Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

tirsdag

Tandlægetur

En tur til tandlæge - eller rettere tandplejer, som kun behøvede at rense (pyha!), bragte en stribe dejlige oplevelser og lidt gode indløb med sig.

Mødte to medlemmer af koret jeg leder, og det er altid så rart at møde nogle af dem og få en god snak, kort eller lang, om dit eller dat.

Havde givet mig selv tilladelse til at besøge byens to boghandlere. Først og fremmest for at se om de skulle have den bog, jeg så brændende ønsker at læse snarest muligt, på hylden. Det havde de ikke, og den er derfor nu bestilt hos boghandleren på nettet!

MEN der kom en ny tegneblok, et nyt viskelæder og en lineal til sønnen med, og dertil endnu tre af de geniale små bøger med fællestitlen "Tænkepauser", denne gang med de for mig så interessante og aktuelle temaer: erindring, livshistorien og spørgsmål.



Fordi det for nogle af os er et vedvarende tema. Det der med at forsøge at huske sin historie, for at forstå, fordi det er nøglen til at komme videre som et mere helt og velfungerende menneske.

Derfor er bogen, som jeg i går hørte omtalt og bagefter læste om, og som jeg ved er et vigtigt skridt i den videre proces, da også "Pigen fra `58" af franske Annie Ernaux, der som ældre kvinder tænker tilbage til den 18-årige store pige/unge kvinde, hun var. Hun skulle være både en både refleksionens og udtrykkets mester. Ærgerligt at denne vigtige og roste bog ikke var på boghandlerens hylde.

Men der var mange andre, og endnu en bog, fra en helt anden kategori, kom også med hjem, Charles Dickens "Fortællingen om Jesus", med illustrationer af Gustav Doré. Det er hans version af at fortælle historien om Jesus til sine egne børn. En fortælling han ikke ønskede udgivet i sin egen levetid, og som først er udgivet efter hans børns død, med posthum tilladelse fra den søn, der ejede manuskriptet. Dén vil jeg glæde mig til at læse med min søn.



På vej fra toget mødte jeg en nærnabo, som jeg slog følge med og fik en lille sludder og godt nyt om at han har fået et passende fleksjob, som han er glad for. Og tænk, han knækkede to af sine smukke, velduftende roser af til mig. Nu står de her på bordet og dufter og minder mig om hvor mange venlige, gode mennesker jeg mødte på min lille og frygtede tur til tandlægen!

Er så taknemmelig for at sådan en tur kan blive så fin! Tak!