At se fra sig selv ud på andre - og forsøge at se helt ind i andre, er som at se igennem skiftende prismer - med kalejdoskopisk effekt, hvor ny viden og indsigt hver gang opleves som når man drejer på et kalejdoskop, og der viser sig nye mønstre og farver oven i det billede, den farve, der ligger som den konstante baggrund...
To indlysende aspekter har åbenbaret sig for mig angående katharsisarbejdet. Må som konsekvens nu tilføje tilgivelse af mig selv til katharsisarbejdet...
Aspekt 1, Historien fra 1932, hvor min farfars søster som 22-årig bliver anbragt. Nok var hun ikke åndssvag i vor tids forståelse. Men hun var det rent faktisk i sin egen tids forståelse, og hun var heller ikke i stand til at tage ansvar for sig selv, som hun havde det (som konsekvens af sammensmeltningen af personlighed og livsbegivenheder) som samfundet så ud på den tid. Hendes far, min oldefar, der blev enkemand tidligt, var heller ikke i stand til at tage ansvar for sin 22-årige datter - der ikke var i stand til at tage ansvar for sig selv. Han kunne ikke gøre andet end at følge hende til nærmeste åndssvageinstitution. Og det gjorde han. Med så stor smerte at han angiveligt skulle have sagt, at han hellere havde fulgt hende til kirkegården.
Aspekt 2. Hele katharsisarbejdet, i begge slægtsgrene, handler i bund og grund om seksualitet. Viden om alle andre omgivende fakta, konsekvenser og metoder til heling m.m. er søgt, bøger på stribe er læst. Men nyeste indsigt peger entydigt på at kernen i det hele er: seksualitet.
Det kommer til at tage tid at forholde sig til begge aspekter - og samtidig at tilgive sig selv for den store, altoverskyggende, barnlige modvilje imod at se netop disse to aspekter i øjnene.
Undskyld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar