Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

søndag

Kodeknækningens kunst

At læse en begynderbog ord for ord var ikke den rette vej at træne læsning herhjemme.

Men at vælge ét ord, og så forsøge at finde det alle de steder det står i en læs-let-bog er vejen frem. Han synes det er sjovt, og det giver mening for ham.

Og NU begynder han faktisk at genkende ord på eget initiativ... - især Anders And, Onkel Joakim, Bjørne Banden, og Rip, Rap og Rup er der ved at være styr på! Men dét er da også bare et rigtig godt sted at starte!

Jumbobøgerne ligger overalt i huset, og præcis som mor er der altid gang i flere bøger på én gang!


Voksende ønskeseddel

Bogønskesedlen, som den ser ud pt. 
Hvordan skal man dog kunne vælge? 
Og hvordan skaffer man penge til at købe dem og tid til at læse dem? 

Øbro og Tornbjerg: Pigen og vogteren
Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl/To kill a mocking bird
Madame Nielsen: Det højeste væsen
Marianne Aagaard Skovmand: Mariaevangeliet
Ane Riel: Harpiks
Maja Lucas: Mor
Dostojevski: Idioten
Fredrik Bakman: “Ting, min søn skal vide om verden”
Delphine de Vigan: No og mig, Alt må vige for natten, Baseret på en sand historie
Tom Bissel: Apostle
Sara Blædel: Bedemandens datter
Tom Reiss: Orientalisten
Jesper Bugge Kold: Land i datid og Vintermænd
Amalie Skram: Professor Hieronimus og På Sct. Jørgens
Siri Hustved: Essays
Arne Melberg: Essayet
Vladimir Nabokov: Ulven kommer - litterære essays
Morten Sabroe: Drengen der løb med Gud
Pia Friis Lanett: 1915
Hemingway: Paris (udgaven med 3 forord)

- og Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn 1-3 af Ransom Riggs

Særlige sange

Sangtekster har i mange århundreder haft stor betydning for mennesker. I alle livets forhold. Også katharsisarbejde.

I mange år var den eneste ene sang for mig i dén proces Seals "Don´t Cry".

I de seneste ca. 4 år har det primært været "Gabriellas sång", fra filmen "Så som i himmelen".

I dag fandt jeg en ny, som rammer lige præcis hvor kartharsisarbejdet står nu. Af og med "Milck": "Quiet". At den har fået ny betydning i amerikansk politik ændrer ikke på sangens eget udgangspunkt, nemlig at overkomme erfaringer så svære, så andre ikke kan holde ud at høre om den - eller ikke vil forstå. Linjerne, der ramte mig, lyder: "Would I be that monster, scare them all away/If I let them hear what I have to say".

Talstærk

Og pludselig kunne han selv finde vej og slå korrekt op i en Jumbobog!
Talsystemets kode er knækket. Hurra!

lørdag

Kildeeftersøgning

Det sker at man læser noget, som man ikke umiddelbart forstår hvor vigtigt er.

Men det bliver hængende.
Forsvinder måske lidt.
En tid.
Og kommer så buldrende og stiller sig frem skåret ud i neon, for at få en til at forstå hvor vigtigt det faktisk var.

Og så har man fuldstændig glemt hvor det var man læste det. Øv!

Nogen grublen, og man kommer pludselig på sporet.
Måske.
Det var vist egentlig oprindeligt noget om familier? Noget om den sunde familie kontra den dysfunktionelle familie. En liste over tegn. Og et af tegnene var så dét, bevidstheden fangede, sendte ud i de mindre bevidste egne af bevidstheden, som så lige i dag sendte det retur til dagsbevidstheden, skåret ud i neon:

"den sunde familie refererer udad" - "den dysfunktionelle familie refererer indad".

Og det kan jeg ikke lade være med at tænke også kunne bruges som rettesnor for grupper i det hele taget. Samfund. Som f.eks. små byer.

Bare en tanke. Affødt af noget læst, der gav et nyt perspektiv på virkelighedens hverdag. Lige her og lige nu.

tirsdag

Et tegn...

Forleden dukkede denne nyhed op i facebookstrømmen.
En ny roman af Madame Nielsen er på vej.
"Det højeste væsen".
På min fødselsdag.
Det må være et tegn.
Det må blive årets fødselsdagsgave til mig selv.

Man har fødselsdag på en tirsdag = skoledag for barn, arbejdsdag for mand, men fridag = dag for hæmmet frilæsning, for fødselaren selv!

Man glæder sig!

Langfredag

Egentlig primært fridag.

Men tanker om sammensætningen af langfredagsgudstjenesten, som er lagt i organistens (=denne bloggers) hænder p.g.a. mangel på præst, bliver ved at rumstere.

Så nu fæstnes tankerne, en plan nedskrives, samlet af materiale fra disse 4 bøger.

søndag

At vende en kind til eller ej

I følge biblen, det nye testamente, Matthæusevangeliet, kapitel 5, sagde Jesus:

v38  I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ v39  Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.

Tænker at det havde været godt, hvis han havde været lidt mere specifik... - gælder det kun fysisk vold eller mente han mon også psykisk vold?

Hvis han også mente psykisk vold, så må vi se at komme et skridt videre i Den danske folkekirke og indarbejde det som en del af livet i kirken, såvel som ansatte som brugere, hvis vi ellers mener noget med det der kristendom? 

Gør "vi" egentlig det?

fredag

Et stille grin...

- kan bryde ud når man som visuel læser, ser en sætning som "På den anden side så står præsterne ofte på egen hånd med faglige problemstillinger..." - stående i et officielt og offentligt tilgængeligt skrift, og selvfølgelig er det bare en skrivefejl, en tanketorsk, som desværre ofte præger al form for skribentvirksomhed i disse år (min egen inkluderet), hvor korrekturlæsere er afskaffet og alting altid skal gå så hurtigt og være så omfangsrigt så risikoen for fejl bliver stor.

Men billedet er sjovt, for kan man egentlig det - stå på egen hånd? Det er et ret sjovt billede der dukker op når den visuelle hjerne straks producerer en præst der forsøger at stå på sin egen hånd...

Man kan vel "stå på egne ben" eller "handle på egen hånd" - men stå på egen hånd? Det lyder som en ubehagelig gymnastisk øvelse, og som ansat, der er underlagt præstens vilje i en vis grad, må man nok bare prise sig lykkelig for at der trods alt er tale om præstens egen hånd!

(set i www.folkekirkenspersonale.dk - "Personalepolitik for præster i folkekirken", fra maj 2012)

Læseangst

Efter at have været konfronteret med oplevelsen af hvordan andre har misforstået noget de har læst, og at deres misforståelse kan ses i facebooks omfattende offentlighed, ryster denne blogger gevaldigt på hånden, af ren og skær læseangst.

Eller vel rettere misforståelsesangst. Og i den angsten for at fremstå dum... - eller i hvert fald dummere end man er... - uha! Hvilket vel i bund og grund skyldes en urangst - angsten for udstødelse af fællesskabet?

Som lægmandslæser, der midt i livet stadig fyldes af sorg over at barndommens og ungdommens entydige trang til at dykke dybt i bøger, læsning, vidensindsamling, videnstransformation, videns- og erfaringsformidling aldrig skulle finde mulighed for at blive mødt, skolet og inspireret i professionelle miljøer.

Eller sagt på en anden måde - jeg vil til stadighed være stiktosset og teenagerasende over at blive dømt uegnet til gymnasiet på grund af manglende sociale evner...

Står derfor nu som (på papiret) moden kvinde og ser tilbage på en pige, der ikke passede ind i det miljø hun voksede op i, hvor den mere korrekte konklusion kunne have heddet: flertallets manglende evner til at rumme et barn, der ikke var som flertallet, får det til at se ud som om at det var dét barn, der havde manglerne...

Men sådan kan man jo vende og dreje sine livsoplevelser i et nyt lys hver gang man når nye stadier af viden og refleksion.

Tilbage står, at angsten for at fejle fælt i læsning og forståelse af det læste, har meget at gøre med visheden om hvor uskolet og hullet lægmandslæserens vidensbank til refleksion af det læste, er.

Men der er jo kun én vej: fremad. For man kan ikke blive 15 år igen og få en ny vurdering så man kan komme ind på Odense Katedralskole og blive klassisk-sproglig student, så man kan læse litteratur og alle de skønne, relaterede sidefag på universitetet. Læs! Læs! Læs!  Vidt og bredt og især alt hvad der tiltrækker.

Lægmandslæsning, - refleksion og -skrivning kan også have sin egen værdi. Er jeg jo nødt til at mene...

Uomgængelig genlæsning

Efter at have læst efterord og efterskrift blev trangen til at genlæse hele bogen uomgængelig. Jeg læser den bare. Nu. Og svigter dermed alle de andre bøger jeg også er ved at læse! Åh, så utro en læser man kan være. Men sikke dog så fantastisk en skribent han er. Havde fuldstændig glemt det element af bogen. Kun det katharsiske element, at han ramte denne læser så sinds- og livsforvandlende dybt, havde fæstnet sig. Genlæsningen vil formentlig fortsat have katharsisk effekt, men denne gang er der også overskud til at nyde selve fortællekunsten, midt i fortællingens gru.


Glødende arbejdsglæde

Et nyt salmebogstillæg er udkommet, "100 salmer" hedder det. Det er et tillæg med 100 salmer, hvoraf næsten alle er skrevet indenfor de seneste årtier.

Salmerne er afprøvet i kirker landet over igennem de seneste år. Erfaringerne med brug af nyere salmer, der ikke står i salmebogen, er samlet ind af "Syng Nyt" - et netværk af kirkefolk med sognepræst Morten Skovsted, som initiativtager og leder, der arbejder for at udbrede muligheden for at bruge moderne salmer i Folkekirken.

Det endelige valg af netop disse 100 salmer var bl.a. Fyns biskop, Tine Lindhardt, med til at foretage.

Denne organist er ved at boble over af arbejdsglæde, for der er så mange fine tekster i nutidens sprog, og rigtig mange skønne melodier, der er nemme og dejlige at synge med på.

Vi vil jo også blive ved med at synge de bedste af de gamle salmer, for dem kan vi ikke undvære - men vi kan heller ikke undvære at blive ved med at sætte de gamle ord, og samtidsmenneskets liv, følelser, tanker og erfaringer ind i nye sammenhænge og ikke mindst i sammenhængende salmer.

Faktisk lige præcis dét fagområde, der får arbejdsglæden til at blusse så varmende op her: At finde de bedste og mest relevante af de nye salmer og give dem videre til de små og store menneske jeg møder i mit arbejdsliv - dét elsker jeg!





søndag

Herre i eget læsehus

Skønlitteratur må være historiefortælling, og at fortælle historier kan gøres på mange måder, mundtligt, skriftligt, filmisk, lydoptagelse. Alle måder at fortælle historier må være fuldt gyldige. Hvor meget man end hver især må tiltrækkes af hver sin foretrukne måde.

Faglitteratur må være vidensformidlingen, og at formidle viden kan ligeså gøres på mange måder, som skønlitteraturen.

Sproget kan skabe rum, både mundtligt og skriftligt.

Men jeg elsker mest når skrift, skøn- såvel som faglitteratur, åbner sig for mig, og ikke bare driver mig fremad ord for ord, men fanger mig, suger mig ind i nuet, ned i dybet, på tværs af tid og rum.

Det føles magisk.

Det føles værd at læse, værd at være i.

Og trygt når jeg kan læse alene, hvor jeg kan lade følelser og tanker være som de er, stoppe op og føle og tænke helt i mit eget tempo, og helt uden at skulle stå til regnskab for andre.

At være herre i eget læsehus.

Højtlæsningsstatus

Harry Potter, "Hemmelighedernes Kammer", er forlængst læst og filmen set. Endnu en fantastisk rejse igennem den af Jim Kay så fabelagtigt flot illustrerede udgave, som sønnen var så heldig at få af sin mormor og bedstefar. En kæmpe nydelse.

Men sønnen vil gerne videre med nr. 3, "Fangen fra Azkaban", forståeligt nok. Den er bare ikke udgivet illustreret endnu. Han har så besluttet at nu er han stor nok til at få læst højt af en bog uden billeder... - "og så kan jeg jo også bedre bare ligge og lytte og forestille mig det selv". Så nu er vi gået om bord i nr. 3 - uden billeder... - og det er gået rigtig godt med de to første kapitler.

Vi bruger at snakke om hvad der skete sidst vi læste, så vi sikrer os at han er rigtigt med, og at snakke om svære ord og begreber undervejs. Det er SÅ hyggeligt og spændende.

Historiefortælling

Vi har for første gang fået et spil i huset, som sønnen ønsker at spille - endda selv spørger efter.

"Story Cubes".

I al sin enkelhed en lækker lille papæske, med 9 terninger, der hver har et motiv. Man slår bare med terningerne og forsøger at fortælle en historie udfra de 9 motiver, som tilfældet giver.

Det er sjovt og udfordrende, og sønnen får lys i øjnene når han skal lade fantasien vandre. Den fantasi, der fra sproget kom, har været så spændende at lytte til.

Med dette spil provokeres og trænes vi alle i at gå nye veje i fantasien, og kun selv samme fantasi sætter begrænsningerne i spillereglerne. Foreløbig fortæller vi bare alt hvad vi har lyst til hver især, og får sønnen ideer til vi forældres historier, så overlader vi dem gerne til ham <3

Håber at han snart knækker læse- og skrivekoden, så han kan begynde at fæstne alle sine fantastiske historier på papir. 

Det blev sagt

Den er i hus. 

Bogen, der havde afgørende betydning.

Erindringen var der altid. Forståelsen for betydningen, effekten, langtidsvirkningen, trådte frem i lyset fra denne bog. 

Men sagt er det ikke blevet. 

At sige noget... - det skal gennemtænkes nøje. Hvilket det så også bliver. På 16. år!

Eget eksemplar af bogen er i eget hus nu. Det har den ikke været før - kun som bibliotekslån. 

Denne genudgivelse har et efterord af forfatteren, som jeg ser frem til at læse. En reflektion over konsekvenserne af at skrive bogen. Måske der venter vigtige erkendelser, som denne lægmandslæser og -skribent kan bruge til noget.

mandag

Eget læsebehov

Er glad for at være lægmandslæser! For så kan jeg skrive dette. Og endda sætte disse to bøger på samme foto...

Er blevet bevidst om at jeg i min læsning har brug for lange, menings- eller informationstunge, seje sætninger, der enten langsomt maler dybe 4-dimensionelle (ja, 4!) billeder, eller åbner slugter af associationsrækker, der udvider og øger bevidstheden.

Har læst Hella Joofs bog færdig. Har læst ca. 1/3 af Linn Ullmanns bog. Begge bøger giver mig følelsen af at lytte til en ældre søster eller kusine - Hella Joof er 9 år end mig, Linn Ullmann 5 år ældre, med hver deres sæt af erfaringer, fortalt igennem hver deres personlighed og sprog.

Men de to bøgers tekster tilfredsstiller ikke ovennævnte behov. Det er jo formentlig heller ikke deres ambition. Jeg har bare med netop disse to bøger fået øget bevidsthed om mit læsebehov. Det er ingens fejl, blot en objektiv konstatering af mit eget behov.

Og jeg ved jo godt at Linn Ullmanns bog var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2016. Men jeg mener alligevel dette om bogen!

Og jeg henholdsvis har læst og læser begge bøger færdige. Fordi de giver mig noget andet, noget menneskeligt, et møde på skrift med disse søstre/kusiner, som kan og vil dele noget livserfaring med mig. Det har en enorm værdi. 

Det tilfredsstiller bare ikke mit dybeste læsebehov. Lidt som at sætte sig til at regne plusstykker, fordi man skal lave årsregnskab på arbejdet, men virkeligheden er at det, der gør hjernen glad, er at løse ligninger - det er bare ikke det, som det praktiske aspekt af hverdagslivet har brug for lige nu. Så det må man søge et andet sted, et andet tidspunkt.

Så altså, føler mig rigere, klogere og provokeret på den gode måde af at læse Hella Joofs bog. Linn Ullmanns vender jeg tilbage til når den er læst færdig. Men foreløbig oplever jeg den på samme måde som Hella Joofs bog.

lørdag

“En klang af minder”

“Hvor er de nu, de musikalske venner, spredt vidt omkring, med hver sin sang”. Denne sang hørte jeg første gang på den tid hvor jeg spillede i Odense Skoleorkester. Mit fantasifulde og romantiske sindelag strømmede over i vemod på mit fremtidige jegs vegne! “Engang i fremtiden vil jeg høre denne sang og alt dette vil være forbi - hulk”.


Og det har det snart været i mange år. Mit hjerte strømmede knap så voldsomt over på den måde, jeg i min naivitet forestillede mig. “Venner” - det er så stort et ord. “Spillekammerater” - så har jeg ikke overdrevet. Jeg ved ikke ret meget om, hvor ret mange af dem er henne i verden nu. Af og til melder et bryllupsbillede i avisen om, at en har fundet lykken. Men det kildrer alvorligt i både knæ og erindringer når klangen af et harmoniorkester rammer mig.


Man kan aldrig overdrive betydningen af rummelige hjerter, varm humor og faglig kompetence, når det handler om at støtte en gruppe børn og unge på den faldgrubefyldte vej mod voksenlivet. Disse elementer (og flere til!) findes i familien Rungstrøm! 2. generation står bag dirigentpinden nu, og to fra 3. generation er store nok til at spille med. Den ældste blev i øvrigt (selvfølgelig!) født på en mandag, som var ugens skoleorkesterdag nummer 1, og den stolte far kom brasende ind til alle grupper og proklamerede: “jeg er blevet far - der er sodavand til alle i pausen”.


En af de allervigtigste ting, der kan siges om dette orkester er, at Odense Skoleorkester opgiver ingen! Man må selv opgive orkestret, hvis man ikke vil være med. Så stor er tilliden og kærligheden til kombinationen børn og musik! Og det er den stadig nu 50 år efter, det første trut lød. Jeg er sikker på at der vil blive holdt et brag af en jubilæumskoncert. Måske vi ses?

"Man røres ved musikken"

Når man spiller musik, bevæger man luften. Når luften bevæges, røres mennesker. Når Odense Skoleorkester spiller, bevæges luften i Odense, så odenseanerne røres!


Udover de sociale aspekter, som man altid lærer om ved at omgås andre mennesker, så lærte vi først og fremmest at betjene et musikinstrument. Og dét involverer elementer som finmotorik, det logisk/matematiske, rytmesans, læseevne, fornemmelse for detaljers betydning i en stor sammenhæng og det involverer at kunne kombinere det hele på kommando!


Der er nok mangen en gymnastiklærer, der har herset rundt med “de der små, blege børnemusikere, som bare sidder inde i et halvdunkelt lokale den halve dag, lænet op af store, støvede, stakke af noder og spiller små yndige menuetter af Mozart!”. De kunne ikke tage mere fejl! Det kræver råstyrke at kombinere alle de ovennævnte ting samtidig med, at man skal gå! Og man skal både gå i takt, holde rækken - både den foran og og den til siden, i regnvejr, i hedebølge, op ad bakke, i tæt trafik og meget, meget mere! Ydermere tog en hel del oftest cyklen for at komme ud af spille!

Vores “kulturelle kirtler” blev også meget veludviklede. Vi spillede alt fra stille, klassisk kirkemusik over operaouverturer, grand-prixsange, danske og amerikanske marcher, til rå (!) rocknumre. Mest af alt elskede vi de swingende numre, der strutter af godt humør! Men fordi vi kom ud til mange officielle arrangementer, lærte vi også en masse om traditioner og ritualer - respekt for en fane, flaghejsning, hurraråb osv., en masse af de danske sange, der knytter sig til, og en masse om god opførsel - det at kunne “begå sig” i en uniform, mens man stadig bevarer et godt humør og en naturlig afslappethed. Og det er faktisk ikke så skidt!

"En usynlig skulder"

Jeg kan binde en flot, dobbelt slipseknude baglæns i mørke! For i Odense Skoleorkester har alle, både piger og drenge, slips på til uniformen. Det er svært at få vendt både slips og fingre rigtigt samtidig de første mange gange! Men vores dirigent havde altid en fri hånd til en genstridig knude. Det havde hans (og vores!) højt elskede kone også. Der var altid masser af hjælpsomme hænder fra den trofaste forældreforenings bestyrelse, og de medbragte ægtefæller. Der var også alle de andre forældre, som kom og gav en hjælpende hånd. Men først og fremmest var der de andre børn og unge. For langt de fleste af de store og erfarne var det en selvfølge at gi´ en hånd, et godt råd og et smil til de små og de nye.


Vælger man at spille i Odense Skoleorkester så forpligter man sig. Uha! Det kan lyde som et grimt ord. Men i denne sammenhæng forvandler det grimme ord sig til det, der er så betydningsfuldt for et menneskebarn, nemlig at det betyder noget for andre mennesker om det er til stede! Det har fået sin plads i orkestret, fordi det vil og kan betjene sit instrument tilfredsstillende, og dét gør en positiv forskel for det samlede orkester.

Så er man medlem, er man automatisk betydningsfuld! Og man bliver bogstaveligt talt både holdt af, om og ved! I min tid mistede et par børn en forælder. Et stort, stort chok. En situation der for mange ville være meget svær at håndtere. Men ikke her. Her holdt man af, om og ved. Ganske enkelt. Små og store. Alle. Og i årene efter var det en indiskutabel, men usagt, regel, altid at ha´ en diskret støttende føler omkring børnene. De måtte for enhver pris ikke tabes. Og sådan var der mange børn, der af forskellige grunde fik en usynlig skulder at læne sig op ad. Den fysiske skulder var altid til rådighed, men det er somme tider den usynlige, der gør mest gavn!

“Musikalske minder”

Bagende varme og bidende frost er det, der står tydeligst i den del af min erindring, der går rundt i sin fine, blå uniformsjakke! Det er de utallige marchture med Odense Skoleorkester, det handler om. Og det er dem, jeg husker som sjovest og med flest minder knyttet til sig fra min tid i orkesteret. F.eks. åbningen af dyrskuet, der oftest foregik under en solstrålende blå himmel i opsmøgede ærmer - fysisk velbefindende var heldigvis vigtigere end “korrekt” uniform! Opstillet pænt i koncertformation med sveden drivende under lange taler var en prøvelse! Et år fik stortrommeslageren nok. Trommen havde han fået lov at stille på jorden. At gøre sig det mageligt ved at sætte sig på den (med et stærkt lidende ansigtsudtryk!) fandt han selv på! En fotograf fangede den charmerende situation, og billedet kom i avisen. Anderledes slemt var det, det år vi revnefærdige af stolthed skulle akkompagnere operasanger Jørgen Klint ved den traditionelle tænding af juletræet på Flakhaven. Isslag, slud og sne piskede hele arrangementet i stumper og stykker, mens vi spillede det bedste, vi havde lært, og instrumenternes klapper og ventiler frøs fast!

Indvielsen af Brandts Klædefabrik er jeg stolt af at have spillet til, og at spille for borgmester Verner og hans Hanne til deres sølvbryllup var også en stor ære for en lille pige. Utallige skolejudbilæer, som skoleorkestret er født til at festliggøre, har vi spillet til. Og sommer er det når alle byens blæseorkestre tegner den store stjerne i Odenses gader, med de efterfølgende promenadekoncerter sommeren igennem - i min tid på den hedengangne tribune i Kongens Have, med hvad dertil hørte! F.eks. staklen, der dansede og dirigerede ivrigt, satte sig på scenekanten og skålede til publikum i øl, tog sit gebis ud og undersøgte det nøje aldeles upåvirket af alle dem, der, trods det tragiske element, ikke kunne holde latteren tilbage!

“Alle ret”

En skinger fløjte skærer sig igennem en mængde meget forskellige mennesker. Den flænser luften, der er tyk af snak, trut og bom! Hverdagstøj er der ikke meget af. Billedet er fyldt af ens, ens og ens bukser, kasketter og jakker. Fløjten har et klart budskab, kendt og elsket af de fleste, der er til stede. Og uden tøven, uden vaklen og uden brok samles alle de, der er så forskellige, mens de ser så ens ud, i rækker og geledder. Fanen er foldet ud, kommandoerne runger: Alleee ret! Venstre om! Trommeslagerne slår den trofaste takt an, der får hvert eneste venstreben til at løfte sig på et og samme sekund, som var flokken ét stort og mangebenet og mangehovedet uhyre!


Men det er det jo ikke! Det er 50-60 børn og unge, piger og drenge, med bopæl i Odense Kommune. Børn og unge, der alle behersker noget så disciplinkrævende som et musikinstrument, og spiller af lyst og med glæde til glæde for (næsten) alle, de kommer i nærheden af. Det er Odense Skoleorkester, jeg ser for mit indre blik, som jeg så tit har set et for mit ydre blik, og som jeg kender så godt - helt inde fra indersiden af uniformsbukserne! For jeg spillede der selv fra 1982-1988, det meste af tiden på klarinet. Og derfor var mandag i flere år den bedste dag i min uge. Den ultimative skoleorkester dag!


Jeg startede kl. 16 og underviste i to timer, yngre såvel som ældre, nybegyndere såvel som øvede i klarinetspil. Kl. 18 var der gruppeundervisning for orkestermedlemmerne. Og kl. 20 var jeg med i den gruppe af de ældste og mest erfarne med hang til brogede akkorder og kraftig rytmisk udfoldelse, der var samlet for fuld udblæsning i big-bandet.

Sådan en mandag hjalp flere af os med at holde balancen i forhold til problemer i skolen eller i familien, men først og fremmest fik vi stillet vores nærmest umættelige sult efter musikalsk udfoldelse og udfordring!

Bedste julegave

Sønnens bedste julegave kommer drypvis igennem hele 2017 - abonnement på Jumbobøger.
Den første historie handler om zombier... - så bliver det bare ikke bedre for 6-årige!

mandag

Nytårsforsæt

Nytårsforsættet for 2016 blev offentliggjort på facebook med disse ord:

"I Forholdet til Bøger danner Menneskeheden - den Del deraf, som læser - et langt Spektralbaand. Længst ude i den ene Side finder vi ultra-kyndige, der faar Ildebefindende ved Synet af uharmonisk opbyggede Sider eller forkert valgte Skrifter; det er deres Indflydelse og stædige Vilje, vi kan takke for at Bøger ikke sjældent fremtræder som følsomt formede Objekter, som Kunstværker. I Baandets Midte vil jeg placere de mange, der gaar til Bøger fordi Aanden tørster. Og længst til den anden Side møder vi den mindst kritiske Portion, der blot vil adspredes eller i Bøgerne ligefrem søger en Substans, som slukker Jeg´ets Flammer og midlertidig sætter en andens Affærer ind i Opmærksomhedsfeltet."

Jacob Paludan i bogen "Bøger, Poerter og Stilister" - som jeg genfandt på reolen i fritidshuset, og som inspirerede mig til årets nytårsforsæt: "Læs bøger." Mange, mange, mange bøger, så mange som muligt, næsten så mange, som før jeg skulle være organist.

Sidste års nytårsforsæt - at læse flere bøger - lykkedes det mig at gennemføre. At vinde 3 rigtig gode bøger til mig selv på facebook hjalp også gevaldigt på at holde fast i forsættet, trods travle perioder. Så jeg fortsætter med samme forsæt i år: "læs flere bøger!"

Bl.a. bør min læsning altid krydres med et essay af Jacob Paludan i ny og næ, men også de gode bøger jeg har fået i julegave ser jeg frem til at få åbnet, og der er tunge, stærke værker på listen:

"Klassisk!" af Søren Schauser
"En verden til forskel" af Nadja U. Prætorius
"Bjørn Wiinblad" af Lars Hedebo Olsen
"Radiserne, 1950-1959, af Charles M. Schultz
- og "Papmachereglen" af Hella Joof, som snart er læst færdig og klar til omtale her på bloggen.

Godt nytår!