Intellektuelle mennesker intellektualiserer. Hvis de også er empatiske, kommer de nemt til at se dem selv i andre og føle følelser. Det er ikke altid godt. Og absolut ingen indikator for at det, der føles rummer en sandhed!
Har lyttet til en flot produceret podcastserie om kvinderne på Sprogø, lavet af Politiken:
"Karoline, journal 5305"
Vinklen kunne jeg også have lavet, indtil for få måneder siden:
"Det var så synd for de kvinder, at muligheden for moderskab blev taget fra dem" - "de var ligesom dig og mig, det kunne have været os, hvis vi levede dengang".
Nej. Det var ikke synd - ikke for alle. Og NEJ. Det kunne ikke have været hvem som helst!
Pigerne/kvinderne der kom til Sprogø, de er her stadig. De er bare ikke på Sprogø. De lever side om side med os, vi skal acceptere dem som om de er ligesom alle andre, selvom de et eller andet sted har en brist, som gør at de på nogle områder ikke er normalt fungerende, nogle end ikke normalt begavede, heller ikke selvom vi forsøger at forvente det af dem.
Tænk at jeg,
jeg af alle, skriver det her, noget så groft og fordømmende, det er mig så inderligt fremmed. For jeg har altid været på de svages side, forsøgt at forstå, læst bunker af bøger og artikler om emnet, og haft som livsformål at kunne rumme ALLE, set det smukke og gode i alle bag de mange lag af skiftende skønhed og grumhed, som livet lægger hen over et ansigt igennem livet.
Men jeg skriver det fordi jeg nu har erkendt at der er mennesker, der hver eneste dag lever med konsekvenserne af hele livet at skulle indordne sig efter et dysfunktionelt menneske, som på ydersiden ser normaltfungerende ud, men som har en bagside, der ikke er det.
Jeg kalder det
"at leve i en spejlsal". For man ved aldrig hvad man ser når man kigger sig rundt, psykologisk forstået. Oftest er genspejlingen forvrænget, på forskellig vis, i forskellig grad, og sjældent ses det "normale" - som man vel faktisk ikke ved hvad er når man aldrig har kendt andet end spejlsalen fra man blev født?
Og det er ikke fordi at jeg ikke har medlidenhed med de personer, der laver forvrængninger. Jeg ved også godt at nogle af dem er født "normale", men med anlæg for at udvikle en genetisk disposition for personlighedsforstyrrelse eller psykisk sygdom, som de ikke kan gøre for.
Og det er ikke fordi jeg ikke ved og føler dybt hvor ulykkeligt det er, at et samfund, hvor SÅ mange ved SÅ meget bedre, skal være indrettet så disse dispositioner fortsat alt for nemt udvikles, til så stor skade for så mange. Det er overvældende ulykkeligt i en grad så jeg af og til er ved at synke i knæ af sorgen over at det forekommer.
Jeg er vokset op med forestillingen om at mennesker med psykiske lidelser er svage stakler, der skal støttes og hjælpes af stærke mennesker. Men sådan er det bare ikke altid. Psykisk syge kan også være meget stærke personligheder med stærke viljer, der kan vælte enhver omkuld på deres vej - og nogle gør det, med eller uden vilje.
Måske er det alderen. Og summen af erfaringer der gør at NU har jeg fået nok. Nej, eller jo, for det er jo synd for
nogle af kvinderne fra Sprogø at de ikke blev mødre. Men min egen livserfaring fortæller mig at det er endnu mere synd for alle de, der voksede op side om side med kvinder (og mænd), der ikke var normale, men hvor alle har ladet som om de var det (og stadig gør det i uvidenhed, i nedarvet tavshedskultur og ikke mindst i inklusionens hellige navn), og det er synd for de, der blev børn af kvinder og mænd som dem, og som også skal lade som om deres forældre er normale når de ikke er det - og som af omverdenen bliver bebrejdet det, når de forsøger at bryde ud af den tunge, svære sociale arv, fordi illusionen om at "familien er det vigtigste af alt - en mor elsker altid sit barn" osv. stadig dominerer i ekstrem grad.
Og det er synd for hele samfundet at samfundet selv ikke tager ansvar for at sørge for at indrette samfundet på basis af viden og erfaring, der gør det muligt at sikre at så mange mennesker som muligt har mulighed for at blive til, vokse op og udvikles, så disposition for psykisk sygdom og personlighedsforstyrrelse ikke aktiveres. Samfundet gør det stik modsatte nu. Dét er synd for os. Og dét er synd for de syge.
En anden podcast der uhyre kompetent og i klart og tydeligt sprog taler om netop disse ting, arv og miljø, de store forskelle imellem mennesker og de arvelige dispositioner, og med en del eksempler på hvor forskelligt f.eks. to søskende kan udvikle sig netop af dén grund, er dette afsnit af Radio 24Syvs "Romerriget":
"Vi er børn af arv og miljø"
En bog, der kunne være værd at læse, hvis emnet "pigerne på Sprogø" har interesse, er Jussi Adler-Olsens voldsomme krimi "Journal 64", der handler om en kvindes opgør med sin fortid på Sprogø. Bogen har mange interessante perspektiver omkring sådan en skæbne, udover det fængende plot. Bogen er ved at blive filmatiseret og har premiere 4. oktober i år.
***
Et uhyre vigtigt perspektiv for denne blogger er en kommentar, der falder undervejs i "Romerriget", om hvor anderledes tænkningen var om de psykiske/psykologiske ting for 40-50 år siden, d.v.s. i min egen tidlige barndom, nemlig at biologien absolut intet havde med psyke og personlighed at gøre.
Mon konsekvensen så har været at man forventede at psykologien var noget der kunne påvirkes, ændres af - ja af hvem og hvordan? Dette historiske perspektiv interesserer mig, og jeg fristes til at finde litteratur fra tiden, for at forstå hvordan man tænkte.
Og der skal også lige tygges lidt på konsekvenserne af denne markant anderledes tænkning... - for f.eks. vil den ældre generation af nuværende folkeskolelærere måske bære denne tænkning med sig, i hvert fald hvis de ikke har haft lyst til på egen hånd at følge forskningens resultater indenfor området, eller har mødt det med åbent sind og vilje til at tænke nyt i forbindelse med efteruddannelse og kurser. Og dermed vil det være en bagliggende grund til den store uvilje imod at forsøge at gribe ind i en dysfunktionel skoleklasse, som vi netop selv netop har oplevet det...
