Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.
Viser opslag med etiketten Langeland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Langeland. Vis alle opslag

lørdag

127.000x?

Ligger for 127.000x (nok ikke helt, men sådan føles det i hvert fald) med spændings/hormon-hovedpine/migræne-anfald.

Ligger i det mindste på Starbjergjord... - men gad da virkelig godt kunne andet end at ligge i sengen når jeg nu endelig er her og snart skal tilbage til Midtfyn. 

Kan da i det mindste tegne lidt - men er ikke færdig endnu.

Og manden min har skaffet en længe højt ønsket bog, som nu kan vente på at hovedet orker at læse igen.

Og det her indlæg jo kunne skrives - så jeg må da være på rette vej igen 🤞

tirsdag

Højder

Starbjergjord ligger relativt højt - imellem 12 meter og 16 meter, men der er ingen hatbakker på vores grund.

Dem er der ellers næsten 700 af på Langeland, cirka fra Magleby i Syd til Stoense i nord. De fleste er mellem 10-20 meter, men nogle højere, og de to højeste er Fakkebjerg på 37 meter og den, der både hedder Skøvlebjerg, Skovlebjerg, Skøvlebjerg og Støvlebjerg - den er 46 meter.

Vores nærmeste nabo, Starbjerggård, ligger i ly af en hatbakke, som gården har fået sit navn fra - "Starbjerg", og den er 24,5 meter høj. Den ligger lige ud til hovedvejen, lige før indkørslen til gården, men ses ikke så tydeligt da den er bevokset med skov.

Går vi mod nærmeste strand ad Fredmosevejen møder vi to "bjerge" og en "høj" - som hatbakkerne kaldes lokalt, og de ses tydeligt, selvom de ikke er så høje.

Første Tunebjerg på 19 meter, hvor Tunebjerggård ligger i læ, og hvor der er gravet lidt af "bjerget" for at give plads til gården, og det lagdelte sand og grus som alle hatbakker består af, holdes på plads af en stensætning og mange års bevoksning.

Næste er Hellebjerg på 20 meter. Her er ingen bebyggelse i nærheden, den ligger helt frit, åbent under himlen, midt i marker, med vildnis på toppen.

Jeg har fotograferet den bakke talrige gange, på mine talrige vandreture på denne min yndlingsvej, der fører til min yndlingsstrand.

"Hellebjerg" - mon ikke navnet Helle i denne sammenhæng betyder "Hellig"? Det er altid den følelse jeg får, når jeg når til det sted. Andægtighed. 

Den sidste hatbakke på ruten er Tortehøj på 15 meter, lige hvor vejen drejer skarpt til venstre, ned mod sommerhusområdet og trappen til den strand, der er min yndlingsstrand. Hvad "Torte" betyder aner jeg ikke, men der graves videre i gamle og nye bøger. 

fredag

Vores "sø"

For fem år siden fandt vi på at grave vores egen lille "sø" på Starbjergjord, der er et højtliggende og tørt område.

Vi lagde simpelthen bare bassinplast ned i et godt 1 meter dybt hul, ca 1,5 x 2,5 meter, og lagde strandsten og fliser på kanterne, runde strandsten i bunden, så der er hulrum til vanddyr, og tog en spandfuld søvand med fra det nærliggende Nørreballe Nor, i håbet om at evt smådyr herfra kunne sætte gang i søens liv.

Det kunne det.

Der er insekter, igler, snegle - på billedet herover er det "Stor mosesnegl". I denne sommer er der også observeret flere grønne frøer på grunden, og i hele den tidlige sommer var der en fast beboer, der havde sin faste plads her. 

I år har vi plantet en åkande, der er kommet godt i gang, frøen har afprøvet at bladene er acceptable at sidde på - vi har bare ikke fået billeder af dét endnu. Vi håber på åkandeblomster næste år, omend bladene er noget så smukke i sig selv.

På nabogrunden er der et naturligt vandhul, oppe på den anden side af marken bag vores grunde ligger det store moseområde "Fredmosen", og modsat, på den anden side af vejen, er der også et område med vand, men det ligger på privat grund, og vi ved pt ikke helt hvad det er. 

Vores egen lille sø vinder ingen priser, hverken for æstetik eller håndværksmæssig udførelse, men dyrelivet har taget den til sig, og det er det eneste der tæller for os.

Og vores lille bitte sø fungerer nu, formentlig, som et lille pitstop for insekter og smådyr, der trækker fra det ene vandhul til det andet, og er afhængige af vand. Vi håber 🤞

torsdag

Weekendønske


Håber så inderligt at weekenden fører et besøg på Starbjergjord med sig, og at energien rækker til en vandretur udad yndlingsruten, ad Fredmosevejen.

Forbi nabolagets hatbakker - Tunebjerg og Hellebjerg (på billedet) og ned til yndlingsstrandens velkendte og højtelskede profil.

Men eftermiddagskaffe under pilen i haven på Starbjergjord er nok det vigtigste og mest realistiske at nå frem til, imens der fortsat restitueres efter covidforløbet.

onsdag

Sommerens sommerfugl

For første gang så vi i år sommerfuglen "Sørgekåbe" i haven på Starbjergjord.

Stor, smuk, formentlig helt ny - sikke et syn, sikke en glædens dag.

Billedet er ikke helt perfekt - men det var den. 

Vi håber den bliver boende hos os.

mandag

Køleskabspoesi

Der er en pose magneter med ord i huset på Starbjergjord.

Sidst vi var der, sorterede jeg ordene - ville kun bruge dem, der føles godt.

For med covid i kroppen er det nødvendigt så vidt muligt at vælge alt velgørende man kan!

På Starbjergjord er dét bare nemmere, også nemmere at lade tankerne flyve og sanserne folde sig ud.

Nogle af ordene samlede sig til køleskabspoesi.

Affotograferede køleskabslågen hvor ordene endte - billedet blev sløret, men skyggen tydelig... Så hvad mon er vigtigst i køleskabsdigtning? 

Ordene?
Processen?
Digtene?
Formidlingen?
Skyggen jeg kaster på dem?

***

Jeg elsker helt banalt skabelsesprocessen 
- med Benny Andersens ord "at mærke når en linje bliver strømførende" - og den rare følelse stemningen i sammensætningen af ordene giver mig.

***

De her fem sæt ord blev det til:

Grubler virkeligt poesibrus
Spørge glasklar sans?
I
pæresød harmonihave

***

Skrev lysende morgendigte i eventyrskygge
Og
Udenfor hvisker stærk, lille favoritmis

***

Gul, blød sommer
Blå himmelfølelse
Relevant jafokus

***

Gammelt kaffeløfte
Dele forårssjælesmag

***

Hviler præcis
Stolt - stille - vild
Mærker hvorfor
Ved havmusik

***

Elsker køleskabspoesi på Starbjergjord - og at følelsen derfra kan nå helt frem til mig i dette lidt tunge nu på Midtfyn.

lørdag

Savner, savner, savner...

Savner, savner, savner at være på Starbjergjord! 

Energien rakte ikke til ophold denne weekend, og søndag formiddag kalder lønarbejdet for første gang i lang tid, pga sygeperioder og ferie.

At være utryg ved at starte på arbejde gør ikke savnet af den mest elskede og beroligende plet på jorden mindre.

Det er nærmest magisk at være på det sted og at gå rundt og opdage nye beboere og hilse på de kendte.

Som hende her, den store flotte hvepseedderkop, der nok spærrer en sti, men i al sin skønhed og fascinerende adfærd har vores fulde tilladelse til at sidde lige præcis det sted hun selv har valgt.

Jeg glæder mig sådan til at komme hjem og se om hun stadig er der.

3, 2, 1 og 1/2-kage...

Er i et tiltrængt døgn på Starbjergjord, for at samle kræfter til raskmelding efter drøjt coronaforløb.

Yndlingsinsektet, den grønne guldbasse, lod sig se og det bugner med yndlingsbær: brombær. Der er så mange bær, så der er til alle jordens beboere, og vi deler så gerne med de andre!

Helt usædvanligt har der ikke været kage på bordet her i 13 dage pga coronaens smags-,  lugte- og appetitforstyrrelser.

I dag fristede de store, flotte brombær og der måtte kage til - hurtigt, nemt og lækkert: 
3 æg - piskes med
2 dl sukker,
1 dl mel og
1/2 tsk bagepulver vendes i.

(Heraf kagens navn, der gør den nem at huske: "3, 2, 1 og 1/2-kagen"!)

Dagens version fik lidt valnødder og hvid chokolade på sammen med en masse brombær.

Men cirka alle former for frisk frugt kan bruges (evt drysset med ekstra sukker), nødder og chokolade kan tilsættes efter smag, og dejen kan krydres som man synes!

Bages ca 30 min v 175 grader, når der som her bruges tærteform (der er smurt med smør, feks ved at lægge en skefuld i formen, der sættes ind i ovnen imens den varmer op, og tages ud når det er smeltet).

Og jeg kunne smage både bær og valnødder - hurra!

torsdag

Her har hjertet hjemme...

- på "Starbjergjord", Sydlangeland.


Så ofte som muligt, så længe som muligt, opholder vi os på vores ejendom på Sydlangeland.

Min mand havde købt stedet to år før vi lærte hinanden at kende. Så hans hjerte har boet der fra 2004, mit fra 2006.

Omstændigheder ang. kombination af uddannelse, job og offentlig transport gjorde at vi kun fik de første år som fastboende. Hverdagen leves på Midtfyn.

Vi håber at kunne vende tilbage til Langeland som fastboende indenfor overskuelig fremtid.

For her har hjertet hjemme - i den store, vilde have.

mandag

Forsvundet bog!

Det er godt nok det særeste jeg længe har oplevet - efter utallige, fejlfri leveringer af bøger via DAO er præcis dén bog jeg har ventet med længsel og spænding på i meget lang tid og derfor forudbestilt til levering på udgivelsesdagen, Merete Pryds Helles nye roman "Vi kunne alt", efterfølger til romanen "Folkets skøned", forsvundet for DAO - de kan ikke finde den! Så nu har boghandleren (Plusbog) sendt en ny der, hvis alt går vel denne gang, er hos mig i morgen!

Imens blev friweekenden så bl.a. brugt til at tegne, at tænke, at nusse med hund og barn, at gå tur, at gense de voldsomme historier på Langelandsfortet, og helt uventet at modtage en ny anmelderopgave (tak) og så i dag opdage en bog, som jeg uvist af hvilke grunde indtil nu har overset, trods temaer der rammer så direkte og præcist ned i husstandens eget katharsisarbejde: norske Vigdis Hjorths roman "Arv og Miljø". Podcast om bogen kan høres her: "Arv & miljø", og stærkt interview med forfatteren kan læses her: Interview med Vigdis Hjorth.




Alt dét er også vigtigt, godt og dejligt. Men jeg glæder mig nu fortsat voldsomt meget til at læse den der bog, som der fortsat ventes på!

I Bogbyen igen

Besøgte "Bogby Langeland" igen.

Stort loppe- og brugtbogsmarked i stor, hyggelig gammel gård på nordlangeland, lige efter Tranekær - "Lejbøllegård".

Lopper i udhuse, bøger + café i hovedhuset, der bare fremstår finere for hver gang vi kommer:




Pragtfuldt sted for os! Vi må dertil igen.

Dagens høst, mest til sønnen (+ endnu en lille, orange "Fire-king"-skål som denne blogger har et blødt punkt for):


I stadsstuen stod et fint pyntet juletræ med gaver under. Gaverne viste sig at være til børn, der er med deres forældre på besøg. Sønnen fik lov at vælge en - der var hele 5 bøger i, fra Disneys serie af samlebøger, som han i forvejen har mange af, fordi både mor og far fik dem som børn, og vi senere har købt op til ham på loppemarkeder fordi de er så gode. Men tænk - han havde ingen af de 5 der var i pakken! Overraskelsen og glæden var enorm - og bøgerne blev læst i løbet af weekenden.


- og så var der lige to dejlige "bamser", hvoraf den ene (den anden var for træt!) ikke kunne blive træt af at blive nuseet og aet af en 7-årige dreng, der ikke kunne blive træt af at ae og nusse dén, fordi netop denne race er hans yndlingsrace! 



At se ind igennem tiderne

Klint ved Bagenkop, langs stranden væk fra byen.

Lav klint = ufarligt at gå tæt på = muligt at nærstudere de af seneste storm blottede lag.

Det er så stort at se lige ind igennem ufattelige tider - og svært at stoppe igen.



Museumslæsning

Langelandsmuseum.

Udstilling om familie fra Strynø.

Fysisk lille. Geografisk og psykologisk meget omfattende.

Dybt, dybt rørende, hvis man giver sig ro til at læse og har mod til at føle med de beskrevne skæbner.

Dybt rørende.

Og personen på planchen, som her er delvist gengivet, blev født samme år som denne bloggers ligeledes strynske oldefar. Kendt og fulgt hinanden, indtil vejene skiltes i konfirmationsalderen har de helt sikkert.

søndag

Bogby Langeland

Åh! At sætte sig på gulvet på en stor, gammel og fin gård på Langeland, nær Tranekær, og dykke ned i bunker af gamle noder, nøje udvælge hvad man gerne vil have med hjem og ende med at betale en meget fornuftig pris! Det er den rette måde at tilbringe en frilørdag for denne nodenørd!

Der kom også andre bøger med fra det kæmpestore og alsidige udvalg af bøger, og et spil til sønnen fra det næsten lige så store loppemarked.

Madpakken måtte man spise i haven, og man kunne have brugt mange, mange flere timer blandt de tusindvis af bøger i de meget smukke og fredelige omgivelser.

Vi kommer igen!

torsdag

Ordløs historie

Indimellem kan man få nok af ord.

Og i stedet nyde den ordløse historie, som en stenstrand kan fortælle.

Gid jeg kunne forstå mineralernes sprog.

Nyder deres mangfoldige skønhed gør jeg.

Tog et udvalg i lommeomfang med hjem.

lørdag

Endelig!

Morgenens bedste nyhed:

Merete Pryds Helles slægtsroman med rødder på Langeland udkommer nu.

En tv-udsendelse sendt for mere end et år siden afslørede at projektet var i gang.

Dén roman springer straks ind og lægger sig øverst i bunken af bøger der med sikkerhed læses.

fredag

Langelandsrelateret bogsamling

Samlingen af bøger om eller fra yndlingsøen.

Digte, historie og romaner

Det er et inspirerende sted - og samlingen ikke komplet endnu

torsdag

Rammes

Genlæser digtsamlingen "Sommerfuglens øjenskygge" og rammes.

Er langelænder af hjerte, som samlingens digter. Knud Pedersen.

"Den angst der skaber hekse". Ramt i pletskud.

søndag

Brudt rækkefølge

Ny (næsten!) bog af gammel ven købt.

Læserækkefølgen vil blive brudt.

Som altid, når der dukker ulæst skriveri fra yndlingsøen op.

torsdag

Fødselsdagsgave

Årets fødselsdagsgave til mig selv, netop indkøbt.

Læst som biblioteksbog, endelig genudgivet og mulig at købe i cafeen ved Skovsgaard på Sydlangeland, som bogen udspringer fra.

Dybt rørende historie, fra et p.g.a. naturen og historien højt elsket sted.