Bagende varme og bidende frost er det, der står tydeligst i den del af min erindring, der går rundt i sin fine, blå uniformsjakke! Det er de utallige marchture med Odense Skoleorkester, det handler om. Og det er dem, jeg husker som sjovest og med flest minder knyttet til sig fra min tid i orkesteret. F.eks. åbningen af dyrskuet, der oftest foregik under en solstrålende blå himmel i opsmøgede ærmer - fysisk velbefindende var heldigvis vigtigere end “korrekt” uniform! Opstillet pænt i koncertformation med sveden drivende under lange taler var en prøvelse! Et år fik stortrommeslageren nok. Trommen havde han fået lov at stille på jorden. At gøre sig det mageligt ved at sætte sig på den (med et stærkt lidende ansigtsudtryk!) fandt han selv på! En fotograf fangede den charmerende situation, og billedet kom i avisen. Anderledes slemt var det, det år vi revnefærdige af stolthed skulle akkompagnere operasanger Jørgen Klint ved den traditionelle tænding af juletræet på Flakhaven. Isslag, slud og sne piskede hele arrangementet i stumper og stykker, mens vi spillede det bedste, vi havde lært, og instrumenternes klapper og ventiler frøs fast!
Indvielsen af Brandts Klædefabrik er jeg stolt af at have spillet til, og at spille for borgmester Verner og hans Hanne til deres sølvbryllup var også en stor ære for en lille pige. Utallige skolejudbilæer, som skoleorkestret er født til at festliggøre, har vi spillet til. Og sommer er det når alle byens blæseorkestre tegner den store stjerne i Odenses gader, med de efterfølgende promenadekoncerter sommeren igennem - i min tid på den hedengangne tribune i Kongens Have, med hvad dertil hørte! F.eks. staklen, der dansede og dirigerede ivrigt, satte sig på scenekanten og skålede til publikum i øl, tog sit gebis ud og undersøgte det nøje aldeles upåvirket af alle dem, der, trods det tragiske element, ikke kunne holde latteren tilbage!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar