"Hvad er musik?", Erindringer og refleksioner, 4 dele

1.del.

Det skete en dag i 4.klasse. Der blev delt sedler ud: orientering om og tilmelding til "frivillig musik", som det hed. Et tilbud om ekstra musikundervisning i folkeskoleregi. Der var korsang for små og for store, og der var blokfløjtespil for begyndere og for øvede. Uden tøven satte jeg et kryds ud for blokfløjtespil for begyndere. Tiden var kommet, klokken faldet i slag, skæbnen pustede mig i nakken: nu skulle jeg spille musik. Min sidekammerat så på mig med et forfærdet blik og spurgte fuld af undren: "Må du godt selv bestemme hvad du vil gå til?" Lige så fuld af undren så jeg på hende, for hvem i alverden skulle ellers bestemme?

Selvfølgelig havde jeg da tænkt mig at orientere mine forældre, der skulle vist også en forældreunderskrift på, og så var der lige et økonomisk/praktisk problem med hensyn til at fremskaffe en blokfløjte at spille pa. Men beslutningen om at ville spille blokfløjte kunne da umuligt tages af andre end mig selv!

Blokfløjten var det muligt at købe via læreren, og den blev udleveret i første time. Vidunderet, en sort, blank plastikfløjte med cremefarvet mundstykke, lå i et rundt, bordeuxfarvet plastikrør med skruelåg, der var et stykke tyk piberenser på en pind, og en seddel, der viste hvor mange fingre, der skulle bruges til at frembringe hvilke toner.

Verden omkring mig forsvandt. Larmen fra de andre børn, der kastede sig som frådende vilddyr over de forsvarsløse fløjter, og fyldte rummet med ukontrolleret pifteri og regulær støj, forsvandt også. For mig var der kun fløjten og langt ude i horisonten, som solen, der bryder gennem disen, læreren, der kæmpede for at tæmme den vilde flok, for at kunne instruere i hvilken hånd, der skulle være hvor.

Jeg satte varsomt mine små, spinkle fingre med største ømhed, en efter en, over hvert hul og lod til sidst mine læber berøre fløjten, som det blideste kys til den mest elskede tøjbamse. Jeg pustede ikke. Det var jeg alt for blufærdig til. Det måtte vente til jeg kom hjem bag en lukket dør.

Det næste jeg husker er den dag hvor jeg fik noder, øjne, fingre og toner til at hænge sammen. "Jamaica". Det hed sangen. Den kendte alle børn dengang sidst i 70´erne. "Jamaica, Jamaica, Jamaica, vi danser hele natten på Jamaica". Jeg husker Johnny Reimar synge den med et børnekor, og at jeg undrede mig over at børn kunne få lov til at være oppe og danse hele natten! Nu skulle jeg selv spille den.

Jeg øvede og øvede: "læse noden, huske fingerstillingen, få fingrene til at ramme og så blæse". Budbringeren, der skulle løbe fra øjnene og til fingrene, for at overbringe meddelelsen om at en bevægelse af fingre var ønsket, skulle jeg få til at løbe så hurtigt, så bevidstheden ingen anelse havde om dens tilstedeværelse. Men først skulle den netop være helt tilstede i bevidstheden, for at den kunne lære vejen at kende.

Og det lærte den. Det tog en eftermiddag. Den samme sang om og om igen. Da jeg sluttede den dag fungerede systemet. En kort men stædig kamp, præcis som når idrætsfolk træner til kroppen gør det man beder den om. Derefter kan man begynde at spille. Fodbold såvel som musik.

Fra første dag jeg holdt min første blokfløjte i hånden, var jeg besat af at spille musik. Jeg spillede hvert eneste ledige øjeblik, og kunne jeg ikke have et musikinstrument i hænderne, så øvede fingrene alligevel videre. Mine tanker var altid beskæftiget med musik i en eller anden form: teoretiske elementer jeg prøvede på at forstå, terpede klarinettens hjælpegreb, gennemgik nyeste tattoo (et marchorkesters opvisning i at gå i formationer), eller overvejelser omkring hvilket nyt musikinstrument jeg kunne have lyst til at kaste mig over!

Med et musikinstrument i eller ved hånden blev jeg i stand til at gøre ting jeg ellers aldrig ville have gjort. Ting jeg i dag undrer mig dybt over, at jeg var i stand til at gøre. Ikke blot grænser, men alvorlige fobier blev jeg i stand til at overskride- at ignorere. Jeg var i stand til at gøre alt for at komme til at spille så meget musik som muligt. Musikken blev hele min identitet, og i de først år elskede jeg at spille.

Det selv at kunne frembringe alverdens dejligste melodier når jeg havde lyst til det var vidunderligt, og endnu mere elskede jeg det, da jeg kom til at spille i orkestre, og kunne sidde midt inde i selve musikken, og opleve de mange toner lægge sig omkring og oven i hinanden i fantastiske mønstre, der udløste en masse forskellige følelser og oplevelser i mig selv.

***

2. del.

Der er ikke noget i min slægt, der peger i retning af, at jeg kunne blive besat af at spille musik. Der er ikke noget i mit miljø eller i min opdragelse, der har påvirket mig til at spille musik, og da slet ikke til at blive besat af at spille musik ...

Et rum fyldt med klingende, klirrende klange. En velsignet vellyd med himmelske åbenbaringer af toner i overtal, i overflod, i overtoner. Toner, der en efter en byggede de vældigste tonende arkitektoniske mesterværker op omkring mig. Toner, der trippede og trillede, mens min krops fineste nervetråde blev slået an af et cembalos plektre, som var jeg instrumentets tvillingesjæl- dualen, der altid registrerer alt hvad der sker med sin dual.

Klirrende, klingende klange opdelt i toner, der byggede mig et slot fyldt med erindringer, som nægtede at afsløre deres identitet og oprindelse i bevidsthedens blændende dagslys. Erindringer, der ikke kom fra blodet. For i blodet er der lyde af jern, der slår imod jern, og af glødende varme, der syder i chok i mødet med koldt vand; af bølger, der vugger en båd, og af vand, der mod sin natur hives op i et net men falder plaskende tilbage i sig selv; af jord, der gennembrydes af redskaber, fyldes af forhåbninger i frø og atter brydes igennem af tyste, stærke viljer; af et roligt åndedrag, der følger en nåls rappe gennemtrængninger af stof, der knitrer tyst i velvære; og af en sagte nynnen fra en kvindes kærlighedsfyldte bryst, der vogter over sin bolig og dens sjælevarmede indhold.

Hele min slægts lyde - smedenes, fiskernes, husmændenes, sypigemes, husmødrenes - ruller i mit blod, og alle står de tavse og ser uforstående på mig, når jeg vender mig mod dem, for i vores fælles blod at finde de ord og billeder, der kan forklare mine tavse, tårefyldte oplevelser i et cembalos himmelske klange. Men de kendte aldrig den musik. De kendte aldrig den klang.

Men musik fyldte mig fra top til tå, og intet kunne rokke mig ud af musikkens faste greb (eller rokke musikken ud af mit faste greb?). Besættelsen havde kræfter, som var den et godstog i ekspresfart, der drønede ud over det fynske land. Jeg prøvede alt hvad der var at prøve, og opsøgte selv alle mulige såvel som umulige muligheder, og sagde ja til alt jeg fik tilbudt at være med til.

Syv forskellige musikinstrumenter lærte jeg at beherske, og spillede på dem i harmoniorkestre, symfoniorkestre, teaterorkestre, i big-band, som solist, i små grupper, i større grupper, sågar Odense Domkirkes orgel har jeg spillet på.

Jeg deltog i alt hvad det lokale musikkonservatorium kunne byde på, både som "kanin" (d.v.s. elev for eleverne), som akkompagnatør ved en afgangselevs eksamen, og blev til slut selv elev. Da hev jeg i nødbremsen. Af mange grunde. Jeg steg af mit selvskabte godstog, drog ud for at finde hvad verden ellers kan byde på, men fandt igen og igen og igen musik, musik, musik, musik, musik ...

Jeg måtte konstatere, at musik er en livslang (og måske endnu længere?) og meget dyb kærlighed for mig. Men hvorfor?

Nogle dage har jeg en fornemmelse af, at der lige midt i mig - lige der, hvor alle de oplevelses-overskudsprodukter (- d.v.s. alt det, der bliver tilbage, når et nu er blevet til fortid, og enten er placeret som et minde på en plads i erindringen, eller flintrende hvileløst frem og tilbage imellem tanker og følelser) et menneske kan rumme, samles, er der en stor gryde, der er hængt op i en krog, over et spruttende og gnistrende ildsted; at alle disse oplevelsesoverskudsprodukter dumper ned i gryden, og at jeg selv forvandles til en hæslig, lille og kroget heks, der star med sin store slev og rører rundt i denne gryde. Dampen fra grydens kogende indhold stiger opad, helt op i min hjerne, der i nydeligt samarbejde med fantasien virker som en storskærm, hvor dampen fra oplevelses-afkoget fremkaldes til billeder, der viser oplevelsernes essens ...

Som den dag hvor jeg havde ladet hjernen lege med spørgsmålet: "Hvorfor var jeg besat af at spille musik, da jeg var barn?" Tankerne behandlede spørgsmålet længe og i dyb respekt, uden at nå frem til et resultat. Men hen imod aften, i et ubevogtet øjeblik, gik gryden i kog og jeg fandt mig selv stående foran dampen i den mareridtsagtige hekseskikkelse. En del af mig fik vristet sig fri, og listede op til storskærmen.

Der så jeg billeder af den 11-12-årige pige jeg engang var: stående foran sit nodestativ, spillende på sin klarinet. Startet ved starten og spiller node efter node, som de skal spilles. Og hun ved præcis hvad hun skal! Så længe musikken varer er hver eneste bevægelse givet pa forhånd. Stående eller siddende ved et nodestativ er hele hendes verden defineret. Hun føler sig tryg. I samme øjeblik den sidste tones vibrationer er opløst i atmosfæren er intet sikkert mere - alt er op til hende selv: hvordan hun skal bevæge sin krop, hvad hun skal tænke, hvad hun skal sige, hvad hun skal gøre. Hun føler sig utryg.

Med andre ord: dampen fra heksens bitre afkog fortæller mig, at jeg var en blævrende geleklump, der kun kunne finde en fast form indenfor den tid hvor jeg fulgte de anvisninger, som en komponist engang nedfældede på et stykke papir med sorte klatter og streger...

Andre dage har jeg en fornemmelse af, at der lige midt i mig - lige der, hvor alle de oplevelses-overskudsprodukter, som et menneske kan rumme, samles, er en stor rosenhave, der blomstrer i alle tænkelige hvide, lyserøde, dybrøde, og et par enkelte solstrålende gule nuancer. At alle disse oplevelses-overskudsprodukter bredes ud under rosenbuskene som gødning, der siver ned i jorden, suges op af planterne, der sætter store svulmende knopper, og folder sig ud i skønne blomster, der fylder sin verden med drømmende dufte, og at jeg er den yndige landskabsfe, der passer, plejer og ved alt om dette sted. Duftene stiger opad, helt op i min hjerne, der i nydeligt samarbejde med fantasien virker som en storskærm, hvor duftene fremkaldes til billeder, der viser oplevelsernes essens.

Og jeg ser billeder af den 11-12-årige pige jeg engang var: stående foran sit nodestativ, spillende på sin klarinet. Startet ved starten og spiller node efter node, som de skal spilles, og tone efter tone slipper melodier ud i det fri. Hun trækker luft ind i sig. Med koncentrationens skarpe lys rettet mod hvidt papir med sorte tegn, og mod rygraden, der rummer enhver information til brug for beherskelsen af instrumentet, samles de enkelte elementer i en helhed forrest i bevidstheden. Hun sender luften ud, i passende bidder, i instrumentets lange smalle rør, hvor den formes til en hurtigtsvingende søjle, og forlader instrumentet via tragten, der former den endeligt til runde, dejlige toner.

Der kommer lange rækker af toner, hvor hver enkelt tone har en lille buttet hånd strakt tilbage mod instrumentet, for at gribe efter den næste tone, og de nyfødte toner danser hånd i hånd i melodiske strofer, fri af papirets tørre hukommelse, fri af instrumentet, danser en tur rundt om den spillende pige, og videre ud af vinduet, ud i den frie verden, hvor de når at kærtegne ører, der passerer vinduet, og måske endda at kilde et menneskes minde, inden vibrationerne lidt efter lidt bliver langsommere for igen at blive et uhørligt ét med den øvrige luft. Alt imens hun selv næsten ikke når at opdage alt det hun føler, udover koncentrationens strenge, stålsatte vilje, der kontrollerer lunger, læber og fingres bevægelser.

Med andre ord: duften fra feens fortryllende rosenhave fortæller mig, at jeg var en stålsat vilje, der koncentrede bevidstheden om at beherske et musikinstrument, for at kunne slippe toner i melodiske strofer fri, ved at trække luft ind i mit menneskelegeme, sende det ud i det menneskeskabte legeme, der former luften til de runde og dejlige toner, der kan røre andre mennesker, som en komponist engang anviste det på papir med sorte klatter og streger.

***

3. del.

Jeg lærte at spille, som var evnen en gave bragt til min vugge af selveste musikkens gudinde, kun pakket ind i et uendeligt tyndt flor, der ville briste allerede første gang jeg lod blikket kærtegne det; og den ville folde sig ud, fiks og færdig klar til brug. Evnen rummede både teknikken, der skulle bruges til at beherske musikinstrumenterne, teorien, der skulle bruges til at forstå musikkens notation, og den del der intet navn og ingen fysisk placering har, men som er den del, der forstår "at spille musik" så det forstås, som det falder de fleste mennesker naturligt "at tale" så det forstås, når de taler om noget de ved noget om på et sprog de selv forstår.

Men var jeg virkelig blot en konturløs blævrende klump, der, for egen skyld, fandt en form indenfor musikkens faste rammer? Eller blot en stålsat vilje, der, for andres skyld, i koncentration fandt muligheden for at lade toner røre andre mennesker? Jeg ved det ikke. Måske begge dele, men i hvilken fordeling? Jeg ved det ikke.

Musikkonservatorieuddannelsen afbrød jeg da jeg var 18 år, og jeg stoppede samtidig enhver form for udadvendt musik udøvelse (med så få undtagelser, at de kan tælles på en enkelt hånd), og da jeg var 21 år, var de sidste forbindelser jeg havde til miljøer med musik definitivt afbrudt. Af mange forskellige grunde. Men jeg elskede jo at spille musik. Jeg elskede tonernes verdener - de indre såvel som de ydre. Og med tiden fik jeg et stort behov for at finde ud af, hvad det er der er så fantastisk ved musik. Hvad musik egentlig er.

I erindringen hvirvler et cembalo rundt, med Couperins og Frescobaldis toner yndefuldt dansende omkring en sværm af klarinetter og saxofoner, der har selskab af en enkelt obo; tre harmoniorkestre marcherer rundt og rundt omkring symfoniorkestre, et big-band og nogle teaterorkestre; sigøjnerpigen Saffi synger sin store arie med hele 9 røvere fra Kardemommeby lige i hælene; den forældreløse Annie synger i al sin ensomhed om at "der kommer en dag i morgen", mens en stor blokfløjtefamilie og en masse små piger leger med hinanden; jeg vinker til den hvide dansk-top-hittende måge, der flyver hen over mit hus, men bliver forstyrret af brandfolkene i min båndoptager, der igen rykker forgæves ud til Bülowsvej 5 i endnu et dansk pophit, inden jeg sætter mig ved flyglet for at øve på Schumanns "Kinderszenen".

Resultatet af en grundig oprydning i dels min musikalske erindring og dels min musikalske barnelærdom, er en masse tanker omkring musik. En masse tanker, som jeg selv kunne have haft brug for at blive præsenteret for på et langt tidligere tidspunkt. Men de var ikke at finde på den vej jeg gik. Peter Bastian kom pa banen med sin fremragende bog "Ind i musikken", men den var jeg med min intellektuelle ballast (eller rettere mangel på samme!) ikke i stand til at forstå ret meget af som 16-arig, og det tror jeg faktisk at de fleste, der står helt uden viden om musik og en begrænset boglig ballast i øvrigt, vil have svært ved. Derfor er dette skrevet med tanke på de, der ikke ved ret meget om musik i forvejen, men som har en varm interesse. Både de, der selv er begyndt at spille musik - uanset genre (- og forældre til spillende børn), og de, der lytter til musik- uanset genre!

Jeg gør ikke krav på at have fundet den sandeste af alle sandheder om et så uudtømmeligt emne som musik. Derfor har jeg valgt at supplere mine egne ord med en liste bagerst i bogen (denne liste findes desværre ikke mere) over de bøger, jeg selv gerne ville have læst, da jeg var ung, uerfaren og uvidende i musikkens verden, og som kunne have været til gavn for mine musik-uvidende forældre. Måske er det ikke lige disse bøger fagfolket ville anbefale. Er det tilfældet, så er det nok forklaringen på at jeg skulle ud og finde dem selv, efter jeg havde brudt med dem.

***

4. del.

Der viste sig at være lang vej for mig at gå, for at finde tilbage til den oprindelige, renhjertede lyst til at spille musik, at lytte til musik, at lytte i musik, og at lade mig selv opleve i musik - i hvilken som helst genre jeg selv finder behag i efter behov! Mit hoved var fyldt med en masse løsrevne elementer fra musikkens univers, og de drønede rundt omkring sig selv uden at give ret meget mening i sig selv: generalbas, Kirnbergerstemning, subdominant, Vandorn, kadence, mordenter, partialtoner, forslagsnoder, mellemgulv, nodegaffel, barok, decim, korkfedt, funktionsanalyse, tommelfingerbule, allemande, stemmegaffel, impressionisme, klarinetpolka, og ikke mindst " di-ge-da-ge" (- sådan skulle 16-dels noder siges tilhørelære for ikke at kløjs i dem!)- men hvor var musikken?

Jeg læste masser af bøger om alle disse enkelte elementer, for det var hvad jeg kunne finde: teori og historie. Men der måtte være mere i det der musik, som jeg elskede sa højt. Jeg havde en udefinerlig fornemmelse af "noget", der rakte ud over det jeg kunne finde i alle de ordrige teorier. Ingen fortalte om hvad musik egentlig er, hvad der er imellem noderne, hvad der er bag nodepapiret, hvorfor musik kan virke så stærkt pa os.

Som f.eks. da jeg som 11-årig hørte Richard Claydermans første LP med det store hit "Ballade pour Adeline", og var fuldstændig væk i de flotte universer og svømmede rundt i mine egne våde øjne over de smukke melodier - for senere at konstatere, at de folk, der kunne lære mig "alt" om musik, ikke havde andet tilovers for mit barndomsidol end et hånligt næserynk!

Min sidste klaverlærer var den første, der nærmede sig emnet "hvad er musik?". Han fortalte mig om en anden indgangsvinkel til musik, i forbindelse med det at træne øret, det at lære faget "hørelære" (det at kunne identificere og gengive toneafstande, tonearter, akkorder og rytmer), og åbnede dermed en helt anden verden for mig, et helt andet univers hvor man sanser tonerne - oplever tonerne - føler tonerne. Han talte om, at hvert eneste interval (afstanden fra en tone til en anden) har sin egen kvalitet, sin egen følelse, og at man skal lære hvordan man selv føler/sanser/oplever det, fordi alle mennesker er forskellige og derfor oplever forskelligt, fordi toner er meget mere end de svingninger, der kan måles med måleapparater, fordi et menneskes øre netop ikke (kun) er et sådan måleapparat, og derfor skal øret og dets ejermand/kvinde støttes i at lære ud fra sine egne forudsætninger.

5-6 år senere fandt jeg i en boghandel en bog af Rudolf Steiner med titlen "Musikkens væsen". Jeg greb den naturligvis med det samme, og bladrede med tilbageholdt åndedræt i den. Emnet var lige præcis det jeg havde ledt efter mens jeg spillede, den blev så i stedet et af de første skridt ind i det store oprydningsarbejde efter de meget intense- og set i bakspejlet forvirrede år i musikkens univers. Da jeg nåede frem til en af de første sider (jeg har en uforklarlig uvane med at undersøge nye bøger bagfra, sågar at skimme en side nedefra!), gik der et gys igennem mig, der druknede i væsken mine øjne samtidig fyldtes med: bogen var oversat af min klaverlærer, i den tid jeg var elev hos ham.

Da jeg fandt bogen levede han ikke længere, men med bogen i hænderne blev hvert ord som en ledetråd, der sendte mig tilbage igennem tiden for at genopleve de meget inspirerende timer i hans selskab. Jeg, den unge, tavse, generte, indadvendte og alt for uvidende elev, der sad som en lille svamp, og bare sugede åndelig næring til sig fra ham, den meget ældre og meget erfarne musiker, lærer og menneskesjæl, der øsede af sit åndelige kildevæld, på trods af sin alvorlige sygdom. Samtidig blev den dør til musikkens indre univers han engang havde vist mig, smækket op på vid gab: "der er meget mere i musikkens væsen end der står i noderne og mere end man kan høre, når man kun bruger øret som vibrations-registrerings-apparatur" - og Rudolf Steiner gav mig sit bud pa hvad han mener dette mere er, og ledte mig dermed videre på vejen efter et svar af en slags, og ikke mindst ind pa vejen, der førte tilbage til min første og største oprindelige glæde ved musikken.


Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.

"Tolv af Egmoses bedste salmer"

Samlingen ”Tolv af Egmoses bedste salmer” er netop udgivet på forlaget ”Dansk Sang”. Samlingen er et udvalg af de mange melodier organist og komponist Willy Egmose har skrevet i tidens løb, og komponisten har selv foretaget valget. Den ældste melodi er fra 1992, den nyeste fra 2015.

I forordet har Willy Egmose fået lov til at fortælle lidt om sin arbejdsproces, og også fortælle om baggrunden hver salmes tilblivelse. Det giver udgivelsen en stor værdi at man på den måde får lov at møde komponisten selv.

Willy Egmose er kendt af de fleste kirkefolk, som den helt store frontkæmper i fornyelsen af den danske salmesang, med den store, rytmiske salmebog, der var intet mindre end en kulturhistorisk milepæl, ”Salmer og sange i skole og kirke”, som et hovedværk.

I Egmoses melodier mærker man tydeligt at han igennem næsten hele sit liv har haft jazzklaver som fast følgesvend, og man mærker det både i rytmik og i harmonik. I salmen ”Nu slår glæden ud med hånden”, med tekst af Iben Krogsdal, møder den jublende pinseglæde Egmoses musikalske legebarn i en dansende glad melodi, der flere steder allerede er på det faste repertoire af pinsesalmer.

Ved gennemspilning på orgel dukkede en perle op, som jeg ikke havde fundet interessant ved klaveret, nemlig salmen ”Du fylder mig med glæde”, der har tekst af Holger Lissner. Her møder vi en anden side af Willy Egmose, nemlig den dansk/norske folketone, som faktisk gør sig rigtig godt på kirkeorgel.

Fem af salmerne er med tekst af Lars Busk Sørensen. Det er slående så særlig god en kemi der er imellem netop disse to herrers ord og toner, og jeg elsker deres salmer! Melodierne smyger sig med en sjælden inderlighed, indføling, ja nærmest omsorg omkring ordene, som får tekst og melodi til at smelte sammen til helstøbte salmer, som det falder nemt og gør godt at synge.

Alle melodier er noteret både med melodilinje og becifring, og med klaversatser, der ligger godt i hænderne. Som altid hos Dansk Sang er det professionelt og brugervenligt sat op, og forlaget bør roses for fortsat at bidrage til at forny den danske salmetradition.

Skrevet til fagbladet "Organisten.org", 2016. Nodebogen er stillet til rådighed for anmeldelse af "Organistbladet".

Museumslæsning

Langelandsmuseum.

Udstilling om familie fra Strynø.

Fysisk lille. Geografisk og psykologisk meget omfattende.

Dybt, dybt rørende, hvis man giver sig ro til at læse og har mod til at føle med de beskrevne skæbner.

Dybt rørende.

Og personen på planchen, som her er delvist gengivet, blev født samme år som denne bloggers ligeledes strynske oldefar. Kendt og fulgt hinanden, indtil vejene skiltes i konfirmationsalderen har de helt sikkert.

Slitage

Der slides godt på disse bøger, hvis vejledning, der efterhånden er kommet mange gode sokker ud af.

Bøgerne og metoden, der anvendes til sokkefremstilling i dem, anbefales herfra på det varmeste.

Introvertkonsekvenser

Måske en af de vigtigste bøger, der nogensinde er skrevet - i hvert fald for mig.

Endnu vigtigere er den "stille revolution" som bogens forfatter, Susan Cain, har sat i gang i sit hjemland, USA.

Udsnittet på nedenstående foto er fra forsiden af den danske oversættelse af bogen.

Men hvordan overbeviser man et introvert barn om at der er en styrke i at være introvert, når grundpræmissen man møder hos alle er at den ekstroverte adfærd er den rigtige - for den er fortsat grundlaget for al skolegang, den er fortsat forventningen hos alle der møder et 6-årigt barn, og man ser så tydeligt skuffelsen - som endda nogen gange udtales højlydt - når barnet ikke lever op til forventningerne.

Barnet ser det også. Føler det dybt. Og konkluderer. Rigtigt. Men forkert! Til dyb skade.

Det er nok først nu ved at dæmre for alvor - at der her er en umådelig vigtig kamp at kæmpe, dag for dag, ude og hjemme og helt inde i egne tanker, og i den nyvundne, enorme, hjerteskærende bevidsthed om barnets refleksioner og konklusion og konsekvenserne. Der skal gribes ind.

Og der skal læses videre, der skal observeres og rumles over passende punchlines til at sende ud i verden, når selv-, barn- og generel introvertsbeskyttelse er påkrævet.

Bogen her skal læses færdig.

Ninja-Niller

Denne serie er faldet i sønnens smag.

Skolebiblioteket har dem, og snart har alle bøger i serien været med hjemme. Jeg læser dem gerne for ham, og peger på ordene imens vi læser.

For egentlig er de skrevet til egenlæsning, men der er sønnen ikke nået til endnu.

I skolen arbejdes der dagligt med bogstaver og de første spæde forsøg på stavning.

Dette bogelskende barn, der kan sidde fordybet i bøger og bunker af Anders And blade i timevis er bare ikke klar til det endnu.

Bogstaver skrives med flid og interesse.

Bogstavlyde genkendes med begejstring.

Kombinationen af de to elementer afventes. 

Men en dag er hjernen pludselig klar, tingene kobles sammen, læselavinen ruller og læsningens univers begynder at folde sig ud. Det er spændende at følge processen.

Zisch

På en tiltrængt tysklandstur i efterårsferien blev der gjort et spændende bogkøb.

For når man elsker sodavand af det tyske mærke "Bionade" (især af smagen "Kräuter"), som ikke forhandles steder her i landet, der er let adgang til fra midtfyn (hvis overhovedet?), så vil det da være helt fantastisk selv at kunne fremstille disse skønne drikke.

Så der var ingen tvivl - denne bog skulle med hjem, og fremstillingsforsøg igangsættes snarest.

Godt fund

Besøg på det lokale bibliotek.

Fandt en af de andre bøger i serien om "Familien Søstærk" af Jonny Duddle.

Vi kan næsten ikke vente med at komme i gang med at læse!

Overgivelse!

Må overgive mig. 

Fuldstændig.

Til benovelsen over denne bogs ord og stemninger.

Ordene er sammensat så de giver sjælelige rysteture.

"At løbe i græsset med nogen i ånden
og ånden er solsind der breder sig vildt
og bliver til hænder
og hjerter der brænder
og hov! Vi er engle der udskænker ilt"

2. vers fra salmen "At være i live" fra bogen "Det skyder og springer - 44 salmer og motetter".

Det er salmer, skrevet i et unikt, nyskabende salmesprog, der ikke kendes magen til.

Fornyelse, som i denne her samling, er for mig ikke bare velkommen men nødvendig.

Nuancering

Læser denne bog for at blive klogere på skabningerne, der går under betegnelsen "menneske".

Skal lige love for at denne bog nuancerer og perspektiverer grundigt og ud fra nyeste viden på området.

Fakta illustreret med sprogbilleder og eksempler, så det bliver til brugbar viden, som gør indgangen til at omgås små og store mennesker langt bredere.

Møder udtrykket "miljøsensitiv" første gang, og begrebets indhold giver mening i en grad så øjnene fugtes af sorg over at så dyb forståelse af menneskers forskellighed ikke fandtes da man selv var barn, samtidig med at man glædes over at den findes nu, hvor ens eget barn (og alle de andre, der er børn nu) har brug for at møde den.

En tiltrængt dybdegående og dermed grundigt forklarende bog om begrebet "særligt sensitiv", der desværre er blevet udbredt i en noget forenklet og dermed misforstået grad.

Med denne bog ser det ud til at man kommer ned i en ganske anden og langt dybere forståelse af hvad der menes med begrebet og hvad det kan og bør bruges til.

Læser langsomt videre. Langsomt fordi der er virkelig megen viden at indtage og fundere over.

Facebookkonkurrencer

Konkurrencer har aldrig rigtig været noget der har været held med for denne blogger. Altså indtil facebook blev en del af livet... - har lige vundet den fjerde bog i år via facebookkonkurrencer!

Omtale følger når bogen ankommer.

Mor rørt!

Den her bog er så smuk. 

Både mor og søn bag denne blog holder meget af grafisk stramme sort/hvide tegninger. Som i dette skønne fantasy-univers, der på så genial vis væves sammen med virkeligstro tegninger af dyr. 

Og moren blev altså så rørt af at se dedikationen, der indleder bogen.

Megadot...

Det her er lidt vildt! Prik-til-prik, op til 1000 i hver tegning, stort format - og hvad der er endnu større og vildere: det er superhelte! Fra sønnens yndlingsunivers. Han førsøgte virkelig at tegne selv... - men når man kun lige er 6 år, så er det altså helt ok at det er en anelse uoverskueligt at løse den selv!

Og det var hellere ikke meningen. For den er simpelthen købt til min egen fornøjelse - som mindfulness-øvelse kombineret med den tilbagetagning af retten til delvist at leve i en fantasiverden, som blev berørt i et tidligere indlæg. 

Nemlig retten til at have et sted inden i sig selv, der ligner en ca. 12-årig nørdet fantasy- og cartoon-fan, selvom man i den ydre virkelighed faktisk er en 45-årig mor, der sidder og lytter til Trille, der synger "Lille sol".

Mennesker kan altså have mange nuancer, der for andre kan se sære ud, men som indefra oplevet hænger fuldstændig perfekt sammen.

Hver tegning er klargjort fra forlaget til nemt at kunne rives ud, og sønnen får selvfølgelig tegningerne og må tegne og male videre på dem alt det han vil. Ligesom han gerne må starte dem alle op og tegne så langt han vil. Man er vel først og fremmest mor!

Musikkens egenværdi

En sanger og sanglærer spurgte: har det at synge en værdi i sig selv? For der er så meget fokus på alle de fysiske og psykiske sidegevinster, der opdages og beskrives i disse år, takket være videnskaben. Og godt for det. Men har musikken sin egen værdi? Kan man udtrykke en årsag til at synge for at synge - at spille for at spille?

Er der noget jeg har læst om så er det netop det store spørgsmål: "Hvad er musik". Og er der noget jeg har skrevet om så er det netop det. En hel bog faktisk. Som aldrig blev udgivet, for den var ikke god nok. Det ved jeg godt. Ikke desto mindre er de bedste af kapitlerne lagt ud til fri læsning her på bloggen, i tilfælde af at emnet måtte interessere nogen. Alle indlæg har titlen "Hvad er musik?".

Men affødt af sanglærerens spørgsmål dukkede nedenstående ord op. De er et forsøg på at udtrykke koncentratet af hvad jeg har læst, tænkt og erfaret, helt personligt.

En grundpræmis for beskrivelserne er at det tages for givet at man forholder sig til genrer, kunstnere og repertoire man selv holder af og finder genklang i. Og dermed at man ikke forholder sig til sange og musik af "al" slags!

(Og måske ligger en af forståelsesnøglerne netop i udtrykket "finder genklang i"?)

***

En sang - et stykke musik skaber et rum. Et rum i rummet. Et trygt rum, fordi det er defineret på forhånd i kraft af at en sang/et stykke musik har en fast ramme og et planlagt/kendt udviklingsforløb. Også selvom der improviseres undervejs. For selv i improvisation ligger der rammer og indhold givet på forhånd i rytme, harmonik og genkendelig melodik.

***

En sang er et rum.
Et trygt rum.

Med stemninger, der udløser følelser.
Med tekst, der fortæller en historie.
Med rytmik, der tvinger kroppen ind i en regelmæssig puls.

***

En god sang er som en tryllering... - en magisk ring, hvori der rejser sig stemninger - rum - verdner - universer... - der omslutter, måske endda opsluger en imens man synger/spiller/lytter.

***

Et nodeark er som en prik-til-prik-tegning. Man trækker en frase op ved at gå fra node til node og musikken træder frem. Frembragt korrekt nodetro opleves den præcis som en korrekt, kantet prik-til-prik-tegning ser ud.

Får en kunstner fat i en prik-til-prik-tegning, så blødes de rette linjer op til organisk liv, og kunstneren tilføjer personlighed med lidt ekstra streger hist og pist og passende farver i mange nuancer.

***

For mig er en sang et rum i rummet.

For mig bliver det at lytte til en sang, der rører mig, som at gå ind i en anden verden - sangens egen verden, og den gør noget ved mig, får mig til at føle noget, mindes noget, den fortæller mig noget, viser mig noget, giver mig noget.

Som barn var det den ultimative tryghed at lytte til en sang. En tryghed, som jeg ikke kendte noget andet sted i min verden. At lukke døren til mit lille værelse og lytte til en sang (ofte med Poul Kjøller eller sangene fra "Dunderklumpen") var den maksimale tryghed.

Men synger jeg selv, så gør sangen noget mere.
Den bliver formet i den form, som jeg kan forme den i, og så kommer den til at afspejle noget af mig, den kommer til at udtrykke noget af mig.
Jeg mærker den med min krop, med min vejrtrækning, min hals, mine stemmelæber - ja hele tonedannelsessystemet, og den får mit hoved til at føles lidt anderledes...
Den giver mig fysisk varme.
Og i bedste fald får den mig til at være så nærværende i mig selv at jeg glemmer mig selv...

Synger jeg med andre, så smelter vi sammen i en form for fællesskab, der ikke findes på andre måder.
Fyldt af glæde, nærvær, ofte i et fælles ønske om at ville det samme - at ville sangen det bedste. Uden at skulle forpligte hinanden på andet end bedst muligt at forsøge at tilføje samklangen sin egen andel. At smelte sammen med andre i skønhed, men uden at røre hinanden, uden at man overhovedet behøver at kende hinanden, uden at være forpligtet til socialitet hverken før, under eller efter - men naturligvis i korsammenhæng med muligheden for socialitet...

***

Spørger jeg andre - de mennesker, der synger i koret jeg leder, eller de mennesker der kommer til de fællessangsarrangementer jeg laver, hvorfor de godt kan lide at synge, så er svaret altid så enkelt: "det gør mig bare glad". Og behøves der egentlig andre grunde? Andre ord til at beskrive det?

Glæde?
Glæde!
"Glæde" må da være en gyldig grund!

***

Mange har sagt, at med musik udtrykker man det, der ikke kan udtrykkes med ord. Altså følelserne, eller mere generelt "sansningen", der ligger før den væren/tilstand der har behov for at bruge ord, og at musikkens magi dør når man forsøger at sætte ord på den.

Den store danske komponist, Carl Nielsen, er nok den der er kommet tættest på at sige det usigelige med ord: "Musik er liv"!

Dengang, som nu.

"Jeg betragter mig selv, som absolut begynder ud i læsningens kunst", skrev denne blogger i en skoleopgave i 1990.

Sådan føler bloggeren det stadig. Begynder, amatør, lægmand - men også glødende dedikeret. Nu, som dengang.

Taktilitetslæsning...

Der læses i dag en strikkeopskrift, som følge af erkendelse af taktilt behov!

Lækkert garn.
Lækre farver.
Forhåbentlig lækkert og gavnligt slutprodukt.

Nyttelæsning?

Ramt af tanke.

Hvad nytter det at læse så meget om personlighedstyper og deres psykologi og alt hvad der ligger indenfor det felt, når man ikke er i en position hvor man har til opgave at formidle den viden videre til andre?

Man kan føle sig rustet = bevæbnet til at møde modstand, ved at have viden. Men virkeligheden er bare at det ikke nytter.

For viden og viden om virkelighed er ikke altid - måske endda sjældent - ønsket. Og det vil være nogen bekendt at den største ensomhed - eller nærmere sagt "isolerethed" - rammer når man er nødt til at tage konsekvensen af hændelser, for at man selv - og de der er i ens egen varetægt - kan fungere.

Inden mismodet får overtaget må man skynde sig at huske på at viden, der kan gavne en selv og ens allernærmeste, vel aldrig er forgæves at indtage. Og læsning i kategorien fortsættes formentlig ufortrødent når mismodet har lagt sig.

I dag læses noget ganske andet!