Hvorfor tror vi, at folk der optræder er mere interessante end andre mennesker? At vi mennesker tror det, viser et utal af kulørte blade, der ernærer sig af optrædende menneskers livsforløb, og de mange biografier der i tidens løb, mere eller mindre berettiget, er udgivet. Som f.eks. den der står i min egen bogreol med sorte noder på et rødt smudsomslag, hvis tilstand afslører at den ikke er ganske ny. Købt antikvarisk for en flad femmer med hul i maven. Bogen med det røde papir og de sorte noder stod i blandt uendelige mængder af slidte paperbacks og aldrig åbnede bogklubbøger, og fangede straks mit musiksøgende øje.
Jeg gav min nysgerrige pegefinger lov til at vippe den ud fra sin plads, og forsiden åbenbarede flere noder, der viste sig at være klaversats med tekst til "Angelique" - Dansk Melodi Grand Prix's vinder 1961. Bogens titel er "Dario synger", og han sidder selvfølgelig også selv på forsiden - "pigemes Dario", 22 år gammel og ganske køn. Det er en rigtig sød lille fanbog, med søde anekdoter fra idolets barndom, og med lige så søde drømme om den fremtid, der nu for en del af årenes vedkommende er fortid, og det er der intet ondt eller galt i. Men hvorfor er det interessant?
En klog, gammel scenekunstner fortalte mig engang følgende: "Ethvert menneske går rundt med en ekstra "krop" udenpå den, som vi kan se med det blotte øje. Denne ekstra "krop" består af alt hvad vi har oplevet og følt siden vi blev født. Uanset hvad det end er, så er det der, og det er i evig bevægelse. Denne ekstra "krop" er også hvad man kan kalde menneskets personlighed, det vi "ser" af hinanden, det som vi ubevidst vurderer hinanden på. Vi ser selv ud igennem denne "krop", og "ser" den andens "ekstra-krop". Det kræver tid og oprigtig vilje, i glimt at finde ind til mennesket bag.
Ikke to mennesker er ens. Ikke to menneskers hvirvlende sum af alt hvad de har gennemlevet og følt i deres liv er ens. Derfor er summen af denne ekstra "krop" uden betydning og interesse for et publikum. Når man går på scenen er kunsten den, at få denne ekstra "krop" til at stå stille. Lykkes det, så fokuseres der på enkelte elementer, og så vil man kunne formidle igennem lige præcis disse elementer, og nå alle de mennesker, der bevidst men oftest ubevidst, genkender elementerne fra sig selv. Jo mere alment kendte elementer man formidler igennem, jo flere vil kunne genkende noget i sig selv. Det er en kunst at kunne, og at kunne det gør et menneske til kunstner.
Vi bliver så nemt betagede, ja måske endda noget der ligner forelskede, i kunstnerne på scenen. Når en kunstner kan skabe en verden, som vi selv føler os helt i overensstemmelse med, sa føler vi at det må være vidunderligt selv at være hos denne kunstner. Men at tro at man kan elske kunstneren på scenen, er som at tro at man kan finde enden af regnbuen, og guldskatten, der siges at være gemt der. Det kan kun ende i skuffelse. For kunstneren eksisterer kun på scenen. Udenfor scenen bliver kunstneren til menneske. Kunstneren kan som regnbuen kun ses på afstand.
Sjældne kunstnere, de der bliver lysende ledestjerner på himlen for store grupper af menneskeheden, på tværs af alle ydre skel, kan denne kunst, der gør mennesket til kunstner, men de kan en ting mere. De kan få denne ekstra "krop" til at skille sig - som stormen skilte Det Røde Hav for Moses, da han førte sit folk hjem - så publikum får et glimt af det oprindelige menneske. Et glimt af det, som vi alle er en del af og længes efter, men som vi har så svært ved at finde i hinanden, fordi vi kun ser, oplever og føler denne ekstra "krop": et glimt af den udødelige sjæl, det Guddommelige, vort hjem.
Det er scenekunstnerens højeste mission. Det er den sande scenekunst. Og uanset genre er den, der kan denne kunst, stjernen."
