Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

lørdag

"Man røres ved musikken"

Når man spiller musik, bevæger man luften. Når luften bevæges, røres mennesker. Når Odense Skoleorkester spiller, bevæges luften i Odense, så odenseanerne røres!


Udover de sociale aspekter, som man altid lærer om ved at omgås andre mennesker, så lærte vi først og fremmest at betjene et musikinstrument. Og dét involverer elementer som finmotorik, det logisk/matematiske, rytmesans, læseevne, fornemmelse for detaljers betydning i en stor sammenhæng og det involverer at kunne kombinere det hele på kommando!


Der er nok mangen en gymnastiklærer, der har herset rundt med “de der små, blege børnemusikere, som bare sidder inde i et halvdunkelt lokale den halve dag, lænet op af store, støvede, stakke af noder og spiller små yndige menuetter af Mozart!”. De kunne ikke tage mere fejl! Det kræver råstyrke at kombinere alle de ovennævnte ting samtidig med, at man skal gå! Og man skal både gå i takt, holde rækken - både den foran og og den til siden, i regnvejr, i hedebølge, op ad bakke, i tæt trafik og meget, meget mere! Ydermere tog en hel del oftest cyklen for at komme ud af spille!

Vores “kulturelle kirtler” blev også meget veludviklede. Vi spillede alt fra stille, klassisk kirkemusik over operaouverturer, grand-prixsange, danske og amerikanske marcher, til rå (!) rocknumre. Mest af alt elskede vi de swingende numre, der strutter af godt humør! Men fordi vi kom ud til mange officielle arrangementer, lærte vi også en masse om traditioner og ritualer - respekt for en fane, flaghejsning, hurraråb osv., en masse af de danske sange, der knytter sig til, og en masse om god opførsel - det at kunne “begå sig” i en uniform, mens man stadig bevarer et godt humør og en naturlig afslappethed. Og det er faktisk ikke så skidt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar