Starbjerg - Star - Starling - Sturnus - Stær?

Vi ved ikke hvorfor nærmeste hatbakke hedder "Starbjerg".

Men "star" er tidligere brugt både på dansk og tysk for "stær". 

Og det giver bare rigtig god mening hvis dét er betydningen. At "Starbjerg" betyder "stærebjerg".

Vi har en meget gammel poppel på grunden, i skellet ind imod Starbjerggård, og den besøges hvert forår og efterår af stæreflokke. 

Et noget yngre kirsebærtræ kommer de også på besøg i - samme dag hvert år, så vi ved at vi skal have plukket til os selv inden da. (Og selvfølgelig lader vi bær være tilbage til dem også.)

Selve hatbakken "Starbjerg" er delvist dyrket og delvist dækket af vild, tæt beplantning, og da den ligger på modsat side af jorden og gården, kan vi ikke holde øje med den fra vores egen grund. Derfor ved vi faktisk ikke om den besøges af stæreflokke i så markant grad, så navnet entydigt kan forklares ved dét.

Fra vores grund kan vi trække en lige linje ud til Tryggelev Nor, hvor store flokke af stære på denne tid af året hver aften samles og hvor vi har fået oplevelser, der nærmer sig begrebet "sort sol".

Starbjerg = stærebjerg? Det giver god mening, og vi fugleelskere håber at det er den rette forklaring 🤞

Billedet er lånt herfra: <a href="https://www.freepik.com/free-photo/european-starling-sturnus-vulgaris-illustrated-by-von-wright-brothers_3540703.htm">Image by rawpixel.com</a> on Freepik

Der åndes igen på Starbjergjord

Endelig åndes der igen på sydlangelandske Starbjergjord.

Vejret trækkes dybt og roligt.

Haven hjælpes på vej mod vinter, hvile og ny vækst.

Lys, sol og levende væsner i overraskende mængder og antal nydes i de fulde, dybe åndedrag. 

Dertil trak trangen til at skabe rum med mulighed for at øge følelsen af forbundethed med haven, naturen, livet, imod et af yndlingsstederne. 

En gammel, faldefærdig smedie stod på grunden da vi kom til. Den måtte rives ned af sikkerhedsgrunde, men de mange, store fundamentsten blev liggende, også trappestenen.

Den ligger nu på en måde, der minder mig om et alter - et bord. Der er opstået en krog, det føles godt at være i. Der er læ og der føles trygt.

Stykker af feldspat, der reflekterer lyset og glimter af sølv og blåt er lagt på "bordet", sammen med ældgamle fossiler, forsteninger af nogle af jordens ældst, kendte skabninger.

Feldspat er en naturlig del af granit, som alteret er lavet af, og feldspat i rødlige nuancer ses tydeligt på den side der vender udad.

En gammel, sort gryde med cola-duftende malurt, vild hassel og miniaturepåskelijeløg er flyttet derhen, sammen med en kroget stok fra et af de gamle hyldetræer.

Drømmen om et lille bassin opstod og der skal arbejdes videre med området de kommende dage.

Og brød og kage fra den lokale yndlingsbager hører selvfølgelig til dagenes store glæder.

Højder

Starbjergjord ligger relativt højt - imellem 12 meter og 16 meter, men der er ingen hatbakker på vores grund.

Dem er der ellers næsten 700 af på Langeland, cirka fra Magleby i Syd til Stoense i nord. De fleste er mellem 10-20 meter, men nogle højere, og de to højeste er Fakkebjerg på 37 meter og den, der både hedder Skøvlebjerg, Skovlebjerg, Skøvlebjerg og Støvlebjerg - den er 46 meter.

Vores nærmeste nabo, Starbjerggård, ligger i ly af en hatbakke, som gården har fået sit navn fra - "Starbjerg", og den er 24,5 meter høj. Den ligger lige ud til hovedvejen, lige før indkørslen til gården, men ses ikke så tydeligt da den er bevokset med skov.

Går vi mod nærmeste strand ad Fredmosevejen møder vi to "bjerge" og en "høj" - som hatbakkerne kaldes lokalt, og de ses tydeligt, selvom de ikke er så høje.

Første Tunebjerg på 19 meter, hvor Tunebjerggård ligger i læ, og hvor der er gravet lidt af "bjerget" for at give plads til gården, og det lagdelte sand og grus som alle hatbakker består af, holdes på plads af en stensætning og mange års bevoksning.

Næste er Hellebjerg på 20 meter. Her er ingen bebyggelse i nærheden, den ligger helt frit, åbent under himlen, midt i marker, med vildnis på toppen.

Jeg har fotograferet den bakke talrige gange, på mine talrige vandreture på denne min yndlingsvej, der fører til min yndlingsstrand.

"Hellebjerg" - mon ikke navnet Helle i denne sammenhæng betyder "Hellig"? Det er altid den følelse jeg får, når jeg når til det sted. Andægtighed. 

Den sidste hatbakke på ruten er Tortehøj på 15 meter, lige hvor vejen drejer skarpt til venstre, ned mod sommerhusområdet og trappen til den strand, der er min yndlingsstrand. Hvad "Torte" betyder aner jeg ikke, men der graves videre i gamle og nye bøger. 

Vores "sø"

For fem år siden fandt vi på at grave vores egen lille "sø" på Starbjergjord, der er et højtliggende og tørt område.

Vi lagde simpelthen bare bassinplast ned i et godt 1 meter dybt hul, ca 1,5 x 2,5 meter, og lagde strandsten og fliser på kanterne, runde strandsten i bunden, så der er hulrum til vanddyr, og tog en spandfuld søvand med fra det nærliggende Nørreballe Nor, i håbet om at evt smådyr herfra kunne sætte gang i søens liv.

Det kunne det.

Der er insekter, igler, snegle - på billedet herover er det "Stor mosesnegl". I denne sommer er der også observeret flere grønne frøer på grunden, og i hele den tidlige sommer var der en fast beboer, der havde sin faste plads her. 

I år har vi plantet en åkande, der er kommet godt i gang, frøen har afprøvet at bladene er acceptable at sidde på - vi har bare ikke fået billeder af dét endnu. Vi håber på åkandeblomster næste år, omend bladene er noget så smukke i sig selv.

På nabogrunden er der et naturligt vandhul, oppe på den anden side af marken bag vores grunde ligger det store moseområde "Fredmosen", og modsat, på den anden side af vejen, er der også et område med vand, men det ligger på privat grund, og vi ved pt ikke helt hvad det er. 

Vores egen lille sø vinder ingen priser, hverken for æstetik eller håndværksmæssig udførelse, men dyrelivet har taget den til sig, og det er det eneste der tæller for os.

Og vores lille bitte sø fungerer nu, formentlig, som et lille pitstop for insekter og smådyr, der trækker fra det ene vandhul til det andet, og er afhængige af vand. Vi håber 🤞

Weekendønske

Håber så inderligt at weekenden fører et besøg på Starbjergjord med sig, og at energien rækker til en vandretur udad yndlingsruten, ad Fredmosevejen.

Forbi nabolagets hatbakker - Tunebjerg og Hellebjerg (på billedet) og ned til yndlingsstrandens velkendte og højtelskede profil.

Men eftermiddagskaffe under pilen i haven på Starbjergjord er nok det vigtigste og mest realistiske at nå frem til, imens der fortsat restitueres efter covidforløbet.

Sommerens sommerfugl

For første gang så vi i år sommerfuglen "Sørgekåbe" i haven på Starbjergjord.

Stor, smuk, formentlig helt ny - sikke et syn, sikke en glædens dag.

Billedet er ikke helt perfekt - men det var den. 

Vi håber den bliver boende hos os.

Køleskabspoesi

Der er en pose magneter med ord i huset på Starbjergjord.

Sidst vi var der, sorterede jeg ordene - ville kun bruge dem, der føles godt.

For med covid i kroppen er det nødvendigt så vidt muligt at vælge alt velgørende man kan!

På Starbjergjord er dét bare nemmere, også nemmere at lade tankerne flyve og sanserne folde sig ud.

Nogle af ordene samlede sig til køleskabspoesi.

Affotograferede køleskabslågen hvor ordene endte - billedet blev sløret, men skyggen tydelig... Så hvad mon er vigtigst i køleskabsdigtning? 

Ordene?

Processen?

Digtene?

Formidlingen?

Skyggen jeg kaster på dem?

***

Jeg elsker helt banalt skabelsesprocessen 

- med Benny Andersens ord "at mærke når en linje bliver strømførende" - og den rare følelse stemningen i sammensætningen af ordene giver mig.

***

De her fem sæt ord blev det til:

Grubler virkeligt poesibrus

Spørge glasklar sans?

I

pæresød harmonihave

***

Skrev lysende morgendigte i eventyrskygge

Og

Udenfor hvisker stærk, lille favoritmis

***

Gul, blød sommer

Blå himmelfølelse

Relevant jafokus

***

Gammelt kaffeløfte

Dele forårssjælesmag

***

Hviler præcis

Stolt - stille - vild

Mærker hvorfor

Ved havmusik

***

Elsker køleskabspoesi på Starbjergjord - og at følelsen derfra kan nå helt frem til mig i dette lidt tunge nu på Midtfyn.

Savner, savner, savner...

Savner, savner, savner at være på Starbjergjord! 

Energien rakte ikke til ophold denne weekend, og søndag formiddag kalder lønarbejdet for første gang i lang tid, pga sygeperioder og ferie.

At være utryg ved at starte på arbejde gør ikke savnet af den mest elskede og beroligende plet på jorden mindre.

Det er nærmest magisk at være på det sted og at gå rundt og opdage nye beboere og hilse på de kendte.

Som hende her, den store flotte hvepseedderkop, der nok spærrer en sti, men i al sin skønhed og fascinerende adfærd har vores fulde tilladelse til at sidde lige præcis det sted hun selv har valgt.

Jeg glæder mig sådan til at komme hjem og se om hun stadig er der.

3, 2, 1 og 1/2-kage...

Er i et tiltrængt døgn på Starbjergjord, for at samle kræfter til raskmelding efter drøjt coronaforløb.

Yndlingsinsektet, den grønne guldbasse, lod sig se og det bugner med yndlingsbær: brombær. Der er så mange bær, så der er til alle jordens beboere, og vi deler så gerne med de andre!

Helt usædvanligt har der ikke været kage på bordet her i 13 dage pga coronaens smags-,  lugte- og appetitforstyrrelser.

I dag fristede de store, flotte brombær og der måtte kage til - hurtigt, nemt og lækkert: 

3 æg - piskes med

2 dl sukker,

1 dl mel og

1/2 tsk bagepulver vendes i.

(Heraf kagens navn, der gør den nem at huske: "3, 2, 1 og 1/2-kagen"!)

Dagens version fik lidt valnødder og hvid chokolade på sammen med en masse brombær.

Men cirka alle former for frisk frugt kan bruges (evt drysset med ekstra sukker), nødder og chokolade kan tilsættes efter smag, og dejen kan krydres som man synes!

Bages ca 30 min v 175 grader, når der som her bruges tærteform (der er smurt med smør, feks ved at lægge en skefuld i formen, der sættes ind i ovnen imens den varmer op, og tages ud når det er smeltet).

Og jeg kunne smage både bær og valnødder - hurra!

Hvorfor navnet "Starbjerg"?

Grunden vi ejer ligger som del af et større areal, hvor det meste en periode har været under gården, der er nærmeste nabo, Starbjerggård. Den gård ligger i læ af et lille "bjerg" - en hatbakke, der bærer navnet "Starbjerg".

Vi arbejder stadig i at få afklaret områdets navne og tilhørsforhold helt, set i forhold til de store gårde i området og folketro. 

(Der ligger feks også en "Nissehøj" på området - med dét navn må der være en spændende historie knyttet til.)

Foreløbig tillader vi os bruge navnet "Starbjergjord" når vi omtaler vores grund, i respekt for områdets historie, og for at definere præcis hvilken jord vi har sat os for at sætte fri og lære at kende præcis som dén er.

For det er hvad vi bruger vores 5000 m2 på - at lade det liv, der af sig selv kan gro og ånde lige præcis dér, leve som det kan og vil. Planter, insekter, fugle, pattedyr - og sågar padder. At lade den være vild, helt med vilje.

Vi slår nogle få gangstier med maskine, slår områder med le, og så går vi ellers selv rundt for at se og fotodokumentere hvem vi lever sammen med, og for at passe bygningerne.

Intet andet.

Og aldrig har der været så meget forskelligt liv som dette år.

Mange, mange flere fotos følger her på bloggen.

Her har hjertet hjemme...

- på "Starbjergjord", Sydlangeland.

Så ofte som muligt, så længe som muligt, opholder vi os på vores ejendom på Sydlangeland.

Min mand havde købt stedet to år før vi lærte hinanden at kende. Så hans hjerte har boet der fra 2004, mit fra 2006.

Omstændigheder ang. kombination af uddannelse, job og offentlig transport gjorde at vi kun fik de første år som fastboende. Hverdagen leves på Midtfyn.

Vi håber at kunne vende tilbage til Langeland som fastboende indenfor overskuelig fremtid.

For her har hjertet hjemme - i den store, vilde have.