Om det er den endegyldige forklaring pa idol/fan-mekanismen ved jeg ikke. Men noget sandhed kan jeg godt selv finde i den. For vi går jo ikke rundt og falder i svime over dagslyset - over hver enkelt solstråle på vores vej (eller ethvert hverdagsmenneske vi møder på vores vej). Men reflekteres en enkelt solstråle i vanddråber så vi ser den ubegribelige skønhed den anonyme lysstråle indeholder (eller ser vi et menneskes indre skønhed og medfødte veludviklede talenter reflekteret i offentlighedens opmærksomhed), må vi stoppe et sekund, eller to eller tre, mens vi tager en dyb indånding og fulde af beundring sukker: "hold da op ... "- eller noget lignende.
Tandpine, prutter og sure tæer eksisterer almindeligvis ikke på en scene, oplevet fra publikums vinkel (fra musikernes vinkel er det ligeså velkendte fænomener som for alle andre mennesker!). Selvfølgelig ved vi alle sammen godt at de der står på scenen og optræder er en slags mennesker. Men det er svært at erkende fuldt ud når nu scenens verden ser ud som en mulig version af Paradiset, når de optrædende giver os alt det vi drømmer om og meget mere, og når disse mennesker vækker endog meget stærke følelser i os.
Følelserne, der opstår i stemnings-spændingsfeltet mellem optrædende og tilhørere/-skuere, kan være svære at takle. Når koncerten er forbi og lyset bliver tændt så klasker de store følelser på et tidspunkt sammen igen, som en bristet tyggegummiboble omkring sjælen, men genopleves hver eneste gang erindringen blive hjulpet på gled. Og så er det fristende at indlede en jagt efter de vidunderlige følelser blandt fotografier, ord og alle de spændende fan-ting der findes, for det var jo disse mennesker, der skabte følelserne og så må de jo kunne findes et eller andet sted i disse mennesker?
Et barn har et naturligt behov for at redigere på sin omverdens former for at lære den og dens elementer at kende. For eksempel ved at lave sandkager i sandkassen, at splitte en frikadelle i så mange dele som muligt, at plumpe sten i kloakken, at klippe et fint mønster i stuegardineme, at dekorere værelsesvæggen med sort sprittusch, at sutte på en istap, at plukke hovederne af alle nyudsprungne tulipaner, at afprøve mulige måder for indtagelse af flødeboller, - listen er uendelig, tilføj selv hvad der måtte synes uundværligt.
Når den grundlæggende erfaring er indhentet og den nødvendige kontrol er opnået vil det være nok til at magte resten af livet med for de fleste. De færreste står så tilbage med deres vedvarende behov for at forme på naturens elementer. Med deres behov for at Iade oplevede indre former(- der spænder fra den mest bevidste selvtænkte tanke til den mest ubevidste følte følelse) trykt ud i ydre former, klædt i farver, i div. fysiske materialer, i lyde (såvel toner som ord, noteret med noder eller bogstaver), eller i menneskekroppes bevægelser, som selvstændige former løsrevet fra ophavet.
Hovedrystende blikke bliver tildelt de færreste af de fleste, der ser dem som de, der aldrig udviklede sig færdige som børn. Og sådan bliver de set lige indtil de dage hvor former præsenteres for verden, og dele (små såvel som store) af verden føler sig beriget, og erindrer bevidst eller ubevidst egne lykkelige stunder i de legendes land i en grad så synet af den, der aldrig blev færdig som bam (og regnet som et menneske "under" normal status), på magisk vis øjeblikkeligt ændres til synet af et menneske, der er langt mere voksen end selv den mest voksne voksne (og regnes som et menneske "over" normal status).
Det er kunstnerens paradoks: det evigt formende bam i sin evige bamdom løftes i anerkendelsens sekund af de tiljublende fra ukendt til kendt, henover voksenlivet og lige ind i legendernes land. I de legendes land eller i legendernes land. Aldrig i de levendes. Men er alligevel intet andet end bare et menneske, der lever på de samme basisvilkår som ethvert andet menneske.
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar