Foran næsen på mange musikere står der sorte klatter og streger på papirstykker. Noder! En mystisk kode, der kun kan læses af en indviet flok af særligt udvalgte og særdeles godt begavede særlinge? Det er det også. Men i bund og grund er noder blot et "grafisk kommunikationssystem", præcis som bogstaver er det.
Med bogstaver skriver vi de lyde, der kommer ud af os som ord, på papir for at kunne huske og gengive dem, og for at kunne give dem videre til andre.
Med noder skriver vi de lyde, der kommer ud af os som toner, på papir for at kunne huske og gengive dem, og for at kunne give dem videre til andre.
Der dukker af og til debat op om hvorvidt det er godt eller skidt at kunne læse og skrive noder. Men det ville svare til at debattere, om det er godt eller skidt at kunne læse og skrive bogstaver! Og det er der vel ikke ret mange, der alvorligt vil sætte spørgsmålstegn ved i dag?
At læse er mere end blot at kende bogstaverne og kunne sige ordene. Det er også at forstå hvad det er man læser, at finde meningen bag ordene. Og læser man højt for andre skal man også kunne læse, så det bliver forståeligt og giver mening for dem man læser for. Præcis det samme gælder når man læser noder.
Ingen dansklærer med respekt for sig selv vil i dag lære børn at læse ved udelukkende at terpe bogstaver og grammatik. (Note: siden jeg skrevet dét er jeg blevet mor og nu hvor mit barn går i skole er jeg nødt til at trække disse ord tilbage - for jo, sådan kan man stadig blive undervist i dansk når man starter i 1. klasse i en dansk folkeskole!) Men hidtil har der været en tendens til at det var metoden til at lære at læse noder. Og det er nok derfra "nodeforskrækkelsen" stammer: den stramtandede spillelærerinde, der gav et rap over fingrene med blyanten, når man spillede en tone forkert, og opfattelsen af, at de sorte klatter på papiret hver især i sig selv alene indeholder det eneste sande budskab om musikken, der står noteret.
Heldigvis er det ved at være et overstået kapitel, og jeg tror at mange børn i dag trygt kan gå til spil og få lært nodeme pa en lige så spændende og inspirerende måde som de får lært bogstaverne i skolen. For det er en god ide at få lært de der noder. Også hvis man skal spille andet end partiturmusik.
En ordblind kan blive en fantastisk skuespiller og sanger. Det findes der flere eksempler på. Men jeg tør godt påstå, at de fleste ordblinde støder på besværligheder, som de gerne havde været foruden, hvis de havde haft muligheden for at vælge. Det samme gælder med musik. Verdens musikscene har også eksempler på, at man kan blive en fantastisk musiker og sågar komponist, uden at kunne læse noder. Men også de rna erkende deres egne begrænsninger.
Begrænsningerne er, at man er udelukket fra at kunne spille mere end 400 års musik. Uden noder må man klare sig med et godt gehør - at høre en melodi, huske den, gengive den, have tiltro til at man husker rigtigt, og at den man hørte spille den også huskede den rigtigt! Man er afhængig af, at have økonomi til at investere i elektronisk udstyr for at kunne gemme sine kompositioner (papir og blyant er stadig temmelig meget billigere!). Man har ikke muligheden for at kunne se sine kompositioner på papir, at se den grafiske udformning sort på hvidt, og derfor er der en stor risiko for, at man laver uregelmæssigheder, som vil være ulogiske for andre, og dermed svære - og ofte umulige - for andre at gengive tilfredsstillende.
Hvis sange kun skrives for at man skal synge dem selv, så kan det selvfølgelig være lige meget hvor ulogiske de er (- bortset fra, at det kan blive så uforståeligt og ulogisk, at selv den mest velvillige tilhører må give fortabt!), men hvis et af formålene er, at andre, måske ligefrem uøvede stemmer, skal kunne synge dem, så er det en stor ulempe.
At lade være med at lære at læse noder fordi nogle pop-/rockstjerner har klaret sig temmelig godt i musikkens verden uden at kunne noder, er en meget stor chance at tage. Der går ikke mange med disse usædvanlige talenter på et århundrede, og at afskære sig fra at lære noder og dermed også musikkens basisteori, er at afskære sine egne muligheder for at kunne bevæge sig frit og uhæmmet rundt iblandt de uendelige muligheder, der findes i musikkens univers.
Forestil dig en murer, der skal mure et hus uden at vide hvordan han skal blande mørtlen, uden at vide hvordan han skal støbe fundamentet så det holder til at bære både møbler og mennesker, uden at vide hvordan han skal lave en mur lige, så man ikke vælter når man læner sig op ad den, og uden at vide hvordan han skal sætte fliser op, så de ikke drysser ned første gang man tager sig et bad! Præcis så konkret et håndværk er musik også.
Noder er lige så lidt en hæmning for musikudøvelse, som bogstaver er en hæmning for skuespilkunsten. Gode lærere er dog en betingelse. For desværre er det at kunne læse noder, netop blevet en hæmning for mange generationers musikere. Det at kunne læse noder har betydet, at de (vi!) ikke kan spille andet end skalaerne uden at have næsen stukket ned i noderne. Vi kan simpelthen ikke spille musik uden at se i noderne hvilke toner vi skal spille.
Tænk sig hvis alle, der kan læse bogstaver ikke kunne tale uden at se i bogstaverne først... - det ville have uoverskuelige konsekvenser! For det første fordi det så altid ville være den, der har skrevet bogstaverne på papiret, der kom til at bestemme hvad der skulle siges, og for det andet fordi det ville blive frygteligt besværligt at få sagt de ting vi vil sige til hinanden.
Bare tænk på hvordan det ville foregå, hvis man ved aftensmaden skulle bede om at få kartoflerne. Først skulle en forfatter have tænkt på at det ville blive nødvendigt at sige sådan en sætning. Den kan formes på mange måder, og hvilken en vælger forfatteren så? Er det en man kan lide eller skal man ud og lede efter en anden? Forfatteren skal så også lige finde et forlag, der vil udgive hans bogstavsammensætninger - det kan jo tage endog mange år (især hvis han også selv skal stå for at skaffe penge til financieringen gennem fondsmidler og sponsorer!) og imens sidder man bare der og får aldrig nogen kartofler! Dernæst skal man så have penge for at få sætningen købt, og oven i købet altid huske at have den med sig i byen, i tilfælde af at man får behov for at bede om kartofler! Og når man kommer op i årene skal man ydermere huske sine læsebriller!
Selvfølgelig er dét rent pjat. Eller er det? Måden de fleste af os hidtil har lært at omgås musik på, er ikke fremmende for den naturlige, frimodige og spontane omgang med toner. Jeg har såmænd da også selv mange gange følt mig utroligt hæmmet over ikke at kunne spille andet end skalaer uden noder foran næsen, og ønsket mig en trylletaske, så jeg kunne have alverdens noder med hvor jeg gik og stod, så jeg altid var klar til at spille det en situation havde behov for.
At spille efter gehør, som svarer til at gentage og lære at huske sætninger, måske endda hele historier, sagt/fortalt af et andet menneske udenad, og er en evne der kan optrænes, men som af mange klassisk uddannede nodelæsende musiklærere hidtil har været regnet for noget "man" ikke beskæftiger sig med. Det er noget der er forbeholdt den glade amatør, siger de, med et slet skjult hånligt smil på læben, der afslører at i den nodelæsende del af musikkens verden regnes det for mindreværdigt og primitivt, at kunne et sprog så godt, så man er i stand til at huske hvad der bliver sagt! Tsk, tsk!
Vi lærer at tale vores sprog, og vi lærer at forstå vores sprog. De fleste lærer også at læse deres sprog, både indad og udad - d.v.s. for sig selv og for andre, og at skrive deres sprog. Og de fleste finder ud af hvor stor en forskel der er på at tale og at skrive (skriver man f.eks. en samtale ordret ned, vil den langt fra altid give ret megen mening når den læses), og på at læse og forstå. Brugsanvisninger og lovtekster er typiske eksempler på at man godt genkender mange af de ord man læser, men hvor man ikke kan forstå hvad det egentlig er der står!
Musik er præcis lige sådan, og bør gribes an på fuldstændig samme vis, så man får lært at spille toner lige så spontant som man taler, at man prøver på at lære hvad det er man kan forstå af musik i musikken (også selvom ingen af forstandens indhold af ord er i stand til at gengive hvad man oplever), at man også lærer at læse musik, både indad og udad, og at skrive musik, og at der ligesom med tale og skrift er en verden til forskel på hvad der bliver spillet spontant, og hvordan de samme toner ser ud når de er sat på papir og genspilles af et andet menneske.
Enhver sætning skrevet med bogstaver, der er sat sammen til ord, kan siges på mange forskellige måder. Man kan betone forskellige stavelser, holde pauser forskellige steder, hæve og sænke stemmens lydniveau. Præcis det samme gælder for musikken. Der er en uendelighed af variationsmuligheder i selv den mest enkle sang. Det kaldes f.eks. "frasering" (at inddele musikken i sætninger), "artikulation" (aile de mange måder man kan binde- eller netop ikke binde - de enkelte frasers toner sammen på), "dynamik" (afvekslende styrkegrader imellem toneme og fraseme) og er i nogle af de genrer der fylder mest i radio og tv et så godt som ukendt fænomen, som gør musikken meget lidt levende.
De fleste, der arbejder med at lave musik ud af de 12 toner - at komponere, skriver deres musik præcis som de synes det er rigtigt. Det gælder såvel den enkleste melodi til en lille sang, som den største symfoni. Det skal respekteres! Der er stadig rig mulighed for at spille musik personligt, selvom man spiller præcis de toner og den rytme komponisten oprindeligt bestemte sig for.
Desværre er der også en alt for udbredt misforståelse blandt det udøvende musikfolk (nogle genrer mere end andre), om, at synger/spiller man rytmen lidt (eller meget, og især at ændre tredelt takt til firdelt takt) anderledes og ændrer nogle (eller mange!) af tonerne, så har man lavet sin egen personlige fortolkning, og er ih så åh så kunstnerisk! Vås! Personlig fortolkning kommer først og fremmest i kraft af ens egen personlighed.
Synger/spiller man musikken 100% som den oprindelig er formet og noteret af komponisten, så er det i sig selv en personlig fortolkning. For der er ikke 2 mennesker der er ens, og derfor er hvert eneste menneskes udførelse af et stykke musik dybt personlig - ingen kan gøre det præcis på samme måde.
Men selvfølgelig er en god personlig fortolkning langt mere end blot en nodetro version. Der er altid det der "noget", som komponisten har gemt inde bag noderne, der skal formidles. Kunsten er at finde det, og at få det frem ved hjælp af, i kraft af og somme tider på trods af komponistens virkemidler - hans/hendes unikke bud på en måde at bruge de 12 toner på, og ikke ved selv at lege "redigerende medkomponist". Og er der tale om en sang, så gemmer der sig i kombinationen af både ordenes og tonernes mangfoldige muligheder for frasering, artikulation og dynamik en uendelighed af variationsmuligheder.
Selv har jeg ofte været noget så utålmodig og nærmest hidsig, når jeg gang efter gang har spillet et stykke musik, som ikke på nogen måde gav mening. Nogle gange har det vist sig at være fordi der ingen var, og så må det ud til højre og lodret arkivering. Men andre gange, når der var en udefinerlig fornemmelse af "noget", som jeg forgæves prøvede at få fat i, så nåede jeg nogle gange til et punkt i den tiltagende desperation, hvor jeg havde mest lyst til, som et kvindeligt modstykke til Superman, med en fremstrakt knyttet næve at styrtdykke ind igennem nodepapiret, for at finde meningen bag noderne. Vel vidende at det jo blot er et stykke papir, og at en sådan handling ikke ville medføre andet end blå mærker, ødelagt nodepapir, et nodestativ mast ud af facon af min tyngdekrafts-trofaste menneskekrop og en trykkende følelse af dumhed!
Andre gange tog fantasien over og fik nodepapiret til at vokse sig både stort og 3-dimensionelt, så jeg kunne gå en tur inde i nodebilledet, og bese det fra alle ender og kanter, og håbe på at møde komponisten derinde et sted - måske lige rundt om næste fjerdedelspause, så jeg kunne få forklaringen på hvad i alverden meningen er.
Men der er kun den seje, men heldigvis oftest spændende og på ubegribeligt mange måder berigende vej at gå: at spille/synge det! Igen og igen og igen og igen og igen. Prøve så mange mulige måder som muligt, og tænke og føle og måske endda lade sig vejlede af mere erfarne frem til de måder, der føles mest rigtige. Og læg mærke til at "måde" står i sin flertalsform, for der er altid mere end én måde, en mulighed, der virker rigtig, og ofte ved man først i den endelige koncertsituation hvilken, der netop denne dag er den mest rigtige.
Og når musikere finder hinanden i et stykke musik, og i velvilje med tilhørende koncentration bygger musikkens ydre form op i en holdbar og til formal og situation anvendelig version, kan det ske at de fanges ind af og i denne form, hvor de druknes for en stund- opløses i en stor glødende masse af liv, hvoraf musikkens indre form bygges op. Så åbner en mulighed sig for, at tilhøreren oplever hvad det var komponisten oprindeligt oplevede. Tilhøreren bevæges via musikerne af komponistens oprindelige bevægelse.
Ingen har skrevet smukkere om hvad formålet med noder egentlig er end den danske komponist Knudåge Riisager, i sin bog "Det usynlige mønster", 1957: "Musikken fødes i bevægelse, dør i nodernes sorte tegn og genopstår i lyd. Det er denne bevægelse bagved tonerne, som bevirker, at musik kan opfattes og fremkalde sjælelige rørelser uden overhovedet at blive virkeliggjort i lyd. (...) Musikken er en sjælelig bevægelse, der forplanter sig fra sind til sind. Denne bevægelse har sit udspring i en kosmisk bølge, et ukendt og magisk kraftcenter, der iklæder sig tonernes dragt og ved deres hjælp fortsætter bølgen videre gennem sindene hos andre. En sælsom vandring fra det uendelige gennem de døde nodetegn og tilbage - til liv i det menneskelige sind. "
Ligeværdig opfattelse af de nationale ord-sprog, også kaldet verdens mange forskellige modersmål og musikkens internationale tone-sprog, det er (hvad musik angår) mit største ønske for fremtidens mennesker, så enhver behersker musik lige så frit og naturligt, som vi tilstræber at så mange som muligt skal kunne beherske dansk, engelsk, tysk, fransk, finsk, tyrkisk, svensk, græsk, kinesisk, spansk og hvilke andre sprog vi hver især har behov for at kunne tale, forstå, læse og skrive.
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
