Forbindelsen

Forbindelsen, der forklarer hvorfor de to historier, der indrammer min egen, påvirker mig så dybt, blev fundet. Der tegner sig et billede af ét bestemt miljø, med tidligst kendte sag omkring 1930, min egen fra ca. 1977, og nutidens, hvor der faldt dom i december 2017 - et spændt over 5 generationer.

At et krænkermiljø kan findes forudsætter en tavshedskultur. Dén blev delvist brudt i nutidens sag - for ellers var den aldrig kommet for retten.

Men blev tavsheden mon brudt af alle - i alle miljøerne? Både i de tilkomne og i de gamle? Eller vil det fortsætte i de gamle?

Burde jeg skrive mere? Eller mindre?

Ville det hjælpe nogen eller noget at flytte historien fra fakta til fiktion?

Ville et flyt fra fakta til fiktion ikke blot skabe endnu en historie, oven i alle de andre, som nu endelig blev gennemlyst af de fakta, som journalen fra 1932-36 bidrog med?

Hvor meget jeg end beundrer forfattere som Leonora Christina Skov ("Den der lever stille", 2018) og Merete Pryds Helle ("Folkets skønhed", 2017), der har fundet mod og vej til at tage livtag med svære familiehistorier med fiktionens hjælpemidler, så er det nok ikke vejen for min egen historie.