Det sværeste punkt

I historien om min farfars søster, som blev indlagt på åndssvageanstalten Rødbygaard, som 22-årig i 1932, er jeg nået til det sværeste punkt. Dér hvor fortielserne og skammen formentlig ligger og gør mere ondt end nogen andre steder: seksualitet.

I den forbløffende korte journal, hvor den håndskrevne beskrivelse og journalføring for ca. 4 år kun udgør 2½ side, står kun følgende om seksualitet - til gengæld er det stærkt modstridende:

Fra beskrivelsen af hende op til indlæggelsen i august 1932: endvidere ligget på Odense Sygehus fra 2-3 år siden, indlagt for uterusblødning. (Abort?) (Uterus betyder livmoder) Og: "Endvidere skal hun lide af supernormale erotiske tilbøjeligheder, der skal være medvirkende årsag til at faderen ikke tør have hende hjemme."

Og så den totalt modsatte opførsel, der registreres i journalen få måneder efter: "1/11: Skælder plejepersonalet ud for at gå ud med mandfolk "ikke et, men hundrede". Ikke kælen overfor sine medpatienter. Onani er ikke iagttaget. Kigger enkelte dage ivrigt ud ad vinduerne, ser dog ikke efter noget bestemt. Skriver ikke til eller snakker med mandlige patienter." - og hun giver i breve udtryk for ubehag ved samværet med sine medpatienter, som hun kalder "nogle uartige piger".

Dette er det eneste, der er noteret i relation til seksuel adfærd i alle 4 år, om en patient der ved indlæggelsen siges at have "supernormale erotiske tilbøjeligheder".

Næste sommer er der en meget bekymrende notits fra sommer 1933: "Har været hjemme på ferie i 5 uger. Er ved tilbagekomsten meget sløv, urenlig både nat og dag. Stærkt deprimeret. 21/9: Urenligheden har fortaget sig nogenlunde, men ikke fuldstændigt." (- dette skrives vel at mærke om en kvinde på 23 år, der hidtil har været betegnet som selvhjulpen, renlig og "fin dame".)

Midt i vreden og sorgen over konsekvenserne af tavshedskulturen, alle fortielserne og fornægtelserne igennem flere generationer, skal man huske på at abort var ulovlig og dermed strafbart helt indtil 1973 - 2 år efter jeg selv er født, og altså en stor skam. Desuden melder historien ikke noget om hvorvidt behovet for den formodede abort opstod i kærlighed eller voldtægt, eller hvor nært bekendtskab manden var.

Den formodede abort i denne sag fandt sted 43 år før aborten blev fri... - d.v.s. de implicerede parter bar, fuldt forståeligt, på hemmeligheden i alle disse år. Og i endnu flere år, for historien blev aldrig fortalt.

Til trods for at eget katharsisarbejde i ca. 41 af mine 46 år måske i bund og grund har handlet om seksualitet (eller magt, hvis man går endnu et spadestik dybere?), har jeg aldrig søgt viden om emnet. Så svært og så skamfuldt har det været at nærme sig. Men i en alder af 47 år med væsentligt mere ro og mindre skam på dét område, er det måske på tide at prøve at forstå noget mere?

Fandt Paulo Coelhos "Elleve minutter" på tilbud, hans ord "For at skrive om seksualitetens hellige dimension måtte jeg forstå, hvordan den var blevet så vanhelliget". Og fra omtalen på bogens bagside: "Gennem den smertefulde vej til selvindsigt tvinges Maria til at vælge mellem den dyriske, fysiske lyst og at risikere alt for den lyse side af seksualiteten." Måske man kan blive en anelse klogere på emnet ved at læse den?