Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

tirsdag

Hvad skete der?

Pussy-riot...
 - og sangen "I can´t keep quiet" af Milck, der er som skrevet til en pige i min slægt, selvom det er 100 år siden at hun var barn.

MeToo...
- kampagnen, der pludselig rullede, som en tsunami igennem den vestlige verden med dens historier og deres tilhørende følelser, der ikke længere kunne holdes inde, og den fortsatte debat om hvad det egentlig handler om - grænser, magt, respekt...?!

Sagen fra Stige...
- 55-årig mand dømt i december 2017 for at krænke 22 piger, 28 piger var involveret i sagen.

Tre stærke spor, der for mig fører direkte til denne pige. Hun var fra Stige, født i 1910. Hendes historie popper op igen og igen i mine tanker. For der var "noget", antydninger, symptomer, snak i det skjulte. Der var sket hende "noget" som man bare ikke kunne tale om... - og som udover en tvangsanbringelse og umyndiggørelse i en alder af 22 år, gav hende OCD i mange år, en ustoppelig trang til at vaske sig...


Min farfars søster, pseudotvilling, født ca. 1 år før ham.
En hård skæbne, på mange måder.
Et fantastisk menneske, på mange måder.

Er nødt til at skrive om hendes historie, for hendes historie trækker tråde til nutiden, på måder som ikke alle er bevidst om, og som jeg selv har svært ved helt at få hold på og ord til. Men de ord skal findes, sættes sammen og skæres til, så sammenhængene kommer til at stå knivskarpe - først skal div. kildemateriale læses og fakta samles.

Fra barnet til hende her - hende i det slørede fokus - meget symbolsk for hvor jeg står lige nu, i forsøget på at forstå hendes skæbne, sløret fokus:


Fra barnet til den ældre kvinde - og til os, nu, her. Det vil tage tid at finde ordene. Og endnu mere at finde fakta...

Krænkerkultur hører sammen med tavshedskultur. Jeg er vokset op i massiv tavshedskultur, som værn mod krænkerkultur. Denne piges - denne kvindes - historie er en af slægtens mest fortiede. Og er det stadig. Tavshedskulturen føres videre, uden tanke for at krænkerkulturen, forhåbentlig, faktisk er på vej væk, og at fortsat tavshed er ikke bare unødvendig men direkte skadelig, også for nuværende og kommende generationer.

Hvad var det der skete med hende?
Hvorfor måtte vi ikke få det at vide?
Hvorfor er vi nogen, der stadig ikke må vide det?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar