Er glad for at være lægmandslæser! For så kan jeg skrive dette. Og endda sætte disse to bøger på samme foto...
Er blevet bevidst om at jeg i min læsning har brug for lange, menings- eller informationstunge, seje sætninger, der enten langsomt maler dybe 4-dimensionelle (ja, 4!) billeder, eller åbner slugter af associationsrækker, der udvider og øger bevidstheden.
Har læst Hella Joofs bog færdig. Har læst ca. 1/3 af Linn Ullmanns bog. Begge bøger giver mig følelsen af at lytte til en ældre søster eller kusine - Hella Joof er 9 år end mig, Linn Ullmann 5 år ældre, med hver deres sæt af erfaringer, fortalt igennem hver deres personlighed og sprog.
Men de to bøgers tekster tilfredsstiller ikke ovennævnte behov. Det er jo formentlig heller ikke deres ambition. Jeg har bare med netop disse to bøger fået øget bevidsthed om mit læsebehov. Det er ingens fejl, blot en objektiv konstatering af mit eget behov.
Og jeg ved jo godt at Linn Ullmanns bog var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2016. Men jeg mener alligevel dette om bogen!
Og jeg henholdsvis har læst og læser begge bøger færdige. Fordi de giver mig noget andet, noget menneskeligt, et møde på skrift med disse søstre/kusiner, som kan og vil dele noget livserfaring med mig. Det har en enorm værdi.
Det tilfredsstiller bare ikke mit dybeste læsebehov. Lidt som at sætte sig til at regne plusstykker, fordi man skal lave årsregnskab på arbejdet, men virkeligheden er at det, der gør hjernen glad, er at løse ligninger - det er bare ikke det, som det praktiske aspekt af hverdagslivet har brug for lige nu. Så det må man søge et andet sted, et andet tidspunkt.
Så altså, føler mig rigere, klogere og provokeret på den gode måde af at læse Hella Joofs bog. Linn Ullmanns vender jeg tilbage til når den er læst færdig. Men foreløbig oplever jeg den på samme måde som Hella Joofs bog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar