selv.

Man har fødselsdag på en tirsdag = skoledag for barn, arbejdsdag for mand, men fridag = dag for hæmmet frilæsning, for fødselaren selv!

Man glæder sig!

fredag

Uomgængelig genlæsning

Efter at have læst efterord og efterskrift blev trangen til at genlæse hele bogen uomgængelig. Jeg læser den bare. Nu. Og svigter dermed alle de andre bøger jeg også er ved at læse! Åh, så utro en læser man kan være. Men sikke dog så fantastisk en skribent han er. Havde fuldstændig glemt det element af bogen. Kun det katharsiske element, at han ramte denne læser så sinds- og livsforvandlende dybt, havde fæstnet sig. Genlæsningen vil formentlig fortsat have katharsisk effekt, men denne gang er der også overskud til at nyde selve fortællekunsten, midt i fortællingens gru.


søndag

Herre i eget læsehus

Skønlitteratur må være historiefortælling, og at fortælle historier kan gøres på mange måder, mundtligt, skriftligt, filmisk, lydoptagelse. Alle måder at fortælle historier må være fuldt gyldige. Hvor meget man end hver især må tiltrækkes af hver sin foretrukne måde.

Faglitteratur må være vidensformidlingen, og at formidle viden kan ligeså gøres på mange måder, som skønlitteraturen.

Sproget kan skabe rum, både mundtligt og skriftligt.

Men jeg elsker mest når skrift, skøn- såvel som faglitteratur, åbner sig for mig, og ikke bare driver mig fremad ord for ord, men fanger mig, suger mig ind i nuet, ned i dybet, på tværs af tid og rum.

Det føles magisk.

Det føles værd at læse, værd at være i.

Og trygt når jeg kan læse alene, hvor jeg kan lade følelser og tanker være som de er, stoppe op og føle og tænke helt i mit eget tempo, og helt uden at skulle stå til regnskab for andre.

At være herre i eget læsehus.

mandag

Eget læsebehov

Er glad for at være lægmandslæser! For så kan jeg skrive dette. Og endda sætte disse to bøger på samme foto...

Er blevet bevidst om at jeg i min læsning har brug for lange, menings- eller informationstunge, seje sætninger, der enten langsomt maler dybe 4-dimensionelle (ja, 4!) billeder, eller åbner slugter af associationsrækker, der udvider og øger bevidstheden.

Har læst Hella Joofs bog færdig. Har læst ca. 1/3 af Linn Ullmanns bog. Begge bøger giver mig følelsen af at lytte til en ældre søster eller kusine - Hella Joof er 9 år end mig, Linn Ullmann 5 år ældre, med hver deres sæt af erfaringer, fortalt igennem hver deres personlighed og sprog.

Men de to bøgers tekster tilfredsstiller ikke ovennævnte behov. Det er jo formentlig heller ikke deres ambition. Jeg har bare med netop disse to bøger fået øget bevidsthed om mit læsebehov. Det er ingens fejl, blot en objektiv konstatering af mit eget behov.

Og jeg ved jo godt at Linn Ullmanns bog var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2016. Men jeg mener alligevel dette om bogen!

Og jeg henholdsvis har læst og læser begge bøger færdige. Fordi de giver mig noget andet, noget menneskeligt, et møde på skrift med disse søstre/kusiner, som kan og vil dele noget livserfaring med mig. Det har en enorm værdi. 

Det tilfredsstiller bare ikke mit dybeste læsebehov. Lidt som at sætte sig til at regne plusstykker, fordi man skal lave årsregnskab på arbejdet, men virkeligheden er at det, der gør hjernen glad, er at løse ligninger - det er bare ikke det, som det praktiske aspekt af hverdagslivet har brug for lige nu. Så det må man søge et andet sted, et andet tidspunkt.

Så altså, føler mig rigere, klogere og provokeret på den gode måde af at læse Hella Joofs bog. Linn Ullmanns vender jeg tilbage til når den er læst færdig. Men foreløbig oplever jeg den på samme måde som Hella Joofs bog.

Nytårsforsæt

Nytårsforsættet for 2016 blev offentliggjort på facebook med disse ord:

"I Forholdet til Bøger danner Menneskeheden - den Del deraf, som læser - et langt Spektralbaand. Længst ude i den ene Side finder vi ultra-kyndige, der faar Ildebefindende ved Synet af uharmonisk opbyggede Sider eller forkert valgte Skrifter; det er deres Indflydelse og stædige Vilje, vi kan takke for at Bøger ikke sjældent fremtræder som følsomt formede Objekter, som Kunstværker. I Baandets Midte vil jeg placere de mange, der gaar til Bøger fordi Aanden tørster. Og længst til den anden Side møder vi den mindst kritiske Portion, der blot vil adspredes eller i Bøgerne ligefrem søger en Substans, som slukker Jeg´ets Flammer og midlertidig sætter en andens Affærer ind i Opmærksomhedsfeltet."

