Er rystet over alle de fejl jeg i dag fandt i indlægget jeg skrev og lagde op i går.
Dels de fejl "systemet" laver, fordi det tror det ved bedre end mig hvad jeg vil skrive - det gør det sjældnere og sjældnere, "autokorrektur" som vi kendte det i starten af den elektroniske skrivetid, er erstattet af noget jeg slet ikke forstår, bl.a. fordi det ikke bruger almindelig dansk retstavning og retskrivningens regler. En slags "forslag baseret på høst af erfaring" fremfor rettelse ifølge etableret viden og aftalte fælles sprogregler. Sær udvikling at følge, men om ikke andet så skærpes ens egen opmærksom på sproget.
Og dels de fejl jeg selv lavede, selvom jeg læste om og om igen, og dernæst læste korrektur. Dén slags ryster. Tænk at der kan være så stor forskel på præstation, herunder fejlrate. Af erfaring ved jeg hvad jeg kan, med ro og tid nok, og dét er et ganske andet niveau.
Dét, kombineret med et irritationsudbrud overfor familien som følge af trang til og mangel på fordybelsestid, opstår tanken om at der ingen tvivl er om at den veluddannede vestlige mand, i generationer kom til at fremstå som et langt klogere, mere velovervejet og velafbalanceret menneske, end kvinderne, der stod ved siden af ham.
Kvinderne, hvis kroppe helt grundlæggende var underlagt en naturbestemt cyklus, som de ingen indflydelse havde på, samtidig med at de typisk ikke kunne blive uddannet efter evner, og skulle fokusere på udseende, ægteskab, børn og husholdning - uanset kroppens kapacitet og evner. Imens manden kunne gå ud og ind af det af andre passede hus, sætte sig og forlade familien efter eget behov, få mad og rent, velpasset tøj serveret, og møde andre mennesker efter eget valg, herunder i et arbejdsliv.
Med mindre kvinderne tilfældigvis var født i velhavende OG fremsynede/oplysningsinteresserede familier, hvor de førstnævnte klogere, velovervejede, velafbalancerede og ikke mindst veluddannede mænd kunne se evner og fordel i at lade slægtens piger uddanne i en eller anden grad, og at disses ægtemænd senere var af samme art, og tillod deres hustruer (og senere døtrene) arbejde enten hjemme eller ude, indenfor de områder de havde uddannelse og evner for - i det omfang det omgivende samfund, skabt og vedvarende understøttet af samme slags mænd, tillod kvinder at deltage i noget som helst.
Det var de få kvinder, der oplevede dette. Og det var slet ikke nogen i min slægt. Min slægt var overlevelse på overlevelse på overlevelse. For både kvinder og mænd, på hver deres vilkår. Og sådan lever mit nervesystem stadig, hvor meget jeg end kæmper for at lade det finde den ro, der reelt er mulighed for. Trods alt.
Og trods de mange fejl jeg fandt i teksten fra i går, trods følelsen af at jeg intet kan bidrage med til verden, så er skrivetrangen her igen, nu stærkere end nogensinde før.
Hvilket fører tilbage til en tidligere erkendelse af at det er stadig umuligt at gå i gang med den specifikke skriveproces, der trænger sig på efter næsten 3 års samling af viden, kilder, noter og tekstbidder, om den historiske person jeg omtalte og citerede i går. Men også med inddragelse af noter fra et psykologisk voldsomt arbejdsliv, indenfor de seneste ca. 5 år.
Håbet er at kunne begynde dét specifikke skrivearbejde mandag den 10.august, når familiens skoleår starter, og forhåbentlig går stille og roligt og bare godt. Man har jo lov at håbe, ønske og drømme.
(Udsnit af gravsten fra et midtfynsk gravkapel.)
