Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

torsdag

Anmeldelse: "Lysets længde" af Arne Andreasen

I 2019 udkom "Lysets længde" af Arne Andreasen. Ingen vidste hvor meget vi ville få brug for en "Messe i mørket", som er undertitlen på værket. Efter næsten to års nedlukning af kirkekoret jeg er leder af, har jeg selv brugt sangene "Under himmelens stjerner" og "Herre, lys os hjem" som afslutning på korprøver. 

Alle sange kan høres på digitale tjenester.

Jeg anmeldte udgivelsen i 2019, og nu kommer anmeldelsen endelig her på bloggen:

Højskolelærer og kirkemusiker Arne Andreasen har udgivet endnu en samling af sange. Det er nummer fire i serien af unikke sangbøger, hvor noder, tekster, refleksioner, billedkunst og CD med sangene indspillet professionelt, forenes i én og samme bog. Den første udkom i 2010. 

Bogen er på størrelse med en CD, ca. 15 x 15 cm, og det grundlæggende koncept er det samme for alle fire udgivelser, hvor sangene er skrevet under et overordnet tema, der beskrives i bogens forord. Denne bogs tema er den oldkirkelige messe, uden nadver. Der er ti sange inspireret af de led, som mere eller mindre tydeligt stadig findes i vores moderne højmesse, og derfor nemt kan anvendes. Genren er rytmisk kirkemusik, og ligger nok primært indenfor den meget brede kategori “pop”. 

Måden sangene er bygget op på kan på grund af sin enkelhed og de ofte få tekstlinjer minde om Taize-sange, og give samme meditative oplevelse. Men der er også lighedstræk til sange fra den keltisk-kristne tradition på f.eks. Iona, igen p.g.a. enkelheden, men også billedsproget, der ofte gør brug af naturens elementer. 

Mange af sangene består af 2-3 selvstændige led, en slags “byggeklodser”, der hver især kan gentages og kombineres, nogle med forspil som kan bygges med ind, og nogle kan endda bruges som 3-4 stemmige kanons, eller som trestemmig sats. Nogle sange er mere rytmisk udfordrende end andre, og alle er med en ambitus hvor alle kan være med. Sværhedsgraden ligger indenfor de fleste folkekors rækkevidde. 

Jeg har selv brugt en del af hans tidligere sange både til opvarmning og til optræden, og alle korprøver afslutter vi med hans version af velsignelsen “Må din dag få glæde” (fra albummet “Et øjeblik - en evighed”). Desuden har jeg brugt hans sange ved lægmandsgudstjenester. Fra denne udgivelse kommer “Under himmelens stjerner” og “Herre, lys os hjem” først i brug, men jeg holder også allerede meget af “En mur af skam”.

Arne Andreasen har i snart mange år været med i gruppen af salmedigtere, som Holger Lissner i sin tid samlede til gensidig inspiration, og selv er jeg ikke i tvivl om at hans tekster og melodier hører til i de kirker og sammenhænge, hvor denne genre er ønsket. Men om teksterne har den “teologiske tyngde”, som jeg møder som krav hos nogle præster, kan jeg ikke vurdere. 

Man kunne dog godt ønske sig at præster husker på at det teologiske arbejde skal kunne nå ud til alle slags mennesker, i alle faser af livet, og ikke kun til de, der kan følge med helt ind i intellektuelle kringelkroge. For det kan vi ikke alle. Det kristne budskab formindskes ikke af at blive formidlet så smukt og ligetil, som Arne Andreasen mere end nogen anden formår. Tværtimod!

Har man ikke selv kor, sangere, eller organist, der behersker becifringsspil, så er det værd at vide at man kan bestille Arne Andreasen med sanger og evt. flere musikere til at stå i spidsen for musikken ved f.eks. musikgudstjenester. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar