“En klang af minder”

“Hvor er de nu, de musikalske venner, spredt vidt omkring, med hver sin sang”. Denne sang hørte jeg første gang på den tid hvor jeg spillede i Odense Skoleorkester. Mit fantasifulde og romantiske sindelag strømmede over i vemod på mit fremtidige jegs vegne! “Engang i fremtiden vil jeg høre denne sang og alt dette vil være forbi - hulk”.

Og det har det snart været i mange år. Mit hjerte strømmede knap så voldsomt over på den måde, jeg i min naivitet forestillede mig. “Venner” - det er så stort et ord. “Spillekammerater” - så har jeg ikke overdrevet. Jeg ved ikke ret meget om, hvor ret mange af dem er henne i verden nu. Af og til melder et bryllupsbillede i avisen om, at en har fundet lykken. Men det kildrer alvorligt i både knæ og erindringer når klangen af et harmoniorkester rammer mig.

Man kan aldrig overdrive betydningen af rummelige hjerter, varm humor og faglig kompetence, når det handler om at støtte en gruppe børn og unge på den faldgrubefyldte vej mod voksenlivet. Disse elementer (og flere til!) findes i familien Rungstrøm! 2. generation står bag dirigentpinden nu, og to fra 3. generation er store nok til at spille med. Den ældste blev i øvrigt (selvfølgelig!) født på en mandag, som var ugens skoleorkesterdag nummer 1, og den stolte far kom brasende ind til alle grupper og proklamerede: “jeg er blevet far - der er sodavand til alle i pausen”.

En af de allervigtigste ting, der kan siges om dette orkester er, at Odense Skoleorkester opgiver ingen! Man må selv opgive orkestret, hvis man ikke vil være med. Så stor er tilliden og kærligheden til kombinationen børn og musik! Og det er den stadig nu 50 år efter, det første trut lød. Jeg er sikker på at der vil blive holdt et brag af en jubilæumskoncert. Måske vi ses?

"Man røres ved musikken"

Når man spiller musik, bevæger man luften. Når luften bevæges, røres mennesker. Når Odense Skoleorkester spiller, bevæges luften i Odense, så odenseanerne røres!

Udover de sociale aspekter, som man altid lærer om ved at omgås andre mennesker, så lærte vi først og fremmest at betjene et musikinstrument. Og dét involverer elementer som finmotorik, det logisk/matematiske, rytmesans, læseevne, fornemmelse for detaljers betydning i en stor sammenhæng og det involverer at kunne kombinere det hele på kommando!

Der er nok mangen en gymnastiklærer, der har herset rundt med “de der små, blege børnemusikere, som bare sidder inde i et halvdunkelt lokale den halve dag, lænet op af store, støvede, stakke af noder og spiller små yndige menuetter af Mozart!”. De kunne ikke tage mere fejl! Det kræver råstyrke at kombinere alle de ovennævnte ting samtidig med, at man skal gå! Og man skal både gå i takt, holde rækken - både den foran og og den til siden, i regnvejr, i hedebølge, op ad bakke, i tæt trafik og meget, meget mere! Ydermere tog en hel del oftest cyklen for at komme ud af spille!

Vores “kulturelle kirtler” blev også meget veludviklede. Vi spillede alt fra stille, klassisk kirkemusik over operaouverturer, grand-prixsange, danske og amerikanske marcher, til rå (!) rocknumre. Mest af alt elskede vi de swingende numre, der strutter af godt humør! Men fordi vi kom ud til mange officielle arrangementer, lærte vi også en masse om traditioner og ritualer - respekt for en fane, flaghejsning, hurraråb osv., en masse af de danske sange, der knytter sig til, og en masse om god opførsel - det at kunne “begå sig” i en uniform, mens man stadig bevarer et godt humør og en naturlig afslappethed. Og det er faktisk ikke så skidt!

