Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

fredag

"Tak - og glimmer på!"

Inden denne lille familie drukner i stress, angst og generel negativitet vil vi allerede nu gøre brug af Hella Joofs skønne udtryk: "Tak - og glimmer på og op på kaminhylden", i disse dage, samt gøre det til motto for hele 2017 - inden bogen endnu er læst færdig.

Det har vi brug for!

Udtrykket er fra den nyudkomne bog, der lå til mig under juletræet, "Papmachéreglen" hedder den, og den sprang på tværs af alle planer om at fokusere på at få læst igangsatte bøger færdig.

Samtidig læses der i samme familie i bogen "Stress" af Nadja U. Prætorius. Ikke uden grund.

To bøger, der måske for nogen er et umage par, men som her giver perfekt mening og eftersøgt balance!

torsdag

Ventelæsning

Gennemgang af hylderne i fritidshusets bibliotek gav 4 lommeegnede bøger til konstruktiv anvendelse af ventetid, som det nye år vil bringe.

Erfaringen viser nemlig nu at børnene kan risikere at få fri før sidste time slutter, og da den 6-årige søn ikke skal gå hjem alene endnu, og slet ikke uden mit vidende, må man jo nødvendigvis som konsekvens sørge for at være til stede i god tid før timen slutter officielt!

Den øgede ventetid ønsker denne mor at bruge konstruktivt ved fremover altid at medbringe en bog i lommen!

onsdag

Lydbølgesmagsdommere?

Inspireret af læsning af en facebookdebat jeg ikke gider deltage i, vil jeg her konstatere følgende som konsekvens af mange års læsning om musik som fænomen:

Musik er lyd.
Lyd er luftbølger.
Alle har ret til luften som lydbølger skabes af.
Lydbølgers kvalitet er i grundform neutral, men formes og "farves" af menneskene der former dem.
Som menneske vil man qua de lydformende menneskers forskelligheder tiltrækkes af nogle og frastødes af andre.
Det er helt naturligt og helt ok.

Men jeg synes faktisk ikke det er ok at udtrykke sig til ret mange andre end sig selv om andre menneskers behov for og brug af diverse lydbølger.

Det kunne jeg skrive meget mere om og argumentere længe og grundigt for. Men det bliver en anden dag.

søndag

Stille nætter - Stille Nacht

Inspireret af højtiden, som man ikke kan slippe for at stå midt i lige nu, ledes tankerne hen på salmen "Stille Nacht". Teksten, der først blev skrevet som digt i en tid, der var svær for en by, runder netop i disse dage 200 år. Digteren var Joseph Mohr, præst.

To år senere fik digtet en melodi af lærer og organist (skræmmende for denne organist at tænke på at de to fag førhen hørte sammen, også her i landet) Franz Xaver Gruber, og blev dermed til en salme. En salme, som sidenhen måske er blevet verdens mest kendte og elskede julesalme, der findes i over 300 forskellige oversættelser/gendigtninger.

Så om to år bør denne betydningsfulde salmes fødsel fejres. Forhåbentlig med en ny dansk gendigtning, der tager udgangspunkt i den originale tekst. 

Danske B.S.Ingemann lavede sin version i 1850, og den er sunget så dybt ind i danskernes hjerter så den bliver svær at få ud igen... - men et alternativ vil nogen af os nok sætte pris på at kunne supplere med. 

Salmen blev uropført i byen Oberndorf, hvor der nu er både museum med omfattende og grundig hjemmeside, og et mindekapel, hvor der hvert år sendes direkte den 24. december imens man samles for at synge, ja, selvfølgelig: "Stille Nacht"! 

Købte privat denne fine bog for nogle år siden, og den er en nydelse for enhver, der er julemusiknørd af hjerte.

torsdag

Zetlandbog

Ny bog leveret af posten.

Fra det foretrukne nyhedsmedie i dette hus, Zetland.

For nu har vi begge meldt os ind. Som tak fik jeg denne gave. Som om det at de findes ikke er gave nok i sig selv!

Men taknemmelig for bogen er jeg. En samling af længere artikler, som jeg glæder mig til at læse, for det er ikke alt hvad man gerne vil læse, der bliver læst i hverdagen. Og så er det bare dejligt at sidde i sofaen med ordene på papir. Man er vel i bund og grund et menneskedyr med taktile behov...

søndag

Dogmedage

Det er begyndt at lykkes.

Det der med at tegne lidt hver dag.

Eller nogle dage i hvert fald. Få dage faktisk. Men dog nogle dage.

Og resultaterne på såvel papir som i det indre er så tilfredsstillende at effekten fremadrettet vil kunne vise sig at være lavineagtig - og vanedannende.

Det må den gerne.

2. søndag i advent

Efter arbejdsdage med følelse a la presset citron er det uhyre dejligt at nå frem til sofa, kaffe, kage og adventskalendergaven til i dag.

En hue. Endda en blå hue. Lige hvad jeg ønskede mig. Hurra. Der skal findes pinde frem NU!

lørdag

Yndlingskrus

Bloggerens nye læsningsrelaterede yndlingsmorgenkaffekrus.

Elsker ham her, hans venner og hele deres univers.