Men bedst som man tror, at nu er man begyndt at forstå hvordan det her med musik hænger sammen, så kan en eneste sang slå hele forståelsen til plukfisk! Som da jeg satte en ny CD i mit hi-fi-anlæg, smækkede benene op, slog "parabolen" (koncentrationen) ud, og satte strøm til "receiveme" (modtagerne- i denne sammenhæng ørerne). Det første nummer var herligt, dejlig og velspillet musik. På næste nummer lagde klaver og bas ud med et helt enkelt tema, nogle blæsere sluttede sig til og de gentog temaet alle sammen, sammen. Men så kom stemmen ind - og den sang mig i stumper og stykker! Der er ikke en eneste veltænkt tanke tilbage når man er blevet ramt af en sang med den kraft, som musik og store forelskelser kan rumme. Og bagefter er man stort set ikke i stand til at gøre andet end at tøffe rundt omkring sig selv, som var man en lille rumpenisse fra Ronja Røverdatters skov (skabt af Astrid Lindgren), der spørger igen og igen: "hvo'for gør den så'n no'd?".
Sangen hedder "Travessia", og jeg aner ikke hvad titlen betyder eller hvad den handler om. CD' en hedder "Brazilian Rhapsody", pianisten er Daniel Barenboim - identisk med den argentinskfødte klassisk uddannede musiker og dirigent, og sangeren er en Milton Nascimento, som jeg aldrig tidligere - så vidt jeg ved - har hørt, og genren er brasiliansk populærmusik. Der er absolut intet, der forbinder mig med denne plade, dens musik, dens musikere eller dens sangsolist. (Efterfølgende har jeg fundet ud af, at brasilianske Milton Nascimento er kær ven af Danmark, og især velkendt af det københavnske jazz-publikum. Efter 30 år på den internationale verdensmusikscene er han stadig et engageret menneske, og holder fast i, at "den, der har en mikrofon til rådighed, har den på vegne af de der ingen har ". Om det at synge har han sagt: "Stemmen er som et instrument, der ikke kan kontrolleres. Den rejser gennem uendeligheden. Den binder os sammen i en følelse; hele publikum og stemmen. Det er dette ægteskab, jeg lever for.")
Men hvo'for gør den så så'n no' d, denne lille sang? Tja, man kan vel sige at der både bag tilhøreren, musikeren og komponisten er et menneske i et nu, og bag nuets menneske er der alt hvad mennesket har været før dette nu, og samtidig er det fyldt med ønsker, angst og forventninger til nuets efterfølgende nuer. Hvad hvert af de tre lag - fortid, nutid og fremtid rummer har sin unikke sammensætning af evner og erfaringer, og måden at forvalte dem på er afgørende for hvordan tilhøreren hører musikken, hvordan musikeren spiller musikken, hvordan komponisten oprindeligt komponerede musikken ... De 12 toner bringer bud på en luftbåren impuls fra den ene (komponisten) igennem den anden (musikeren) til den tredje (tilhøreren), igennem alle deres tre lag, bud om bevægelser der har bevæget. Et eller andet i komponisten og/eller musikerne viser sig at skabe genklang et eller andet sted i tilhøreren, og så bevæger bevægelsen tilhøreren, og så kan man vel sige at det er derfor den gør så' n, når den gør så'n no'd, den Iille uskyldige sang.
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar