"Lyskabinettet", en intens læseoplevelse - sjældent har jeg læst så lang en roman så hurtigt.
Hvorfor? Af flere grunde.
Leonora Christina Skov, hvis roman "Den, der lever stille" udkom juni dette år, er født i 1976, og har udgangspunkt i en opvækst i den pæne parcelhusmiddelklasse. Merete Pryds Helle, hvis roman "Vi kunne alt" udkom september dette år, er født i 1965, og har også udgangspunkt i en opvækst i den pæne parcelhusmiddelklasse.
Begge romaner ramte mig hårdt, men den ene forfatter er lige en anelse yngre end denne blogger, den anden lige en anelse ældre, og begge er opvokset på Sjælland, hvor denne blogger er opvokset på Fyn. Så på en eller anden måde kunne sindet snige sig "udenom" at blive ramt helt derinde hvor de allerinderste erindringer vækkes til live...
Men Morten Ramsland, hvis roman "Lyskabinettet" netop er udkommet, er født i 1971. Præcis som jeg. Dertil kommer at bogen først og fremmest handler om at vokse op i Næsby, i det nordlige Odense, hvor jeg voksede op få kilometer fra, i en anden del af det nordlige Odense, der hedder Søhus.
Formentlig af disse grunde blev jeg ramt af den meget præcise gengivelse/beskrivelse af hvor hård og grov tonen var, både mellem børn, mellem unge, mellem voksne, men også imellem generationerne. For sådan var det.
Jeg genkender steder, stednavne og nogle markante begivenheder - som Kongeskibets besøg, og halfesterne i Allesø - hvor jeg dog aldrig var med, men hørte klassekammerater berette om festernes voldsomhed, og busturene til svømmehallen i Vollsmose, hvor vi fra Odense N af en eller anden grund skulle fragtes ud til svømmeundervisning.
Historien om Kongeskibet bragte minder frem hos mig. Min klasse skulle cykle hen til havnen i undervisningstiden og vinke til dronningen med flag. Jeg har sågar billeder derfra. Jeg husker mest at det var en rædsom tur, fordi jeg ikke var så tryg ved at cykle generelt, jeg havde svært ved at følge med de andre, jeg var bange for de andres adfærd på cykel, som jeg oplevede som alt for voldsom og dermed farlig - og så var min cykel både tung og lidt for lille....
Efter grundig søgning i kasser og albums med gamle fotos, fandt jeg billedet, som jeg kunne huske blev taget den dag - pigen yderst til venstre er identisk med denne blogger. Kvinden i midten min klasselærer, den mindre pige hendes datter.
Romanens hovedperson fortæller om at være politisk vakt så tidligt i sit liv, så han nægtede at se skibet og i stedet kravlede ned i bunden af bilen og gemte sig, da familien kørte rundt om havnen om aftenen for at se skibet!
Det er ret interessant at få mulighed for at spejle sin egen udvikling af bevidsthed og liv i lyset af en jævnaldrende. For jeg var slet ikke dér. Jeg var først og fremmest bange for alt, og den største interesse var at lære at hækle, sy med grønlandske perler og at lege yderst varsomt og omsorgsfuldt med de frøer, som det vrimlede med dengang, på det inddæmmede stykke jord, som huset vi boede i var bygget på.
***
Det kan nok godt anes at denne blogger bærer briller på billedet. Det var stærke briller. Tykke minusglas, på denne tid omkring minus 6 (i dag minus 12 i kontaktlinser + lidt ekstra i briller udenpå hvis der også skal kunne læses!)
På side 93 i romanen omtales en veninde til hovedpersonens lillesøster: "Hanne stod bag hende - med øjne, der skinnede på samme dumme måde bag et par tykke brilleglas." Første gang jeg læste sætningen blev jeg vred over igen at læse denne fordom - at man er dum, eller i hvert fald ser (utilgiveligt og ikke mindst selvforskyldt) dum ud, når man har tykke brilleglas.
Hende, der læste denne sætning, var hende der hele barndommen og ungdommen følte sig grim (og af og til også fik at vide at hun var det) fordi hun var nødt til at have disse briller på, og stadig som 47-årig føler sig som den grimmeste teenagepige verden endnu har set, når hun er nødt til at bære disse briller i det offentlige rum, hvert andet år, når øjnene skal kontrolleres hos øjenlægen. Hende, der i 8.klasse ligefrem blev udstillet og hånet af en idrætslærer foran hele årgangens pigegruppe, p.g.a. disse briller.
Netop denne brilleting var en evigt tilbagevendende kilde til angst, og ved at nævne det her, fyldes kroppen af smertefulde og vrede erindringer. Ingen lærere forstod nogensinde hvor lidt man kan se når man har passeret omkring de minus 4, hvor svært det er at orientere sig både i et rum og blandt andre mennesker, og hvor meget mere bange en elev med vandskræk bliver når eleven ikke kan se hvor kanten imellem de trygge fliser og det angstfremkaldende vand er!
Nå, men da jeg med et godt tag i nakken på mit 47-årige jeg genlæste Ramslands sætning, så jeg at det bare var en objektiv beskrivelse, pigen har simpelthen bare tykke brilleglas. Der er intet sprogligt belæg for at læse "dum" og "brilleglas" sammenkædet. Men jeg har mødt det så mange andre gange, både i litteratur, film og virkelighed, så sindet straks går i selvforsvarsposition.
En af disse smertefulde ting, der er med fra barndommen, der springer op, når en læseoplevelse som denne er så tæt på egen barndom, og som nok aldrig slipper, og som for en litterært interesseret person er kilde til spekulation over hvordan det ville kunne beskrives litterært, så andre forstår smerten, uden at beskrivelsen, som her, bliver alt for privat, grænsende til det følelsesmæssigt vulgære?
Men et eksempel på hvad en i romanens store sammenhæng mindre vigtig, lille sætning, præcis i denne kontekst, der opstår imellem netop denne læser og denne roman, kan trykke på en knap i sindet, der udløser et væld af erindringer.
***
Ramslands bog handler om at turde se sig selv som voksen i lyset af sin barndom, opvækstens vilkår og oplevelser, og hvordan de, og i hvilken grad - har formet den man er i dag. Om at turde bryde ud af den fortælling om hvem man er, som er skabt af andre - hvem andre ser man er, og ikke mindst hvordan det forventes at man er - og bestemt ikke er!
Og fordi jeg genkender så meget, og i mange år, mere eller mindre bevidst har søgt efter præcis en genkendelse som denne, noget, der kunne be- eller afkræfte min egen følelse af at være vokset op i en grovhed, der gjorde ondt på mig, alene på grund af ordene (men sørme også på grund af handlinger - og ikke-handlinger!), så bliver denne bog så betydningsfuld for mig (også selvom jeg hele tiden minder mig selvom at det er en roman, ikke en selvbiografi).
Fundamentet for hovedpersonens erindringsrejse er en uforløst seksualitet, der er anderledes end gennemsnittets. En søgen efter en måde at være i verden på, hvor han ikke behøver at undertrykke hvem han også er, og dermed sættes der spot på den seksualitet, der var normen under opvæksten.
For romanens hovedperson var den norm for snæver, for endimensionel, for unuanceret og samtidig også for fordømmende. For mig var den alt, alt for grov, primitiv og kærlighedsløs. Jeg blev skræmt fra vid og sans og gik i den modsatte grøft.
Når klasselæreren i 9. klasse tog kassen med "Hvad kan man blive"-kort med, så listede jeg mig til at tage kortet "diakonisse" med mig (for nonne var der ikke!), og drømte om at kunne arbejde i et stille kloster eller en kirke, roligt, ydmygt, næsten uden kontakt med andre og dermed uden al den voldsomhed og pågående krav og forventninger til hinanden, som f.eks. det imellem kønnene.
Det blev så min måde at reagere på, som en, der heller ikke passede ind i tidens parcelhusnormer, og som også blev stærkt påvirket af dem.
***
Med denne roman nåede jeg et mål for denne gren af min læsning. Mæthedspunktet for terapeutisk læsning er nået. I hvert fald i denne runde.
Samtig har denne roman både givet mig lyst til, og vel på en måde også givet mig mod til, nu at søge læsning, der styrker den jeg faktisk er. Jeg er på en eller anden måde af denne roman, hvor væsensforskellige dens hovedperson og jeg er, hjulpet frem til en accept af at det er ok ikke at passe ind i de normer man møder som barn og ung, og tror man er nødt til at passe ind i. Og som kan blive ved at hjemsøge en, som spøgelser fra en efterhånden fjern fortid, hvor ihærdigt man end forsøger at frigøre sig.
***
Man skal læse denne roman, hvis man er cirka samme alder og fra cirka samme type opvækstmiljø, d.v.s. parcelhus/rækkehus-middelklasse, storbyudkant eller større provinsby.
Og/eller hvis man interesserer sig for hvor kønsidentitet og seksualitet måske - måske ikke - kommer fra, dannes, integreres i det virkelige liv.
Og/eller hvis man er nogens mor eller far - for ethvert barn skal have luft til at blive præcis det menneske det er, uden at blive låst fast i fordomme og forventninger, hverken fra forældre, bedsteforældre, naboer eller det øvrige samfund. Barnet skal ses og mødes som det er. Dét er vi voksnes ansvar.
***
Jeg tager to citater fra denne bog med mig videre:
På side 54 siger "Overbeck" (personen, der vejleder hovedpersonen i erindringsarbejdet): "Man bør ikke angribe det komplekse så reduktivt".
På side 105, kort før den anden "farveløshedsbølge" rammer hovedpersonen konstaterer denne: "...noget var holdt op med at fungere." (...) Måske havde det aldrig fungeret, måske havde jeg altid været et fejlprogrammeret maskineri på konstant overarbejde." Præcis. Når programmerne vi får ind i barndommen ikke passer til os, så kommer vi på konstant overarbejde, og senere på hårdt arbejde hvis vi vælger at forsøge at omprogrammere.
***
Forresten, romanens hovedperson har en lillesøster. "Grøn alpeost" bliver hun konsekvent kaldt, fordi det var hendes yndlingsspise som lille. Dét var så den eneste ting jeg ikke anede hvad var - men i dagene hvor jeg læste bogen kommer gemalen pludselig glad hjem med en "AlpeOst", og sagde at det var godt nok længe siden han havde set den ost, som han elskede som barn, i en butik!
Den er ikke helt så grøn som han husker, men nu var en af de ting, der prægede vores opvækst i 70´erne og 80´erne jo bl.a. kunstige tilsætningsstoffer, herunder farvestoffer. Måske meget symbolsk - intet måtte være som det var fra naturens hånd, det skulle tilpasses til flertallets (? - eller producentens?) ønsker og forventninger. Ligesom vi børn...?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar