"Tanker over en partifane"

Nål, sytråd, fingerbøl, broderisaks, lampe med stærkt lys. Ro, koncentration, og en vis arbejdsindsats foran mig. Hvordan fæstner jeg bedst tråden til en begyndelse? Hvordan lægger jeg stingene? Og hvordan fæstner jeg tråden til slut? Hvordan lapper jeg hullerne i selve stoffet? Hm, tydeligvis har andre forsøgt sig før mig, det kan jeg nok gøre lidt bedre…

Stoffet jeg syede i den dag, var 106 år gammelt. Og det var ikke bare et stykke stof. Det var ikke bare et gammelt lagen, en gammel kjole eller en gammel taske. Det var en gammel fane. Rød, som blod, der brænder som ild. Med guldbogstaver, der viser i hvilken retning, dens historie skal søges: “Socialdemokratisk Arbejderforening for Stige og omegn. Stiftet d. 15. oktober 1898. Ret for alle, Uret for ingen!” Med et billede af en opadstigende sol, der stråler ud over havet.

Anledningen til, at jeg sad og syede på denne gamle fane, var et dødsfald. En gammel mand fra lokalområdet, tidligere politibetjent, socialdemokrat, sognerådsmedlem og byrådsmedlem. For partiets fanebærer var det anledning til med vemod at gå i kælderen og finde det sorte læderhylster frem, tage indholdet ud for i tide at sikre sig at alt var, som det skulle være, før bisættelsen skulle finde sted.

Ud af etuiets mørke trak han det røde stykke stof, fæstnet på et stykke træ. Men fanen var ikke helt, som den skulle være. 106 år gammel bærer den sin alder med værdighed, men ikke uden løse agramaner og huller. Små lokale partiforeninger har tilsvarende små kassebeholdninger, desuden var tiden fra meddelelsen om dødsfaldet og bisættelsen skulle finde sted, begrænset. Så jeg sagde ja til at gøre hvad jeg kunne.

Og dér sad jeg så med nål og tråd og reparerede partiforeningens gamle fane, efter bedste evne. I stilhedens indadvendte koncentration om synålens bevægelser, om trådens rækkevidde, om fingerbøllets manglende ventilationssystem (tænk, at man kan svede så meget på én finger!), skred arbejdet efterhånden frem i en god rytme, og tanker bredte sig ind over den dybe koncentration.

Fra det blanke, bløde fanestof gled erindringer om mange års sammenflettet parti- og familiehistorie igennem mig, og jeg tænkte på, hvad det, som denne fane er symbol på, arbejderpartiet, Socialdemokratiet, egentlig betyder for mig?

Først og fremmest barndomsminder. Juletræsfester, DUI-nisser, lotteri og juletræsplyndring. Bankspil, røgfyldte lokaler, sodavand, tryghed ved mormors side. Sommerstævner, statsministertaler, børneunderholdning, autograf af Georges Marinos. At gå tur i Stige med arbejdsminister Erling Dinesen, der overraskede alle ved at få lov til at holde den lille kontrære og meget indadvendte femårige datter af den lokale partiformand i hånden.

Hjertet svulmede om kap med fanens bankende, intense røde farve, i bevægelse over egne kære barndomsminders (måske nok lidt overpyntede) rosenrøde skær, men mest i bevægelse over de både kendte og skjulte historier om tusinder af menneskeskæbner, der har ydet ofre for partiets kamp for alle menneskers ret til et godt liv.

Da sidste tråd var hæftet, stod aftensmaden på bordet, klar til indtagelse krydret med dagens nyheder på tv.

Men det svulmende hjerte svandt brat ind til sin originale, biologiske størrlse og upoetiske funktion, som var det en oppustet ballon, der stødte ind i en nål. Atter engang prgelse over socialdemokratisk sprog, formuleringer, tonefald og beslutningerne, der tages. Igen nagende følelse af svigt. Blottet for politiske evner er det svært at få sat ord på. Dyb respekt for det komplicerede, mangefacetterede politiske håndværk gør det endnu sværere at finde mod til forsøg på at nagle den præcise ærgelsesårsag, den eksakte svigtfølelse, fast.

Et par måneder efter blev endnu et folketingsvalg tabt af det gamle, hjertebankende røde parti. Formanden meldte sin afgang. Diskussioner slap løs. Hvad gik galt? Var det cykelhjelmens eller fipskæggets skyld? Indvandrerne eller efterlønnen? Hvor skal partiet hen? Skal det gå venstre om eller hjem? Eller skal det stå i midten og nøjes med at sende hjertet ud til venstre?

Men hvad er et parti med hjertet sendt i byen, eller et hjerte forladt af et parti på flugt?

Pludselig en aften hørte jeg det klart og tydeligt. Lige dér var det. Og jeg fangede det, havde et ord at pinde fast: “vare”.

Situationen drejede sig om en arbejdsnedlæggelse blandt fynske hospitalstolke. Deres arbejde var blevet udliciteret, og de sagde fra, fordi de ikke kunne stå inde for det arbejde der kunne udføres indenfor de nye rammer.

Den socialdemokratiske sygehusudvalgsformand kommenterede situationen på tv: “Vi vil se på, at det firma er i stand til at levere den vare, de har sagt, de kan levere. Hvis de ikke kan det, jamen så har vi jo en ny situation.”

“Vare”. Tolkearbejdet, et mellemmenneskeligt og livsnødvendigt kommunikationsarbejde, der kan handle om smerte, invaliderende lidelse, livstruende sygdom, og som kræver stor medmenneskelighed, indføllingsevne, troværdighed, omtaltes som en “vare”. Af en socialdemokrat.

Med forbehold for at noget kan være klippet fra i redigeringen: Hvor er forståelsen for det menneskelige aspekt? Hvor er respekten for de medmennesker der udfører en vigtig opgave? Hvor er respekten for de medmennesker der i en pinefuld og yderst privat situation er totalt afhængig af den rette hjælp?

Hvorfor skal en så følelsesmæsigt svær opgave udliciteres og gøres til en vare, som firmaet måske, måske ikke, viser sig at være i stand til at udføre tilfredsstillende? Hvordan tør man løbe den risiko at lade syge mennesker komme i klemme, hvis det ikke går godt? Men vigtigst af alt, hvordan kan socialdemokrater gå med til dét?

Denne situation var bare den der var så uheldig at blive fanget i vingebenet. Der har været massevis af lignende, snigende, tiltagende, op igennem 90erne, og videre op til nu. Effektivisering. Udlicitering. Privatisering. Managementsprog. Handelshøjskolesprog. Bevares, det lyder flot. Effektivt renset for følelse, medfølelse, menneskelighed, medmenneskelighed.

Til tider så stædigt imponerende fremført, at man næsten kan ane konturerne af en lille snotnæset arbejderdreng med hul på knæet, stoppede strømper i træskoene, og en punkteret skrammelkasse af en arvet cykel, kigge fuld af forståelig misundelse efter den vandkæmmede og nystrøgne borgerlige dreng på smart cykel, imens han tavst hvisker: “Jeg skal komme efter dig”, når de borgerlige begreber vælter ud af munden på en midaldrende socialdemokrat.

For sådan var livet, da de var børn. Selv da jeg gik i skole (1976-1985) stemte forældre til de børn, der i smartest tøj, havde nyeste cykler, og boede i de største huse, som hovedregel borgerligt og vores socialdemokratisk. Og vi så op til de andre. Ønskede at være som dem.

Økonomisk tryghed giver ingen lykkegaranti, men færre bekymringer frigør overskud, selvtillid og frihed. Dét vil alle gerne have.

Men holder man den ene ende af fanedugen op mod det fundament, Socialdemokratiet altid har stået på, og den anden ende af fanedugen op mod de politiske ord, udtryk, vendinger, om blev de holdninger og handlinger, der bredte sig blandt folkevalgte socialdemokrater på alle niveauer op igennem, 90erne, så brister den.

Gik vælgere fra Socialdemokratiet, fordi Socialdemokratiet begyndte at gå fra sig selv?

Socialdemokrater skal nu gøre op med sig selv, om partiets formål er at blive de borgerliges nærmeste-nabo på midten og ende med at ligne dem til forveksling eller at stå fast på det oprindelige, selvstændige fundament til venstre for midten, turde stå helhjertet ved sig selv og varmblodet ved egne unikke sociale værdier.

Det er dét, formandsvalget anno 2005 handler om.

Fødselsdag. Nr. 47.

Fra mand og søn - en "tupilykke", lavet af kunstneren Bente Ekander:

Fra mig selv, tre nøgler Zauberball Crazy, den reneste strikkenydelse 

- og derefter den reneste bære-nydelse når de er blevet til trekantsjaler:

Hyggelige timer med mand og søn i Ikea, primært med stuefornyelse og god mad for øje, 

men jeg fandt bl.a. også et nyt yndlingsindkøbsnet:

- og så var der også lige et garngavekort fra svigermormor, til Garnoteket i Svendborg. Glæder mig til at besøge butikkens nye lokaler.

Ensemble...

Så blev der også en hue klar til den nye yndlingstrøje - "Ankers trøje, My Size", og straks indviet denne snefulde morgen. Skøn hue, strikket efter en opskrift jeg fik i den dejlige strikke-adventskalender 2017 fra "123.knit.dk".

Modellen hedder "Pernille" og er fra garnfirmaet Filcolana, men desværre ikke at finde på deres hjemmeside. Denne version er ændret lidt, da garnet "Ylle", som jeg strikkede min "Anker" i, er lidt tykkere end garnet, som opskriften er lavet til. Men jeg er faktisk meget, meget tilfreds!

Nu mangler kun et sæt pulsvarmere i samme garn, så er det lækreste "ensemble" i hus.

Nej, forresten, der mangler jo egentlig også et stort, lækkert, varmt tørklæde eller sjal. Så garngavekortet, som jeg fik i fødselsdagsgave i går, vil nok blive brugt til de to ting.

Stilspørgsmålet

Skærtorsdag, som det er i dag, holdes som aftengudstjeneste, hvor denne blogger arbejder. Der skal spilles ved klaveret, så opgaven var som altid at finde passende præludium og postludium, men indenfor klaverrepertoiret, der ikke er nær så omfattende som orgelrepertoiret, fordi orglet for en organist er hovedinstrumentet. Passende, skal det naturligvis være, både hvad stemning, sværhedsgrad og stil angår.

Det med stil bliver så måske så som så... - har valgt to stykker stille jazz, der måske vil stritte ud i forhold til nogle af de ældre salmer, der efterfælgende viste sig at være valgt.

Har valgt et stykke fra denne bog som præludium, "Up on the Hill", af Nikki Iles, der ligger rigtig godt for mine hænder, og som har lækre, stemningsfulde dissonanser, der også passer godt til skærtorsdags smertefulde tema. 

Postludium bliver et uddrag af Ole Kock Hansens version af "I skovens dybe stille ro", fra en fin udgivelse fra Edition Wilhlem Hansen, "12 danske sange - arrangeret for klaver", jazzklaver vel at mærke, og med CD i bogen. En udgivelse, der ofte er i brug privat. 

Anker og Anker

Garn til Ankers Trøje til sønnen.

Garn til endnu en Ankers Trøje til mig selv.

Er spændt på om følgetrådene kommer til at give det spil, jeg håber på - eller om de er helt forkerte... - mohairen er lidt mere grøn i virkeligheden. Med så lækkert garn (det hele fra Garnudsalg) klar på bordet gør det ikke så meget at gemalen har møde i aften! "Begynder straks at strikke" - så snart sønnen sover!

Dr. Nænsoms Glemselsbringersalve!

Sønnen og jeg afsluttede "Harry Potter og Fønixordenen" (nr. 5) i går. 841 sider - og en halv, læst højt. Og hvilket drama vi har været igennem. På side 820 står et for mig uforglemmeligt citat:

"Madam Pomfrey havde fortalt dem, at tanker kunne efterlade dybere arvæv end noget som helst andet i verden, men efter at hun var begyndt at smøre et tykt lag af Dr. Nænsoms Glemselsbringersalve på, var der sket en forbedring."

Ja, tanker - i denne sammenhæng, som fysiske fangarme, der udgår fra løsrevne hjerner, der opbevares i et væskefyldt kar - kan efterlade dybere arvæv end noget som helst andet... - nogle tanker er det vigtigt at huske på, trods arrenes dybde og smerte, men også at lade dem være i fred af og til, så livet kan fungere ved siden af. Andre tanker er der ingen tvivl om at man gør klogt i at smøre med Dr. Nænsoms Glemsesbringersalve.

Et perfekt billede på de to retninger, der dominerer det psykoterapeutiske landskab i øjeblikket - den dybtegående terapi hvor fortid og begivenheder nærstuderes, kontra den metakognitive terapi hvor fokus på nuet trænes! Er tilhænger af begge retninger, der har hver sin funktion og styrke i hver sit tilfælde af terapeutisk behov.

Nr. 6, "Harry Potter og halvblodsprinsen" er straks påbegyndt.

Dogmebrydning

For nogen tid siden blev strikkedogmerne slået fast og nedfældet her på bloggen. Urokkelige skulle de være. Men var det så ikke... - for der var allerede indkøbt garn og opskrift til "Ankers trøje - My size", fra PetiteKnit.

Under juletræet lå gavekort til den lokale garnforretning. En af julenætterne drømte jeg om en blå/hvidmeleret sweater, som jeg ville have det enormt godt indeni. Med drømmen på den indre nethinde besøgte jeg garnforretningen. På hylden lå "Ylle" fra firmaet "Järbo", som jeg tidligere havde set i netforretninger uden at være imponeret, mildt sagt. Men som det lå der på hylden vidste jeg med det samme at dét var perfekt til drømmesweateren.

Forretningens ejer havde "Ankers cardigan på", og jeg var vild med ribsegmenterne på bærestykket, og da der også var en opskrift på en "rigtig" sweater var beslutningen nem. Havde aldrig set det design før, kendte ikke designeren, og aldrig set den strikket op i andet end på opskriftens billede.

Nu er den færdig. Aldrig har jeg strikket en sweater på så kort tid og så målrettet (gik først i gang for nogle uger siden, for der lå andre ting øverst i bunken der skulle laves først!), og jeg har elsket hvert et minut med den sweater i hænderne. Nu er den i vaskemaskinen, men jeg elskede at have den på fra første gang jeg prøvede den i morges.

Trods alt er flere af dogmerne for sweaterstrik overholdt, ærmerne er lange nok (måske endda for engangs skyld for lange!), bullen er lang nok, og der er strikket på p. 4, så den er vamset uden at jeg p.g.a. sweateren får form som en mumitrold... - og farven præcis som i drømmen, perfekt til kommende vandreture ved stranden og på den planlagte ferie ved det tyske vadehav.

Der er endda formentlig nok garn tilovers til at lave en "Ankers hue". Perfekt, for noget på ørerne når jeg går ved havet er uundværligt det meste af året!

Jeg har straks bestilt garn til en sweater mere - i Garnudsalgs Højlandsuld (en skøn "gemmesig"-farve, der hedder "Skovbryn" og mohair til - "Søgræs", som forhåbentlig passer til og giver lidt lys til den mørke skovgrønne), og jeg glæder mig vildt til at strikke i denne kombination, der vil blive noget så blød.

Men da sweateren også findes i en unisex juniormodel, er der også bestilt garn til en sweater til sønnen, som ellers ikke vil have mors hjemmestrik. Til ham er der bestilt Garnudsalgs Linwool og Superfine Alpaca, i gule/gyldne nuancer - for det er hans yndlingsfarve, siger barnet med det "farvesvage" syn. "Deuteranomali/grønsvag", kaldes det også - hvor gul er en af de farver man kan føle sig helt sikker på at se, som alle andre.

Måske det er derfor at sønnen, og hans bedstefar, der har samme syn, har valgt gul som yndlingsfarve. I hvert fald prøver jeg at efterkomme ønsket med en kombination af en blid nuance, der hedder "Marehalm" og blandet med en tynd tråd i en lidt mere påtrængende gul/grøn, som forhåbentlig bliver en god blanding. Glæder mig da bare SÅ meget til at få fingre i garnet og flere Anker-trøjer på pinden!

Tivusering

Tømt. Og samtidig fyldt til overflod af gammelt savn uden modtager.

Kun ét middel tilbage: Paul McCartneys stemme i ørerne og tegneblokken frem efter alt for lang tids tegnetørke.

I andet forsøg kom denne figur - person? - og fyldte de tomme depoter, gav ro fulgt af kontakt til de indre riger, hvor gammel sorg og savn aldrig kan nå ind:

Dagen efter blev det første tegneforsøg, der blev dømt ikke vellykket, ved et tilfælde vendt - og dér var pludselig en helt anden - og målt med egen følelsesmæssige reaktion - meget vellykket figur (der endnu ikke er færdig):

"Hvad er musik?", Om musikkens væsen, i 3 dele

1.del.

The Carpenters, George Michael, Ralph Vaughan Williams, Edvard Grieg, Depeche Mode, Enya, Jean Sibelius, Grethe lngmann, Cesar Franck, Evert Taube, Ainbusk, John Philip, Sousa, Dawn Upshaw, Jean-Maire Leclair, Vini Kjærsgaard Iuel, The Beatles, Harald Haugaard, Stig Møller, Carola, The McCalmans, Kathleen Battle, Erik Paaske, Tørfisk, Elton John, Dolly Parton, Michala Petri, Modest Mussorgsky, Odense Banden, Mike Oldfield, Yes, Edwin Fischer, Tommy Seebach, Seal, The Real Group, Gnags, Tom Donovan, Spike Jones, Lis Sørensen, Bryan Ferry, Dræsinebanden, Lars Trier, Leonard Bernstein, Thorbjørn Egner, John Duarte, Mike Rowland, TV-2 ...

Alle disse navne er knyttet til musik. Som musikere, sangere, komponister, nogle også som musiklærere, i mange forskellige genrer og historiske perioder. Alle repræsenterer de på hver deres måde fænomenet musik. Al den lyd disse mennesker laver med instrumenter eller med stemmer kalder vi musik.

Musikkens væsen, eller hvad musik er, eller hvad det er der sker når der udøves musik, kan forklares på mange måder. Vel lige så mange som der findes mennesker, der har en mening om musik. Men det kan ikke diskuteres, at uanset hvilken musik der er tale om, så kræves der et menneske til at skabe rækkefølger af toner, et menneske (eller flere) til at skabe tonerne, enten med et musikinstrument (skabt af et menneske eller flere) eller med egen stemme (der også regnes for et musikinstrument), og et menneske (eller flere) til at lytte.

For en komponist komponerer kompositionen. Hvis komponisten ønsker at andre skal høre kompositionen kræves der yderligere en musiker og et musikinstrument (eller flere). (Komponisten kan selv være musikeren, men det er stadig to forskellige roller - to forskellige opgaver.) Her kunne man stoppe. For med en komposition løsnet til forløsning af en musiker og dennes instrument, er musikken blevet skabt igen, i nuets knudepunkt.

Men da komponisten rakte den ene arm ud for at nå mennesket, der både kan og vil stå frem på vegne af komponisten, for at gengive en følt følelse og/eller en tænkt tanke i handlet handling, og da komponisten rakte den anden arm ud for at nå musikinstrumentet, skabt af en tanke, en teknik, et stykke natur og et menneske, så var det for at kunne nå det menneske, der kun kan nås gennem netop de to. Mennesket, der stod der allerede fra første færd i tilblivelsesprocessen, som en skygge på væggen, som et unavngivet, umælende, uidentificeret tvekønnet symbol på handlingens mål: mennesket, der lytter, tilhøreren - mennesket der hører til musikken ...

Måske hører den der lytter mest musikinstrumentet? Måske hører den der lytter mest musikeren? Eller måske hører den der lytter mest sig selv? Men måske den der lytter hører både musikinstrument og musiker, som giver kompositionen igen i en gengivelse, så der skabes forbindelse mellem alle fire parter, og der opstår en kvadrat med interesseret forbindelse fra hjørne til hjørne til hjørne til hjørne til hjørne.

Måske mødes instrument og musiker på kvadratets tværlinje - den svævende linje i det svært tilgængelige tomrum, der ligger mellem instrumentets oprindelige tanke og musikerens vilje, hvor tomheden kan udfyldes af en forbindelse, så musikeren ikke længere kan huske hvilke legemsdele der er instrument og hvilke der er menneske ...

Måske mødes komponist og tilhører også pa kvadratets tværlinje - den modsatte tværgående linje i det svært tilgængelige tomrum, der ligger mellem komponistens handling og tilhørerens respons, hvor de kan skabe en forbindelse stående overfor hinanden i hver sit hjørne i lige præcis den vinkel hvor de står foran hinanden og forstår ...

Og så er det at det sker, musikkens magiske moment, der i virkelighedens tidsregning kun er et sekund, men som i sjælens tidsregning er en evighed, rejser sig og musikken foldes ud i dimensioner mennesket endnu ikke kan/vil/tør erkender eksistensen af ...

***

2.del.

Når vi spiller og synger musik så bevæger vi kroppen for at frembringe tonerne, men vi bevæger også luften omkring os, enten ved at sætte stemmebåndene i svingninger eller ved at sætte forskelligt formede materialer, der under et ord kaldes musikinstrumenter, i svingninger så luften bliver til de toner, som vi laver musik af.

Musik skabes af luften omkring OS, og så må luften jo kunne regnes for et materiale man kan skabe af? Man kunne sammenligne dét, at luften bliver formet når vi spiller og synger, med et håndgribeligt materiale, som f.eks. ler. Ler kan jo formes på mange måder. Lige fra børnehavebarnets første klodsede, men ihærdige, forsøg på at lave en ko, over jernaldermenneskets livsnødvendige lerpotter, til kunstnerens imponerende og skønne værker. Udformningen er yderst forskellig, og behandlingen efter udformningen er også forskellig, om der er ridset et mønster i, om det er lakeret, om det brændes, og hvordan og hvor længe.

Ikke alle mennesker synes at alt, der er formet i ler er lige interessant. Men nogle synes noget er praktisk, ligefrem nødvendigt. Andre synes noget andet er rigtig hyggeligt. Og andre igen synes noget tredje er det mest fantastiske verden har set. (Hvem der synes hvad i forhold til de tre tidligere nævnte eksempler i ler kan læseren jo selv gætte på). Ligeså forskelligt formes luften til musik, og lige så forskelligt bruges musik i virkelighedens verden.

Musikere former luften til toner, og sætter dem i rækkefølger og mønstre efter en skitse eller tegning lavet af en komponist.

En blæsers toner starter deres liv helt inde i musikerens egen krop. For musikeren ændrer formen på luften omkring sig ved at trække den ind i sig selv og sende den ud i nøje afmålte mængder igennem sit musikinstrument, der giver tonerne form efter sit særpræg.

En strengespillers toner starter deres liv lige foran musikeren. For musikeren ændrer formen på luften omkring sig ved med sin bue eller sine fingre at sætte strengene i svingninger, der rammer musikinstrumentets bund, som var det en trampolin, og sendes ud i verden.

Toner kan også forstørres via elektricitet. De kan rejse en lang vej ind igennem en mikrofon, igennem ledninger, igennem forstærkere, igennem flere ledninger, igennem rumklangsapparater og eventuelle andre effekt-apparater, igennem endnu flere ledninger, for til sidst at flyve ud af en højttaler.

Men uanset om de har været helt inde i eller svævet omkring en musiker, uanset hvilket musikinstrument de kommer ud af, uanset om de er blevet forstørret ved hjælp af elektricitet, ledninger og apparater, og uanset hvad mennesker går rundt og synes om musikken, så er toner, og musikken der bygges op af toner, intet andet end luft, der bevæger sig anderledes (- oftest flydende, regelmæssigt og behageligt i modsætning til det stødvise, uregelmæssige og ubehagelige, som almindeligvis kendetegner den slags lyd vi kalder støj, men rammerne for begrebet musik er så vide, at det er umuligt at sætte klare grænser mellem støj, lyd og musik, og i nogle genrer er ordet "lydcollager" - med eller uden rytme efterhånden mere korrekt at anvende end ordet "musik") end den ville gøre af sig selv ...

Med andre ord: øjne aflæser myriader af sorte klatter og streger. Varme læber møder kold messing. Bambus fugtes og klemmes af en mund. Luft trækkes ind - dybt og inderligt. Sølvskinnende klapper bevæges af fingres yderled. Smukt træ sættes i svingninger af buestrøg. Fingre løber på elfenben. Så kærtegner vibrationer trommehinder. Varme breder sig om hjerter. Tårer trækker mod øjne. Fingre trommer i takt. Forsigtige tæer vipper inde i skos mørke huler. Lystige ben bryder ud i dans.

Bevægelse har bevæget...

Når luften er blevet bevæget til musik af musikeren som komponisten ønskede det, så får tilhøreren en oplevelse, der på en eller anden måde bevæger. Måske bliver musikken en anledning til en form for en fysisk bevægelse, og ofte kommer der også en eller anden form for bevægelse i sindet - i følelserne.

De fleste af reaktionerne kan vi forklare med den indtil nu opnåede viden indenfor fysikkens og psykologiens rammer. Men der bliver en rest tilbage. Mange mennesker har haft dybe og stærke oplevelser i musik, som ikke kan forklares med kun dén viden.

***

3.del.

I voksen tilstand har jeg befundet mig i rum hvor luftens struktur blev ændret af mennesker; hvor åndedrag på en menneskebevidstheds befaling løsnede toner, der lå gemt inde bag papirs noder, samlede sig i formationer- så uforudsigeligt logiske som fugle i flokke - og blev til musik, der i sin egenskab af at være eneste materiale, der kan skabe forbindelser med veje til endnu uerkendt - men følt - medmenneskelig kontakt på kryds og tværs af enhver forventning, fyldte de mellemmenneskelige tomrum ud. 

Musikernes (gen-)skabte tonefigurer svævede over os, inden de dalede ned imellem os. Mindede om et vandret perspektiv, der åbenbarer sammenhænge, der er usynlige set fra lodret hverdagsperspektiv. Ørerne opfangede luftens bevægelser og sendte informationerne til hjernerne, der i vidt forskelligt omfang havde forudsætninger for at kunne forklare sig selv hvad der blev oplevet, indtil informationerne var så talrige at hjernerne ikke længere kunne nå at forklare, men blot registrere og overlade til såvel krop som hele den del af menneskevæsnet alle erkender, men hvis eksistens ingen kan bevise og fastholde fysisk, at reagere.

Menneskeændret luft gav fysiske og følelsesmæssige reaktioner. Luft! Er det virkelig alt og det eneste musik er?

En oplevelse, der i intensitet kan svare til den man kan få når man står med et nyfødt barn i armene: I voksen tilstand har jeg stået ved begyndelsen af et liv. Stående for første gang ved siden af en hospitalsseng med et nyt liv i mine arme, blev min bevidsthed fyldt op til randen af den lille, fuldendte drengekrop, omgivet og gennemtrængt af en stor mands sjæl, der kæmpede for at finde plads nok til alle sine forhåbninger, behov og egenskaber i det lille snævre legeme, for, som det stærkeste og stolteste egetræ, at kunne udfoldes som planlagt og i takt med tiden der vil komme.

Og jeg så ind i de nye, udforskende øjne, der bragte minder uden erindring med fra det glemte land ... øjne, der så så direkte ind i mine, og blinkede, da jeg sagde de fjollede, men vel mente, ord: "skal vi aftale at være gode venner?"- en smilerynke på den ene kind understregede det overbærende glimt i øjet, mens diget, der normalt holder min forstand i sikker afstand fra forstyrrende ind-(og ud-)tryk, lysende fra sin lettere ophøjede position, blev oversvømmet af varmende flodbølger fra følelsen, der f1ød ud over alle breder, fyldte hele kroppen ud, og f1ød videre ud over alle grænser. 

Da forstanden steg forvandlet og ren ud af  bølgens varme var den fyldt af undrende ærefrygt: hvordan kan det dog lade sig gøre? Han er. Her. Nu. Men hvor var han før?

En oplevelse, der i intensitet kan minde om den man har, når man står ved et menneskes dødsleje:

I voksen tilstand har jeg stået ved slutningen af et liv. Stående for første gang ved et leje med en udtjent krop, i min egen krop, der ankom anspændt til bristepunktet af sorg, forvirring og en nagende angst ved forestillingen om det ukendte, det mytebefængte, det skrækomgærede virkelige syn af et dødt menneske.

"Hun er væk". Tanken var renset og kroppen spændt af i samme sekund jeg trådte ind i det lille værelse. I et af de sjældne glimt, der går på tværs af tiden, og dermed ikke eksisterer, men som opleves så intenst at det aldrig glemmes, og som derfor må siges at eksistere på trods, var himlen tilgængelig, og ud igennem det sommerblå blev jeg opløst i alle retninger mens jeg var fokuseret som aldrig før: hun er væk. Der ligger en krop. Men hun er her ikke. Hun er væk.

Et smil sneg sig ind igennem nuets atmosfære, ind igennem sorgen og ind i lettelsen, hvor en lathyrusduftende erindring bar det hen til grænsen af min bevidsthed, som et pant på udødeligheden, sendt fra den forløste ... Hvad anelsen havde anet blev bekræftet. Hun var. Her. Før. Men hvor er hun nu?

Mødet med musik, fødsel og død er porte hvorigennem man kan få adgang til det, der betyder mest og kan forklares mindst. For mig er sjælens eksistens indiskutabel og livet meget andet og mere end hvad der kan ses med øjet, høres med øret, og registreres af (tilsyneladende?) mere følsomme måleapparater. En sjæl, hvis eksistens ikke regnes for en selvfølge af alle, hvis udseende og omfang kun kan anes med anelser, hvis begyndelse og slutning måske er ikke-eksisterende ... - i en krop, som nogle ved så uendeligt meget om, som mange ved så uendeligt lidt om, som (måske?) rummer så uendeligt meget mere end nogen ved ... - i et liv, der er så fuldt af muligheder, der kan bruges så lidt, der kan være så kort og dog så langt, eller så langt og dog så kort, der kan slå sprækker, og alligevel blive mere helt end nogensinde før. ..

Det er grundtonen i såvel mit liv som mit lytte-musik-liv.


Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.

Lystspil

Efter lang tid med virus i huset og deraf følgende minimaløvning var det noget så dejligt at have tid til lystspil ved orglet i dag.

Lystspil er altid lig med at spille noget af Buxtehude. I dag en lille klassiker, der altid er skøn at få i fingrene:

Forbindelsen

Forbindelsen, der forklarer hvorfor de to historier, der indrammer min egen, påvirker mig så dybt, blev fundet. Der tegner sig et billede af ét bestemt miljø, med tidligst kendte sag omkring 1930, min egen fra ca. 1977, og nutidens, hvor der faldt dom i december 2017 - et spændt over 5 generationer.

At et krænkermiljø kan findes forudsætter en tavshedskultur. Dén blev delvist brudt i nutidens sag - for ellers var den aldrig kommet for retten.

Men blev tavsheden mon brudt af alle - i alle miljøerne? Både i de tilkomne og i de gamle? Eller vil det fortsætte i de gamle?

Burde jeg skrive mere? Eller mindre?

Ville det hjælpe nogen eller noget at flytte historien fra fakta til fiktion?

Ville et flyt fra fakta til fiktion ikke blot skabe endnu en historie, oven i alle de andre, som nu endelig blev gennemlyst af de fakta, som journalen fra 1932-36 bidrog med?

Hvor meget jeg end beundrer forfattere som Leonora Christina Skov ("Den der lever stille", 2018) og Merete Pryds Helle ("Folkets skønhed", 2017), der har fundet mod og vej til at tage livtag med svære familiehistorier med fiktionens hjælpemidler, så er det nok ikke vejen for min egen historie.

Må man rokke ved en myte...

Har genlæst Jens Jørgensens bog "H.C.Andersen - en sand myte", udgivet første gang i 1987. Den gennemgår historien om H.C.Andersens liv, med fokus på den fantastiske opstigning fra samfundets laveste dele til de højeste, og ikke mindst med tankerne om hvorvidt hans forældre nu også var de biologiske forældre, eller om H.C.Andersen var sat i pleje, som "uægte" barn af en affære i de adelige kredse.

Jeg føler mig tankemæssigt revet midt over, for det lyder så overbevisende. Men læser man hvad "modparterne" i sin tid skrev, så lyder de ligeså overbevisende!

Det er samtidig forbløffende så lidt man får ud af at Google efter et nyere syn på denne sag. Hvorfor har museet eller SDUs HCA-afdeling ikke lavet den faktuelle gennemgang, der ville kunne af- eller bekræfte de hypoteser, der fremsættes i bogen, og som stadig florerer og interesserer, bl.a. fordi spekulationerne fandtes rundt omkring i landet længe før Jens Jørgensens bog udkom.

Forhåbentlig er en ny generation af forskere og formidlere på vej, som evner/vil/må at se objektivt på disse ting, og ikke mindst at skelne tradition, fakta og spekulation.

Der er mange ting at tage fat i, især om han fik så meget særbehandling som det påstås, eller om andre fra samme samfundslag havde samme vilkår og muligheder. Det vil sige et samarbejde mellem en ekspert i H.C.Andersens livshistorie og en ekspert i den samme tids vilkår dels for de nederste samfundslag, hvor H.C.Andersen levede sine første 14 år, og dels for dem, der levede langt højere oppe, hvor H.C.Andersen kom ind og levede fra sit 14. år.

Jens Jørgensen, der også selv er historiker, og tidligere rektor på Slagelse Gymnasium - Slagelse, hvor H.C.Andersen selv kom til at gå i skole, betalt af sine københavnske velgørere, har meldt ud at der udkommer en større, og gennemrevideret udgave til efteråret. Angiveligt med flere og nye ting, der kan belyse og underbygge bogens oprindelige hypoteser.

Det bliver spændende at læse, synes jeg - og især spændende at opleve nutidens forskeres tilgang. Vil den endnu engang blive afskrevet som fantasifuld spekulation, eller vil man gennemgå hypotesen grundigt, så fakta og fantasi bliver skarpt adskilt - også selvom det vil kunne betyde at der kan blive rokket ved den store, rodfæstede myte om H.C.Andersen?

"Begynder straks at strikke"

Forleden dukkede dette citat op i strømmen på Pinterest (desværre uden tydelig forfattersignatur): "Why did she make things? Well, she enjoyed it, of course, but it also somehow helped her remember who she was and where she came from".

Det var som skrevet om min farfars søster, der som 22-årig blev indlagt på åndssvageanstalten Rødbygaard i 1932, og boede der til 1936, hvor hun, sammen med en gruppe andre unge kvinder, blev overflyttet til afdelingen "Fælleshaab", i Kustrup ved Middelfart, hvor hun boede til sin død - i alt 60 år.

At hun var åndsvag i den definition man havde i 1932 er der ingen tvivl om. Men hun var det ikke i vor tids definition.

Da jeg for nylig for første gang nogensinde så den overraskende korte journal fra årene på Rødbygaard (2 ½ håndskrevne sider dækker de ca. 4 år), viste det sig at hendes håndarbejde var nævnt hele 3 gange:

Allerførste notat ved adkomsten lød:
"Begynder straks at strikke, uldtrøjer og lignende, af ret pæn kvalitet."

Senere notater:
"Har fået noget privat arbejde, broderi (kontursting, juleløber), som hun tager sig af tidligt og silde."
og
"Overført til afd. H efter at have været på ferie og at have været meget urolig. Straks efter flytningen fredelig. Væver og strikker og syr.

Efter hendes død var jeg var med til at gennemgå hendes ting, et stykke hvidt lagenstof fyldt med farvestrålende broderier dukkede op. For de andre slægtninge der ryddede op, var det bare noget sært noget, der skulle smides ud, men jeg fik fat i det, bredte det ud, og en verden af figurer åbenbarede sig. Det var endda afsluttet med en fin kant, og hun havde broderet sine initialer i det ene hjørne:

"Why did she make things? Well, she enjoyed it, of course, but it also somehow helped her remember who she was and where she came from".

Jeg tror på at hun nød at lave dette broderi, men jeg tror også på at det hjalp hende med at huske hvem hun var og hvor hun kom fra. Se bare nærmere på disse detaljer: 

Hun kom fra gartneriernes by, Stige, hendes ældre søster blev tidligt gift ind i en gartnerfamilie og de videreførte slægtens gartneri - og hun broderede et drivhus og en trillebør fuld af blomster:

Stige var også en fiskerby, hendes far ernærede sig som fisker, og han stammede fra Strynø, havde været sømand i sine unge år, som mange i slægten før ham - og hun broderede et skib:

Hun broderede også dyr, som hun holdt så meget af. Men først og fremmest gør menneskene hun broderede, indtryk. Hvem er de? Drømmepersoner? Virkelige portrætter?

Men hun kunne, som nævnt i journalen, også lave det fineste, korrekte broderi, og jeg har arvet en mappe, der indeholder en samling af de fineste "prøveklude" med de fineste broderisting og lidt hækling, som de færreste sådan bare lige sætter sig og laver nu om dage:

Erklæret åndssvag, efter sin ungdomstids målestok.

Efter vor tids målestok hørehæmmet og traumatiseret, først af tabet af sin mor, siden af opvækst i fattigt og primitivt miljø og ikke mindst af en hændelse i ungdomsårene, der førte til hospitalsindlæggelse for blødning fra livmoder.

Mon det nutidige samfunds mange sikkerhedsnet på nuværende tidspunkt er stærke nok til at sikre at der diagnosticeres korrekt, så livslang indespærring - konkret eller i regler (og familiespind) - på grund af fysiske og psykiske udfordringer, ikke fortsat sker?

Kirkeselfie!

Det der med selfier, så moderne det er, og så stor afsky jeg selv føler ved det!

På jobbet skrives der på livet løs på materiale til ny hjemmeside, men på sådan en skal der være portrætter af de ansatte, d.v.s. også af den der skriver dette, og som langt hellere vil skrive skjult bag skærmen!

Derfor forsøgtes det der moderne selfie, i håb om at slippe igennem den ubehagelige fotoproces hurtigst muligt. Måske var det ikke det bedste tidspunkt på dagen - inden kl. 8 og før kaffe...

Med omfattende redigering blev et enkelt til at leve med, omend ganske uegnet til hjemmesidebrug!

Må på den igen - efter kl. 8 og kaffe...

"Højhedsideer"

Ca. år 1913-14. Tre pæne børn. Piger med kridhvide, stivede blondekraver og fine sløjfer i håret. Hele, nypudsede sko kan ses på de små. Drengen har sågar en bamse i armen - endnu inden de berømte Steiff- og Teddy-bamser blev hvermandseje for de, der havde råd (og han fik aldrig råd til give bamser til sine egne syv børn).

Alt er så pænt, ordentligt, og mon ikke de fleste med kendskab til tiden vil mene at disse tre børn ikke er fra en fattig familie? Men nærmere en velstillet, lidt "fin" familie? For oven i at have råd til at klæde børnene så fint og give drengen en hypermoderne bamse, så var der også vilje til og råd til at lade børnene fotografere hos fotograf, så vi kan beundre dem i dag.

Billedet her er fra ca. samme tid. Huset højst 10-12 år gammelt. Alt er så pænt. Piberne er af porcelæn. Cyklerne ser nye ud - herrecyklen har endda lygte - hvor mange havde mon cykler på denne tid? Der er opsat hår, og de unge kvinder har hat på. Der er blondegardiner og potteplanter i vinduerne.

De to unge mennesker yderst til højre, mine oldeforældre, fik i alt tre børn. Da den mellemste, en pige født 1910, knap 20 år senere blev indlagt på "Østifternes Aandssvageansalt" Rødbygaard, 1932-36, står der bl.a i hendes journal:

"Hjemmet (...) præget af små økonomiske kår"

" - hun har nogen vrangforestillinger - visse højhedsideer".

"- en del højhedsideer - "fin dame".

Desværre står der ingen eksempler på hvordan det har givet sig udtryk i hendes adfærd, hvad hun har sagt, hvad hun har gjort.

Det kan have været entydige vrangforestillinger - fantasi - indbildninger, som også i dag ville give mening i forhold til datidens meget rummelige diagnose "åndssvag".

Men disse "højhedsideer" kan jo også have været indbygget i hendes personlighed, som naturlig konsekvens af at være født ind i et velstillet miljø og at have tilbragte sine tidlige barndomsår i det, og den adfærd, der ville have naturlig, og helt normal, hvis hun fortsat havde levet i det miljø, kan have virket som vrangforestillinger for de, der ikke kendte til familiens velstillede, tidlige år.

Det gjorde vi, deres efterkommere, ikke, før mange, mange år efter at alle tre børn forlængst havde levet deres liv til ende.

Men de havde faktisk trygge, lykkelige år.

Først.

Afgørende aspekter

Indsigt åbner for nye perspektiver.

At se fra sig selv ud på andre - og forsøge at se helt ind i andre, er som at se igennem skiftende prismer - med kalejdoskopisk effekt, hvor ny viden og indsigt hver gang opleves som når man drejer på et kalejdoskop, og der viser sig nye mønstre og farver oven i det billede, den farve, der ligger som den konstante baggrund...

To indlysende aspekter har åbenbaret sig for mig angående katharsisarbejdet. Må som konsekvens nu tilføje tilgivelse af mig selv til katharsisarbejdet...

Aspekt 1, Historien fra 1932, hvor min farfars søster som 22-årig bliver anbragt. Nok var hun ikke åndssvag i vor tids forståelse. Men hun var det rent faktisk i sin egen tids forståelse, og hun var heller ikke i stand til at tage ansvar for sig selv, som hun havde det (som konsekvens af sammensmeltningen af personlighed og livsbegivenheder) som samfundet så ud på den tid. Hendes far, min oldefar, der blev enkemand tidligt, var heller ikke i stand til at tage ansvar for sin 22-årige datter - der ikke var i stand til at tage ansvar for sig selv. Han kunne ikke gøre andet end at følge hende til nærmeste åndssvageinstitution. Og det gjorde han. Med så stor smerte at han angiveligt skulle have sagt, at han hellere havde fulgt hende til kirkegården.

Aspekt 2. Hele katharsisarbejdet, i begge slægtsgrene, handler i bund og grund om seksualitet. Viden om alle andre omgivende fakta, konsekvenser og metoder til heling m.m. er søgt, bøger på stribe er læst. Men nyeste indsigt peger entydigt på at kernen i det hele er: seksualitet.

Det kommer til at tage tid at forholde sig til begge aspekter - og samtidig at tilgive sig selv for den store, altoverskyggende, barnlige modvilje imod at se netop disse to aspekter i øjnene.

Undskyld.

Livsforandrende sætning

Har læst en sætning - ja, mange, altså, men en, som jeg vil betegne som livsforandrende. I al sin enkelhed. Men ofte er kontekst jo alt, også her.

"Begynder straks at strikke".

Forklaring følger, når frirum til fordybelse i sætningens omgivende tekst opstår. Lige nu er hjemmet hærget af virus, i denne ende af ugen også arbejde - som er godt, men når katharsis-arbejdet fylder så meget så det næsten løber over, er det en kunst at holde fokus og balancere indtil næste fordybelsesfrirum opstår.

"Begynder straks at strikke".