Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

torsdag

"25 højskolesange" - kunstbog af Ken Denning og Jesper Buhl

Når man nu er trænet og skolet til professionel musikledsagelse og har haft mange gode, store oplevelser ved at spille med professionelle musikere, så er det nu engang bare en kærkommen oplevelse, når der af og til dukker en professionel musiker op i arbejdslivet, som man får lov at spille lidt sammen med.

Som med trompetisten, der spillede med ved et bryllup for nylig. Som med basunisten, der er hyret til at spille med ved gudstjenesten til Allehelgen. Og som med operasangeren, der for nylig valgte sangene til efterårets store sangaften i det lokale forsamlingshus og fortalte om liv og karriere.

Man nærmest svæver af lettelse i den samklang, der opstår, når man "taler samme sprog", i dette tilfælde musikkens "ordløse fagsprog", som f.eks. puls, dynamik og det at forme en melodis linjer...

Operasangeren, som var Jesper Buhl, havde endda for nylig udgivet en bog sammen med en billedkunstner, Ken Denning, hvor de har udvalgt 25 Højskolesange, kommenteret dels med ord af den ene og med billeder af den anden. En smuk, stemningsfuld bog, der først og fremmest skal sanses langsomt, og er særdeles velegnet som gavebog til enhver, der holder af den danske sangskat.

Den hedder "25 højskolesange" og kan købes her. Mit kamera kan på ingen måde yde den dybe farve på bogens omslag retfærdighed, så i stedet er her et lille uddrag af bogens indholdsfortegnelse:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar