Salmens tredje vers starter med "En julerose er en smuk, men ydmyg blomst", og fik mig til at tænke på Selma Lagerlöfs legende om julerosen. Jeg var helt sikker på at jeg havde bogen, men kan ikke finde den. I stedet stod hendes samling "Kristuslegender" (første gang udgivet i 1905, denne udgave en billig paperback fra 1997) på hylden. Den kom med ind i læsekrogen, og den lille fortælling om rødhalsen gik lige i hjertet.
Hvorfor? Sprogets skønhed og følsomhed, de tydelige eventyrtræk, legendestilen, skrevet, så fortællingen er et "tilbud", en mulighed, en af mange veje man kan og må forestille sig at ting kan ske...
Læste starten for sønnen. Han ville hellere høre dén færdig end at læse videre i Harry Potter-bogen! Næste aften ville han gerne høre en historie mere "af den slags". Ud fra titlerne valgte han "Den hellige nat", om den gamle farmor der fortæller en legende fra en julenat for længe siden, om en hårdhjertet hyrde, der uden at kunne forstå hvorfor blev blød om hjertet. Bagefter spurgte sønnen om det var "rigtigt". Jeg svarede, "måske - hvem ved - det er det måske?"
Og det er det dejlige ved sådanne legender. "Måske-et". I hvert fald er det smukt skrevet, og gør os bløde om hjerterne.
Dét blev den første bog, de første fortællinger, på dén læsevej, der blev påbegyndt ved afslutningen af Morten Ramslands roman "Lyskabinettet".
Dy Plambecks forfatterskab er oplagt at gå videre til, i håbet om at sproget er ligeså smukt og virkningsfuldt på denne læser, som i hendes adventssalme "Hold håbet op".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar