Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

mandag

Nytårsforsæt

Nytårsforsættet for 2016 blev offentliggjort på facebook med disse ord:

"I Forholdet til Bøger danner Menneskeheden - den Del deraf, som læser - et langt Spektralbaand. Længst ude i den ene Side finder vi ultra-kyndige, der faar Ildebefindende ved Synet af uharmonisk opbyggede Sider eller forkert valgte Skrifter; det er deres Indflydelse og stædige Vilje, vi kan takke for at Bøger ikke sjældent fremtræder som følsomt formede Objekter, som Kunstværker. I Baandets Midte vil jeg placere de mange, der gaar til Bøger fordi Aanden tørster. Og længst til den anden Side møder vi den mindst kritiske Portion, der blot vil adspredes eller i Bøgerne ligefrem søger en Substans, som slukker Jeg´ets Flammer og midlertidig sætter en andens Affærer ind i Opmærksomhedsfeltet."

Jacob Paludan i bogen "Bøger, Poerter og Stilister" - som jeg genfandt på reolen i fritidshuset, og som inspirerede mig til årets nytårsforsæt: "Læs bøger." Mange, mange, mange bøger, så mange som muligt, næsten så mange, som før jeg skulle være organist.

Sidste års nytårsforsæt - at læse flere bøger - lykkedes det mig at gennemføre. At vinde 3 rigtig gode bøger til mig selv på facebook hjalp også gevaldigt på at holde fast i forsættet, trods travle perioder. Så jeg fortsætter med samme forsæt i år: "læs flere bøger!"

Bl.a. bør min læsning altid krydres med et essay af Jacob Paludan i ny og næ, men også de gode bøger jeg har fået i julegave ser jeg frem til at få åbnet, og der er tunge, stærke værker på listen:

"Klassisk!" af Søren Schauser
"En verden til forskel" af Nadja U. Prætorius
"Bjørn Wiinblad" af Lars Hedebo Olsen
"Radiserne, 1950-1959, af Charles M. Schultz
- og "Papmachereglen" af Hella Joof, som snart er læst færdig og klar til omtale her på bloggen.

Godt nytår!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar