Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

onsdag

Fra livet som "serveringsbakke"


Tanker på vej til, ved og væk fra tænketræerne, i dag badet i sol og blå himmel.

At være "serveringsbakke" for andre - et fantastisk udtryk fra Leonora Christina Skovs bog "Den der lever stille", som jeg nu har hørt færdig. Alle med svær bagage fra barndom og ungdom burde kunne gennemleve en rejse som hendes og nå frem til den an- og selverkendelse, som hun står midt i nu, dels som følge af processen i at skrive bogen og dels i bogens berettigede, store succes. Men hun har så generøst inviteret os alle med på rejsen, uanset hvor svær og smertefuld den end har været, så vi har fået lov at gå med hende, og kommer også forandrede ud på den anden side.

Bl.a. p.g.a. et udtryk som at være "serveringsbakke" for andre. At give for meget fordi man har lært at man grundlæggende er for lidt som den man er, og derfor hele tiden må være, gøre og give mere for at sikre sig at man er bare nogenlunde nok, selvom man altså føler at man aldrig er det... Mon ikke dén rammer mange derude?

Hen imod bogens afrunding falder nogle generelle brikker på plads i hendes historie, der spejler min egen på nogle områder, og andres på andre områder. Temaerne "funktionel" kontra "dysfunktionel" familie - eller ligefrem slægt, der kan have manglende fungerende kompas for ordentlig adfærd som følgevirkning, og måske kombineret med tilfælde af psykisk sygdom, tilfælde... - arvede eller udløste af overgreb eller ej? Temaerne står tydelige for mig.

Ligesom tankerne om hvad det at dele sin historie egentlig betyder - at det kan betyde mødet med et andet menneske, der forstår... - man bliver forstået. Med andre ord så er det ikke bare det at få luft, det er ikke bare det at få det af sine egne skuldre, det er ikke bare det at give det til en - eller flere - andre, det er ikke det at opdage at der er andre, der også har haft det sådan - hårdt, slemt eller hvad det nu er.  Nej, det er dét at opleve - måske for første gang - at et andet menneske forstår, fordi de ved hvordan dét er.

"Møder du en med det samme blik skal du vide han er din ven"- Tove Ditlevsen i digtet "Barndommens gade", sat i musik af Anne Linnet, og blevet til kæmpe hit sidst i 1980´erne, sætningen bliver ved at runge i mit hoved, og sangen kan høres her:


"Barndommens gade" - har man dybe sår med fra dén, bliver man så nogensinde færdig med den? Finder man ro?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar