Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

lørdag

"En usynlig skulder"

Jeg kan binde en flot, dobbelt slipseknude baglæns i mørke! For i Odense Skoleorkester har alle, både piger og drenge, slips på til uniformen. Det er svært at få vendt både slips og fingre rigtigt samtidig de første mange gange! Men vores dirigent havde altid en fri hånd til en genstridig knude. Det havde hans (og vores!) højt elskede kone også. Der var altid masser af hjælpsomme hænder fra den trofaste forældreforenings bestyrelse, og de medbragte ægtefæller. Der var også alle de andre forældre, som kom og gav en hjælpende hånd. Men først og fremmest var der de andre børn og unge. For langt de fleste af de store og erfarne var det en selvfølge at gi´ en hånd, et godt råd og et smil til de små og de nye.


Vælger man at spille i Odense Skoleorkester så forpligter man sig. Uha! Det kan lyde som et grimt ord. Men i denne sammenhæng forvandler det grimme ord sig til det, der er så betydningsfuldt for et menneskebarn, nemlig at det betyder noget for andre mennesker om det er til stede! Det har fået sin plads i orkestret, fordi det vil og kan betjene sit instrument tilfredsstillende, og dét gør en positiv forskel for det samlede orkester.

Så er man medlem, er man automatisk betydningsfuld! Og man bliver bogstaveligt talt både holdt af, om og ved! I min tid mistede et par børn en forælder. Et stort, stort chok. En situation der for mange ville være meget svær at håndtere. Men ikke her. Her holdt man af, om og ved. Ganske enkelt. Små og store. Alle. Og i årene efter var det en indiskutabel, men usagt, regel, altid at ha´ en diskret støttende føler omkring børnene. De måtte for enhver pris ikke tabes. Og sådan var der mange børn, der af forskellige grunde fik en usynlig skulder at læne sig op ad. Den fysiske skulder var altid til rådighed, men det er somme tider den usynlige, der gør mest gavn!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar