Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

tirsdag

Træskostøvler

Ja, sådan nogle fandtes der da jeg var barn. Tunge, hårde træsko med et støvleskaft af læder. Med ordet følger en spontan erindring om hvor ondt det gør at blive "losset" over skinnebenet af sådan nogle store, tunge, hårde træskostøvler. Der følger ingen anden erindring med, udover smerten og en udefinerlig ubehagelig stemning, krydret med blandede, slørede sansninger.

På den gamle plade "Kattejammer Rock" fra Vesterbro Ungdomsgård, udgivet i 1976, er der en sang der hedder "Hun skal altid bestemme":


"Bare folk de ville la´ vær´ med at stille deres sko på mine tæ´r" - lyder omkvædet.

Træsko eller træskostøvler, det gik vi næsten alle i dengang midt i 70erne, og i sangens 1. vers står der "træsko". Jeg ved præcis hvordan det føles, det der synges om. Og jeg ved præcis hvem "hun" og "vi" i sangen er. Jeg har bare ikke den konkrete, entydige erindring, der er bragt med igennem alle årene, som ville gøre at jeg ikke var i tvivl om at det var rigtigt - sandt. For hvordan kan man vide om en erindret følelse - stemning - sansning er sand?

Har man bare taget form af sangens indhold og stemningen i den? Og ud fra det skabt falske eller tilpassede erindringer? Eller?

1, Hun skal altid bestemme
over mig og de andre små
fordi hun er størst 
og sparker først 
med sine store træsko på.

Men hvorfor gør det så så ondt på skinnebenet når jeg hører det her vers?

"Bare folk de ville la´ vær´ med at stille deres sko på mine tæ´r"

2, Vi er bange for hende
hun slår kun når ingen ser
hun bli´r from og tam
og blid som et lam
når en voksen spø´r hvad det er der sker?

Hvorfor kommer frygten og følelse af ydmygelse væltende op i dette vers?

"Bare folk de ville la´ vær´ med at stille deres sko på mine tæ´r"

4, Så derfor gør vi altid 
alt hvad hun si´r uden kamp
hun er stærk og sej
vi bli´r bløde som dej
når vi hører hendes træskotramp.

Hvorfor krymper jeg inden i når jeg hører dette vers? Jeg er 46 år gammel og jeg krymper stadig indeni, under vægten af overmagten, som det er håbløst at stille noget op overfor. Herre Jemini - jeg er 47 år gammel... Hvorfor virker det så stadig så stærkt?

Men at det virker stærkt er det egentlig bevis nok for at der må være en sandhed - en levet virkelighed i en anden tid - i det? Man kan skabe falske minder hos mus. Det kan mennesker sikkert også. Derfor er det så svært at arbejde med erindringer. Især når man fra før bevidstheden satte ind har vænnet sig til at modificere virkeligheden for at minimere frygtudløsende situationer. 

"Bare folk de ville la´ vær´ med at stille deres sko på mine tæ´r" 

Og ingen af de andre sange på pladen virker på samme på. Dét skal også med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar