Men mine hylder bugner af CDer med uendelig mange andre variationer af at bruge de 12 toner. Hver især med sit bud på et udgangspunkt for en oplevelse i tonernes univers. Lige nu, imens jeg skriver dette, spiller Rachmaninoff sin egen klaverkoncert nr. 3 i d-mol, opus 30. De meget smukke toner strømmer ud i rummet, og får mig til næsten at fortryde at jeg valgte denne plade. For selvom indspilningen er dels fra 1939 og dels fra 1940 med den til den tid hørende skrantende kvalitet af lyden, så er alene temaernes gribende skønhed så opmærksomhedsfangende, at den forhindrer kuglepennen i at finde papiret. Tvinger jeg den alligevel til det, opdager jeg, at tanken er taget på opdagelsesrejse ud i sindets grænseland, helt derud hvor ordene endnu ikke har fået form, hvor tanken selv bliver så løs og udflydende i sin form, at den er i fare for at blive helt opløst, og jeg finder mig selv siddende tilbage, gennemtrængt af tonebølger, spundet ind i hvirvlende toneforløb, og med øjnene fulde af temaernes toner i tårer ... - og derfor er dette skrevet efter musikken er spillet færdig.
Det er min oplevelse - andre har andre oplevelser. Men musikken er altid den samme.
Det er mennesket selv, med dets kalejdoskopiske sanseapparat, der skaber mange meget individuelle oplevelser ud af præcis de samme måder at anvende musikkens grundstof - de 12 toner - på, ud af præcis den samme musik.
Som da en pianist med Beethovens toner hyllede min krop ind i den C-dur-lysende klaverkoncert. Sneg sig næsten ubemærket af mig hen til 2.satsen, som fra første tone klemte tårer ud af hjertet. De drev stille ned over kroppen, nåede til den hårde kerne midt i maven, der blev smeltet af de varme dråber ...
Eller som da en guitar blev slået an. Stille. En fast rytme blev bygget op, og det strømmede ud af ham. Det. Det, der ligger i stemmen, i ordene, i musikken, i sangen. Vel var stemmen hæs. Vel var den ikke helt i sin vante facon, med den vante kraft og klang. Men dens lyd blev sendt ud i rummet, fyldte det, og dalede stille ned over os. Lagde sig lys og sval omkring os, til fri afbenyttelse for de kroppe og sjæle, der følte tørst efter netop denne form for trøst. Før og efter smøg orglets bløde toner sig om kroppen, modarbejdede den anspændthed, der blev arbejdet bevidst og målrettet på at opretholde, for at kunne modstå de reaktioner erfaringen vidste ville komme fra hjertet. Specielt åndedrættet var under tæt overvågning, og selvom præsten lukkede op for sin stemmes mangfoldige nuancer, der blidt renser, forbinder og puster omsorgsfuldt på de sårbare sjæle i sorg, som en mor på sit forslåede barn, så var det den syngende stemme, den der fulgte guitarens beroligende, vuggende rytme, der trængte helt ind igennem hvert eneste forsvar, helt ind i sorgens kerne.
Eller som da Stevie Wonder med "Outside My Window" opløste mit store, grove, fysiske legeme, og efterlod et ganske anderledes transparent, luftigt, yndefuldt alfelegeme … Løftet af de store smukke vinger, der kan svæve på smuk musiks vibrationer, trodsede jeg alle den jordiske fysiks love, og svævede ud gennem mit lukkede vindue. Jeg fandt de smukkeste og i velduft klingende roser, og badede mit nye smidige legeme i klangene derfra, samlede dem, som perler på en snor til nye kompositioner, og bragte dem i nærheden af mennesker, der kunne vælge at lytte, men som ikke gjorde det, og jeg var så inderligt ligeglad, for de klingende dufte fyldte mig med overstrømmende glæde, lige indtil frosten kom og lullede mig ind i en rosenknops duftende drømmerige, til den dag forårssolen kom tilbage igen og vækkede mig til ny glæde.
Eller som da mange mennesker, uendeligt forskellige mennesker, samledes. Vendte blik, viljer og hjerter mod kun en ting: behovet for at lade det livgivende åndedræt bære større eller mindre mængder af ophobede toner ud, og uforenelige menneskesjæle forenedes i mødet mellem lyst, toner og den mulighed øjeblikket rummede. Vibrerende individer forvandledes til klingende sjæle, der forenedes til en vældig tonekrop. Sitrende af glæde blev den formet og kærtegnet af to slanke hænder, der ledte den videre ud i verden, hvor den uerfarent, men netop derfor effektivt, bumpede ind i de lyttende, og efterlod en rislen af toner op langs arme og rundt om hjerter.
Eller som da jeg lyttede til Bachs Goldbergvariationer, og det var som om jeg af temaet "Aria" blev spundet ind i en tyngdekraftsophævende kokon. 1. variation blev en motor, der sendte mig langt ud og langt ind i alle andre verdener end den jeg i øjeblikket er født til at føle mig mest hjemme i. Verdener omkranset af lysende, blinkende toner hele vejen rundt i horisonten, hvor jeg så alt uden at forstå, imens jeg forstod alt uden at se ... Tankerne, de (tilsyneladende) selvstændige og stædige bæster kæmpede for deres eksistensberettigelse, nægtede at tænke tanker uden tanke for tanker, kastede sig i desperate overlevelsesforsøg med en livskraftig vilje tilbage hvor vi kom fra, og gav voldsomme ryk i den spinkle kokon. Men kokonen blev holdt sammen af samme magiske materiale som det, der holder toner sammen i melodier, og som ingen tankes stærke vilje kan opløse. "Aria" vendte tilbage, afrundede og opløste hvad den selv skabte, og lod mig alene tilbage med en ren og frisk hjerne lige nedenunder det forvirrede sekund, hvor stilheden kaldte mig tilbage til den verden blandt de mange mulige, jeg i øjeblikket er født til at burde føle mig mest hjemme i ...
Eller som da en drilsk tromme tvang mine fødder til lette vip pa stedet, godt hjulpet af hoppende hænder pa tangenter, banjo og basstrenge, mens en varm klarinet trillede rundt i luften, omkring en sprød stemme med sprækker i, der afslørede sit sjælelige ophav i små bidder. Alle de trivielle hverdagsstivheder jazzedes løs og rystedes rundt, så både krop og sjæl lod sig bevæge, mens tanken jublede over at ha' en krop, der kan vippe og vrikke, med hænder, der kan klappe, og et sanseapparat med antenner, der kan afsøge orkestret, for at lande ved klarinettisten og registrere kunstnerens kunst, mens hjertet legede med tanker, der er skabt til at knuses når nuet bliver til drømt fortid ...
Eller som da en kvinde sang i et supermarked en lørdag formiddag. Tre mænd med harmonika, guitar og bas stod på scenen sammen med hende, og vævede et blødt tonetæppe hvorpå hun trygt lod sin banjo og sølvklingende stemme vandre ud i supermarkedets afgrænsede verden. To mænd trakterede sorte kasser med mange knapper og ledninger og en hånlig holdning over det ydmyge sted. For de så det ikke. De så ikke, at stemmen ikke ser stedet, at musikken ikke ser stedet, men kun ser mennesker. Blot mennesker, som mennesker alle andre steder. Og stemmen lod toner bølge ud i rummet og rundt imellem menneskene. De mødte en gammel mand med en enkelt strofe, midt i inspektionen af rullepølse, og derfor kom de helt ind og rørte hjertet et kort sekund, for tanken var optaget af pølsen, og glemte helt at holde på døren til hjertet. De rørte en lille spæd pige på næsetippen, og som muntre trolde hoppede tre små toner med hinanden i hænderne lige henover hendes dyne, præcis på det sekund hvor hun havde til hensigt at sætte i et enormt og vredt hyl. Men det blev til et klukkende grin i stedet, som smittede den intetanende mor. Og de rørte mig. Lige imens jeg stod og kiggede på garn på tilbud. De kom og vinkede af mig, så jeg blev opmærksom, og så den gamle mands hjerte blive rørt, og den lille pige grine. Og de lærte mig, at intet sted er for ydmygt til at væve bløde tonetæpper til sølvklingende stemmer, der kan røre mennesker. Men de to sortklædte mænd med de sorte kasser så det ikke.
Eller som da 1. satsen af Bachs 2. Brandenburgerkoncert viklede sig om min krop, som var den af solidt vævet brokade, skinnende blankt i varme rødbrune nuancer, og som skabt til at falde ned over min spinkle skikkelse for at forme sig i en kjole med en figursyet overdel med ærbart snit. Jeg varmede mig i glæde over de smukke farver, og hele kroppen knejsede i stolthed, støttet af det stærke stof. Andanten snoede sig om min hals, over mine skuldre, ned over brystet, mens den samtidig snoede sig omkring sig selv, så den blev til den smukkeste, rent hvide kniplingekrave, med de sirligste, fine mønstre man kan forestille sig, der dækkede stoffet, som ellers kun iskrystaller på vinterruder kan gøre det. 3 .satsen greb fat i det ufuldendte skørt, hvor den lavede et utal af kunstfærdigt udførte læg, så jeg kunne danse rundt og rundt omkring mig selv, mens det tunge brokadeskørt foldede sig ud omkring mig og druknede mig helt i glæde ...
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar