Altså kan det forekomme at et barn oplever noget voldsomt, "glemmer" det, og som voksen husker det igen - af en eller anden grund? Og ikke mindst - har sådanne minder samme gyldighed som de minder, der har været med "hele vejen" op igennem livet?
Undren over hvad der sker i et barns hjerne og søgning efter viden om hvordan en erindring om et overgreb lagres i et barns hukommelse, og konsekvenserne heraf, har foreløbig ført til følgende refleksioner:
Hjernens udviklingsstadie i den givne alder må have stor betydning for hvordan overgrebet placeres i erindringen. Det giver vel sig selv, at et overgreb af seksuel karakter opleves meget forskelligt for et barn på f.eks. 6, 10 eller 14 år.
Choktilstanden i selve overgrebssituationen må også have betydning for hvordan et overgreb opleves og lagres? D.v.s. om barnet har en fight, flight eller freeze personlighed.
Hvem, der begår overgrebet må også have betydning. Er det nære omsorgspersoner, der har været dyb tillid og måske endda kærlighed til, som bor i eller ofte har gang i barnets hjem (d.v.s. stedet der burde være det tryggeste sted i verden for et barn), eller er det en fjernere person, eller endda en fremmed?
Overgrebet i sig selv vil altid være slemt, men må jo være anderledes hvis der følger både tillids- og tryghedsbrud med, sammen med konstant angst for gentagelse, hvis barnet hver dag eller ofte skal konfronteres med personen?
Stedet hvor overgrebet sker. Er det i hjemmet (d.v.s. stedet, der burde være det tryggeste sted i verden for et barn) eller et sted barnet ikke behøver komme igen?
Og ikke mindst hyppigheden. Sker det én gang? Sker det én gang med to forskellige personer? Sker det mange gange? Skaden kan være lige stor og omfattende, alt afhænger af muligheden for hvornår i livet det kan bearbejdes (kort tid efter, eller 40 år efter eller aldrig), og det afhænger af personlighedsstruktur, af tryghed, af sunde relationer før og efter, af medfødt psykisk sårbarhed eller ej. Så mange faktorer spiller ind.
Men så er der den helt nye erkendelse: Omgivelsernes italesættelse af personen/personerne, der begår et overgreb, kan afvige så meget fra barnets egen oplevelse, at barnet ikke kan rumme begge versioner.
Jo yngre barnet er, jo mere tilbøjelig vil barnet vel være til at vælge de voksnes version af "fortællingen" om denne person? Og dermed ende med at forsøge at udslette/fravælge/tågeindhylle sin egen erindring, "for det kan ikke være sket, når dette menneske nu er så god/rar/sød - og i en bestemt relation, der pr. definition ikke kunne finde på at gøre sådan noget".
Fortællingen kan både være den generelle om et menneskes væremåde og handlinger, om hvor storartet og godt et menneske personen er. Men det kan også være mere specifikt ved at barnet forsøger at fortælle om at der er sket noget, men afvises fordi det kunne dén person da aldrig "finde på" at gøre - ergo, barnet er straks under mistanke for at finde på, måske endda for at skade andre...
Som barn er man så totalt afhængig af sine voksne omsorgspersoner, så man vil gøre rigtig meget for at undgå at blive afvist og udstødt af dem, så man formentlig vil ende med at overtage deres historie, og udslette sin egen, igen afhængig af alder og personlighedstype. (Midlertidigt, så længe ens sind holder til det.)
Vi mennesker har en generel, og for mig at se sær, tendens til ikke at ville tro på hvad andre fortæller, hvis vi ikke selv har en lignende erfaring for at det, der fortælles kan være sandt/korrekt. Så er det altid den, der har oplevet noget, der afviger fra det "normale", det forventede, måske endda noget svært, der står med "bevisbyrden". Selv små børn, der forsøger at formidle at de har oplevet noget forkert, i værste fald et overgreb, kommer til at stå med bevisbyrden.
Og så til pointen: Psykologisk forskning peger på at falske minder kan skabes. D.v.s. man kan, også uden at vide og ville det, få skabt minder om at der er sket noget som faktisk ikke er sket. Men dét må også betyde at det modsatte kan forekomme, nemlig at der kan skabes minder om at noget ikke er sket... - selvom det faktisk er sket. Og dén splittelse i et barnesind kan måske være en medspiller i fænomenet "genfundne minder".
***
Man må nødvendigvis altid skulle behandle genfundne minder med største varsomhed. Anerkende det overfor sig selv, hvis man kan mærke at det er korrekt at man har været udsat for et overgreb, som man skal give sig selv omsorg for. Alt hvad man kan.
Men samtidig også forstå og respektere at erindringen er skabt af et barn i en given alder, et barn i chok, og at den barnehjerne, der lagrede et chok, ingen fornuftsredskaber havde til at lagre det "korrekt" og meningsfuldt for et voksent sind. Mange fakta og detaljer vil kunne mangle eller være forkerte, og man kommer så nemt til selv til at skabe og tilsætte noget forkert hvis man forsøger at fremtvinge erindringen med sin voksne bevidsthed.
Stor følsomhed og varsomhed er nødvendig, fordi det er barnesind man har med at gøre - også selvom barnesindet nu er i et voksent, modent eller ældre menneske.
***
Jeg blev klogere på emnet af at læse denne artikel: Guidelines ved genfundne erindringer fra Dansk Psykolog Forening.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar