Den fineste gave

Dagens gåtur bragte mig den fineste gave man kan få. En lille, krøllet rugbrødspose med en håndfuld af sæsonens absolut sidste brombær - foræret til mig af en gammel mand, der også var ude på dagens gåtur - blot har han de senere år været nødt til at bruge et køretøj fremfor benene, der ikke rigtig vil mere, som han ellers gerne ville at de skulle.

Jeg kender ham egentlig ikke. Men vi hilser altid, og har af og til vekslet rare ord når vi har mødtes på gåture i den nærmeste omegns natur. En mand fra en generation, hvor venlig hilsen, høflig ordveksling, og at nyde naturens gaver i fuldt omfang, har været en selvfølge.

Gåture i gråvejr kan det være svært at trække sig selv ud til, og det fik tankerne i retning af forfatter Anna Skyggebjerg, som har udgivet en lille bog om at gå ture. Hidtil har den føltes unødvendig i min bogsamling.

Men tanken faldt på hendes sensitive, fine og morsomme sprogbrug, som jeg kender dels fra hendes bog "Introvert" og fra hendes facebookside. Hvordan mon hun egentlig beskriver det at gå en tur?Måske kunne netop hendes beskrivelser i tankerne gøre det en smule lettere at komme afsted, også på de grå dage?

Hendes bog "Gå tur" kommer nu på ønskesedlen - og de dejlige brombær, plukket og givet til mig af en kærlig sjæl kommer i gryden med lidt sukker, vanilje og en pære.