Fordybelsestørst

Tidlige julegaver til mig selv er ankommet.

Trænger til fordybelse, men andet og andre kræver min tid og opmærksomhed.

Længes mod organistens jul = den selvvalgte ønskede og bevilgede afholdelse af fridage imellem jul og nytår!

Ny bog fra Majbritte Ulrikkeholm

Elsker at købe og modtage en pakke fra kunstneren Majbritte Ulrikkeholm.

Så meget kærlighed og omhu for "det skønne", både i værkerne hun skaber og pakkerne hun pakker.

Senest dette smukke, nyudgivne jubilæumsværk, med tekster samlet fra hele forfatterskabet.

Jeg elsker hendes kærlige, eventyrlige univers, og hendes metoder til at håndtere det svære liv, traumer og skabelsesprocesser.

Hendes nærværende sessions på Facebook, hvor hun deler ud af sin livskunst er dybt rørende, og hjælper og inspirerer mange.

OG hun lægger ikke skjul på, undviger ikke hvor barsk og smertefuld virkeligheden og det virkelige liv faktisk er.

Det ville ellers være det nemmeste, den behageligste flugtvej - men samtidig en vej, jeg selv er fuldstændig allergisk overfor!

Jeg mødte selv Majbritte Ulrikkeholm da vi var ganske unge - jeg selv bare et stort barn. 

Hun sang rollen som "Adele" i operetten Flagermusen på Nyborg Vold i 1983, og hun sang den helt vidunderligt. Sikke en stemme og sikke en udstråling fra en scene, jeg var så betaget - men måtte egentlig ikke være det, for min søster var med i koret, og der var hårde kampe "i kulissen" om at blive instruktørens yndling, så man også selv kunne blive opdraget!

5 år senere var jeg også selv del af det miljø - men hun var væk. Det forstår jeg godt, og jeg blev der heller ikke ret længe...

Men betaget af hende som kunstner var og er jeg, og har fulgt med i hendes karriere lige siden.

Som for så mange andre er især sangen "Når iskrystaller smelter" gået i mit hjerte, nok for at blive der for altid.

Den er ikke bare smuk, men også dybt healende. Teksten er med i denne nye samling af både gamle og nye tekster.

Jeg har slet ikke læst den hele endnu. Jeg slår op på må og få når jeg har lyst eller trænger til at læse en poetisk, eventyrlig, kærlig, rørende, inspirerende tekst fra hendes hånd - fra hendes hjerte.

Af dem jeg har læst har én rørt mig mere end andet jeg længe har læst, "Hjertets julekalender" på side 161 ❤️ - og jeg vil læse den højt for andre ved mine kommende julearrangementer 🙏🕯️🌲

Tak, Majbritte Ulrikkeholm ❤️🕯️🌲

Transgenerationel epigenetik...

Kan endelig igen holde fridag på min fridag og lytter til podcasts om "epigenetik" - den nye viden om hvordan at dét vores bedsteforældre oplevede præger de følgende generationer - dvs også børnebørn, og formentlig endda både fysisk og psykisk.

Deraf at det kan være til gavn at lade slægtens historie gå videre, både det vi kan lide at tale om og det, der ikke tales om. Fordi netop dét kan ligge som dybeste årsag til yngre generationers nuværende problemer med/i livet.

Som en amerikansk terapeut, der arbejder med dette interessante område, Mark Wolynn, siger, frit citeret: ved at tale om tingene forvandler vi "spøgelser til forfædre og det er nødvendigt fordi spøgelser jager os - forfædre støtter os".

Det kan man sikkert sige meget både for og imod, men der er noget i tankegangen, der tiltaler mig. Og et biologisk faktum er det jo, at de arveanlæg, der samles og bliver til os ved undfangelsen, findes og præges af de omstændigheder vores forældre og bedsteforældre lever under.

Mon vi, i den travle nutid, der har så meget fokus på ligenuogher-oplevelser får talt nok med vores børn og unge om slægternes historier? Hvem de var, hvor de kom fra, hvad der hændte dem? Giver vi os selv tid og ro til at falde hen i minder om de mennesker, vi kendte for længe siden, men som er væk nu?

For det er egentlig vildt at tænke på hvor mange generationers og tidsaldres påvirkning vi hver især faktisk rummer - når vi indregner de gamle vi mødte som børn...  Man kunne feks spørge sig selv: "Hvem var det ældste menneske du kendte som barn?" 

Jeg kendte feks min ene oldefar ret længe, og han var født i 1885. Tænk at leve i 2022 og være præget af et menneske fra 1800-tallet... Og alle I derude, der er ældre end mig, har jo kendt endnu ældre mennesker.

Med tanke på alle de vidunderlige børn og unge der er i krise og så dårlig trivsel nu, ville jeg sådan ønske at vi alle kunne sætte tempoet væsentligt ned, tænde hyggelige lejrbål, sætte os ved dem i ro og mag og få mindet og talt om alle dem, der kom før os selv.

Forleden lærte jeg en meget smuk sang at kende "Sangen om de glemte", måske særligt stærk at høre i netop denne sammenhæng, og med tanke på Allehelgen, som vi netop har været igennem, og som nogen steder mindes så smukt - og endnu stærkere bliver det, når alle afdøde, uanset hvornår de gik bort, mindes.

https://youtu.be/ZECeGGhmgPA

"Spill mykt og bløtt på spindelsvake strenger

en sang for dagene som er forbi

en sang for alt som ikke er her lenger

for alt som var og aldri mer skal bli"

- lyder noget af teksten, og jeg vil tillade mig at tilføje: men som har præget os, og som nogle af os stadig har i erindringen og ikke mindst i hjerterne.

Og forleden fik jeg selv mulighed for at bladre i et gammelt familiefotoalbum fra en svunden tid, fra en rund familiefødselsdag - hvor jeg vist selv var to år. Her er et af billederne, af Marie og Asta. Den ene slægtning og den anden en, der altid var med til sammenkomster via en anden slægtsgren. ❤️❤️

Balance

Mistede balancen imellem arbejde og fritid - andre og mig selv.

Tilbage til hækletøjet er første vigtige skridt tilbage på rette spor.

Her Helen Shrimpton's Sacred Space, i hobbiis Twister, nr. 24, "Fairytale" - nål 3,5 mm. Helt vidunderligt at arbejde med!

Imorgen endelig en hel fri fridag... - fri til at lave smør, bage boller, tegne, læse og hækle. 

Længsel efter hæklede strømper...

Til trods for de senere års eksponentielt stigende antal af hækleopskrifter og udgivelser har denne manglet.

For det er aldrig rigtig lykkedes noget at udvikle en virkelig anvendelig opskrift på hæklede strømper.

Denne hækler har forgæves prøvet de få, det har været muligt at finde.

Men Jeanette Bøgelund Bentzen -"Air Crochet" hedder hendes firma, er formentlig lykkedes med det. 

Bogen er købt og blev hentet i dag. Garnet er klar - nærmest smagløst julegarn med guldtråd og yndigt forårsgarn. Så er det bare tid og ro i hovedet til første forsøg, der skal findes.

127.000x?

Ligger for 127.000x (nok ikke helt, men sådan føles det i hvert fald) med spændings/hormon-hovedpine/migræne-anfald.

Ligger i det mindste på Starbjergjord... - men gad da virkelig godt kunne andet end at ligge i sengen når jeg nu endelig er her og snart skal tilbage til Midtfyn. 

Kan da i det mindste tegne lidt - men er ikke færdig endnu.

Og manden min har skaffet en længe højt ønsket bog, som nu kan vente på at hovedet orker at læse igen.

Og det her indlæg jo kunne skrives - så jeg må da være på rette vej igen 🤞

Starbjerg - Star - Starling - Sturnus - Stær?

Vi ved ikke hvorfor nærmeste hatbakke hedder "Starbjerg".

Men "star" er tidligere brugt både på dansk og tysk for "stær". 

Og det giver bare rigtig god mening hvis dét er betydningen. At "Starbjerg" betyder "stærebjerg".

Vi har en meget gammel poppel på grunden, i skellet ind imod Starbjerggård, og den besøges hvert forår og efterår af stæreflokke. 

Et noget yngre kirsebærtræ kommer de også på besøg i - samme dag hvert år, så vi ved at vi skal have plukket til os selv inden da. (Og selvfølgelig lader vi bær være tilbage til dem også.)

Selve hatbakken "Starbjerg" er delvist dyrket og delvist dækket af vild, tæt beplantning, og da den ligger på modsat side af jorden og gården, kan vi ikke holde øje med den fra vores egen grund. Derfor ved vi faktisk ikke om den besøges af stæreflokke i så markant grad, så navnet entydigt kan forklares ved dét.

Fra vores grund kan vi trække en lige linje ud til Tryggelev Nor, hvor store flokke af stære på denne tid af året hver aften samles og hvor vi har fået oplevelser, der nærmer sig begrebet "sort sol".

Starbjerg = stærebjerg? Det giver god mening, og vi fugleelskere håber at det er den rette forklaring 🤞

Billedet er lånt herfra: <a href="https://www.freepik.com/free-photo/european-starling-sturnus-vulgaris-illustrated-by-von-wright-brothers_3540703.htm">Image by rawpixel.com</a> on Freepik

Der åndes igen på Starbjergjord

Endelig åndes der igen på sydlangelandske Starbjergjord.

Vejret trækkes dybt og roligt.

Haven hjælpes på vej mod vinter, hvile og ny vækst.

Lys, sol og levende væsner i overraskende mængder og antal nydes i de fulde, dybe åndedrag. 

Dertil trak trangen til at skabe rum med mulighed for at øge følelsen af forbundethed med haven, naturen, livet, imod et af yndlingsstederne. 

En gammel, faldefærdig smedie stod på grunden da vi kom til. Den måtte rives ned af sikkerhedsgrunde, men de mange, store fundamentsten blev liggende, også trappestenen.

Den ligger nu på en måde, der minder mig om et alter - et bord. Der er opstået en krog, det føles godt at være i. Der er læ og der føles trygt.

Stykker af feldspat, der reflekterer lyset og glimter af sølv og blåt er lagt på "bordet", sammen med ældgamle fossiler, forsteninger af nogle af jordens ældst, kendte skabninger.

Feldspat er en naturlig del af granit, som alteret er lavet af, og feldspat i rødlige nuancer ses tydeligt på den side der vender udad.

En gammel, sort gryde med cola-duftende malurt, vild hassel og miniaturepåskelijeløg er flyttet derhen, sammen med en kroget stok fra et af de gamle hyldetræer.

Drømmen om et lille bassin opstod og der skal arbejdes videre med området de kommende dage.

Og brød og kage fra den lokale yndlingsbager hører selvfølgelig til dagenes store glæder.

Højder

Starbjergjord ligger relativt højt - imellem 12 meter og 16 meter, men der er ingen hatbakker på vores grund.

Dem er der ellers næsten 700 af på Langeland, cirka fra Magleby i Syd til Stoense i nord. De fleste er mellem 10-20 meter, men nogle højere, og de to højeste er Fakkebjerg på 37 meter og den, der både hedder Skøvlebjerg, Skovlebjerg, Skøvlebjerg og Støvlebjerg - den er 46 meter.

Vores nærmeste nabo, Starbjerggård, ligger i ly af en hatbakke, som gården har fået sit navn fra - "Starbjerg", og den er 24,5 meter høj. Den ligger lige ud til hovedvejen, lige før indkørslen til gården, men ses ikke så tydeligt da den er bevokset med skov.

Går vi mod nærmeste strand ad Fredmosevejen møder vi to "bjerge" og en "høj" - som hatbakkerne kaldes lokalt, og de ses tydeligt, selvom de ikke er så høje.

Første Tunebjerg på 19 meter, hvor Tunebjerggård ligger i læ, og hvor der er gravet lidt af "bjerget" for at give plads til gården, og det lagdelte sand og grus som alle hatbakker består af, holdes på plads af en stensætning og mange års bevoksning.

Næste er Hellebjerg på 20 meter. Her er ingen bebyggelse i nærheden, den ligger helt frit, åbent under himlen, midt i marker, med vildnis på toppen.

Jeg har fotograferet den bakke talrige gange, på mine talrige vandreture på denne min yndlingsvej, der fører til min yndlingsstrand.

"Hellebjerg" - mon ikke navnet Helle i denne sammenhæng betyder "Hellig"? Det er altid den følelse jeg får, når jeg når til det sted. Andægtighed. 

Den sidste hatbakke på ruten er Tortehøj på 15 meter, lige hvor vejen drejer skarpt til venstre, ned mod sommerhusområdet og trappen til den strand, der er min yndlingsstrand. Hvad "Torte" betyder aner jeg ikke, men der graves videre i gamle og nye bøger. 

Moonlight ❤️

Ved hans bisættelse hørte jeg første gang hans ældre brors kælenavn til ham: "Moonlight".

Hvorfor ved jeg ikke. Forklaring fulgte ikke med. Men det var fra deres tid som unge sømænd, der sejlede på østen - ja, "på" sagde de.

Jeg kendte den gamle mand, som denne unge konfirmand blev til. Hvilken relation havde vi egentlig? Det er så svært at blive klog på. Men det hjalp at finde ud af at vi var 4 x grandfætter/kusine til hinanden, aldersforskellen til trods.

Han levede 1934 til september dette år. 

Jeg holdt så meget af ham, men følte mig ikke berettiget til det. Som svigerbarnebarn til hans kæreste, hans livsledsager i mere end 25 år i de ældre år, og helt til sidste åndedrag - og også som ungdomsven til hende, måske lidt kæreste? Det er der lidt uenighed om - men de kendte og holdt af hinanden, var mindst venner som store børn - teenagere, 13-14 år, inden han tog afsted som sømand. 

Siden som fraskilt og enke, fandt de hinanden igen, og deres to familier måtte, som så mange andre, finde ud af at være sammen om dem.

Det gjorde de. Og vi sagde farvel sammen. 

Som svigerbarnebarn i denne konstellation var jeg både langt "langt ude" i relationen - men også meget tæt på og tit på besøg.

Jeg tror aldrig jeg har følt mig mere velkommen nogen steder nogensinde end hos disse to mennesker.

God tur, du gamle, du er en af dem jeg håber at møde igen, engang ❤️ Tak for dig.

Man er fan!

Er Falch-fan og dette album blev forudbestilt så snart det var muligt. Længe, længe før vi vidste hvilke kriser vi som samfund, land, verden, og individer står i nu. 

Det ankom i dag. Skræmmende aktuelt.

Dertil vanvittigt velspillet - sikke en energi - og dén stemme! Tak 🙏

Hjertesuk

Hvornår må man synes at fysiske stresssymptomer faktisk er for voldsomme? 

Hvorfor kan nogen slippe godt fra at sige fra, fremvise deres sårbarhed, deres overbelastning, deres symptomer, og endda få forståelse, omsorg og hjælp, når andre ved samme fremvisning møder det modsatte?

Hvem og hvornår og hvor længe må man være stille og føle trang til at sørge ved hvilke dødsfald? Som nu, hvor et kært familiemedlem er sovet stille ind, men fordi han var gammel og syg og det var ventet, så ligger det i luften at det ikke rigtig er nødvendigt at tage sig ret meget af det... - at der ikke rigtig er noget tilbage at tage sig af...

Savner, savner, savner strand, sten, lyden af bølger. Heldigvis er kamerarullen fyldt med minder om netop dét.

Livskunststræning...

Det bliver weekend på Midtfyn, i den midtfynske mini-have, der har en smule blomster endnu - og smukt formiddagslys, der gav en overraskende effekt med kameraets makrofunktion.

Starbjergjord er så inderligt savnet, men at kunne finde noget at nyde, der hvor man er, er en vigtig livskunst at træne.

Der trænes!

Vores "sø"

For fem år siden fandt vi på at grave vores egen lille "sø" på Starbjergjord, der er et højtliggende og tørt område.

Vi lagde simpelthen bare bassinplast ned i et godt 1 meter dybt hul, ca 1,5 x 2,5 meter, og lagde strandsten og fliser på kanterne, runde strandsten i bunden, så der er hulrum til vanddyr, og tog en spandfuld søvand med fra det nærliggende Nørreballe Nor, i håbet om at evt smådyr herfra kunne sætte gang i søens liv.

Det kunne det.

Der er insekter, igler, snegle - på billedet herover er det "Stor mosesnegl". I denne sommer er der også observeret flere grønne frøer på grunden, og i hele den tidlige sommer var der en fast beboer, der havde sin faste plads her. 

I år har vi plantet en åkande, der er kommet godt i gang, frøen har afprøvet at bladene er acceptable at sidde på - vi har bare ikke fået billeder af dét endnu. Vi håber på åkandeblomster næste år, omend bladene er noget så smukke i sig selv.

På nabogrunden er der et naturligt vandhul, oppe på den anden side af marken bag vores grunde ligger det store moseområde "Fredmosen", og modsat, på den anden side af vejen, er der også et område med vand, men det ligger på privat grund, og vi ved pt ikke helt hvad det er. 

Vores egen lille sø vinder ingen priser, hverken for æstetik eller håndværksmæssig udførelse, men dyrelivet har taget den til sig, og det er det eneste der tæller for os.

Og vores lille bitte sø fungerer nu, formentlig, som et lille pitstop for insekter og smådyr, der trækker fra det ene vandhul til det andet, og er afhængige af vand. Vi håber 🤞

Weekendønske

Håber så inderligt at weekenden fører et besøg på Starbjergjord med sig, og at energien rækker til en vandretur udad yndlingsruten, ad Fredmosevejen.

Forbi nabolagets hatbakker - Tunebjerg og Hellebjerg (på billedet) og ned til yndlingsstrandens velkendte og højtelskede profil.

Men eftermiddagskaffe under pilen i haven på Starbjergjord er nok det vigtigste og mest realistiske at nå frem til, imens der fortsat restitueres efter covidforløbet.

De yndigste æbler

Paradisæbler må være de yndigste æbler af alle.

I den midtfynske mini-have har vi et æbletræ, hvor blomsterne blomstrer pink, hvor løvet er mørkerødt og hvor æblerne er i miniaturestørrelse.

Hver dag passerer jeg denne gren, og nyder det sælsomme syn af disse yndige miniature-æbler:

Anmeldelse: "Lysets længde" af Arne Andreasen

I 2019 udkom "Lysets længde" af Arne Andreasen. Ingen vidste hvor meget vi ville få brug for en "Messe i mørket", som er undertitlen på værket. Efter næsten to års nedlukning af kirkekoret jeg er leder af, har jeg selv brugt sangene "Under himmelens stjerner" og "Herre, lys os hjem" som afslutning på korprøver. 

Alle sange kan høres på digitale tjenester.

Jeg anmeldte udgivelsen i 2019, og nu kommer anmeldelsen endelig her på bloggen:

Højskolelærer og kirkemusiker Arne Andreasen har udgivet endnu en samling af sange. Det er nummer fire i serien af unikke sangbøger, hvor noder, tekster, refleksioner, billedkunst og CD med sangene indspillet professionelt, forenes i én og samme bog. Den første udkom i 2010. 

Bogen er på størrelse med en CD, ca. 15 x 15 cm, og det grundlæggende koncept er det samme for alle fire udgivelser, hvor sangene er skrevet under et overordnet tema, der beskrives i bogens forord. Denne bogs tema er den oldkirkelige messe, uden nadver. Der er ti sange inspireret af de led, som mere eller mindre tydeligt stadig findes i vores moderne højmesse, og derfor nemt kan anvendes. Genren er rytmisk kirkemusik, og ligger nok primært indenfor den meget brede kategori “pop”. 

Måden sangene er bygget op på kan på grund af sin enkelhed og de ofte få tekstlinjer minde om Taize-sange, og give samme meditative oplevelse. Men der er også lighedstræk til sange fra den keltisk-kristne tradition på f.eks. Iona, igen p.g.a. enkelheden, men også billedsproget, der ofte gør brug af naturens elementer. 

Mange af sangene består af 2-3 selvstændige led, en slags “byggeklodser”, der hver især kan gentages og kombineres, nogle med forspil som kan bygges med ind, og nogle kan endda bruges som 3-4 stemmige kanons, eller som trestemmig sats. Nogle sange er mere rytmisk udfordrende end andre, og alle er med en ambitus hvor alle kan være med. Sværhedsgraden ligger indenfor de fleste folkekors rækkevidde. 

Jeg har selv brugt en del af hans tidligere sange både til opvarmning og til optræden, og alle korprøver afslutter vi med hans version af velsignelsen “Må din dag få glæde” (fra albummet “Et øjeblik - en evighed”). Desuden har jeg brugt hans sange ved lægmandsgudstjenester. Fra denne udgivelse kommer “Under himmelens stjerner” og “Herre, lys os hjem” først i brug, men jeg holder også allerede meget af “En mur af skam”.

Arne Andreasen har i snart mange år været med i gruppen af salmedigtere, som Holger Lissner i sin tid samlede til gensidig inspiration, og selv er jeg ikke i tvivl om at hans tekster og melodier hører til i de kirker og sammenhænge, hvor denne genre er ønsket. Men om teksterne har den “teologiske tyngde”, som jeg møder som krav hos nogle præster, kan jeg ikke vurdere. 

Man kunne dog godt ønske sig at præster husker på at det teologiske arbejde skal kunne nå ud til alle slags mennesker, i alle faser af livet, og ikke kun til de, der kan følge med helt ind i intellektuelle kringelkroge. For det kan vi ikke alle. Det kristne budskab formindskes ikke af at blive formidlet så smukt og ligetil, som Arne Andreasen mere end nogen anden formår. Tværtimod!

Har man ikke selv kor, sangere, eller organist, der behersker becifringsspil, så er det værd at vide at man kan bestille Arne Andreasen med sanger og evt. flere musikere til at stå i spidsen for musikken ved f.eks. musikgudstjenester. 

Sommerens sommerfugl

For første gang så vi i år sommerfuglen "Sørgekåbe" i haven på Starbjergjord.

Stor, smuk, formentlig helt ny - sikke et syn, sikke en glædens dag.

Billedet er ikke helt perfekt - men det var den. 

Vi håber den bliver boende hos os.

"Gratitude"

Yndlings-hækledesigner Helen Shrimpton har udgivet et nyt mønster, som hedder "Gratitude" - "taknemmelighed" på dansk.

Det er et tæppe, men da jeg i forvejen arbejder på 5 af hendes andre tæppemønstre (ja, 5!) laver jeg noget andet denne gang.

Tanken er at lave et ophæng i en ring, og til det afprøver jeg for første gang Scheepjes serie af tynd bomuld der hedder "Sugar Rush" til nål 1,5 mm.

Det bliver småt og fint, og helt anderledes end mønsteret er tænkt af designeren. 

De første cirka 36 omgange minder mig om et kompas, og dem nøjes jeg med i første omgang. Her de første 6 omgange:

Og hvorfor så lave et "Gratitude"-kompas?

Jo, jeg har siden februar fulgt et healingsprogram - altså healing i videnskabelig forstand (forstået som konkret heling/helbredelse, ikke versionen fra den alternative verden), "Taking yourselv back, healing after narcissistic and antagonistic relationships" hedder det og er skabt af professor i psykologi Ramani Durvasula. Et program jeg kan anbefale på det varmeste!

Hver måned har sit eget tema og august måned har handlet om at finde frem til "My True North" - mit sande nord, Nordstjernen - klarhed, dér hvor man ved hvem man selv er og hvad man står for - for det glemmer man nemt, hvis man kommer under stor indflydelse af denne mennesketype.

Forhåbentlig hjælper så fysisk en manifestation af "My True North" på at fastholde de vigtige ting jeg har lært og erkendt denne måned.

Hvis jeg altså får lov at hækle videre - for hækleopskrifter er bare det dejligste sted at ligge for husstandens kære Konrad-kælepot-kat ❤️

Køleskabspoesi

Der er en pose magneter med ord i huset på Starbjergjord.

Sidst vi var der, sorterede jeg ordene - ville kun bruge dem, der føles godt.

For med covid i kroppen er det nødvendigt så vidt muligt at vælge alt velgørende man kan!

På Starbjergjord er dét bare nemmere, også nemmere at lade tankerne flyve og sanserne folde sig ud.

Nogle af ordene samlede sig til køleskabspoesi.

Affotograferede køleskabslågen hvor ordene endte - billedet blev sløret, men skyggen tydelig... Så hvad mon er vigtigst i køleskabsdigtning? 

Ordene?

Processen?

Digtene?

Formidlingen?

Skyggen jeg kaster på dem?

***

Jeg elsker helt banalt skabelsesprocessen 

- med Benny Andersens ord "at mærke når en linje bliver strømførende" - og den rare følelse stemningen i sammensætningen af ordene giver mig.

***

De her fem sæt ord blev det til:

Grubler virkeligt poesibrus

Spørge glasklar sans?

I

pæresød harmonihave

***

Skrev lysende morgendigte i eventyrskygge

Og

Udenfor hvisker stærk, lille favoritmis

***

Gul, blød sommer

Blå himmelfølelse

Relevant jafokus

***

Gammelt kaffeløfte

Dele forårssjælesmag

***

Hviler præcis

Stolt - stille - vild

Mærker hvorfor

Ved havmusik

***

Elsker køleskabspoesi på Starbjergjord - og at følelsen derfra kan nå helt frem til mig i dette lidt tunge nu på Midtfyn.

Savner, savner, savner...

Savner, savner, savner at være på Starbjergjord! 

Energien rakte ikke til ophold denne weekend, og søndag formiddag kalder lønarbejdet for første gang i lang tid, pga sygeperioder og ferie.

At være utryg ved at starte på arbejde gør ikke savnet af den mest elskede og beroligende plet på jorden mindre.

Det er nærmest magisk at være på det sted og at gå rundt og opdage nye beboere og hilse på de kendte.

Som hende her, den store flotte hvepseedderkop, der nok spærrer en sti, men i al sin skønhed og fascinerende adfærd har vores fulde tilladelse til at sidde lige præcis det sted hun selv har valgt.

Jeg glæder mig sådan til at komme hjem og se om hun stadig er der.

Den vaklende bro til det kreative rum

Hvorfor kan det være så svært at gå over den vaklende bro fra de tusind ydre, praktiske pligters land til det kreative rum? Nå ja, måske netop pga de tusind ydre, praktiske pligters lands bindende tyngde...

Men når nu bare 10 minuter med musik i ørerne og blyant på papir - på en tegning, der kan arbejdes på lige så lidt eller lige så længe man selv bestemmer - kan være så overraskende dybdehealende, så kontakt-til-sig-selv-genskabende så det medfører genopladning af de depoter, der tæres på i de tusind ydre, praktiske pligters land...

Så tag nu bare al den tid, der overhovedet kan tages til at gå ind i det kreative rum - 

- det dybdehealende og kontakt-til-dig-selv-skabende rum.

For hver gang styrkes den vaklende bro. Hvor stærk mon den kan blive? 

Den gamle hæklenål

Ny kategori til bloggen:

"Den gamle hæklenål" - og handler om min passion for hækling.

Siden barndommen, måske var jeg 7-8 år da jeg lærte det, har jeg hæklet. Jeg lærte det af min farmor, der hæklede meget. 

Absolut mit yndlingshåndarbejde. Jeg er også pænt god til at strikke, og ved hvordan man vender en symaskine rigtigt... - og en anelse om vævning på håndvæv.

Men intet slår hækling. Derfor skal denne passion have sin egen kategori nu.

Overvejede en Instagram-konto til det, men som det system køres nu, er der ikke mange muligheder for at bygge noget op, eller blive del af et fællesskab, for kontoen vil simpelthen ikke dukke op i andres feed, bla fordi jeg ikke hopper på "reel-bølgen". Ord og fotos, dét holder jeg af, så det bliver denne, formentlig primært usynlige, blog, som jeg fremover bruger til at fortælle om og dokumentere min hækling.

Det her er min gamle hæklenål, og det er den jeg har hæklet allermest med:

Og allermest har jeg hæklet hvide og ecru-farvede blondeduge, efter tyske og franske opskrifter, som denne yndlingsmodel fra DMC:

I løbet af det seneste år, siden fysiske stresssymptomer for alvor blev en del af min hverdag, har farver overtaget mit hækleliv. 

Første store tæppeprojekt blev lavet til et familiemedlem, der ønskede sig et regnbuefarvet stjernetæppe. Mønsteret er "Star of Wonder" af min yndlingsdesigner Helen Shrimpton:

Billedet herunder er et nærbillede af nogle af alle de skønne masketyper, der giver den lækreste tekstur til tæppet, og som er så karakteristisk for Helen Shrimptons designs:

Så lægende og livsglædefyldt det var at dykke ned i de livlige farver og udfordrende masker. 

Hækling er healing for mig, fordi det på en gang er selvforglemmelse, visuel glæde, taktil nydelse, system og tydelig orden, direkte adgang til den jeg engang var - i alle hæklende aldre, og dertil ender min hækling oftest med at blive til et brugbart stykke tekstil. 

Elsker, elsker, elsker hækling...

3, 2, 1 og 1/2-kage...

Er i et tiltrængt døgn på Starbjergjord, for at samle kræfter til raskmelding efter drøjt coronaforløb.

Yndlingsinsektet, den grønne guldbasse, lod sig se og det bugner med yndlingsbær: brombær. Der er så mange bær, så der er til alle jordens beboere, og vi deler så gerne med de andre!

Helt usædvanligt har der ikke været kage på bordet her i 13 dage pga coronaens smags-,  lugte- og appetitforstyrrelser.

I dag fristede de store, flotte brombær og der måtte kage til - hurtigt, nemt og lækkert: 

3 æg - piskes med

2 dl sukker,

1 dl mel og

1/2 tsk bagepulver vendes i.

(Heraf kagens navn, der gør den nem at huske: "3, 2, 1 og 1/2-kagen"!)

Dagens version fik lidt valnødder og hvid chokolade på sammen med en masse brombær.

Men cirka alle former for frisk frugt kan bruges (evt drysset med ekstra sukker), nødder og chokolade kan tilsættes efter smag, og dejen kan krydres som man synes!

Bages ca 30 min v 175 grader, når der som her bruges tærteform (der er smurt med smør, feks ved at lægge en skefuld i formen, der sættes ind i ovnen imens den varmer op, og tages ud når det er smeltet).

Og jeg kunne smage både bær og valnødder - hurra!

Hvorfor navnet "Starbjerg"?

Grunden vi ejer ligger som del af et større areal, hvor det meste en periode har været under gården, der er nærmeste nabo, Starbjerggård. Den gård ligger i læ af et lille "bjerg" - en hatbakke, der bærer navnet "Starbjerg".

Vi arbejder stadig i at få afklaret områdets navne og tilhørsforhold helt, set i forhold til de store gårde i området og folketro. 

(Der ligger feks også en "Nissehøj" på området - med dét navn må der være en spændende historie knyttet til.)

Foreløbig tillader vi os bruge navnet "Starbjergjord" når vi omtaler vores grund, i respekt for områdets historie, og for at definere præcis hvilken jord vi har sat os for at sætte fri og lære at kende præcis som dén er.

For det er hvad vi bruger vores 5000 m2 på - at lade det liv, der af sig selv kan gro og ånde lige præcis dér, leve som det kan og vil. Planter, insekter, fugle, pattedyr - og sågar padder. At lade den være vild, helt med vilje.

Vi slår nogle få gangstier med maskine, slår områder med le, og så går vi ellers selv rundt for at se og fotodokumentere hvem vi lever sammen med, og for at passe bygningerne.

Intet andet.

Og aldrig har der været så meget forskelligt liv som dette år.

Mange, mange flere fotos følger her på bloggen.