Slægten har en sten i skoen, der er sår i foden og der er betændelse i såret...
Jeg kan ikke lade historien ligge. Men jeg kan næsten heller ikke rumme den. Skal jeg gå ind i den, eller skal jeg lade den ligge? Jeg vakler, tiltrækkes, frastødes... Hvad er rigtigt - hvad er forkert? Ubeslutsomheden er i sig selv kvælende...
Kæreste lille yndige menneskebarn - skal jeg lade dig hvile i fred eller fortælle mere her på bloggen - eller andre steder - og så meget af din historie, som jeg kan finde frem?
Asta Ketty Nielsen
1910-1996
Eller?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar