“Hvor er de nu, de musikalske venner, spredt vidt omkring, med hver sin sang”. Denne sang hørte jeg første gang på den tid hvor jeg spillede i Odense Skoleorkester. Mit fantasifulde og romantiske sindelag strømmede over i vemod på mit fremtidige jegs vegne! “Engang i fremtiden vil jeg høre denne sang og alt dette vil være forbi - hulk”.
Og det har det snart været i mange år. Mit hjerte strømmede knap så voldsomt over på den måde, jeg i min naivitet forestillede mig. “Venner” - det er så stort et ord. “Spillekammerater” - så har jeg ikke overdrevet. Jeg ved ikke ret meget om, hvor ret mange af dem er henne i verden nu. Af og til melder et bryllupsbillede i avisen om, at en har fundet lykken. Men det kildrer alvorligt i både knæ og erindringer når klangen af et harmoniorkester rammer mig.
Man kan aldrig overdrive betydningen af rummelige hjerter, varm humor og faglig kompetence, når det handler om at støtte en gruppe børn og unge på den faldgrubefyldte vej mod voksenlivet. Disse elementer (og flere til!) findes i familien Rungstrøm! 2. generation står bag dirigentpinden nu, og to fra 3. generation er store nok til at spille med. Den ældste blev i øvrigt (selvfølgelig!) født på en mandag, som var ugens skoleorkesterdag nummer 1, og den stolte far kom brasende ind til alle grupper og proklamerede: “jeg er blevet far - der er sodavand til alle i pausen”.
En af de allervigtigste ting, der kan siges om dette orkester er, at Odense Skoleorkester opgiver ingen! Man må selv opgive orkestret, hvis man ikke vil være med. Så stor er tilliden og kærligheden til kombinationen børn og musik! Og det er den stadig nu 50 år efter, det første trut lød. Jeg er sikker på at der vil blive holdt et brag af en jubilæumskoncert. Måske vi ses?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar