Besøgte i ferien den lille herregård, Skovsgaard, der ligger på Sydlangeland. Stedet blev testamenteret til og ejes fortsat af Danmarks Naturfredningsforening, og der drives økologisk landbrug, naturskole, museum og café.
Har besøgt den ofte igennem de 12 år, der har været tilknytning til Langeland. Natur, kultur og historie betager mig. Dybt.
Hovedhuset har stort set været tilgængeligt i alle år. På nær bagerste halvdel af 1. salen. De aflåste døre har ofte pirret nysgerrigheden.
I år valgte bestyreren at låse dørene op, selvom rummene står urenoverede og vidner om stedets tragiske slægtshistorie. Møbler, gardiner, vægge, gulve, døre står som da stedets sidste ejer døde i 1979.
Det var gåsehudsfremkaldende rørende, grænsende til det gravkrænkende, at træde ind igennem den renoverede dør til ekkoet fra fortiden.
Dagen efter ankom en bestilt bog, som i nogen tid har stået på ønskesedlen. "Silhuet af en synder" af Leonora Christina Skov. En gotisk roman. Om en kvinde, der ankommer til sit barndomshjem, en herregård, der har ligget øde hen i 5 år efter hendes mors død. Min første gotiske roman - troede jeg.
Men historien om Skovsgaards sidste ejer, Ellen Fuglede, er forsøgt beskrevet i romanen "I ravnens skygge", skrevet af Henni Starup og udgivet på forlaget "Facet", og virker for mig også gotisk i sin stemning, bl.a. i kraft af de dystre skæbneforløb - blot kendte jeg ikke genrebetegnelsen "gotisk" da jeg i sin tid læste den.
"Som regel sidder jeg, hvor jeg også sidder nu, og hvor Antonia sad før mig. Ved det gamle skrivebord i arbejdsværelset, i bunden af tårnet med udsigt til parken, og uden varsel springer mørket ned i mine porer." Citat fra side 16, "Silhuet af en synder", af Leonora Christina Skov, et citat der er som skrevet fra det gamle skrivebord med udsigt til Skovsgaards park.
"Silhuet af en synder" var en intens læseoplevelse. Den ene side vendte den anden og det var lidt svært at lave de afbræk i læsningen, som et liv som nogens mor og kone kræver. Den gradvise blotlægning af slægtens historie og tragedier er nærmest genialt udformet, synes jeg, og jeg elsker fortællingens stemning og stil.
Bogens temaer om nedarvningen af slægtens sår, af slægtens sindssyge, af slægtens tavshed, om overgreb, om at redde sig selv - hvis man kan, eller modsat - at ofre sig selv i kampen for andres overlevelse, er voldsomme.
Det er ikke en bog, der nu er fyldt med blyantsunderstregninger, fordi jeg fandt en masse nye indsigter og erkendelser, selvom jeg kan relatere til mange af bogens temaer. Der er fortalt en historie, den er tegnet op med velvalgte ord, så jeg læste den som så jeg en film, og den var gribende.
Sammenholdt med forfatterens nyeste bog, "Den der lever stille", der ville have været fyldt med blyantsunderstregninger hvis jeg ikke havde valgt at købe den som lydbog (den vil blive købt som papirbog og genlæst med blyant i hånden!), kan man inderligt håbe på en sammensmeltning af den eminente, malende fortælleevne, som den ene bog bærer præg af, og den dybe indsigt og erkendelsesevne som den anden er præget af.
Og ja, jeg har fået lyst til at læse hendes andre bøger også.
