"Hvad er musik?", Om at udøve musik alene eller sammen med andre, 3 dele

1. del.

Musik kan man udøve alene eller sammen med andre. Alene, når man øver sig på sit musikinstrument eller med sin stemme, for at lære at skabe og forme toner så de lyder som man selv ønsker sig det, oftest også for at få dem til at lyde, så andre kan holde ud at høre på dem, så de lyder som andre ønsker de skal lyde, hvis de skal indgå i en bestemt sammenhæng, i en gruppe af en slags, og senere både for at holde denne teknik ved lige, og for at indøve nyt.

Men man kan også sætte sig og spille alene, simpelthen fordi man bare nyder at kunne skabe klange, at kunne frembringe musik, at fylde sine omgivelser med regelmæssige og harmoniske vibrationer. .. - og måske føler man endda et sjæleligt velvære, som var det en afspændingsøvelse for sjælen, et velgørende "fodbad" for ømme følelser, eller en tiltrængt tankeskylning.

Det sker nu og da, at jeg selv mærker en kraft, der trodser tyngdeloven. En kraft, der strømmer op langs min krop, deler sig i to strømme, der koncentreres under hver sin arm, og fylder musklerne med en lyst, der binder tanken fast, og som kun kan udløses ved at armene løftes og hænderne lægges på et klavers tangenter, hvor de bevæger sig efter tankevækkende kombinationer af lyst og lov, regler og rytmer, leg og liv …

Hver eneste bevægelse af fingre, arme og skuldre er trænet og trimmet i inspirationens lys fra Peter Plys, impressionistiske malere, fodboldspillere og minder om Hindemith, i "Jeu Perlee" og andre evigtgyldige pianistiske principper og færdigheder, det hele forrygende formidlet tværs gennem barrierer af sociale lag, alder og sygdom, fra ham til mig, fra lærer til elev, fra sjæl til sjæl. (Jeg var elev hos pianist og docent Niels Prahl i hans år som pensioneret.)

Og når jeg nu sidder alene ved klaveret og lader fingrene løbe som Haydn eller Beethoven engang tænkte det, eller følte det, eller i hvert fald skrev det ned, og tonerne bliver til et hav, med dansende nymfer - i form af snurrende triller og kromatiske løb, korte glimt af enkelte havuhyrer - i form af lidt basbulderi, og smukke havfruer - i form af hjertegribende melodiske sekvenser, uden at jeg skænker sådanne romantiske, banale billeder så meget som et sekunds opmærksomhed, så er jeg bare, i ren og skær sanselig nydelse og inderlig glæde ved at mine veldresserede fingre kan frembringe så megen skønhed.

Som drengen jeg så engang, siddende i ly af et stort valnøddetræ, med sin guitar i skødet. Septembersolen havde varmet dagen godt igennem, og inden den gik helt ned spillede den uendeligt smukt på vandløbets overflade med sine mange lange, varme stråler. Drengen spillede også. Stille. Meget stille. Han brummede også nogle toner, med stemmen der var blevet mand før resten af ham var blevet det, og imens han spillede og brummede spandt han med tonerne sig selv ud af vores verden og ind i en anden verden, skabt af ham selv af kun 12 toner.

Jeg er ikke helt sikker hvem han var. Jeg stod så langt væk fra ham, så på ham sådan nærmest skråt bagfra med solen lige imod mig, og set herfra kunne han lige såvel være et drømmesyn. Hvis kalenderen havde skrevet 1950 kunne det vel have været Julian Bream, skrev den noget med 1980erne kunne det vel have været Noel Gallagher, men hvis kalenderen skrev en fortid så fjern så ingen nulevende husker noget om det, og end ikke farniliernes skrøner og landets legender rummer ham, så var han maske den første troubadurs unge lærling. Hvem han var er inderligt ligegyldigt.

Måske var han stukket af fra et hjem i kaotisk opløsning til en fristund i tonernes velordnede logik. Måske var han enspænderen der havde sine bedste ( og eneste!) venner blandt tonerne. Måske var han midt i sin første forelskelse uden at ane hvordan han skulle overleve den. Der var ikke en eneste node i miles omkreds, ikke en eneste medspiller at indordne sig under, og eneste energikilde der var nødvendig for at skabe toner var drengens egen livsenergi. Af den skabte han sin egen verden, hvor den musikalske orden herskede efter regler sat af ham selv, hvor det er tilladt at føle som han føler og være som han er, hvor han skaber musik - sin egen musik - af de 12 toner.

Måske drømte han om fred, ro og tryghed. Måske om betingelsesløs kærlighed, som for nogle kun opleves i de første euforiske levetimer efter den veloverståede fødsel, inden virkelighedens hårdhændede realiteter river evnen til at give fra forældrene. Eller måske drømte han i toner, og ingen ord kan forklare toner - slet ikke når de er sat sammen til musik, så hvis nogen vil forstå hans drømme rnå de lytte, men samtidig huske på, at de kun forstår hvad de med deres forudsætninger er i stand til at forstå, og måske rummer deres forudsætninger intet der kan forbinde sig med netop denne drengs, og så forstår de slet ikke noget af det... - men glem aldrig, at det ikke er det samme som at det er ham der er forkert på den!

Kunstner? Skulle det være nødvendigt for at lege med de 12 toner? Det er det altså ikke… - men hvis han rummer evnen til at tage udgangspunkt i sin egen personlighed og derefter kunne løfte det personlige til det almene, hvis han rummer evnen til at stå foran et publikum og lade sit private jeg transformere og udvide til et professionelt jeg, så ja, for så er han kunstner, men som han sad der alene, var han i sin sjæls lønkammer -  sjælens skjulested, bygget af tonerne han sad og legede med, mere nøgen end hvis han var nøgen, og er det da så ikke fuldstændig lige meget om drengen er kunstner eller ej, om musikken han spiller er kunst eller ej - når bare han finder hvad han som menneske har behov for og søger?

***

2. del

Musik kan naturligvis også udøves sammen med andre. Fællessang er den form for fælles musikudøvelse fleste danskere får mulighed for at opleve. Da jeg gik i 2.- 4. klasse havde vi en nyuddannet dansk- og klasselærer, der lærte os den danske sangskat fra den ene ende til den anden. Hun sang i kor, hun var sød, og vi elskede hende og vi elskede at synge med hende.

Især én oplevelse fra den tid sidder i mig, som det bedste jeg oplevede i hele min skoletid. Det var en mørk vintermorgen. Undervisningen var begyndt som sædvanligt, med fuldt blus på alle lamper. Men pludselig opdager vores lærer at det sner. Vinterens første sne ... Hun slukker med det samme lyset i klassen, og genner os hen til vinduerne, hvor vi står tæt sammen, og så begynder hun stille at synge "Sneflokke kommer vrimlende". Den kunne vi jo selvfølgelig. Nok ikke helt med hvert eneste ord, men det kunne vores lærer, så vi fulgte bare hende.

Der blev en helt særlig stemning, en slags god og dyb sarnhørighedsfølelse. Og på trods af alle de dumme ting, der sker i sådan en skoleklasse igennem årenes løb, så vil vi for altid dybt i vore sjæle, ganske ubevidst, og måske en anelse bevidst, stadig føle den samhørighedsfølelse vi i det hele taget fik via fællessangen, sammen med mindet om en lærer, der havde bevidsthed om sangs betydning, og ikke mindst betydningen af det at synge sammen.

Året efter fik vi en rigtig musiklærer. En skovtrold! Med sit store fuldskæg og sin ikke ret store krop, lignede han faktisk sådan en lille faun, der lige var kommet ud af krattet omme bagved skolen med sin guitar i hånden. Han kravlede op på katederet og sang "Kalendervender Tage" for os, og med sine dybe rødder i det lokale rytmiske musikliv, og deraf store erfaring med at optræde, var vi alle solgt på stedet til hans umanerligt charmerende væsen. Selvfølgelig fik vi lov til at synge med på "Kalendervender Tage", og også på "Tyggegummikongen Bobbel'', og "Visen om de muntre musikanter", og alle de andre sjove børnesange fra tidens mest populære skolesangbog, "555 sange". Vi skrålede hver og en af hjertens lyst, og som jeg husker det, var det timer fyldt med godt humør.

Men fællessang er ikke så almindeligt mere, som det var engang. (OBS: dette manus er skrevet omkring år 2000, siden er fællessang igen kommet på dagsordenen og dyrkes flere og flere steder) Det er ikke for alle en selvfølge at synge sammen, når som helst og hvor som helst, og der kan gå endog meget lang tid imellem at man er i en situation hvor der synges fællessang, medmindre man af og til går til fodboldkampe, for så bliver der i dén grad sunget.

Pop- og rockkoncerter er blevet nye fællessangssteder, hvor solisterne på scenen synger for, publikum synger med på de store hits, og får her muligheden for at synge igennem og mærke hvor godt det gør bare at lukke munden op, uden tanke for ret meget andet, end at give slip på dagligdagens (til en vis grad nødvendige) restriktive selvbegrænsninger.

Men der er alligevel en forskel på at synge sammen med og støttet af en solist og et orkester på en scene - man synger i retning af orkesteret, til orkesteret, i sin egen personlige nydelse af at synge sammen med sit idol (eller i hvert fald samtidig med!), i modsætning til den egentlige fællessang, hvor man synger sammen med andre i en mere eller mindre tilfældigt sammensat menneskemængde, der synger på lige fod uden et forbillede på en scene at fokusere på og drømme sig bort i.

Maske det er individets nærvær i sig selv - den fulde tilstedeværelse i egen unikke personlighed, der er den afgørende forskel på de to måder at synge sammen på, og årsagen til at den egentlige fællessang er på tilbagetog? (Omkring år 2000, hvor disse ord blev skrevet, var fællessangen desværre på retur.) At tiden vi lever i lokker (eller tvinger, afhængigt af synsvinkel) os væk fra os selv? For selvom "tiden" ser ud til at kræve egoisme og selvfokusering, så er det måske mere en ikke helt bevidst og flertydig egoisme, og en ikke helt bevidst selvfokusering, der bruger andres normer som målestok?

Så bliver det nærvær og den opmærksomhed på og i os selv, som det at synge sammen med andre mennesker på lige fod, svær. Måske ligefrem for svær? Men så er det måske også samtidig forklaringen på, at der er flere korsangere i dette land end nogensinde før? Som en naturlig og tiltrængt modreaktion. For så er fællesangen måske et af de eneste steder hvor vi må være helt tilstede i vores egen oprindelige personlighed, og hvor vi må være nærværende, omsorgsfulde og lydhøre, både i forhold til os selv, de mennesker vi synger sammen med og tonerne vi synger? Hvor man kan trække opmærksomheden hjem til og i sig selv, for derefter at lade den få toneform, hvor den bliver sendt ud for at kurre med, kæle for, kløjs i, og hvad der nu ellers kan ske når toner leger sammen med andre menneskers toner.

Når man skal synge en sang sammen, uanset hvilken sang i hvilken sammenhæng, så er der en selvfølgelig accept af, at det gøres ved, at alle forsøger at ramme de samme toner - samtidig. Det er jo både logisk og ganske enkelt. En naturlig konsekvens af det er, at uanset hvor lidt man er på bølgelængde med de mennesker man er sammen med, så finder man i samme sekund tonerne sættes an den samme frekvens, den samme bølgelængde, det samme antal svingninger.

Det ene øjeblik kan mennesker være så langt fra hinanden, at der ingen mulighed er for at føle nogen forbindelse, det næste øjeblik rammer man samme frekvens og følges ad sammen langs med en hel melodi - en hel fællesskabs-bjergvandring i frekvenser…

Der er stor forskel på at åbne munden for at tale, og at åbne munden for at synge. Langt større end den forskel, der ligger i at stemmebåndene bevæger sig lidt anderledes, at vi bruger lidt (eller meget) mere luft, og lægger en anden form for kraft og energi bag. Hvor tale er ustruktureret, uregelmæssig, spontan og i en vis forstand uden ende, er sang (oftest) struktureret, regelmæssig, planlagt og endelig.

Vi går sjældent rundt og bryder ud i sang hvor som helst og når som helst, og hvis nogen alligevel gør det, så skæver vi forlegent til dem, måske endda lettere (eller stort) irriterede. For det er lidt flovt, og man bliver pinligt berørt når man hører nogen gøre det "forkerte" steder. Måske fordi det at synge virkelig er som nogle poetisk siger: sjælens tale. Det sker også at mennesker kan finde på at gå og nynne, småsynge eller fløjte, og oftest er det noget man gør uden at tænke over det, når tankerne er dybt optaget af andre ting.

Det kan simpelthen skyldes, at folk bare er glade og derfor slipper den overskydende glæde ud pa toner. Eller at en populær sang har sat sig så fast på den indre afspiller, så den snurrer i det uendelige og slipper løs! Men det kan også skyldes, at det giver følelsen af at lukke sig selv inde og dermed andre ude, som en slags beskyttelse af sig selv, som en flugt fra omgivelserne, eller begge dele i en eller anden fordeling.

Man bygger sig en uigennemtrængelig tonemur, især hvis man er udstyret med en stor luftkapacitet, og meget lidt sans for at frasere (d.v.s. at trække vejret med jævne mellemrum - i en samtale er det de små ophold, hvor andre har mulighed for at indskyde bemærkninger). Især småfløjteri kan trækkes i det uendelige, så den der er tvunget til at lytte næsten kan få åndenød af de udeblivende vejrtrækninger (det samme kan ske når man lytter til elektronisk musik frembragt af musikere, der ikke har bevidsthed om tilhørernes naturlige
vejtrækningsbehov).

Men det kan heller ikke udelukkes at sådanne toneudslip kan være udtryk for et sølle pralebehov ("iiih, hvor er jeg musikalsk, har I allesammen hørt mig?"), som kontaktbehov ("kan I høre mig, jeg er lige her, sig noget, gør noget, hvad som helst, høøør mig nu"). Uanset set hvad det er, så kan det virke irriterende helt hen til selv den mest tålmodiges eksplotionsgrænse. Især for mennesker, der skal være i disse lydudslippende menneskers nærhed, som f.eks. pa arbejdspladser, for skoleelever og andre der ikke ganske frivilligt har valgt de mennesker, der er i deres nærhed. Derfor har lige præcis denne form for tonefrembringelse i bund og grund ikke ret meget med den egentlige musik at gøre.

Det er lidt mere legalt såvel som til at holde ud for andre, hvis der er to eller flere, der synger sammen (især hvis det sker på steder hvor det i en eller anden grader forventeligt), og de der synger føler sig heller ikke så nøgne, hvis de har nogen at synge sammen med. En eller flere at være sammen med pa samme frekvens, eller på frekvenser, der passer sammen med den man selv er på - der harmonerer. Som når den erfarne korsanger med en stråleglans af dyb salighed omkring sig, siger: "det er en sublim oplevelse at stå i en kvartet og synge en enkel, firstemmig sats, hvor klang, frasering og udtryk går op i en højere enhed, så alle synger som med eet åndedrag."

Så er man sammen. Fysisk er man til stede, men man er også koncentreret om at være på samme frekvens, eller en pa en eller anden måde harmonerende frekvens. Tanker og følelser er koncentrerede om at mødes for at skabe sammenhængende toner - endda oftest smukt klingende - for en stund. Mennesker er sammen, i en dyb samhørighed, uden at komme hinanden for nær, i en grad, som man ikke kan overdrive betydningen af.

***

3. del.

Noget af det samme sker også, når man møder op på et aftalt sted, på et aftalt tidspunkt, klædt i en uniform, og man møder alle de, der er klædt i samme uniform, for i fællesskab at udføre en opgave man er bestilt af andre til, f.eks. en marchtur. Et fast tag på den sorte kasse, der ligger i skødet, med tommelfingrene placeret på de to knapper, der sidder på den ene aflange side. Musklerne i de to fingre lystrer lysten, der har en upåklagelig samarbejdspartner i viljen: knapperne springer op!

Løfter låget og ser det sukfremkaldende smukke syn af sort og sølv på rødt velour. Finder æsken der ligger i det lille "hemmelige" rum frem, åbner den, og putter dagens valg af bambusblad til fugtning i munden. Tungen vender og drejer det, undersøger og analyserer smag, struktur og eventuel slitage, mens hænder griber efter den lille stift med fedtstof. Korket smørres, og instrumentets dele samles i tre snuptag.

En ting mangler endnu. Mundstykket. Korket smørres så det glider ubesværet ned på sin plads. Så tages bladet fra munden, stikkes ned mellem selve mundstykket og spændet af skind og metal. Klarinetten vendes og drejes så bladets position tilses fra alle sider. Når det sidder korrekt spændes skruen. Klar!

Underlæben trækker sig beskyttende ind over tænderne, mundstykket lægges på sin plads, forestillingen om hvilke toner skal komme ud bygget op, en dyb indånding beordres effektueret fra højeste sted, og musklerne spændes i takt med indåndingen. Der åndes viljefast og målbevidst ud igennem instrumentet. Tænder, mund, fingre registrerer tonernes vibrationer. Kæber, tunge, fingre, arme bevæges minimalt men konstant for hele tiden at skabe nye toner.

En skinger plastikfløjte, som egentlig kendes bedst fra sportens verden, hviner igennem flokken af uniformsklædte mennesker i alle mulige størrelser, former og farver. De står midt i et selvskabt inferno af lyde fra trommer der får prøvet skind, trompeter der får pustet livgivende varm ånde igennem de kolde messingrør, og basuner, hom, saxofoner, tværfløjter, tubaen og selv bækkenerne får også lov til at komme med deres bidrag til infernoet. Men den enlige skingre fløjte stopper dem alle på en gang.

Stemmen bag fløjten beordrer: stil op! Og det sker! Alle finder deres plads, ingen er i tvivl. Alle har gjort det så mange gange før, og de få nyeste, der ikke har, får en erfaren håndsrækning. Enkelte slås - formålsløst ganske vist, men alligevel - om "prestigepladserne". Men den gik heller ikke denne gang! "Alleee ... ret!" De sorte sko med de tykke, bløde såler, der absorberer de uventede stød som den ventende marchtur vil byde på, og som har plads til at tæerne breder sig ud i stabil position, lystrer.

Venstre hæl løfter sig, venstre forfod trækker en linje hen over asfalten og stiller sig tæt ved siden af sin makker. Klarinetten, der i dagens anledning er iklædt et mininodestativ spændt stramt omkring maven, hvor noderne sidder i plastiklommer størrelse A5, med et par ringe til at holde dem sammen i den ene side, hviler som altid imellem venstre hånds tommel- og pegefinger. Den er tung! Når der spilles på den hviler den på højre hånd, derfor skal der aflastes med venstre når det er muligt.

"Højre om". På samme tid løfter højre forfod og venstre hæl sig. Mens højre hæl og venstre forfod drejer uniform, klarinet, sorte sko, menneske og sjæl med sig en kvart omgang mod højre, og højre fod lander på sin plads. Venstre fod står på sin forfod, løfter sig og stiller sig pænt ved siden af højre. Og hele handlingen foregår på bare to slag i den marchtakt der altid marcheres i. "Rør!" Fødderne fjerner sig straks fra hinanden. Der informeres kort om turen og hvad der skal spilles: "fra nummer I og frem, uden nummer 4, indtil I får besked om noget andet".

Om igen med "alleee ... ret", og denne gang "venstre om". Tamburmajoren hæver staven, gi'r signalet, trommer gi'r rytmen: "brrr-rrr-bum"- "brrr-rrr-bum" "bam-ba-da-dam-bam-bam". Fremad med venstre ben på første slag, højre ben på andet slag. Lungerne trækker luft ind og blæser ud, fingrene flytter sig dobbelt så hurtigt som benene og nogle gange ligefrem fire gange så hurtigt. Nodeme sidder lige fremme foran næsen, men bevægelserne der udløser komponistens intentioner sidder i rygraden, og sendes på viljens vinger ud i fingrene, som regel i ganske korrekt rækkefølge.

Kroppen går, taktfast. Sjælen er med. Hele mennesket spiller musik og marcherer ud i verden i dette store mangehovede musiklegeme. Og hele mennesket jubler i sit indre af vellyst i glæde over kombinationen af at bevæge sig i takt til den musik, som det selv bidrager ganske betydeligt til.


Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.