Den fineste gave

Dagens gåtur bragte mig den fineste gave man kan få. En lille, krøllet rugbrødspose med en håndfuld af sæsonens absolut sidste brombær - foræret til mig af en gammel mand, der også var ude på dagens gåtur - blot har han de senere år været nødt til at bruge et køretøj fremfor benene, der ikke rigtig vil mere, som han ellers gerne ville at de skulle.

Jeg kender ham egentlig ikke. Men vi hilser altid, og har af og til vekslet rare ord når vi har mødtes på gåture i den nærmeste omegns natur. En mand fra en generation, hvor venlig hilsen, høflig ordveksling, og at nyde naturens gaver i fuldt omfang, har været en selvfølge.

Gåture i gråvejr kan det være svært at trække sig selv ud til, og det fik tankerne i retning af forfatter Anna Skyggebjerg, som har udgivet en lille bog om at gå ture. Hidtil har den føltes unødvendig i min bogsamling.

Men tanken faldt på hendes sensitive, fine og morsomme sprogbrug, som jeg kender dels fra hendes bog "Introvert" og fra hendes facebookside. Hvordan mon hun egentlig beskriver det at gå en tur?Måske kunne netop hendes beskrivelser i tankerne gøre det en smule lettere at komme afsted, også på de grå dage?

Hendes bog "Gå tur" kommer nu på ønskesedlen - og de dejlige brombær, plukket og givet til mig af en kærlig sjæl kommer i gryden med lidt sukker, vanilje og en pære.

"25 højskolesange" - kunstbog af Ken Denning og Jesper Buhl

Når man nu er trænet og skolet til professionel musikledsagelse og har haft mange gode, store oplevelser ved at spille med professionelle musikere, så er det nu engang bare en kærkommen oplevelse, når der af og til dukker en professionel musiker op i arbejdslivet, som man får lov at spille lidt sammen med.

Som med trompetisten, der spillede med ved et bryllup for nylig. Som med basunisten, der er hyret til at spille med ved gudstjenesten til Allehelgen. Og som med operasangeren, der for nylig valgte sangene til efterårets store sangaften i det lokale forsamlingshus og fortalte om liv og karriere.

Man nærmest svæver af lettelse i den samklang, der opstår, når man "taler samme sprog", i dette tilfælde musikkens "ordløse fagsprog", som f.eks. puls, dynamik og det at forme en melodis linjer...

Operasangeren, som var Jesper Buhl, havde endda for nylig udgivet en bog sammen med en billedkunstner, Ken Denning, hvor de har udvalgt 25 Højskolesange, kommenteret dels med ord af den ene og med billeder af den anden. En smuk, stemningsfuld bog, der først og fremmest skal sanses langsomt, og er særdeles velegnet som gavebog til enhver, der holder af den danske sangskat.

Den hedder "25 højskolesange" og kan købes her. Mit kamera kan på ingen måde yde den dybe farve på bogens omslag retfærdighed, så i stedet er her et lille uddrag af bogens indholdsfortegnelse:

Velgørende horisontudvidelse

Morgenkaffen blev drukket imens disse linjer blev læst, i ro og mag:

Nogen gange er det så lidt der skal til, før man føler sin horisont udvide sig, med ny udsigt til følge. Det føles så godt!

***

(Siderne er fra Gads litteratur leksikon, der indtages og nydes i små doser, så ofte som muligt, som modgift til potentiel snigende bitterhed over manglende uddannelse i litteraturens videnskab!)

"Julepopsalmer" - Korbogen

Der er noget at glæde sig til for korfolk, der holder af julemusik - primært rytmisk julemusik.

For snart udkommer en samling af fine, gamle advents- og juletekster fra Grundtvigs hænder, med de melodier Janne Wind har skrevet og udgivet indenfor de senere år, på Wilhelm Hansens forlag.

Desuden følger en CD med indspilninger af alle korsatserne, så man som korleder og korist kan øve med den. MEN CDens kvalitet bliver så høj, så det også er en glimrende gaveide til alle, der holder af skøn julemusik, og har lyst til at give nye julemelodier en chance.

Jeg har været heldig at få lov at smugkigge i manuskriptet til korbogen og har spillet og sunget det hele igennem, og det er ganske enkelt godt!

For det første kender jeg Janne Winds nye melodier til gamle salmetekster - "PopSalmer" - i forvejen fra udgivelserne, hvor teksterne var dels af Ingemann og dels af Grundtvig - se dem her, og jeg holder meget af mange af melodierne.

De gamle travere, "Et barn er født i Betlehem" og "Dejlig er den himmelblå" har længe trængt til nye toner - ikke fordi de gamle behøver at blive smidt ud, men i mange forskellige sammenhænge kunne det være dejligt at bruge andre melodier. F.eks. for at trække andre stemninger frem i teksterne, for at fremhæve betydninger i teksten, der dukker op, når der synges på andre toner og rytmer, og simpelthen for at få større glæde ved at synge dem!

Janne Wind, der også er en inspirerende korleder, og selv laver arrangementer, har lavet nogle meget bredt anvendelige korsatser til disse julepopsalmer. Det jeg især bemærker er udover at kunne synges præcis som de er noteret, også kan de brydes op i dele og bruges som musikalske "byggeklodser", og sættes sammen i forhold til hvad koret magter, hvad satsen skal bruges til og hvad man kan lide.

Satserne er for sopran, alt og tenor, og spænder fra sololed, over to- og tre-stemmighed til 4-stemmighed som det maksimale. Også disse stemmer kan korlederen vælge at "plukke" i, og vælge dem, der passer bedst til de aktuelle korister. Nogle dele er med "uh-kor", med lange toner i tertser og sekster osv, andre dele er klassisk tre-stemmighed, atter andre er modstemmer på forskellig vis.

Det er så dejligt at se den variation i satserne, for i mange andre korudgivelser ser man ofte korarrangementerne lavet meget "ensartede" (og ofte for svære for uerfarne kor), men det er bare sjovest og mest givende for kor at veksle imellem de forskellige typer af satser.

Ambitus vil erfarne korfolk nok finde er til den dybe side. Men med min erfaring som korleder for amatører, der kommer til kor én gang om ugen og ellers ikke rigtig træner deres stemmer, er at det er et perfekt valg af tonearter.

Alle disse ting gør bogen usædvanligt anvendelig, og som korleder - og især kirkekorleder, ved man at der mangler korbøger med nutidige salmesatser, der både er overkommelige og sjove at bruge, i hvert fald for kor af typen "folkekor", hvor der ikke læses noder og ikke trænes stemmer imellem korprøverne, og man ønsker sig mange flere af dén slags bøger. Bogen får derfor min varmeste anbefaling.

Første skridt

Første skridt på denne bloggers nye læsevej, kaldet "læsevejen hjem til den jeg er..." - blev inspireret af salmen "Hold håbet op" (tekst af Dy Plambeck og musik af Marianne Søgaard), omtalt i et selvstændigt indlæg her.

Salmens tredje vers starter med "En julerose er en smuk, men ydmyg blomst", og fik mig til at tænke på Selma Lagerlöfs legende om julerosen. Jeg var helt sikker på at jeg havde bogen, men kan ikke finde den. I stedet stod hendes samling "Kristuslegender" (første gang udgivet i 1905, denne udgave en billig paperback fra 1997) på hylden. Den kom med ind i læsekrogen, og den lille fortælling om rødhalsen gik lige i hjertet. 

Hvorfor? Sprogets skønhed og følsomhed, de tydelige eventyrtræk, legendestilen, skrevet, så fortællingen er et "tilbud", en mulighed, en af mange veje man kan og må forestille sig at ting kan ske...

Læste starten for sønnen. Han ville hellere høre dén færdig end at læse videre i Harry Potter-bogen! Næste aften ville han gerne høre en historie mere "af den slags". Ud fra titlerne valgte han "Den hellige nat", om den gamle farmor der fortæller en legende fra en julenat for længe siden, om en hårdhjertet hyrde, der uden at kunne forstå hvorfor blev blød om hjertet. Bagefter spurgte sønnen om det var "rigtigt". Jeg svarede, "måske - hvem ved - det er det måske?"

Og det er det dejlige ved sådanne legender. "Måske-et". I hvert fald er det smukt skrevet, og gør os bløde om hjerterne.

Dét blev den første bog, de første fortællinger, på dén læsevej, der blev påbegyndt ved afslutningen af Morten Ramslands roman "Lyskabinettet".

Dy Plambecks forfatterskab er oplagt at gå videre til, i håbet om at sproget er ligeså smukt og virkningsfuldt på denne læser, som i hendes adventssalme "Hold håbet op". 

"Hold håbet op"

Livet kan være turbulent. En af de nyere salmer, der kan støtte i livets sværere faser er denne.  

"Hold håbet op" - egentlig en adventssalme, skrevet i 2015 til salmebogstillægget "Kirkesangbogen", tekst af forfatter Dy Plambeck og komponist Marianne Søgaard.

Den kan høres på albummet, der blev udgivet med salmer fra "Kirkesangbogen". Det ligger på Spotify, og "Hold håbet op" kan høres på YouTube her: 

Melodien er i mol (endda noteret i denne bloggers yndligstoneart, c-mol), bygget op over rigtig mange kvinter (d.v.s. tonespring på 5, der er kendetegnet ved at man ikke kan høre om det er dur eller mol), på sin vis forbløffende at en så "kønsløs" melodi kan føles så stærk, men uden at være ekspert så mener jeg at vide at det vist er en kendt "stil" fra nord/vestlig folkemusik?

Teksten er så smuk, så intens og billedrig, og præcis så forventningsfuldt nærværende som adventstiden skal forstås - synes jeg.

"Du har lov at være lille"

En af de største passioner ved at arbejde med musik er for denne organist at lære nye sange og salmer at kende.

En salme jeg mødte for en del år siden, bliver ved at poppe op i mine tanker, både privat, ved læsning og i mødet med andre mennesker.

Den er af salmedigteren Iben Krogsdal, som efterhånden har en stor produktion af det, man definerer som "moderne salmer", bag sig - og forhåbentlig mange flere foran sig, for hun er en af de få, der virkelig formår at ramme de dybeste lag i både tro og menneske.

Salmen hedder "Du skal elske din næste som dig selv" .

Og straks vil nogen kunne få kvalme over det fortærskede næstekærlighedsbudskab, både den misforståede side, der handler om at man tror det betyder at vi skal være ubetinget (og dermed kunstigt) "kærlige" overfor hinanden hele tiden og uanset hvad, og så den modsatte, smertefulde side, der handler om at det kan være svært at få øje på nogen form for praktiseret næstekærlighed, d.v.s simpelthen at behandle hin-anden menneskeligt, i vores tid - nationalt såvel som internationalt.

Salmen er bygget op så kravet om den enkeltes indsats i forhold til næsten stiger for hvert vers, og ender i det umulige - man skal kunne høre dem der græder lydløst... I næstsidste vers lægges der så skyld og skam oven i, for man får at vide at det man ikke gjorde nu ligger på andres natteborde!

Men så kommer sidste vers. Forløsningen, vi alle har brug for, små som store, og måske mere end nogensinde før, fordi vi skal være så meget "på", så perfekte og korrekte, fejltrin er utilgivelige og registreres nidkært til brug ved behov for angreb senere. Og når nogen så knækker i dette hårde samfund, så forventes det oven i købet at vi står ubegrænset til rådighed for at samle hinanden op, rydde op og bygge op - for andre. Indtil vi selv knækker... - og ingen hjælper, for ingen magter mere... Og mange af os vil jo gerne hjælpe. Men vi kan ikke altid. Og slet ikke hele tiden, selvom vi føler det kræves - både af os selv, af andre og af samfundet.

"Men om natten går livets far herned
og han lægger hånden på dig med sin fred
og hans øjne lyser milde:
Du har lov at være lille."

At salmen har fået en sangbar melodi af Willy Egmose, let swingende og i mol, gør den direkte anvendelig og anbefales hermed på det varmeste, som en salme med et budskab, der er voldsomt meget brug for i vores tid.

Salmen kan findes i salmebogstillægget "100 salmer".