"En usynlig skulder"

Jeg kan binde en flot, dobbelt slipseknude baglæns i mørke! For i Odense Skoleorkester har alle, både piger og drenge, slips på til uniformen. Det er svært at få vendt både slips og fingre rigtigt samtidig de første mange gange! Men vores dirigent havde altid en fri hånd til en genstridig knude. Det havde hans (og vores!) højt elskede kone også. Der var altid masser af hjælpsomme hænder fra den trofaste forældreforenings bestyrelse, og de medbragte ægtefæller. Der var også alle de andre forældre, som kom og gav en hjælpende hånd. Men først og fremmest var der de andre børn og unge. For langt de fleste af de store og erfarne var det en selvfølge at gi´ en hånd, et godt råd og et smil til de små og de nye.

Vælger man at spille i Odense Skoleorkester så forpligter man sig. Uha! Det kan lyde som et grimt ord. Men i denne sammenhæng forvandler det grimme ord sig til det, der er så betydningsfuldt for et menneskebarn, nemlig at det betyder noget for andre mennesker om det er til stede! Det har fået sin plads i orkestret, fordi det vil og kan betjene sit instrument tilfredsstillende, og dét gør en positiv forskel for det samlede orkester.

Så er man medlem, er man automatisk betydningsfuld! Og man bliver bogstaveligt talt både holdt af, om og ved! I min tid mistede et par børn en forælder. Et stort, stort chok. En situation der for mange ville være meget svær at håndtere. Men ikke her. Her holdt man af, om og ved. Ganske enkelt. Små og store. Alle. Og i årene efter var det en indiskutabel, men usagt, regel, altid at ha´ en diskret støttende føler omkring børnene. De måtte for enhver pris ikke tabes. Og sådan var der mange børn, der af forskellige grunde fik en usynlig skulder at læne sig op ad. Den fysiske skulder var altid til rådighed, men det er somme tider den usynlige, der gør mest gavn!

“Musikalske minder”

Bagende varme og bidende frost er det, der står tydeligst i den del af min erindring, der går rundt i sin fine, blå uniformsjakke! Det er de utallige marchture med Odense Skoleorkester, det handler om. Og det er dem, jeg husker som sjovest og med flest minder knyttet til sig fra min tid i orkesteret. F.eks. åbningen af dyrskuet, der oftest foregik under en solstrålende blå himmel i opsmøgede ærmer - fysisk velbefindende var heldigvis vigtigere end “korrekt” uniform! Opstillet pænt i koncertformation med sveden drivende under lange taler var en prøvelse! Et år fik stortrommeslageren nok. Trommen havde han fået lov at stille på jorden. At gøre sig det mageligt ved at sætte sig på den (med et stærkt lidende ansigtsudtryk!) fandt han selv på! En fotograf fangede den charmerende situation, og billedet kom i avisen. Anderledes slemt var det, det år vi revnefærdige af stolthed skulle akkompagnere operasanger Jørgen Klint ved den traditionelle tænding af juletræet på Flakhaven. Isslag, slud og sne piskede hele arrangementet i stumper og stykker, mens vi spillede det bedste, vi havde lært, og instrumenternes klapper og ventiler frøs fast!

Indvielsen af Brandts Klædefabrik er jeg stolt af at have spillet til, og at spille for borgmester Verner og hans Hanne til deres sølvbryllup var også en stor ære for en lille pige. Utallige skolejudbilæer, som skoleorkestret er født til at festliggøre, har vi spillet til. Og sommer er det når alle byens blæseorkestre tegner den store stjerne i Odenses gader, med de efterfølgende promenadekoncerter sommeren igennem - i min tid på den hedengangne tribune i Kongens Have, med hvad dertil hørte! F.eks. staklen, der dansede og dirigerede ivrigt, satte sig på scenekanten og skålede til publikum i øl, tog sit gebis ud og undersøgte det nøje aldeles upåvirket af alle dem, der, trods det tragiske element, ikke kunne holde latteren tilbage!

“Alle ret”

En skinger fløjte skærer sig igennem en mængde meget forskellige mennesker. Den flænser luften, der er tyk af snak, trut og bom! Hverdagstøj er der ikke meget af. Billedet er fyldt af ens, ens og ens bukser, kasketter og jakker. Fløjten har et klart budskab, kendt og elsket af de fleste, der er til stede. Og uden tøven, uden vaklen og uden brok samles alle de, der er så forskellige, mens de ser så ens ud, i rækker og geledder. Fanen er foldet ud, kommandoerne runger: Alleee ret! Venstre om! Trommeslagerne slår den trofaste takt an, der får hvert eneste venstreben til at løfte sig på et og samme sekund, som var flokken ét stort og mangebenet og mangehovedet uhyre!

Men det er det jo ikke! Det er 50-60 børn og unge, piger og drenge, med bopæl i Odense Kommune. Børn og unge, der alle behersker noget så disciplinkrævende som et musikinstrument, og spiller af lyst og med glæde til glæde for (næsten) alle, de kommer i nærheden af. Det er Odense Skoleorkester, jeg ser for mit indre blik, som jeg så tit har set et for mit ydre blik, og som jeg kender så godt - helt inde fra indersiden af uniformsbukserne! For jeg spillede der selv fra 1982-1988, det meste af tiden på klarinet. Og derfor var mandag i flere år den bedste dag i min uge. Den ultimative skoleorkester dag!

Jeg startede kl. 16 og underviste i to timer, yngre såvel som ældre, nybegyndere såvel som øvede i klarinetspil. Kl. 18 var der gruppeundervisning for orkestermedlemmerne. Og kl. 20 var jeg med i den gruppe af de ældste og mest erfarne med hang til brogede akkorder og kraftig rytmisk udfoldelse, der var samlet for fuld udblæsning i big-bandet.

Sådan en mandag hjalp flere af os med at holde balancen i forhold til problemer i skolen eller i familien, men først og fremmest fik vi stillet vores nærmest umættelige sult efter musikalsk udfoldelse og udfordring!

Bedste julegave

Sønnens bedste julegave kommer drypvis igennem hele 2017 - abonnement på Jumbobøger.

Den første historie handler om zombier... - så bliver det bare ikke bedre for 6-årige!

Nytårsforsæt

Nytårsforsættet for 2016 blev offentliggjort på facebook med disse ord:

"I Forholdet til Bøger danner Menneskeheden - den Del deraf, som læser - et langt Spektralbaand. Længst ude i den ene Side finder vi ultra-kyndige, der faar Ildebefindende ved Synet af uharmonisk opbyggede Sider eller forkert valgte Skrifter; det er deres Indflydelse og stædige Vilje, vi kan takke for at Bøger ikke sjældent fremtræder som følsomt formede Objekter, som Kunstværker. I Baandets Midte vil jeg placere de mange, der gaar til Bøger fordi Aanden tørster. Og længst til den anden Side møder vi den mindst kritiske Portion, der blot vil adspredes eller i Bøgerne ligefrem søger en Substans, som slukker Jeg´ets Flammer og midlertidig sætter en andens Affærer ind i Opmærksomhedsfeltet."

Jacob Paludan i bogen "Bøger, Poerter og Stilister" - som jeg genfandt på reolen i fritidshuset, og som inspirerede mig til årets nytårsforsæt: "Læs bøger." Mange, mange, mange bøger, så mange som muligt, næsten så mange, som før jeg skulle være organist.

Sidste års nytårsforsæt - at læse flere bøger - lykkedes det mig at gennemføre. At vinde 3 rigtig gode bøger til mig selv på facebook hjalp også gevaldigt på at holde fast i forsættet, trods travle perioder. Så jeg fortsætter med samme forsæt i år: "læs flere bøger!"

Bl.a. bør min læsning altid krydres med et essay af Jacob Paludan i ny og næ, men også de gode bøger jeg har fået i julegave ser jeg frem til at få åbnet, og der er tunge, stærke værker på listen:

"Klassisk!" af Søren Schauser
"En verden til forskel" af Nadja U. Prætorius
"Bjørn Wiinblad" af Lars Hedebo Olsen
"Radiserne, 1950-1959, af Charles M. Schultz
- og "Papmachereglen" af Hella Joof, som snart er læst færdig og klar til omtale her på bloggen.

Godt nytår!