“Alle ret”

En skinger fløjte skærer sig igennem en mængde meget forskellige mennesker. Den flænser luften, der er tyk af snak, trut og bom! Hverdagstøj er der ikke meget af. Billedet er fyldt af ens, ens og ens bukser, kasketter og jakker. Fløjten har et klart budskab, kendt og elsket af de fleste, der er til stede. Og uden tøven, uden vaklen og uden brok samles alle de, der er så forskellige, mens de ser så ens ud, i rækker og geledder. Fanen er foldet ud, kommandoerne runger: Alleee ret! Venstre om! Trommeslagerne slår den trofaste takt an, der får hvert eneste venstreben til at løfte sig på et og samme sekund, som var flokken ét stort og mangebenet og mangehovedet uhyre!

Men det er det jo ikke! Det er 50-60 børn og unge, piger og drenge, med bopæl i Odense Kommune. Børn og unge, der alle behersker noget så disciplinkrævende som et musikinstrument, og spiller af lyst og med glæde til glæde for (næsten) alle, de kommer i nærheden af. Det er Odense Skoleorkester, jeg ser for mit indre blik, som jeg så tit har set et for mit ydre blik, og som jeg kender så godt - helt inde fra indersiden af uniformsbukserne! For jeg spillede der selv fra 1982-1988, det meste af tiden på klarinet. Og derfor var mandag i flere år den bedste dag i min uge. Den ultimative skoleorkester dag!

Jeg startede kl. 16 og underviste i to timer, yngre såvel som ældre, nybegyndere såvel som øvede i klarinetspil. Kl. 18 var der gruppeundervisning for orkestermedlemmerne. Og kl. 20 var jeg med i den gruppe af de ældste og mest erfarne med hang til brogede akkorder og kraftig rytmisk udfoldelse, der var samlet for fuld udblæsning i big-bandet.

Sådan en mandag hjalp flere af os med at holde balancen i forhold til problemer i skolen eller i familien, men først og fremmest fik vi stillet vores nærmest umættelige sult efter musikalsk udfoldelse og udfordring!