Er nødt til at lægge det fra mig nu, udføre dagens pligter i den nutid jeg lever i, men tankerne farer afsted, helt inde i det rum, der prøver på at trænge igennem tidens så tilsyneladende tætte slør.
Helt fundamentale overvejelser i mit nutids-jeg foregår parallelt:
- Forstår jeg overhovedet sproget, sådan som jeg tror jeg gør?
- Hvordan ved man overhovedet om man forstår et sprog? Endda et sprog, som det blev skrevet i 1766...
Og dertil endnu et spekulationslag, som jeg måske gør klogest i at holde mig fra, men alligevel lufter: "hvordan skal jeg nogensinde kunne viderebringe, dvs fortælle om alt dette? - og skal jeg overhovedet det?" Og hvis jeg skal (og hvem bestemmer det?), er Klodshans eller den lille dreng i Kejserens nye Klæder så min rolle?
Kan udgangspunktet - "er jeg værdig - og hvordan kan man overhovedet vide om man er værdig - til at fortælle noget til andre, altså udover dem i hverdagskredsen?".
Hver gang jeg skal tale med væsentligt højere uddannede personer - min ægtefælle undtaget, heldigvis! - oplever jeg at jeg er så frygtelig uværdig og underlegen. Og det interessante er vel også her om dén oplevelse mest aktiveres af samtalepartneren eller mig selv?
Dét er en kilde til evindelig overvejelse, der hermed fortsat pågår, og derfor endnu et af flere metalag i denne historie, der nok snart bør have sin helt egen kategori på bloggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar