"Hvad er musik?", Morten og moster

"Moster, hvad er musik?"

Spørgsmålet poppede lige ud af Mortens mund, som om hans hoved var blevet til en gryde med majskorn og olie, der blev varmet så meget af solen så majskornene poppede til popcorn, og nogle af dem røg ud af munden på ham.

"Det er jeg ikke helt sikker på Morten, men måske kan vi finde ud af det sammen", svarede
moster.

De lå ved siden af hinanden på mosters græsplæne i mosters kolonihave og kiggede op i det gamle blommetræ, der var fyldt med hvide roser, og roserne duftede så meget, så det var som om de var i rosenduft-brusebad. Imellem grenene, bladene og blomsterne kunne de se lige op i den blå himmel, hvor de holdt øje med om der fløj fugle, helikoptere eller en supermand hen over dem.

"Hvordan det?", spurgte Morten, for det kunne han altså ikke helt forstå. Hvis ingen af dem vidste det hver for sig, hvordan skulle de så kunne finde ud af det sammen? Han måtte lige kigge på moster, for at sikre sig at hun ikke lavede sjov med ham. Han fandt mosters øjne med sine egne øjne. Hendes øjne smilede, som de næsten altid gør, på den måde, som fik ham til slet ikke at kunne huske hvad det vil sige at være ked af det eller bange.

Nej, hun lavede ikke sjov med ham, så han lagde sig tilbage på den bløde græsplæne med hænderne foldet under nakken, og stirrede lige op i en hvid rose.

"Har din mor musik liggende i køleskabet?"

Morten rullede rundt og bare stirrede på moster, for det var dog noget underligt noget at spørge om. Men da han havde sendt tanker rundt i hele hovedet, måtte han indrømme, at det havde han aldrig tænkt over før!

"Når hun spørger dig om hvad du vil ha' på din rugbrødsmad, svarer du så "jeg vil geme bede om et stykke med en sang", eller “jeg vil geme bede om et stykke med lidt saxofonsolo på". Eller når vi kommer ind på en burgerbar, kan du så huske om vi har bestilt en melodi-menu?"

Morten tænkte sig grundigt om. Men han mente altså ikke at han nogensinde havde fået musik ind gennem munden, så han kunne smage på den. Moster kiggede på ham mens han tænkte, og inden han nåede at svare sagde hun: "lad os prøve om der er musik i vingummi. Vi putter begge to en vingummi i munden, og så hører vi efter om der kommer musik mens vi spiser dem."

"Okay", sagde Morten.

Man siger jo ikke nej tak til en vingummi. De suttede og tyggede på hver deres vingummi. Da
de var færdige spurgte moster: "nå, hørte du noget musik?"

Morten rystede på hovedet og svarede: "nej", og med sit største og kønneste smil fortsatte han: "men den smagte godt..."

"Har du melodier hængende på væggen hjemme på dit værelse?"

Moster kiggede Morten dybt ind i øjnene mens hun stillede ham spørgsmålet. Ikke flere vingummier lige nu, men så måtte han jo vente til moster var færdig med sine underlige spøgsmål. Melodier på væggen? Morten prøvede på at huske hvordan der så ud på hans værelse derhjemme.
Der var billedet af hestevognen, billedet af Tigerdyret, og der var et billede af en krokodille. Og så var der en opslagstavle med sedler, med alt det han skulle hjælpe mor med at huske på til børehaven og alt det andet. Men der var da vist ikke nogen melodier?

"Kan du huske hvordan det er når vi hører musik hjemme hos mig, når vi tænder de der sorte kasser, sætter den der runde, blanke skive i, trykker på knapper, og der så kommer musik ud i rummet - kan du huske om det er noget du kan se med øjnene?"

Det kunne Morten altså ikke huske. Han kunne huske at det altid var sjovt og spændende. Nogen gange lå han helt stille mens musikken spillede og andre gange dansede han rundt i hele huset.

"Prøv at rejse dig op Morten, og sæt dig på knæ ligesom mig, så vi kan se hinanden. Så synger jeg en sang, og så kigger du pa mig og pøver om du kan se sangen. Og du skal også prøve at lukke øjnene, så du kan se om musikken forsvinder når du lukker øjnene."

Den var Morten helt med på. Moster sang selvfølgelig den der han altid havde været så glad for - "Kajs sang", og han kiggede grundigt på moster mens hun sang den. Det var lidt sjovt, sådan at sidde og kigge på hinanden på den måde, men sangen var han altså ikke helt sikker på at han kunne se. Så lukkede han øjnene. Men sangen var der stadig.

"Nej", sagde Morten, "det virker ikke, sangen er der både når jeg kigger og når jeg ikke kigger." ''Nå", sagde moster, og lagde sig ned i græsset igen. Så det gjorde Morten også. Men han syntes ikke han var blevet klogere på hvad musik er.

"Når du kommer op til mormor, ringer på døren, og hun åbner døren og bliver så glad for at se dig, og du kommer ind i entreen, siger du så "uuuhm mormor, du har jo spillet musik!"

"Nej!" Svaret kom med det samme fra Morten. "Det er når mormor har bagt boller at jeg siger uuuhm, for det kan jeg nemlig lugte med min næse!"

Morten var slet ikke i tvivl denne gang. Nybagte boller kan man lugte med næsen. Nu var det lige før han havde lyst til at kalde moster for "moster-vrøvl", og han var altså lige ved at tro, at hun alligevel lavede sjov med ham.

"Det vil sige, at vi ikke kan smage musik, og vi kan ikke se musik, og heller ikke lugte musik."

Moster havde rejst sig op igen, og sagde til Morten: "rejs dig op, nu synger jeg sangen igen, og så skal du prøve at lægge en finger lige her foran på min hals, forsigtigt, ikke trykke, og så skal du prøve om du kan føle forskel når jeg ikke synger og når jeg synger".

Morten gjorde som hun sagde, og de var helt stille. Han kunne kun mærke mosters varme hud på sin pegefinger. Men så begyndte hun at synge, og det begyndte at snurre i hans finger. Der var forskel - han kunne føle musikken, med sin egen pegefinger, og han kunne slet ikke lade være med at blive så glad så han bare afbrød moster midt i sangen: "jaaa, jeg kan mærke sangen!"

Midt i begejstringen havde han flyttet sin finger, og selvom moster sang videre så kunne han selvfølgelig ikke længere føle sangen.

"Prøv at lægge en finger på din egen hals, så kan du også føle din egen sang". Morten lagde en finger på sin egen hals, og så sang de begge to. Det snurrede i Mortens finger, så han slet ikke kunne lade være med at grine.
"Så Morten, nu er der kun en ting tilbage at prøve, og det er ørerne. Jeg synger igen og så prøver du at stikke fingrene i ørerne og hører om musikken fortsætter alligevel."

Moster sang, Morten stak fingrene i ørerne, og musikken forsvandt. Så trak han fingrene ud og musikken var der med det samme igen. Han prøvede flere gange, og det virkede hver gang. Han så på moster med et stort smil: "Den forsvinder og så kommer den igen."

"At smage med tungen, at se med øjnene, at lugte med næsen, at føle med huden, at høre med ørerne - det er det man kalder de 5 sanser, og nu ved vi begge to helt sikkert at der er 2 af sanserne der kan bruges når man vil opleve musik. Man kan føle musikken hvis man rører der hvor musikken kommer fra, men det er ørerne der er de vigtigste, for det er dem vi skal bruge for at høre musik."

Morten kiggede fuld af beundring på sin moster, og tænkte at hun måtte være helt utrolig klog, og så klog ville han altsa også gerne være.

"Men Morten", fortsatte moster, "betyder det så at alt det vi hører med ørerne er musik? Er det musik når helikopteren brummer hen over os? Er det musik når vi kan høre Olaf inde ved siden af grave i jorden? Er det musik når du kommer til at sige "bøvs"?

Morten kunne ikke lade være med at grine. At sammenligne en bøvs med musik! Nu var hun
altså ret vrøvlet!

"Selvfølgelig er det ikke musik, moster!" "Nå," sagde moster, "men hvad er så forskellen?" Ups! Det kunne Morten ikke sådan lige svare på. Moster rejste sig op. "Kom", sagde hun, "nu går vi rundt og laver nogle lyde."

Morten fulgte efter. Moster gravede lidt i jorden, bankede jord af sine træsko, knak grene, åbnede døren til huset, de gik ind og fandt opvasken fra deres frokost.

"Den kan vi da lige snuppe nu", sagde moster, "så laver vi lyde, og så får vi gjort noget, der alligevel skal gøres."

Hun stak Morten et viskestykke, og hun klirrede med bestikket, tallerknerne skramlede, og glassene sagde "bump", da de landede på bunden af plastikbaljen. Og så gav hun sig til at synge igen. Morten sang med, for det var en af hans yndlingssange.

Moster slog på bordet med deres gafler mens de sang, og Morten kunne slet ikke stå stille, kroppen måtte bare danse lidt. Da de var færdige med sangen sagde moster: "nå, Morten, hvad var så forskellen på at klirre med gaflerne nede i baljen, og at klirre med dem til sangen?"

Det havde Morten allerede regnet ud at hun ville spørge om, så han var klar til at svare: "det var ikke musik da gaflerne klirrede nede i baljen, men mens vi sang var det musik. Jeg tror, at det var fordi, at da du klirrede med dem nede i baljen da tænkte du ikke over, at de skulle lyde som musik, men da du slog med dem mens vi sang, da ville du have, at det skulle lyde som musik."

"Ja, det er rigtigt, men der er en ting mere. Prev at lægge din hånd på dig selv, lige midt imellem navlen og halsen."

Moster hjalp Morten med at finde det helt rigtige sted.

"Kan du mærke der er noget der banker indeni dig?
Ja, selvfølgelig kunne Morten det, det havde han da lært om for længe siden af far, og i
børnehaven havde de også snakket om det.

"Ja, det er jo mit hjerte", sagde Morten.
"Ja”, sagde moster, "men prøv at lægge mærke til hvordan det slår. Slår det ligesom da jeg vaskede gaflerne op nede i baljen, eller ligesom da jeg slog med dem da vi sang?"

Morten mærkede efter og spekulerede så der kom en hel stor rynke i hans pande. Så kiggede han op på moster: "jeg tror, at det er ligesom da vi sang".

"Ja", sagde moster.
Så lagde hun to fingre ved siden af Mortens hånd på hans hjerte, de mærkede hjertets banken sammen og så begyndte moster at synge, og det passede helt sammen med Mortens hjerte. Da sangen var slut sagde moster: "et hjerte bevæger sig så man kan synge til det. Alle levende væsner, både mennesker og dyr, har et hjerte, der bevæger sig, og hjerterne bevæger sig, så man kan synge til dem, for de bevæger sig, så der er næsten lige lang tid imellem hver gang de slår et slag. Når hjertet slår er man levende, og når lyde bevæger sig er de musik."

"Der er musik inden i mig!"

Morten strålede som en lille sol.

"Så er jeg jo musik!"

"Lige præcis", moster grinte lidt, for det var lige til at blive i endnu bedre humør end hun allerede var af at Morten var så glad.

"Men der er en ting mere vi skal have på plads inden vi helt kan sige hvad musik er. For hvad
er det der sker når vi synger?"

Det var Morten jo slet ikke i tvivl om: "man åbner munden!"

"Det er rigtigt, men man gør noget mere. Prøv, hvis du ikke kan huske det helt."

Morten åbnede munden for at synge - nå ja. Han skulle jo trække vejret ind i sig først. Moster nikkede smilende: "og når du så begynder at synge, hvad sker der så med den luft du har trukket ind i dig?"

"Øh, den slipper ud?", svarede Morten lidt usikkert.

"Man skal trække luften ind i sig før man skal synge, og når man så begynder at synge, så kommer den ud igen, men den bliver formet på en anden måde, for når hovedet tænker: "nu skal der synges", så sender hovedet besked til halsen, helt uden at man opdager det, og så former halsen sig i syngefacon, og så får luften en anden facon end når man taler, i mens den bevæger sig ud af kroppen og ud til a1 den anden luft!"

"Nå!"

Den forklaring skulle Morten altså ha' lidt mere tid til at tygge og tænke på!

Men moster fortsatte: "så nu ved vi, at musik er noget man kan føle med huden, og musik er noget man kan høre med ørerne, og musik er noget med at bevæge lyde, så der er lige lang tid imellem hver lyd, det kalder man for "rytme", og musik er luft, der bliver formet og bevæget på en anden måde end når man taler, eller når man er stille."

Moster kunne godt se på Morten, at nu var der vist ved at være flere tanker i hans hoved end der egentlig var plads til. Så hun stak ham posen med vingummier - de der, der ikke var musik i, og så gik de ud og lagde sig under træet igen. De lå der længe uden at sige noget, gnaskede vingummi, så op i roserne, bladene og grenene, og lige op i den blå himmel, hvor der heldigvis var masser af plads til alle de tanker der ikke kunne være inde i Mortens hoved.

Men pludselig kom en af dem alligevel ud af Mortens mund: "Moster, når musik er luft, der
bevæger sig, så kommer den luft jo også ind i næsen når vi trækker vejret, og så lugter man
vel alligevel også musik med næsen, selvom man ikke rigtig kan lugte den ligesom man kan
lugte holler?"

"Dyt- dyt", lød det ude fra vejen og Morten sprang op. For det var den lille røde bil, der kom med mor og far indeni for at hente ham.

Moster sukkede dybt og tænkte: "reddet på kanten af min viden, for det har jeg dog aldrig tænkt på før! Men han har vel lidt ret, for når vi ændrer på hvordan luften bevæger sig og vi samtidig indånder den samme luft, men i den ændrede facon, så kunne man da egentlig godt forestille sig, at det må være lidt anderledes for næsen og for lungerne?"

Mortens rygsæk skulle pakkes, han skulle krammes farveller, og der skulle vinkes så længe den lille røde bil kunne ses, så moster lod tanken falde. Måske finder hun den igen en anden gang. Ellers gør Morten.


Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.