Jacob Paludan i bogen "Bøger, Poerter og Stilister" - som jeg genfandt på reolen i fritidshuset, og som inspirerede mig til årets nytårsforsæt: "Læs bøger." Mange, mange, mange bøger, så mange som muligt, næsten så mange, som før jeg skulle være organist.

Sidste års nytårsforsæt - at læse flere bøger - lykkedes det mig at gennemføre. At vinde 3 rigtig gode bøger til mig selv på facebook hjalp også gevaldigt på at holde fast i forsættet, trods travle perioder. Så jeg fortsætter med samme forsæt i år: "læs flere bøger!"

Bl.a. bør min læsning altid krydres med et essay af Jacob Paludan i ny og næ, men også de gode bøger jeg har fået i julegave ser jeg frem til at få åbnet, og der er tunge, stærke værker på listen:

"Klassisk!" af Søren Schauser
"En verden til forskel" af Nadja U. Prætorius
"Bjørn Wiinblad" af Lars Hedebo Olsen
"Radiserne, 1950-1959, af Charles M. Schultz
- og "Papmachereglen" af Hella Joof, som snart er læst færdig og klar til omtale her på bloggen.

Godt nytår!

fredag

"Tak - og glimmer på!"

Inden denne lille familie drukner i stress, angst og generel negativitet vil vi allerede nu gøre brug af Hella Joofs skønne udtryk: "Tak - og glimmer på og op på kaminhylden", i disse dage, samt gøre det til motto for hele 2017 - inden bogen endnu er læst færdig.

Det har vi brug for!

Udtrykket er fra den nyudkomne bog, der lå til mig under juletræet, "Papmachéreglen" hedder den, og den sprang på tværs af alle planer om at fokusere på at få læst igangsatte bøger færdig.

Samtidig læses der i samme familie i bogen "Stress" af Nadja U. Prætorius. Ikke uden grund.

To bøger, der måske for nogen er et umage par, men som her giver perfekt mening og eftersøgt balance!

torsdag

Ventelæsning

Gennemgang af hylderne i fritidshusets bibliotek gav 4 lommeegnede bøger til konstruktiv anvendelse af ventetid, som det nye år vil bringe.

Erfaringen viser nemlig nu at børnene kan risikere at få fri før sidste time slutter, og da den 6-årige søn ikke skal gå hjem alene endnu, og slet ikke uden mit vidende, må man jo nødvendigvis som konsekvens sørge for at være til stede i god tid før timen slutter officielt!

Den øgede ventetid ønsker denne mor at bruge konstruktivt ved fremover altid at medbringe en bog i lommen!

søndag

Stille nætter - Stille Nacht

Inspireret af højtiden, som man ikke kan slippe for at stå midt i lige nu, ledes tankerne hen på salmen "Stille Nacht". Teksten, der først blev skrevet som digt i en tid, der var svær for en by, runder netop i disse dage 200 år. Digteren var Joseph Mohr, præst.

To år senere fik digtet en melodi af lærer og organist (skræmmende for denne organist at tænke på at de to fag førhen hørte sammen, også her i landet) Franz Xaver Gruber, og blev dermed til en salme. En salme, som sidenhen måske er blevet verdens mest kendte og elskede julesalme, der findes i over 300 forskellige oversættelser/gendigtninger.

Så om to år bør denne betydningsfulde salmes fødsel fejres. Forhåbentlig med en ny dansk gendigtning, der tager udgangspunkt i den originale tekst. 

Danske B.S.Ingemann lavede sin version i 1850, og den er sunget så dybt ind i danskernes hjerter så den bliver svær at få ud igen... - men et alternativ vil nogen af os nok sætte pris på at kunne supplere med. 

Salmen blev uropført i byen Oberndorf, hvor der nu er både museum med omfattende og grundig hjemmeside, og et mindekapel, hvor der hvert år sendes direkte den 24. december imens man samles for at synge, ja, selvfølgelig: "Stille Nacht"! 

Købte privat denne fine bog for nogle år siden, og den er en nydelse for enhver, der er julemusiknørd af hjerte.

torsdag

Zetlandbog

Ny bog leveret af posten.

Fra det foretrukne nyhedsmedie i dette hus, Zetland.

For nu har vi begge meldt os ind. Som tak fik jeg denne gave. Som om det at de findes ikke er gave nok i sig selv!

Men taknemmelig for bogen er jeg. En samling af længere artikler, som jeg glæder mig til at læse, for det er ikke alt hvad man gerne vil læse, der bliver læst i hverdagen. Og så er det bare dejligt at sidde i sofaen med ordene på papir. Man er vel i bund og grund et menneskedyr med taktile behov...