Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

lørdag

Kildeeftersøgning

Det sker at man læser noget, som man ikke umiddelbart forstår hvor vigtigt er.

Men det bliver hængende.
Forsvinder måske lidt.
En tid.
Og kommer så buldrende og stiller sig frem skåret ud i neon, for at få en til at forstå hvor vigtigt det faktisk var.

Og så har man fuldstændig glemt hvor det var man læste det. Øv!

Nogen grublen, og man kommer pludselig på sporet.
Måske.
Det var vist egentlig oprindeligt noget om familier? Noget om den sunde familie kontra den dysfunktionelle familie. En liste over tegn. Og et af tegnene var så dét, bevidstheden fangede, sendte ud i de mindre bevidste egne af bevidstheden, som så lige i dag sendte det retur til dagsbevidstheden, skåret ud i neon:

"den sunde familie refererer udad" - "den dysfunktionelle familie refererer indad".

Og det kan jeg ikke lade være med at tænke også kunne bruges som rettesnor for grupper i det hele taget. Samfund. Som f.eks. små byer.

Bare en tanke. Affødt af noget læst, der gav et nyt perspektiv på virkelighedens hverdag. Lige her og lige nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar