Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.
Viser opslag med etiketten Om bloggen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Om bloggen. Vis alle opslag

onsdag

Til de, det måtte interessere

Alle bøger, der omtales på denne blog har jeg købt selv, med undtagelse af ganske få jeg har modtaget i jule- eller fødselsdagsgave fra familiemedlemmer eller min arbejdsgiver.

Alle fotografier har jeg taget selv, med undtagelse af ét foto af min mor og mig selv, som min far har taget, og enkelte endnu ældre familiefotos hvis ophavmænd/kvinder er ukendte.

Alle tekster på siden er skrevet af mig selv, med undtagelse af korte citater, der er kildeangivelse til, og et udvalg af H.C.Andersens digte, som ikke længere er underlagt copyright.

Alle melodier, der er gengivet i helhed, har jeg selv skrevet, med undtagelse af ældre melodier i relation til H.C.Andersen, som ikke længere er underlagt copyright.

Alle nodebøger, der er anmeldt, er modtaget med anmeldelse for øje, sendt til mig fra min fagforening, Organistforeningen, efter skriftligt indgået aftale om opgaven. Anmeldelserne har alle været bragt i fagforeningens blad "Organisten".

Om mennesket bag bloggen

Denne blogger hedder Lykke Chetronoch. Er født Dahl Nielsen, i 1971, hjemme i dobbeltsengen på Højelundsvej 19 (dengang unummereret), Lunde, Nordfyn.

Opvokset i Stige, Søhus og Anderup i den nordlige del af Odense Kommune, og har gået på Stige Skole og Søhusskolen.

Efter et halvt år som studerende på Det Fynske Musikkonservatorium med cembalo som hovedfag, arbejde som rengøringsassistent med lidt tekniske serviceopgaver i 12 år på en folkeskole.

I 2008 uddannet præliminær organist, og i 2009 ansat i Den danske folkekirke som organist, i en 22-timers stilling på Fyn.

I jobbet læses der primært noder. I fritiden læses der primært bogstaver, alene og sammen med sønnen, født i 2010.


søndag

Ufrivillig blog-pause

Sønnen skal opereres tirsdag. Der skal laves ny trommehinde.

Denne mor kan ikke tænke på ret meget andet nu.

Har ryddet arbejdsbordet og holder 14 dage fri.

Har købt nye film, højtlæsningsbøger og opgavebøger - flere er på vej med posten, det samme er en særlig æske Lego... - for man skal holde sig i ro når sådan en ny trommehinde skal gro fast.

Forventer at bloggen kommer til at ligge stille i de kommende uger af den grund.


Opdatering:

Den nye trommehinde er groet perfekt fast.
Hørelsen på det øre er nu fuldt ud normal.
Er SÅ utrolig taknemmelig!

Det andet øre skal opereres i juni. 

Opdatering: 

Den anden trommehinde blev lavet august 2017, og også den groede perfekt fast. Hørelsen på højre øre er også nu normal.

Sønnen har derfor nu normal hørelse for første gang siden han var ca. 2 år. Vi er lykkelige og dybt taknemmelige overfor personalet på Svendborg Sygehus.