Læseangst

Efter at have været konfronteret med oplevelsen af hvordan andre har misforstået noget de har læst, og at deres misforståelse kan ses i facebooks omfattende offentlighed, ryster denne blogger gevaldigt på hånden, af ren og skær læseangst.

Eller vel rettere misforståelsesangst. Og i den angsten for at fremstå dum... - eller i hvert fald dummere end man er... - uha! Hvilket vel i bund og grund skyldes en urangst - angsten for udstødelse af fællesskabet?

Som lægmandslæser, der midt i livet stadig fyldes af sorg over at barndommens og ungdommens entydige trang til at dykke dybt i bøger, læsning, vidensindsamling, videnstransformation, videns- og erfaringsformidling aldrig skulle finde mulighed for at blive mødt, skolet og inspireret i professionelle miljøer.

Eller sagt på en anden måde - jeg vil til stadighed være stiktosset og teenagerasende over at blive dømt uegnet til gymnasiet på grund af manglende sociale evner...

Står derfor nu som (på papiret) moden kvinde og ser tilbage på en pige, der ikke passede ind i det miljø hun voksede op i, hvor den mere korrekte konklusion kunne have heddet: flertallets manglende evner til at rumme et barn, der ikke var som flertallet, får det til at se ud som om at det var dét barn, der havde manglerne...

Men sådan kan man jo vende og dreje sine livsoplevelser i et nyt lys hver gang man når nye stadier af viden og refleksion.

Tilbage står, at angsten for at fejle fælt i læsning og forståelse af det læste, har meget at gøre med visheden om hvor uskolet og hullet lægmandslæserens vidensbank til refleksion af det læste, er.

Men der er jo kun én vej: fremad. For man kan ikke blive 15 år igen og få en ny vurdering så man kan komme ind på Odense Katedralskole og blive klassisk-sproglig student, så man kan læse litteratur og alle de skønne, relaterede sidefag på universitetet. Læs! Læs! Læs!  Vidt og bredt og især alt hvad der tiltrækker.

Lægmandslæsning, - refleksion og -skrivning kan også have sin egen værdi. Er jeg jo nødt til at mene...